Skip to main content

Tag: byudvikling

Tilsagn på plads: Cykel- og gangbro over Limfjorden et skridt nærmere

Aalborg Kommune har netop modtaget en bevilling på 2,4 millioner kroner fra AN-TV til det videre arbejde med etablering af en ny cykel- og gangforbindelse mellem Stigsborg-området og Musikkens Hus over Limfjorden. Broen skal bidrage til at fremme bæredygtig transport samt øge forbindelsen mellem bydele, og bevillingen fra AN-TV betyder, at der nu sættes gang i en ny forundersøgelse af projektet.

En ny cykel- og gangbro mellem Nørresundby og Aalborg er nu et skridt nærmere at blive en realitet. Aalborg Kommune har nemlig modtaget en donation på 2,4 millioner kroner fra AN-TV, som skal sætte gang i en ny forundersøgelse af den nye broforbindelse, der får navnet BROEN. Formålet er at fremme grøn transport og styrke forbindelsen mellem Aalborg og Nørresundby.

At Aalborg Kommune nu kan komme skridtet videre med realiseringen af BROEN, glæder Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen:

– Det er en milepæl i arbejdet med BROEN, at vi har modtaget tilsagnet fra AN-TV til en forundersøgelse, der præciserer mulighederne. Broen skal ikke blot forbinde Himmerland og Vendsyssel, men også to af de nyeste og tættest befolkede byområder i Aalborg, som er Stigsborg-området med 7.500-10.000 indbyggere og kvarteret omkring Østre Havn med 11.500 indbyggere i Øgadekvarteret, udtaler borgmesteren.

Det er byudviklingsselskabet Stigsborg P/S og Aalborg Kommune, der står i spidsen for projektet, og broen skal bygges og drives af Aalborg Kommune, som nu kan arbejde videre med at skabe et fundament for realiseringen af projektet – både i forhold til finansiering samt fastlæggelse af det teknisk-økonomiske grundlag.

Det er meget glædeligt, at der nu kan sættes gang i en ny forundersøgelse om en ny broforbindelse mellem Aalborg og Nørresundby, som er efterspurgt af mange. Broen vil ikke alene styrke sammenhængen på tværs af fjorden – den vil også sammen med Kulturbroen give mulighed for eksempel at løbe en tur ”fjorden rundt”. Samtidig skal den være en arkitektonisk perle, der kan gøre den daglige transport til en oplevelse, lyder det fra Anton Hessellund, direktør i Stigsborg P/S.

Skal fremme bæredygtig transport
Den nye cykel- og gangforbindelse ventes at blive 600-650 meter lang, 6,5 meter bred og 4-5 meter frihøjde over Limfjorden. Desuden er det planen, at broen får et dobbelt svingfag, der åbner for en 70 meter bred gennemsejling, samt indrettes til cyklister og gående med punktvis afskærmning og opholdsarealer undervejs.

Den politiske vision med broprojektet er blandt andet at gøre det mere attraktivt at tage cyklen fra a til b og dermed fremme grøn transport:

– Der er kommet flere cyklister og fodgængere med årene, og med en ny broforbindelse forventes det, at der kommer endnu flere. Der er ræson i den bæredygtige transport, og der er naturligvis også en helsefremmende sidegevinst, som trafikspringet bibringer, fortæller Lasse Frimand Jensen.

Den seneste opdatering af anlægsoverslaget viser et samlet realiseringsbudget på 400-500 millioner kroner. Aalborg Kommune og Stigsborg P/S har hver især bidraget med 100 millioner kroner. Øvrige midler til stibroprojektet søges fra staten, fonde og andre bidragsydere, og med bevillingen fra AN-TV kan processen nu bevæge sig fremad.

 

Fakta om Stigsborg

Stigsborg er et af Danmarks største kystnære byudviklingsprojekter og en helt ny bydel på Limfjordens solside. Stigsborg omfatter et samlet areal på ca. 33 hektar inkl. en af Aalborgs største byparker, Stigsparken, og en helt ny skole, daginstitutioner og plejehjem.

Udviklingen af Stigsborg forventes at vare 20 år og resultere i 4.000 boliger på samlet set 400.000 etagemeter til 7.500 indbyggere. Boligerne er primært leje- og ejerboliger i 4-6 etager samt rækkehuse i 2-3 etager. Butikker, caféer og service skal sammen med fritidstilbud og fællesskaber skabe rammen om det gode hverdagsliv i bydelen.

Læs mere på www.stigsborg.dk

 

For yderligere oplysninger:

  • Direktør Anton Hessellund, Stigsborg P/S, tlf. 9818 3218, mobil 6161 0794 og e-mail: h@enggaard.dk
  • Presseservice: Caroline Albrektsen, tlf. 2628 0717 og e-mail: caroline@publicity.dk

 

Deltag i udviklingen af Søvangen i Nørresundby

Indtil for få år siden var Søvangen et område med både boliger, kommunale boliger, bådopbevaring og erhverv. I dag er erhvervene nedlagt og bygningerne står tomme og nedslidte tilbage

 

Aalborg Kommune er i dialog med en privat bygherre om at nedrive de gamle erhvervsbygninger og i stedet opføre nye attraktive etageboliger på området. Samtidig flyttes kommunens boliger til en ny placering. De øvrige boliger ændres der ikke ved.

Nedrivningen af de faldefærdige erhvervsbygninger giver mulighed for at kigge på Søvangen som helhed og skabe et nyt attraktivt område.

