Skip to main content

Tag: Blokhus

Blokhus Fly-In 2024: – 10 år med højtflyvende oplevelser

Det er i år 10 år siden det første fly landende på Blokhus strand, hvilket blev startskuddet for et årti med højtflyvende oplevelser hvert år i august.

 

Hele luftrummet over Blokhus strand fyldes med alt fra propelfly, gyrokoptere, veteranfly og hjemmebyggede fly, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til Blokhus Fly-in søndag den 18. august 2024.

Det forventes, at eventen igen vil tiltrække tusindvis af gæster, der samles på Blokhus Strand for at se de spændende fly lægge an til landing på den brede, hvide sandstrand, med Vesterhavet som kulisse til den ene side og de hvide klitter til den anden.


Stor interesse

Interessen for at deltage i årets jubilæums-event har været ekstra stor.
Arbejdsgruppen bag Blokhus Fly-in har derfor brugt lang tid på at udvælge en interessant sammensætning af både veteranfly og mere moderne fly og gyrokoptere.
Desuden har arbejdsgruppen lagt vægt på pilotens profil og rutine, da det kræver gode færdigheder at lande på den ujævne strand.
Sikkerheden er højt prioriteret, og der er tale om et lukket arrangement, hvilket betyder, at det ikke er muligt at deltage som pilot, medmindre man har fået lovning på en af de eftertragtede pladser.

De udvalgte

Det første fly, der lægger an til landing på Blokhus Strand, er det røde hjemmebyggede Van’s RV-8, der har deltaget i samtlige Fly-in events i Blokhus.
Flyet, som er bygget af Kræn Hjortlund, var det første fly, der for 10 år siden landede på Blokhus Strand, da man i 2014 afholdt det første fly-in på stranden, dengang med deltagelse af tre fly.
I dag ejes flyet af Michael Lygum, som for nyligt er indtrådt i arbejdsgruppen for Blokhus Fly-in efter selv at have deltaget seks gange. Michael har, som han selv udtrykker det, “jordallergi” og er uddannet til at udføre aerobatics.
Så publikum kan forvente både rul og loops, når Michael indtager luftrummet over den smukke strand i Blokhus i hans røde flyver med en tophastighed på 370 km/t.

Publikum til årets jubilæumsarrangement får også chancen for at se Saab T-17 Supporter, fløjet af Steen Lee Christensen. Steen er en yderst erfaren pilot med over 13.500 flyvetimer, hvoraf 450 timer er på T-17.
Han begyndte som svæveflyver i 1978 og har en lang karriere i Flyvevåbnet, hvor han blandt andet har fløjet F-16. Saab T-17 Supporter, et trænings- og støttefly fra 1976, drives af en 200 HK-motor og kan nå en tophastighed på 363 km/t.
Med Steen bag styrepinden kan publikum se frem til en flot landing.

Årets Blokhus Fly-in får traditionen tro også international deltagelse fra vores nabolande. Fra Tyskland vil Patrick Kapsch ankomme i Flight Design CT, som er et Ultralet fly lavet i kulfiber.
Patrick har besøgt Blokhus som turist, siden han var barn, og det er en personlig milepæl for ham at få lov til at lande på Blokhus Strand.

Fra Norge får Blokhus besøg af Knut Olav Myhre, som kommer flyvende hele vejen fra Starmoen flyveplads, 150 km nord for Oslo, i en PA-18-160. Knut Olav er en meget rutineret pilot med ikke mindre end 14.000 flyvetimer, da han til daglig er pilot hos Norwegian, hvor han flyver Boeing 737.

Sverige er også repræsenteret. Johan Ekroth kommer flyvende fra Västerås i en DynAero MCR-M, der med sit strømlinede design og sin rene flyveglæde er en drøm at flyve over Kattegat, inden der lægges an til landing på Blokhus Strand.

Derudover vil der være rig lejlighed til at beundre en imponerende samling af veteranfly og observere erfarne piloter udføre elegante landinger på stranden på nært hold. De første fly forventes at lande kl. 12.30.

Meet & Greet

Årets taler er Niels Hemmingsen, som er direktør i Aalborg Lufthavn, og han byder velkommen kl. 13.30.
Han har en fortid i Flyvevåbnet og står klar på stranden til at byde piloterne velkommen til Blokhus.

Når flyene er landet, kan de blive studeret indgående, når der er det meget populære Meet & Greet på stranden. Her står piloterne klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om deres til tider dramatiske oplevelser og erfaringer i luften.
Efter at have nærstuderet de mange fly, er der mulighed for at deltage i en publikumskonkurrence, hvor man kan stemme på sit favoritfly. I den forbindelse vil der blive trukket lod om nogle attraktive præmier, inden der er takeoff for alle fly.

Nyttig info

Arrangørerne bag Blokhus Fly-In 2024 forventer, at arrangementet igen i år bliver et tilløbsstykke, og de krydser fingre for et perfekt flyvevejr. Samtidig oplyser de, at de er nødt til at tage forbehold for vindforholdene. Sikkerheden er altoverskyggende, så hvis vejret ikke arter sig, kan arrangementet blive aflyst.

På grund af den store interesse og den ekstra tilstrømning af biler opfordres alle besøgende også til at anvende alternative tilkørsler, som f.eks. også fra Saltum strand.


Program:

12.30 Flyene lander på stranden

13.30 Velkomsttale v/ Niels Hemmingsen, direktør Aalborg Lufthavn

14.00 Meet & Greet – se flyene tæt på og tal med piloterne

15.15 Publikum forlader landingsområdet

15.30 Takeoff

 

 

Festligt gensyn med Sømændene på Blokhus Torv på torsdag 27/7

Rigtig mange har ønsket et gensyn med Sømændene, som efterhånden er blevet en fast tradition i Blokhus. Så selvfølgelig er Sømændene også at finde på årets koncertprogram i Blokhus.

 

Der er lagt op til en brag af en koncert med kaptajnshatte og matroskasket-sing-along og store mængder konfetti, når de ni medlemmer af Sømændene indtager den smukke byscene i Blokhus. Det sker torsdag den 27. juli kl. 20.30. Publikum kan glæde sig til en tur ned ad “memory lane” med klassikere som “Knap en bajer op”, “Mandalay” og “En træt gammel dreng”, når Sømændene med deres show “Til Havs” henleder tankerne på et brunt værtshus.

Petrols

Inden Sømændene indtager scenen med fest, farver og ølmusik, sørger Petrols for at fyre godt og grundigt op under publikum med masser af power og energifyldt livemusik, når de går på scenen kl. 19.00. Petrols hører til i eliten af danske party- og danseorkestre og præsenterer de bedste indenlandske og udenlandske hits fra de sidste 40-50 år. Petrols har altid formået at skabe fest, når de har besøgt Blokhus, så publikum kan glæde sig til en vanvittig festlig med to fantastiske bands i overhalingsbanen.

Støt Blokhus

Som altid er det Torvegruppen, en interessegruppe under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der inviterer til gratis koncert med fuld blus på stemningen. For også fremadrettet at kunne afvikle de populære sommerkoncerter, håber arrangørerne, at publikum vil støtte koncerterne ved enten at tegne et fast støttemedlemskab på kr. 29,- pr. md., ved at foretage en valgfri donation eller ved at købe drikkevarer i barerne under koncerterne.

 

Arrangørerne retter desuden en tak til Jammerbugt Kommune og det lokale erhvervsliv.

 

Rolls-Royce og Bentley entusiaster samles i Blokhus for Kristi Himmelfarts Rally ’23

Entusiasterne fra hele landet mødes i Blokhus fra den 18. til den 20. maj 2023, for det årlige sommertræf for medlemmer af Rolls-Royce Enthusiasts’ Club. Arrangementet er en del af et samarbejde mellem Rolls-Royce Enthusiasts´Club og Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Kristi Himmelfarts Rally ’23 i Blokhus

Træffet er årets højdepunkt for alle entusiaster af de verdensberømte luksusbiler, og dette års begivenhed vil ikke skuffe. 37 smukke og ikoniske biler fra 1920’erne til i dag deltager i årets træf, hvor de 65 deltagere har et spændende program med, turer til nogle af områdets mange attraktioner. Deltagerne bor på Strandhotellet i Blokhus og når de smukke automobiler ikke er ude på tur, vil der være mulighed for at se dem udstillet på Blokhus Torv.

Se bilerne på Blokhus Torv

Det både torsdag den 18. og fredag den 19. maj, hvor bilerne vil stå til parade på Blokhus Torv fra kl. 16.00. Torsdag vil der også være Meet & greet med chaufførerne fra kl. 16.00 til 17.00, hvor alle interesserede er velkomne til at stille spørgsmål, og lære mere om historien og teknikken bag disse utrolige biler.

Ikoniske bilmærker

Rolls-Royce og Bentley er to af verdens mest ikoniske luksusbilmærker med en lang og fascinerende historie. Bentley blev grundlagt i 1919 af Walter Owen Bentley, der ønskede at skabe biler, der kombinerede styrke og hastighed med luksus og elegance. Siden da har Bentley været synonymt med kvalitet og eksklusivitet.

Rolls-Royce blev grundlagt i 1904 af Charles Rolls og Henry Royce, og er siden da blevet kendt som et af verdens mest prestigefyldte bilproducenter. Rolls-Royce har altid været kendt for sine elegante og eksklusive biler, der er blevet købt af kongelige, berømtheder og andre velhavende individer.

Begge mærker har en lang og stolt historie, og repræsenterer det absolutte ypperste inden for luksus og kvalitet. Dette års træf i Blokhus er en fantastisk mulighed for både bilentusiaster og almindelige besøgende at, se og lære mere om disse utrolige biler og deres historie.

 

Café Peace i Blokhus bliver til Kancelligaarden Café & Brasserie

En ny æra starter i Blokhus, når den historiske ejendom på torvet i Blokhus forvandles fra Café Peace til Kancelligaarden Café & Brasserie. Navneskiftet skyldes, at en ny forpagter er fundet, og EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har bistået med at finde den nye forpagter til restaurationen på torvet i Blokhus. 

Lige straks slår Kancelligaarden Café & Brasserie dørene op til en ny begyndelse i den store hvide restaurationsejendom på torvet i Blokhus. Den nye forpagter er Jochen Elsner, som er et kendt ansigt i restaurationsbranchen og ligeledes kender Blokhus. Han fortæller:

”Jeg er glad for at få fingrene i restaurationen i Blokhus. Jeg har tidligere arbejdet 7-8 år i Blokhus og ser meget frem til at vende tilbage til byen, som er i en fantastisk udvikling. Anne Kønig og hendes team har virkelig formået at skabe en god forretning over de seneste to år, og jeg glæder mig meget til at følge trop.”

Han fortsætter: ”Kancelligaarden Café & Brasserie skal både være de lokale og turisternes foretrukne spisested i Blokhus. Placeringen er perfekt, og er man på torvet i Blokhus, er det umuligt ikke at få øje på den store, flotte og historiske bygning. Der er god plads til gæster, både indendørs og udendørs, og derfor er det også planen, at holde åbent hele året.”

Den nye forpagter Jochen Elsner er bosat i Blokhus’ naboby, Pandrup, sammen med sin hustru, som også bliver en del af Kancelligaarden Café & Brasserie.

Fuld fokus på Aalborg

Bortforpagter af ejendommen er Anne Kønig, som har drevet Café Peace i ejendommen.

”Vi har været glade for de sidste to år i Blokhus, hvor der virkelig har været travlt. Men vi må også erkende, at der kun er 24 timer i døgnet. Derfor har vi valgt at fokusere på vores café i Aalborg. Jeg er glad for at det bliver Jochen, der bliver den nye forpagter. Han har den erfaring det kræver at drive en restaurant, hvor der skal løbes stærkt – specielt i sommermånederne. Jeg glæder mig på byens vegne over, at restauranten nu vil være åben nærmest hele året rundt,” siger Anne Kønig og fortsætter:

”EDC og Frank Jensen har været rigtig gode at samarbejde med i den her proces. De har været professionelle fra start til slut, og har været en god sparringspartner i forhold til at finde en ny forpagter til stedet.”

Klar til påske

EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har bistået med at hjælpe en ny forpagter. Direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Frank Jensen, siger:

”Vi er glade for at have hjulpet med at finde den nye forpagter til den historiske ejendom i Blokhus. Jochen og hans team åbner restauranten snarest muligt for at være helt klar til påsken, hvor der er ekstra gang i Blokhus. Det bliver spændende at følge med i det nye projekt. Tillykke til både Jochen og Anne med den nye aftale.”

High Haute Couture CATWALK baseret på Bit Vejles papirklip

Lørdag d. 1. oktober kan du opleve en fernissage ud over det sædvanlige på Museum for Papirkunst i Hune/Blokhus.

Det amerikansk-kinesiske high haute couture brand HANSCOOL har nemlig skabt en tøjkollektion som er baseret på papirklipperen Bit Vejles psaligrafiske værker. Kollektionen præsenteres nu på catwalken for første gang herhjemme, med hele Danmarks modeikon Lotte Freddie som konferencier.

 

Kollektionen består af en række eksklusive tøjdesigns, sko og tasker udført i de fineste materialer. Der er kun produceret 15 stk. af hvert design og det gør at kollektionen prismæssigt hører til i de højeste luftlag. Derfor vil mange ægtefæller nok puste lettet ud når de får at vide at tøjet ikke er til salg. Der er nemlig ikke tale om et modeshow med salg for øje, men en catwalk-fernissage hvor papirkunst og haute couture fusioneres og tøjet efterfølgende udstilles på museet.

Det er to af Bit Vejles imponerende psaligrafiske værker, som til daglig er udstillet i kerneudstillingen ved Museum for Papirkunst, som er inspirationskilden til kollektionen.

Papirklippene er f.eks. omformet og udskåret i hvidt blødt kalveskind eller printet som mønstre på silkekjoler, bluser og sågar sko –  som alene koster over kr. 20.000, – pr. par. Men det koster altså kun 150,- kr. at opleve papirkunst omskabt i luksuriøse beklædningsgenstande på catwalken ved Museum for Papirkunst.

 

 

 

 

 

Modeikonet Lotte Freddie er konferencier

En sådan kunstoplevelse kræver naturligvis en konferencier med pondus, erfaring og viden om hvad der rører sig ude i den store modeverden og derfor er det ingen ringere end Lotte Freddie som står i spidsen for arrangementets afviklingen.

Lotte Freddie (87) er Danmarks ubestridte modedronning i gennem mere end 6 årtier. Hun er tidligere model, nu forfatter og mode- og livstilsjournalist og aktuel på DR TV med serien ”I hælene på Lotte Freddie”.

 

 

 

 

Bobler, overraskelser og 20 % rabat i museumsbutikken

Selvom Museum for Papirkunst i hverdagen arbejder ud fra mantraet ”slow down”, bliver der fart over feltet d. 1. oktober.

Før catwalk-fernissagen løber af stablen fortæller Bit Vejle om de to værker som er inspirationskilde til tøjkollektionen. Man kan også se museets temporære udstilling ”Paper Art People” som viser fantastiske papirskulpturer af 4 internationalt anerkendte papirkunstnere fra New York, Cuba og Grækenland. Der bliver serveret bobler og snacks og der er hele 20% rabat ved køb i museumsbutikken, hvilket nok kan friste mange, for museet løfter nemlig også sløret for to nye silke produkter, designet af Bit Vejle med inspiration i Haute Couture-kollektionen. De er produceret i begrænset oplag, så man skal være hurtigt ude for at sikre sig et af de lækre produkter med 20% afslag.

 

KØB billetter af kr. 150,- kr. pr. stk. HER

Blokhus Fly-In 2022

Der lægges an til landing og højtflyvende oplevelser i Blokhus

Søndag d. 21. august fyldes luften over Blokhus med alt fra propelfly, gyrokoptere, veteranfly og hjemmebyggede fly. Der er underholdning for hele familien, når Blokhus Fly-in 2022 afvikles på Blokhus Strand.

Det er altid en sikker publikumstræffer med tusindvis af mennesker på Blokhus Strand, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til Fly-In, hvor 20 forskelligartede fly lander direkte på den brede hvide strand med Vesterhavet som kulisse til den ene side og de hvide klitter til den anden.

 

Noget helt specielt

Som altid er der stor interesse for at få lov til at deltage i arrangementet, da landing direkte på stranden normalt er en handling, som kræver særlige tilladelse. Det er kun de mest rutinerede der får lov til at deltage, da det kræver en stor portion erfaring og dygtighed at lande på den ujævne strand. Blandt de udvalgte deltagere er flyklubben “Antonov 2 Sweden”, som kommer flyvende i deres Antonov fra Göteborg i Sverige. Antonov-flyet er det største enkeltmotorsfly i to etager der findes i verden. Flyet der blev bygget i 1980 har 1000 hk og har tidligere fløjet i Estland. Et andet fly af særlig karakter, der deltager ved årets Fly-In, er vandflyveren SeaRey der flyves af Jesper Borbye. Jespers SeaRey er den eneste privatejede vandflyver i Danmark. Flyet kan både lande på jorden men også direkte på vandet.

Udstillinger på stranden

I tidsrummet mellem kl. 12.00 og 17.00 vil stranden være fyldt af stadeholdere, som har medbragt alt mellem himmel og jord, der har en relation til luften. Der vil blandt andet være besøg fra Forsvarets Air Transport Wing Aalborg, hvor publikum kan vinde en tur i en ægte Herkules. Også Flyvehjemmeværnet er at finde på stranden, hvor man på deres store stand kan se biler, materiel og deltage i forskellige konkurrencer.

Årets velkomsttaler er lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen, som er manden, der til daglig har styrepinden i Aalborg Lufthavn. Niels, der har en fortid i blandt andet Flyvevåbnet, står klar på stranden til at byde piloterne velkommen til Blokhus Strand.

Praktisk information

Blokhus Fly-In 2022 er et lukket arrangement, hvilket betyder, at det ikke er muligt at deltage som pilot, medmindre det er aftalt med arrangørerne. Arrangørerne bag Blokhus Fly-In 2022 forventer at arrangementet igen bliver et tilløbsstykke. Derfor opfordres bilister, der har mulighed for at benytte sig af nedkørslen ved Saltum, til at gøre dette for at lette trafikken. Nedkørslen ved Rødhus Strand er spærret af for al gennemkørsel i visse perioder.

Arbejdsgruppen håber på godt flyvejr, men er nødt til at tage forbehold for vindforholdene. Sikkerheden er altoverskyggende, så hvis vejret ikke arter sig, kan arrangementet aflyses. Følg derfor med inde på Blokhus.dk, inden I kører hjemmefra og tjek status på hele eventet.

 

12.30 Flyene lander på stranden

13.30 Velkomsttale v/ Niels Hemmingsen, direktør Aalborg Lufthavn

14.00 Meet & Greet – se flyene tæt på og tal med piloterne

16.15 Publikum forlader landingsområdet

16.30 Takeoff

Sømændene går i land på Blokhus Torv

Kaptajnshatte og matroskasketter vajede i luften, da Sømændene sidste år fyrede den godt og grundigt af til sommerens nok fedeste torvekoncert i Blokhus.

Derfor glæder arrangørerne sig til igen at invitere til koncert med de charmerende sømænd, der henleder tankerne på et brunt værtshus, når de med deres jubilæumsshow “Knap 20 (år)” tager publikum med på en walk down memory lane, med klassikere som “Knap en bajer op”, “Mandalay” og “En træt gammel dreng”.

Der er lagt op til et brag af en koncert med sing-along og konfetti i store mængder når de 16 medlemmer af Sømændene indtager den smukke byscene i Blokhus. Det sker torsdag den 28. juli kl. 20.30 med det nok største sceneshow til dato.

Petrols

Det altid populære partyband Petrols skyder festen i gang, når de går på scenen Kl. 19.00. De fem erfarne musikere fra Petrols leverer altid en fest med deres store bagkatalog af popog rock hits fra de sidste 50 år.

Støt Blokhus

Som altid er det Torvegruppen, en interessegruppe under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der inviterer til gratis stående koncert med fuld blus på stemningen. For også fremadrettet at kunne afvikle de populære sommerkoncerter, håber arrangørerne at publikum vil støtte koncerterne ved enten at tegne et fast støttemedlemskab på 29 Kr. pr. md, ved overførsel af en valgfri donation eller ved køb af drikkevarer i barerne under koncerterne.

Ørehængere, fællessang og kolde fadøl

Koncerterne på Blokhus Torv er tilbage.

Er du efterhånden ved at glæde dig til sommer, sol, kolde fadøl og god musik?

Så kan du godt begynde at se frem til årets torvekoncerter i Blokhus, hvor det både bliver til populære gensyn og helt nye artister.

Som i gamle dage…

De populære sommerkoncerter i Blokhus er tilbage i storform, hvor man skal lede længe efter restriktioner. Det bliver festligt, folkeligt og fornøjeligt med gratis adgang og plads til alle. Der skrues helt op for feriestemningen med masser af ørehængere og kolde fadøl i hanerne, når Torvegruppen, som er en interessegruppe under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, igen inviterer til gratis musikoplevelser på Blokhus Torv.

Hit på hit på hit

Årets musikprogram er en sand kavalkade af kendte ørehængere, hvor der er lagt op til fællessang og højt humør. Hvem kan ikke synge med på hits som ”Kvinde min”. ”Så længe jeg lever” eller ”I en lille båd der gynger”?

7. juli: Stig og Vennerne

Allerede fra første koncertaften kommer torvet til at gynge, når Stig & Vennerne giver publikum mulighed for at synge med på alle Flemming ”Bamse” Jørgensens hits.

Stig Rossen og de resterende medlemmer af Bamses Venner vil hylde “ Flemming “Bamse” Jørgensen med et varmt og glædeligt genhør med de sange, vi alle kender, udført med respekt og musikglæde.

 

14. juli: Mads Christian

Der er ingen tvivl om, at det unge stjernefrø, Mads Christian, der for alvor fik sit gennembrud på den danske musikscene i 2021, vil charme sig ind i alle koncertgæsters hjerter. Den 22-årige dansksprogede popartist, der tidligere har deltager i X-faktor, er af flere blevet sammenlignet med Hjalmer, og det er ikke uden grund. Mads Christian er leveringsdygtig af ungdommelige sjælere, men han kan også få publikum op af stolen. Mads Christian elsker at inddrage sit publikum i sine koncerter, så der er dømt fest for både de unge og de lidt ældre, når det unge stjernefrø indtager scenen.

21. juli: Hardinger Band Hardinger Band er kendt for sin fantastiske sceneoptræden og er det tætteste, man kommer på der oprindelige Shu-Bi-Dua band med hele tre originale medlemmer. Hardinger Band har tidligere besøgt Blokhus og vil uden tvivl skabe en folkefest med er sandt orgie af fællessang og “good time”, når hits som “Står på en alpetop” og “Hvalborg” brager ud over scenekanten.

28. juli: Sømændene

Kaptajnshatte og matroskasketter vajede i luften, da Sømændene sidste år fyrede den godt og grundigt af til sommerens nok fedeste torvekoncert i Blokhus. Derfor glæder arrangørerne sig til igen at invitere til koncert med de charmerende sømænd, der henleder tankerne på et brunt værtshus, når de med deres jubilæumsshow “Knap 20 (år)” tager publikum med på en walk down memory lane, med klassikere som “Knap en bajer op”, “Mandalay” og “En træt gammel dreng”.

 

4. august: Lune Carlsen

Jan Carlsen alias Lune Carlsen er måske Danmarks bedste Kim Larsen-kopi. Lune Carlsen rammer både stemme, udseende og gestikuleren, som var det Kim Larsen, selv der optrådte. Med masser af energi og fokus på underholdningen på scenen fremfører han Kim Larsens største hits. Lune Carlsen har flere gange besøgt Blokhus-området hvor han altid gir den Gas på scenen.

 

11. august: Rasmus Bjerg – John

Koncertrækken slutter med en folkefest, når Rasmus Bjerg igen indtager scenen med sin hyldest til hele Danmarks John Mogensen.

Selvom John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående i de danske hjerter. Det har været en folkefest tidligere år, hvor Rasmus Bjerg har besøgt Blokhus, og mon ikke også der bliver “Fut i fejemøjet”, når Rasmus Bjerg igen indtager Blokhus som hele Danmarks – John.

Altid om torsdagen

Alle koncerter starter kl. 20.30, men allerede kl. 19.00 vil nogle af Danmarks bedste partybands stå for opvarmningen. Her gæster Romhandleren, Back on Track, Festerkester, 3xi og Petrols scenen. Der vil også være stand up på programmet, hvor lattermusklerne bliver trænet.

 

Støt musikken – Blokhus og musik hører uløseligt sammen, og vi har i nu i mere end 10 år kunnet præsentere musik fra scenen på Torvet, siger Jannie Ratke, på vegne af arrangørerne. – Vi håber, at mange møder op til de gratis koncerter og, at man støtter ved at besøge baren, giver en en-gangs donation eller opretter et støttemedlemskab til Erhvervsforeningen. Derved kan man være med til at sikre, at der også fremadrettet vil være gratis sommerkoncerter med de store navne på Torvet i Blokhus, siger hun. Desuden retter arrangørerne en stor tak til det lokale erhvervsliv og Jammerbugt Kommune, som gør sommerkoncerterne mulige og naturligvis det uundværlige frivilligkorps Team Blokhus som igen står klar ved hanerne og rundt på koncertpladsen under koncerterne.

Blokhus Fly-In er tilbage på vingerne

Søndag 22. august er der højtflyvende oplevelser over stranden i Blokhus, hvor himlen indtages af veteranfly, propelfly og gyrokoptere.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til en opløftende oplevelse, når Blokhus Fly-In atter er på vingerne søndag den 22. august, hvor 20 forskellige fly vil flyve yderst tæt på vandkanten og lande på den hvide Blokhus Strand.

 

Kom helt tæt på

Efter sidste års Fly-by hvor flyene kun fløj forbi i lav højde, kan publikum nu igen se frem til at se de spektakulære fly lande direkte på Blokhus Strand og derefter inspicere dem helt tæt på. Lars Bech vil hele dagen speake og underholde med spændende flyanekdoter og information om de forskellige flytyper.

Når alle 20 fly er landet på stranden, er der åbningstale ved oberst Lars Christian Hedemark, som er chef for Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg.

Herefter kan flyene blive studeret indgående, når der er det meget populære Meet & Greet på stranden. Her står piloterne står klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om oplevelser og erfaringer i luften. – Vi har i år valgt ikke at starte med faldskærmsudspring. I stedet fokuserer vi 100 procent på de 20 specielle fly, som er særligt udvalgt til at deltage. Det giver bedre tid til Meet and Greet, fortæller eventansvarlig Jannie Ratke på vegne af arbejdsgruppen. Desuden er der en konkurrence for publikum, som skal stemme på deres favoritfly, og vinderen får mulighed for at se Nordjylland fra oven på en gratis flyvetur over det nordjyske. Hele dagen er der på Blokhus Strand udstilling indenfor flysporten. Her kan man blandt andet vinde en tur i en Herkules og se et svævefly helt tæt på.

 

Landinger i junglen

Der er stor interesse for at få lov til at være med i Blokhus Fly-in 2021, oplyser Jannie Ratke. En af de heldige deltagere er 68-årige Michael Thurland, der begyndte at flyve i 1984. Han har blandt andet fløjet, mens han var udstationeret i Mellemamerika samt i mange lande i Afrika, Sydøstasien og Amerika. Michael Thurland har fløjet mange forskellige typer fly, som aerobatics, søfly og veteranfly og har derfor mere end 1.800 flytimer bag sig. Hans længste flyvning er fra USA til Nicaragua, og de vildeste oplevelser er junglelandinger i både Costa Rica og Nicaragua. Han kommer til Blokhus i flytypen KZ VII fra 1948.

 

Blokhus Fly-in 2021 Program for søndag 22. august:

12.00 – 17.00: Udstilling på stranden. 12.30: Fly lander på stranden. 13.30: Velkomsttale ved oberst Lars Christian Hedemark, chef for Air Transport Wing. 14.00: Meet & Greet – se flyene tæt på og tal med piloterne. 16.15: Publikum forlader landingsområdet. 16.30: Takeoff. 17.00: Tak for i år – vi ses til Blokhus Fly-In 2022.

 

 

Praktisk information

Blokhus Fly-In 2021 er et lukket arrangement, hvilket betyder, at det ikke er muligt at deltage som pilot, medmindre det er aftalt med arrangørerne.

Blokhus Fly-In 2021 forventes at blive et tilløbsstykke uden lige med mange mennesker i byen og dermed også mange biler. Bilister har mulighed for at benytte sig af nedkørslen ved Saltum for at lette trafikken, mens nedkørslen ved Rødhus Strand er spærret af for al gennemkørsel i perioder. Arrangørerne håber på godt flyvejr, men er nødt til at tage forbehold for vindforholdene. Sikkerheden kommer før alt, så hvis vejret ikke arter sig, kan aktiviteter aflyses. Følg derfor med på Blokhus.dks facebookside og se status på hele eventen.

Fadbamser, fedtet hår og fællessang: Johnny Madsen indtager igen feriebyen Blokhus

På torsdag den 1. august kan publikum glæde sig til endnu en musikalsk oplevelse i topklasse. Denne gang er det ikke mindre end Danmarks rocklegende nummer ét – selveste Johnny Madsen som gæster de populære sommerkoncerter i Blokhus.

Succesen forsætter

Tusindvis af glade feriegæster sang med, da Hjalmer sidste torsdag charmerede sig ind i publikums hjerter. Men det betyder langtfra at festen er forbi i Blokhus, for på torsdag kommer selveste Johnny Madsen og indtager byens hjerte med sine lune anekdoter, hæse stemme og kæmpe hits.

Alle, som kender til Johnny Madsen, ved, at den gode koncertstemning går hånd-i-hånd med en kold fadbamse. Erhvervsforeningens glade frivillige sørger for, at publikum ikke kommer til at tørste under koncerten:

– Vi har i år valgt at opsætte endnu en bar, så der aldrig er langt til de våde fornødenheder, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

– Koncerterne på Torvet finansieres blandt andet af salget i baren, så når du støtter baren, støtter du musikken. Derfor håber vi, at publikum vil lægge vejen forbi de opstille udskænkningssteder, afslutter Jannie Ratke.

Hits på stribe

Johnny Madsens musikalske karriere startede i lokale bands i Thyborøn og Lemvig-området. Han var blandt andet medlem af spillemandsgruppen Rumlekvadrillen fra midt 70’erne, som han udgav tre albums sammen med. Videre i start 80’erne var Johnny Madsen at finde i bluegrass-ensemblet La Porta Band, hvor hans sange blev mødt af en opfordring til at gå solo. I 1982 debuterede han derfor i sit eget navn med pladen ”De Tørre Er De Bedst – Men De Våde Er De Flest”.

Siden da er det gået stærkt for den nu 68-årige musiker. Johnny Madsen har i tidens løb udgivet op mod 20 albums i eget navn med hits som ”Uden for sæsonen”, ”Johnny the Blues”, ”Stjernenat”, ”Griseriet På Bounty” og ”Færgemand”. Derudover har han lavet musik sammen med blandt andre Peter Belli, Nanna og Billy Cross under navnet ”Hobo Ekspressen” samt Allan Olsen og Lars Lilholt i trioen ”Dalton”, som står bag hittet ”Selskabsmadonna”.

Opfordring

Grundet spidsbelastning på mobilnettet i forbindelse med torsdagskoncerterne, opfordrer arrangørende publikum til at medbringe kontanter.

– Når så mange mennesker er samlet på et mindre areal, kan mobildækningen være svingende. Dette besværliggør betaling med Mobilepay og betalingskort. Vi arbejder konstant på bedre løsninger men vil samtidig gerne opfordre koncertgæsterne til at medbringe kontanter, udtaler musikansvarlig, Karl Korfits på vegne af arbejdsgruppen.

– Desuden vil vi af sikkerhedsmæssige grunde opfordre folk til kun at placere klapstole bagerst på Torvet, da klapstole midt på det fyldte torv virker som snublefælder for andre koncertgæster, afslutter Karl Korfits.

Opvarmning med Safari Band

Opvarmningsbandet til Johnny Madsen er festbandet Safari Band, som altid leverer god stemning og vellydende dansemusik, når de spiller op i Blokhus. Med stor erfaring og et glimt i øjet sikrer de publikum en god og festlig oplevelse med overhængende risiko for trætte danseben. Safari Band går på Torvescenen kl. 19.00. og Johnny Madsen kl. 20.30.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev