Skip to main content

Tag: børnefamilie

Blog: GUIDE: SÅDAN BLIVER JULEN U-TRÆLS

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

Åh, der er alt på spil i den juletid. Måske elsker man julen med alt, den er. Måske føler man sig klemt i en masse ”plejer”. Måske har man mest lyst til at flygte til en sydhavsø. Eller måske er man bare dér, hvor man kan nyde det hele på sin egen måde.

Og så er der jer forældre. Som står med forventningsfulde børn, der siden omkring 3. december ikke bare har været forventningsfulde, men faktisk er kammet over af voldsom spænding. En spænding, der snildt kan blive til en utålmodighed på størrelse med Gudenåen.

Kære I forældre….

…Der er blevet spurgt 57 gange dagligt de sidste 22 dage (det giver 1254 gange i alt), hvornår det er juleaften.

…Der, lige midt i våde flyverdragter, sand i vinterstøvlerne og en eller anden, der har pruttet, har måttet tage diskussioner om hvorfor juleslik ikke er aftensmad.

…Der har haft Tinka-kort tæt inde på livet.

…Der har forsøgt at få jeres børn til at se søde ud på julekort-billeder ved at bestikke dem med en smertelig bevidsthed om, at der vil være sukkerchok i sigte.

…Der har forsøgt at bage udstikssmåkager så flotte, som hos hende der på Instagram, men i stedet lod ungerne (og dig selv) spise dem hurtigt, fordi de blev skide grimme.

…Der har taget til julemarked, midt i en menneskemængde med en befolkningstæthed, der minder om en kinesisk storby, og haft et barn, der har skidt i bukserne midt i gløgg, Julemand og brændte mandler.

…Der gruer for flæskesværen og har 7 faner åbne på PC’en med forskellige google-søgninger om ”flæskesvær sprød hvordan”

….Der udmærket ved, at der går samlebånd i den med de børnegaver juleaften, selvom det på papiret burde være anderledes og generelt ikke er en særligt fed tanke.

Kære forældre… NU er det tid til at huske jer! Og os! Skal vi gøre det sammen? Her kommer en hurtig guide med redskaber til dagene lige omkring jul… Selv tak <3

23. december:

Tid til forventningsafstemning. Skal noget være anderledes? Ville du hellere have haft risengrød, men svigerfar insisterer på risalamande? Tag lige et øjeblik. Hvor vigtigt er det? Er det faktisk ikke en skid vigtigt, så træk på skuldrene og spis en pebernød. Er det lidt vigtigt, så træk på skuldrene og spis en pebernød. Er det meget vigtigt, så træk på skuldrene og tag en pebernød, en klejne, 5 skumjulemænd, en pakke Merci og et godt glas rødvin.

24. december:

Puha, det er let at blive revet med, ikke? Alle vil SÅ gerne have en god aften, og alle vil SÅ gerne have, at tingene er som de plejer. Og ved du, hvad du skal? Du skal gå ud på badeværelset, låse døren og kigge dig i spejlet. Det er ligegyldigt om nogen forlanger at få saftevand, skal have tør numse eller din kæreste skal tisse. Bare vær der. Hvornår har du sidst ønsket verdens hjerteligste ”glædelig jul” til dig selv? Og så husk at trække vejret!

25. december:

Har du rester tilbage? Tag en skefuld sovs. Du må godt. Har du nogle af de der kedelige, men ekstremt nødvendige Taffel chips tilbage? Så brug dem som ske i sovsen.

Bukser med elastik i livet. Din mave fortjener frihed.

26. december:

Stadig bukser med elastik i livet.

——

Jeg ønsker dig en glædelig jul <3

DA TV-PARADOKSET RAMTE

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

Det var en mandag formiddag.

Det var der, det skete…

Vejret var regnfuldt, men vi stod indenfor i den velkendte lugt af svømmehal med lyde af plask og ekko rundt omkring os.

Ingen af os vidste, det ville ske. Vi ænsede det ikke i processen op til. Vi var blinde.

Vi skulle bare lige have 40 minutters svømning sammen, inden vi begge skulle på arbejde.

Ungerne var i børnehave.

Bare Christian og jeg. Sammen.

Alt var godt omkring os i det bassin. Vi havde svømmet lidt begge to, og musklerne var løsnet op. Rart.

Hvad der væltede det hele, ved jeg stadig ikke, men det var Christian, der startede, så det er nok mest hans skyld, kan man sige.

Det var som et domino-spil, hvor første væltede brik udløser en kaskade af væltede brikker.

”Der er virkelig skønt her i dag. Selvom det er godt besøgt, så er der fin plads, synes jeg.”

”Ja, helt sikkert. Godt vi kom af sted.”

”Ja.”

”Ej, kan du ikke huske det afsnit af Gurli Gris, hvor Far Gris skal hoppe ned i en pool, hvor det så bare ikke siger noget, da han rammer vandet, selvom de har stået og været mega bange for, at han skulle lave et kæmpe plask?”

”JO! Og det giver bare ingen mening, for han er jo en stor Far Gris, og det burde jo sige rigtig meget plask!”

 ”Den er bare syret, den scene…”

”Præcis…”

”Ligesom der, hvor de skal hen til Bedstefar Gris, og….”

…og sådan fortsatte det i 10 minutter.

10 dyrebare minutter ud af de 40 minutter, vi havde haft mulighed for at bruge udelukkende til voksentid i svømmehallen.

10 dyrebare minutter, hvor vi kunne have snakket om solide, voksne ting, som f.eks. parforhold, personlig udvikling eller bare noget med de praktiske forhold omkring skift til vinterdæk, for det er jo også ved at være den tid, og lige pludselig er der frost jo.

Men nej.

De skulle bruges på Gurli Gris.

Jamen, Cecilie (er der måske nogen, der tænker), hvorfor er det da så forfærdeligt? Herregud.

Jeg er glad for det spørgsmål, og det vil jeg rigtig gerne uddybe (kan jeg blive politiker engang, tror I… eller… ej, vel? Eller..? Nå, nevermind.)

Fordi. Det er sådan, at lyden af vores hjem nu i flere måneder har været lig med lyden af Gurli Gris-stemmer og Gurli Gris-intro.

Om morgenen, når jeg sidder over min morgenkaffe med mascara på hagen og et ansigt, der vil være meget uheldigt på noget som helst billede, kan jeg høre lyden af dialog mellem Mor Gris og Far Gris nede fra TV’et. Og selvom man har hørt det mange gange, så holder man ikke op med at reflektere over det. Jeg gør i hvert fald ikke.

Tværtimod.

Og i den situation er det helt umuligt for mig ikke at komme til at tænke på, hvor meget Far Gris egentlig fucker op. Nøj, hvor har han dårlig dømmekraft helt generelt.

Det kommer f.eks. til udtryk, da de skal på ferie og når at køre i præcis 2,5 sekund (!) inden, han farer vild.

(Og der kan man sige, det kan jo sagtens være, Far Gris og Mor Gris har været sammen i så lang tid, at hun ser bagom de her ting og rummer ham med alt, hvad han er, men så håber jeg da, at han lige giver den en ekstra skalle på deres bryllupsdag f.eks… eller i det mindste lige inviterer hende ud at spise regelmæssigt eller tit køber blomster. Men det tror jeg bare ikke rigtig på, at han gør.)

Jojo, vi har da pause fra det, når vi er på arbejde, når ungerne er i børnehave eller beskæftiget med noget andet, men den følelse, der opstår i kroppen, når lyden af Mor Gris og Far Gris-dialog rammer en kl. 06.20 for 160. morgen i træk… den er godt nok noget andet.

Men det, der så bare er med Gurli Gris, er, at den i små sporadiske momenter kan være en lille smule sjov for voksne. Og det er jo også derfor, at det overhovedet kunne finde sted, at vi kom til at bruge værdifuld svømmehalsvoksentid på at tale om den.

Og der er jo nok sket det nu, at vi har hadet Gurli Gris så meget, at vi ufrivilligt er kommet til at kunne lide den lidt…

Hvad vi gør herfra ved jeg ikke. Men fremadrettet vil jeg under alle omstændigheder kæmpe for, at der ikke går Gurli Gris i den på andre voksne tidspunkter. De vinterdæk må bare noget mere ind i billedet.

¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

Og er vi så kommet godt ind i det nye år?

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

Er I ikke også blevet spurgt om det mange gange? Det er sådan en af dem, man ikke undgår, når man bor i Danmark. Lidt ligesom ”Nå, kan du så mærke, du er blevet et år ældre?”, når man holder fødselsdag.

Men det blev jo 2018! Med nytår, James og Miss Sophie, en lidt for sød Asti, 1. januar-stilhed på vejene, lidt årsskifte-melankoli og nye målsætninger.

Her kommer en kliché mere: Nøj, hvor 2017 bød på meget for os!

Jamen, det gjorde det – for selvfølgelig. 365 dage er længe. 2 børn voksede og voksede og tillærte sig flere og flere færdigheder. Og 2 forældre tog beslutninger, tolkede mavefornemmelser og elskede hinanden.

I januar 2017 var Daniel en lille skid på 4 måneder, som rullede hen over gulvet som en perfekt, lyserød rullepølse – det var hans måde at komme frem i verden på. Også dengang gjorde han det effektivt.

Nu går han – hurtigt.

På sine skinkelår træder han hvert skridt solidt ned med sin helt særlige ”jeg-mener-det”-attitude. Og så klukker han. På præcis samme måde, som da han grinede sit første grin… og stadig med et ”knæk” på stemmen, som minder meget om Sigrid Horne Rasmussens stemmeføring (bare uden skærebrænder)

Så er der William. Store, seje William, som min kæreste veninde kalder ham. Verden er stor og kompliceret, og det bliver han mere og mere bevidst om. Tit tænker han, så vi næsten kan høre, hvordan brikkerne flyttes rundt i ham, så han bedre kan få tingene til at passe sammen.

Sådan en 3,5-årig er en sjov størrelse… Han kan uden problemer få de fineste grå hår til at gro i mine dreadlocks. F.eks. ved at være 6 år om at stikke en fod i en vinterstøvle, hvilket man desuden under INGEN OMSTÆNDIGHEDER må hjælpe med. Men han kan også få tårer frem i øjenkrogene på mig, når han tager sin lillebror i hånden og siger ”Kom Buller. Du må altid lege med mig.”, eller når han lægger sit hovede i mit skød, med røde kinder og fugtigt pandehår, og siger ”Jeg elsker dig op til månen, mor.”.

Og så er der Christian og jeg. Som måtte gå så gruelig meget travlhed igennem i de sidste 4 måneder af året, at vi nu – mest jeg, for Christian håndterer stress bedre – sidder med et nytårsforsæt der hedder, at jeg er nødt til at trække vejret og stoppe op. Gøre ting langsommere. Komme ud af mit alarmberedskab og være nærværende i det, jeg gør. Mere om det en anden gang.

I 2017 lærte vi forresten også…

– At for at undgå brankede frikadeller skal de steges ved svagere varme i længere tid. (Mig)

– At man kan hælde vand på stegepanden for at køle den hurtigt af efter brug. (Christian)

– At en tyk blenumse sagtens kan sidde på en bunke Duplo og en snurretop i 15 minutter uden at mærke det. (Daniel)

– At en opgave på trods af ordlyden intet har med en gave at gøre… som sådan, i hvert fald. (William)

– At følelsen af for første gang at lave en rigtig og næsten perfekt opbagt sovs, svarer til følelsen af at starte bilen i 4. gear uden at gå i stå. (Mig)

– At sammenhængende søvn stadig ikke er noget, vi bruger her… (os alle)

Godt nytår og tak fordi du læste med!

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.
Tilmeld nyhedsbrev