– “Vores vision er at skabe et sammenhængende område med forskellige typer af boliger, gode vej- og stiforbindelser og eventuelt tilføre området nye funktioner som fx mindre serviceerhverv, butikker og café”, siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen og fortsætter:

– “Området har en fantastisk beliggenhed tæt på overordnede vejforbindelser, cykelruter, kollektiv trafik, rekreative områder og så selvfølgelig Limfjorden lige i baghaven. De nedslidte erhvervsboliger begynder efterhånden at devaluere området, og det er derfor på tide, at vi får kigget på en omdannelse.”

Omdannelsen af Søvangen kræver en ny planlægning af området. Derfor gennemføres en fordebat, hvor alle i perioden fra den 22. januar til den 26. februar 2021 har mulighed for at komme med ideer, synspunkter og forslag til brug for den videre proces.

 

Deltag i debatten

Kommentarer og forslag kan sendes til By- og Landskabsforvaltningen, Plan og Udvikling via www.aalborg.dk/kontakt

Verdensmål definerer ny Aalborg-bydel

FN’s 17 verdensmål kommer til at danne grundlag for Aalborgs nye bydel Stigsborg Havnefront. Målene skal være med til at skærpe ambitionerne om at etablere en ny, bæredygtig bydel med blandede boformer, byttecentraler, grønne rekreative byrum mv.

Udviklingen af Stigsborg Havnefront er i fuld gang, og bæredygtighed bliver et helt centralt og gennemgående tema for bydelen. Bestyrelsen for Stigsborg Havnefront har nu vedtaget en ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der er inspireret af FN’s 17 verdensmål, og som skal medvirke til, at bæredygtighed bliver en integreret del af den 54 hektar store bydel. Med den nye strategi bliver Stigsborg Havnefront en af de første bydele i Danmark, som er udviklet med udgangspunkt i verdensmålene.

Forrest i byudvikling med cirkulær økonomi

Ambitionen med strategien er, at bydelen skal være et foregangseksempel for SMART, social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Det fortæller Anton Hessellund, direktør i Stigsborg P/S:

– Vi ønsker at gå foran med implementeringen af FN’s verdensmål i udviklingen af Stigsborg Havnefront. Med et nyt indsatskatalog ønsker vi at balancere visioner og ambitioner med de praktiske og økonomiske muligheder, der er i projektet. Her har vi i samarbejde med Aalborg Kommune udvalgt en række områder, hvor vi kan gøre en forskel, siger han.

 

Indsatserne dækker områder som eksempelvis sundhed, innovation, uddannelse, byliv, miljø og trafik. Det er også tanken, at dele-, bytte- og genbrugsfaciliteter skal integreres i bydelen, så genanvendelse af ressourcer og cirkulær økonomi bliver en naturlig del af hverdagen. Der vil eksempelvis blive etableret byttestationer i de forskellige bebyggelser, ligesom der bliver mulighed for at benytte delebiler i p-husene, som bliver indrettet med ladestationer til el-biler.

 

Som en del af det grønne fokus får bydelen også en 15 hektar stor grøn natur- og fjordpark. Stigsparken, der bliver Aalborg største park, vil byde på forskellige rekreations- og aktivitetsmuligheder og skal samtidig fungere som skolegård med inkluderende lærings- og bevægelseslandskaber for Aalborg Kommunes nybyggede folkeskole:

– Vi har stort fokus på sundhed, bevægelse og tilgængelighed, og derfor bliver stier og ruter en integreret del af bybilledet sammen med grønne og rekreative byrum. Hjertet i den nye bydel bliver den centralt beliggende bygade, der skal indrettes, så den kan skifte funktion efter behov, fortsætter Anton Hessellund.

I bæredygtighedsstrategien er der også lagt stor vægt på social bæredygtighed. Det betyder blandt andet, at bosætningen kommer til at bestå af blandede boligtyper med en variation af rækkehuse, bofællesskaber, eje- og lejelejligheder samt almene boliger. Og som en del af Stigsborg Havnefronts fokus på facilitering af fællesskab, bliver den traditionelle grundejerforening udvidet til en bydelsforening, der skal være bydelens lokaldemokratiske organ. I den forbindelse vil der også blive udarbejdet en bylivsstrategi i samarbejde med nuværende og kommende brugere af området.

Læs mere på www.stigsborghavnefront.dk, hvor også den samlede bæredygtighedsstrategi kan tilgås.

 

Set på hjemmesiden:

ETAPE 1 – EN GRØN OG LEVENDE BYDEL

Første etape ligger centralt i byudviklingsområdet øst og nord/øst for kommunens forvaltningsbygning på Stigsborg Brygge. Første etape skal være åbningstrækket for hele Stigsborg Havnefront og slå tonen an for en mangfoldig, levende og grøn bydel med både attraktioner og hverdagsliv.

Byudviklingsprojektet er omfattende og indebærer igangsætning af flere parallelle spor. Som en del af etape 1 skal der således skabes et bydelscenter omkring den centralt beliggende bygade med skole, børnepasning, plejehjem og lokale butikker – ligesom etablering af parken indgår i etape 1.

Byudviklingsselskabet Stigsborg P/S står for byggemodning og salg af byggefelter med op mod 200.000 etagemeter byggeretter. Aalborg Kommune står for anlæg af parken og det kommende børne- og ungeunivers.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev