Tag: Blog

Blog: En særlig tur til London

Skrevet af adminittp d. 3. maj 2022. Uploaded i Anette Vedfald, Appetize Bloggere, Blog og klummer.

Da min far fyldte 60 vidste jeg ikke, hvad jeg skulle give ham i gave. Men jeg vidste, at det ikke bare skulle være endnu et spil eller skjorte. Det skulle være noget mere mindeværdigt og jeg måtte derfor gå i tænkeboks.

Min far har altid holdt særlig meget af bandet KISS og i mine senere leveår har deres musik også groet sig ind under huden på mig. Så da de annoncerede deres allersidste verdensturné, vidste jeg pludselig, hvad jeg skulle give min far i gave.

Men ud af deres i alt 102 koncerter verden over, hvoraf de 26 på listen var i Europa, så var Danmark altså desværre ikke en del af tour-planen dengang. Jeg var derfor nødt til at finde en koncert udenlands og syntes, at det virkede lettest at tage til London, hvor de skulle spille i O2 Arena ude i Greenwich.

Billetterne blev således købt allerede tilbage i november 2018 igennem Ticketmaster UK, som jeg desværre må sige, at jeg ikke blev fan af. For billetterne skulle partout foregå per post, hvortil det bare var ærgerligt, hvis de blev forsinkede eller ”gik tabt” i posten. Så jeg fandt det særdeles nervepirrende, da jeg endnu ikke havde modtaget nogen billetter i slut juni 2019, hvor koncerten skulle foregå den 11. juli 2019. Deres kundeservice var heller ikke til megen hjælp og var desuden også lang tid om at svare. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde stået, hvis alt var gået galt…

Men jeg modtog heldigvis billetterne en uges tid inden afgang, og så var det ellers blot at glæde sig. Jeg havde så lige en Nibe Festival og dertilhørende sygdom at få overstået først, inden jeg var rejseklar. Så jeg var virkelig glad for, at jeg havde brugt vinteren på at planlægge alle rejsedetaljerne.

[one_half padding=”0 5px 0 5px”][/one_half][one_half_last padding=”0 5px 0 5px”][/one_half_last]

Bandet KISS

KISS er et amerikansk rock’n’roll band, som blev dannet i New York tilbage i 1972 af Gene Simmons og Paul Stanley. De to er også de eneste tilbageværende medlemmer af det originale band, som altid har bestået af fire gruppemedlemmer. Men gennem tiden har de haft en del udskiftninger og de to nyeste skud på stammen er nu Eric Singer og Tommy Thayer.

Navnet KISS står for ’Keep It Simple Stupid’, men var samtidig også et ord som alle kendte, kunne udtale og forholde sig til. De har udgivet et hav af albummer og gennem tiden solgt mere end 100 millioner plader på verdensplan. Deres fanskare kaldes for ’KISS Army’, som faktisk også er skyld i bandets store gennembrud, da to teenage-drenge (Bill Starkey og Jay Evans) fra Indiana i 1975 vedblev med at beordre radiostationen WVTS til at spille KISS’ musik – for ellers ville man få med ’KISS Army’ at bestille. Det endte WVTS til sidst med at gøre efter massivt pres og resten er historie, som man siger. For radiolytterne tog virkelig musikken til sig.

Selve bandet er særligt kendte for deres specifikke ansigtsmaling, som også er med til at forme deres alteregoer, som henholdsvis er The Spaceman (Tommy Thayer), The Starchild (Paul Stanley), The Catman (Eric Singer) og The Demon (Gene Simmons). Selve plottet med at de fast bruger ansigtsmaling til deres alter egoer er selvfølgelig i sig selv lidt bizart. Men rent promoveringsmæssigt er det både et smart og tidligt take på et velsmurt og gennemgående image. Noget der er svært at gøre kunsten efter uden at være copycats. Men tilbage i 1983 smed KISS faktisk makeuppen og viste deres ”sande ansigter”. Det faldt dog bestemt ikke i god jord hos de hardcore fans, for ’så var det jo ikke længere KISS’ – og dertil må jeg være enig. For det er ret akavet at stå med ansigtsmaling i hele fjæset, som en del af The KISS Army, hvis så bandet ikke selv har makeuppen på. Så i 1996 gik KISS back to basics og camouflerede atter deres ansigter i deres on-stage-personas, hvilket gav dem et slags comeback for en nyere generation.

De har været skælsættende i rockmusikkens historie og har sidenhen inspireret mange rockbands, som f.eks. Rammstein, Mötley Crüe og System Of The Down. KISS har selv udtalt, at de blev inspireret af bands som The Beatles og Slade, hvilket giver god mening, når man tænker nærmere over deres opfindsomhed og musik. Deres mest kendte hits er ’Rock’n’Roll All Nite’, ’I Was Made For Lovin You’, ’Heavens On Fire’ og ’Crazy Crazy Nights’, som også er nogle af mine personlige favoritter. Men ellers elsker jeg også særligt deres lidt blødere numre fra deres 80’er æra, som f.eks. ’Shandi’, ’Forever’, ’Tears Are Falling’ og ’Reasons To Live’.

Selvom nogle af deres videoer er vanvittig søgte og de heller aldrig var nogle førsteelskende skønheder, så fanger deres karisma og musik mig altså virkelig bare uden omsvøb. Jeg elsker simpelthen hele setuppet samt deres tag på deres egen selvhøjtidelighed, og jeg synes derfor også, at de stadig har de deres berettigelse den dag i dag.

[one_third padding=”0 5px 0 5px”][/one_third][one_third padding=”0 5px 0 5px”][/one_third][one_third_last padding=”0 5px 0 5px”][/one_third_last]

London, here we come…

Dagen oprandt for afgang fra Aalborg og vejrudsigten lovede at vise sig fra sin bedste side, hvilket også kom til at holde ord. Vi oplevede nemlig en totalt regnfri ferie i London, hvor temperaturene faktisk var bedre end hjemme i Danmark. Alt gik som smurt og hotellet (Park Plaza London Riverbank) var virkelig lækkert og anbefalingsværdigt. For lets face it; jeg er simpelthen blevet for gammel til at lade mig indkvartere på billige uhumske steder med myrer, støv og urent linned. Så et godt hotel havde derfor en høj prioritet for os alle.

På vores lille ferie så vi lidt af hvert, som f.eks. Buckingham Palace, Tower of London, Westminister Abbey og London Eye. Selve dagen inden aftenens koncert brugte vi på den nordlige side af Themsen, hvor vi blandt andet besøgte British Museum. Det var et gigantisk stort museum (ligesom The MET i New York, hvis nogen har været der), men jeg elskede det. Jeg elskede dog ikke alle de kinesiske turister, som hverken kendte til køkultur eller almindelig høflighed, hvilket tærede lidt på tålmodigheden. Så for at undgå yderligere irritation og stress tog vi tidligt tilbage til hotellet og spiste en god omgang Fish & Chips på en nærliggende pub, som hed The Rose. Derpå tog vi tilbage til hotellet for at gøre os klar ved blandt andet at male Paul Stanley aka The Starchild’s velkendte stjerne på det ene øje.

Allerede i metroen stødte vi på de første fans aka ’The KISS Army’. De var lette at genkende, for mange af dem var også malede i ansigterne og vi følte straks en samhørighed. For nu var vi med andre ord også en del af ’The KISS Army’. Da vi kom ud af metroen lød tonerne til ’I Was Made For Lovin You’, som en guitarist stod og spillede for at skabe stemning. Med det i baggrunden gik vi op til O2 Arena for at stå i en laaang kø til merchandise. Da vi endelig fik vores t-shirts, følte vi os virkelig klar! Vi fandt derpå vores pladser oppe forrest på balkonen, hvor vi blev lidt væltet bagover ved af synet af den store arena og de mange mennesker. Der var vel en 20.000-30.000 tilskuere, tror jeg.

Koncerten

Kun et par minutter over otte blev alt sort. På storskærme så man KISS forlade deres backstage og cirka et halvt minut senere stormede tonerne til ’Detroit Rock City’ ud af højtalerne. Det store forhæng med KISS logo faldt ned til jorden, og de tre KISS-medlemmer kom ned fra oven på platforme alt i mens fyrværkeriet fløj om ørene på dem. Det var nærmest en nytårsaften med alt det fyrværkeri og jeg tror aldrig, at jeg har set en koncert blive sparket så vildt i gang som denne her.

På et tidspunkt annoncerede Paul Stanley, at han ville komme ud på den lille runde stjernescene midt i salen, hvis publikum bad ham ordenligt om det – underforstået skreg højt nok. Obligatorisk nok skulle dét selvfølgelig lige foregå et par gange, inden han med sin store plateau-sko smed et ben op i en trapez-line og fløj ud igennem salen til den lille runde scene. Det er lidt svært at forklare, men jeg syntes, at det var et gennemsyret cool øjeblik, som jeg havde ventet på i månedsvis selv at opleve live. Derude stod han så og dansede som alt andet end en aldrende mand på 67 år, mens han sang ’Love Gun’ og ’I Was Made For Lovin You’. Derpå fløj han tilbage til den store scene.

I en dokumentar om KISS fra 2021, KISSTORY, bliver bandet spurgt om, hvad det vigtigste er for dem, hvortil de svarer, at det er publikum. Dernæst bliver de spurgt efter, hvilken følelse de gerne ser at publikum har efter deres koncerter og her lød svaret prompte; ”Udmattet!”. Dén følelse kan jeg kun bekræfte, at jeg i sandhed følte. For dette show var en fuldstændig vanvittig oplevelse med fuld knald på over det hele i over to timer og med 20 numre. Der var ingen tid til kedsomhed og mine øjne og ører var på stilke non-stop, selvom jeg efterfølgende stadig følte at jeg ikke kunne tage det hele ind og fordøje. Det var et sandt rock-teater med fyrværkeri, flyvende musikere, ildspyning og en masse andet. Kort sagt; jeg så gerne 15 koncerter mere med KISS!

Turen til London var én af de bedste længe. Alt fungerede efter planen ovenpå en ellers hård festival, og selve koncerten var uforglemmelig og den bedste jeg nogensinde til dato har oplevet – og måske nogensinde vil? For alle parametre spillede på de højeste nagler. Det eneste, der manglede, var front row seats og så måske at møde selve bandet efterfølgende. Men så heldig var jeg ikke og man kan jo heller ikke få alt her i verden. Men uden at blinke giver jeg KISS 7 ud af 6 stjerner for en uovertruffen oplevelse, som jeg nok aldrig glemmer og som jeg delte med den helt rette person, nemlig min far, som er den største KISS-fan jeg kender!

Blog: Fordi din håndsprit også har følelser

Skrevet af adminittp d. 9. august 2021. Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

Nå. Så er vi her. Vi står stadig midt i virkeligheden, præcis som vi gjorde det i december, da vi fik den mærkeligste jul længe, og som vi gjorde det i foråret, da meget fortsat var lukket ned og beklædt med mundbind. Og sommeren her, den er også anderledes end den mærkelige 2020-sommer. Men alligevel er der noget, vi har levet med i over et år nu, og som er begyndt at have et vist rutinepræg over hele linjen.

Det skal handle om håndsprit.

Hvad sker der for eksempel for, at vi går rundt i det ganske, danske sommerland og lugter af solcreme kombineret med duften af den type håndsprit, der lugter af karry. Hvad er der med den? Hvordan kan en sprit-kombination lugte af skolekøkken uden udluftning? Hvordan kan sådan en farveløs væske emme sådan af boller i karry fra i forgårs? Den er mange steder, og det værste er, at den også laver sådan noget noget mærkeligt fnuller i hænderne, så det føles som om, man har gnedet vådt vat udover hele håndfladen bare for sjov. Hvad er det da for noget, og hvorfor er kvaliteten af håndsprit ikke for længst hævet så meget, at vi ikke skal lugte til et uvasket krydderiglas fra 80’erne hver gang?

Og så er der også det med håndspritflaskernes temperamenter. Jeg har gået og tænkt længe over det. De opfører sig dybt forskellige.

Og her skal vi faktisk ind og have lidt fat i det gamle Grækenlands lære om, at ethvert menneske består af fire legemsvæsker. Blod, sort galde, gul galde og slim, og de legemsvæsker svarer hver til et temperament. Sort galde er melankolsk, gul galde er kolerisk, blod er sangvinsk, og slim er flegmatisk. Ifølge de gamle grækere, så er mennesket født med en overvægt af én af væskerne, og den væske, der er for meget af, afgør hvilket temperament, man får.

Og nu til håndspritten – hæng i.

Jeg har nemlig erfaret, at håndsprit kan være så forskelligt som mennesker – og slet så forudsigeligt, som vi tror.

Tag nu den melankolske håndsprit. Melankolikeren har svært ved at komme i gang med nye opgaver og kan være noget selvbegrænsende i sin adfærd. Der er en vis frygt for, hvad fremtiden bringer, og der er tendens til trøstesløshed. Sådan en håndsprit kender vi alt for godt. Det er den med automatisk censor, men hvor censoren er meget, meget langsom om at registrere, at du har sat hånden derhen.

Det er lige, så man når at tænke, at der ikke sker noget.

Nå, hvad gør jeg så. Er der andet et sted? Skal jeg sige det til nogen?

…Men lige pludselig, så er den der alligevel. Lige så stille. No rush.

Og det sprøjter ikke ligefrem ud, når den så endelig kommer i gang. Det er et lille, langsomt psst. For man skal jo passe meget på sine ressourcer, for alt kan ske, tænker håndspritten.

For en sikkerheds skyld lader den lige noget restsprit sidde ved åbningen, som kan sidde og hygge sig og blive til noget gelé-agtigt stads, man helst ikke vil have på fingrene. Det er forråd til dårligere tider, tænker den.

Så er der den flegmatiske. Her er der stor glæde ved de daglige vaner og rutiner. Der er en stor udholdenhed og beslutsomhed. Sådan set stædighed. Der kan også være en oplevelse af flegmatikeren som ubeslutsom og langsommelig, og flegmatikeren er desuden ret upåvirkelig af, hvad andre tænker og gør.

Kan I mærke, hvordan vi er ude i den selektivt givende håndsprit? Ja, ikke?

Den er står tit i en hvid dunk, man selv skal trykke på – ligesom en anden vilkårlig håndsæbe – og du skal vide, at du ingen indflydelse har på, hvor meget sprit, der kommer ud – eller hvor det skyder sig hen.

INGEN.

Måske er det tirsdag, og om tirsdagen går strålen skråt opad. Lige direkte mod dit venstre øje. Også selvom du trykker ligeså stille, for du kan godt huske sidste gang.

Eller også er det fredag, og så overrasker den ved at være så mild og stille i stikstrålen, at man tror, det er den nye standard. Men så bliver det mandag, og så det den skarpt rettet mod dine bukser. Lige i skridtet, så det ligner, du har haft et lille uheld.

Der er jo også det Sangvinske temperament.

Her er vi ude i en meget ekstrovert energi, der har kontant afregning. Sangvinikeren lever i nuet, deler meget ud af sig selv til andre – men svinger rigtig meget mellem det ene og det andet. Sådan lidt BUM, så er det sådan-agtigt.

Derfor er den sangvinske håndsprit også den, der LIGE PLUDSELIG løber HELT TØR. Der er ikke noget at gøre. Den er tom. Lad være at tro andet.

Problemet er dit nu. Vil du gå ind uden at spritte af og have sådan lidt dårlig samvittighed, eller vil du finde en medarbejder, og hvad med dem, der står bagved dig og venter?

Men det er så også den håndsprit, der giver i store, gode mængder, når den så endelig er i sit es. Hold op, som den leverer. Tvivl ikke på det.

Den sidste type den Koleriske.

Og det er faktisk nok den håndsprit, der er mest pålidelig. Mest fordi den tager så meget ledelsesansvar og generelt også er den fødte leder. Hvis ikke den skulle kunne give gode, store plamager af sprit i hver en håndflade – hvem skulle så kunne? Der er muligvis også en tendens til at udpræget storhedsfølelse og tromlen henover andre – men igen, vi vil gerne have pålidelig håndsprit, vil vi ikke?

Der er stor glæde ved rutiner og faste vaner. Og det er ikke på den håndsprit, du lige pludselig finder et fedtet menneskehår af udefinerbar herkomst.

Det finder den sig ikke i. Der skal sgu være orden i sagerne.

—

Og så er det store spørgsmål, her til sidst, nok: Men, Cecilie, hvilken af dem lugter så af skolekøkken-karry?

Ja, det er et godt spørgsmål. Men du er ikke i tvivl, når du støder på den. Jeg får i hvert fald en enorm trang til at gå til frikvarter.

Lyt til en podcast

Skrevet af adminittp d. 15. marts 2020. Uploaded i Anette Vedfald, Appetize Bloggere, Blog og klummer.

Danmark er i krise og bogstavlig talt lukket ned. De fleste danskere er sendt hjem og det er blevet meget tydeligt, hvad der har størst værdi. For nogen er det toiletpapir. For andre er det et godt helbred. Vi holder alle vejret og håber, at den ”onde drøm” snart er ovre, så vi atter ganske ubekymret kan fortsætte hverdagen. Men indtil da holder vi vejret, og vi holder os hjemme. Men hvad skal man pludselig fordrive al den ekstra tid med?

Frygt ikke, for her kommer der lidt hjælp til at underholde din hjerne med noget andet end Corona-virus.

Podcast som medie har haft kæmpe fremgang i de senere år. Ud over at der næsten er noget for enhver smag, så kan man også sagtens lave andre gøremål, imens man lytter. Personligt holder jeg af at tegne eller lægge puslespil. Men det kan virkelig også gøre opvasken eller oprydningen mere fornøjelig. Hvordan du vil gribe det an, er helt op til dig selv. Men her er i al fald nogle bud på, hvad du kan kaste dig over, mens Danmark er lukket ned. Alle de anbefalede podcasts herunder er desuden på dansk samt ganske gratis at lytte til. De kan enten findes ved at trykke på anbefalingernes links eller dér, hvor du ellers plejer at finde dine vante podcasts.

Samfund og Kultur: APPETIZE Podcast (Værter: diverse)

Hvis du ikke allerede har lyttet den igennem, så vil jeg først og fremmest starte med at anbefale vores egen podcast. Den indeholder nemlig en god blanding af paneldebatter, interviews med spændende personligheder samt meget meget mere.

Politik: Borgen Unplugged (Værter: Henrik Qvortrup og Thomas Qvortrup)

I denne podcast tager fætrene Qvortrup pulsen på, hvad der foregår i dansk politik. De debatterer og forklarer, hvad politikkerne egentlig mener mellem linierne samt hvilke konsekvenser det kan få på sigt.

Historie: Kongerækken (Værter: Anders Olling og Hans Erik Havsteen)

Denne podcast startede med at omhandle hele Danmarks kongerække. Men den blev sidenhen så populær, at den blev udvidet til også at omhandle diverse krige og gamle dage.

Krimi: Mørkeland (Værter: Camilla og Kristine)

Er du til krimi, så er denne true crime podcast helt perfekt. De to veninder, Camilla og Kristine, dykker i hvert afsnit ned i to mord samt taler om, hvad der får mennesker til at dræbe.

Kultur: RADIO GLAD – I rollen som skuespiller (Vært: Lars Hauberg)

I denne rolige podcast får man et mere nært forhold til Danmarks mest populære skuespillere. De interviewes nemlig om dem selv og deres karriere, og man får således en anderledes og grundig forståelse af skuespilleren som menneske og karakter.

Mental Sundhed: Nøglen til din hjerne (Vært: Jørgen Svenstrup)

Denne podcast kræver nok lidt mere koncentration end de andre, da den kan bruges til selvudvikling. Mentaltræneren Jørgen svarer nemlig på spørgsmål indenfor alle aspekter af personlig udvikling, og kommer også med helt konkrete anvisninger til, hvordan du kan komme godt ud af udfordrende situationer.

Samfund og Kultur: Shh, det taler vi ikke om (Vært: Katrine Skovsgaard)

Ikke at forglemme, så har vores egen blogger, Katrine Skovsgaard, jo også en ganske skøn podcast på lager.

Hvert afsnit indeholder en samtale med en ny gæst, hvor de taler om tabuer og alt det, som vi ikke tør at sige højt. Med andre ord; en podcast med noget på hjerte.

Tv og Film: Dahlgårds Tivoli Podcast (Vært: Pelle Lundberg)

I sommeren 1999 udkom dokumentarserien ’Dahlgårds Tivoli’. Den kunne noget hidtil uset, og den tog danskerne med storm. Nogle helhjertede fans har sat sig ned og lavet en udmærket og ret morsom podcast om serien og den tidlomme, som der også ligger gemt deri. Selve tv-serien kan desuden genses på DR Bonanza lige her.

Tv og Film: Levemanden og Skøjteprinsessen (Værter: Erik og Anette)

Sidst men ikke mindst vil jeg benytte lejligheden til at hive min egen podcast op ad hatten. Jeg advarer på forhånd om, at det er en ultranørdet podcast, der byder på passion og skæve vinkler primært omhandlende tv-serien Matador.

Blog: GUIDE: SÅDAN BLIVER JULEN U-TRÆLS

Skrevet af adminittp d. 22. december 2019. Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

Åh, der er alt på spil i den juletid. Måske elsker man julen med alt, den er. Måske føler man sig klemt i en masse ”plejer”. Måske har man mest lyst til at flygte til en sydhavsø. Eller måske er man bare dér, hvor man kan nyde det hele på sin egen måde.

Og så er der jer forældre. Som står med forventningsfulde børn, der siden omkring 3. december ikke bare har været forventningsfulde, men faktisk er kammet over af voldsom spænding. En spænding, der snildt kan blive til en utålmodighed på størrelse med Gudenåen.

Kære I forældre….

…Der er blevet spurgt 57 gange dagligt de sidste 22 dage (det giver 1254 gange i alt), hvornår det er juleaften.

…Der, lige midt i våde flyverdragter, sand i vinterstøvlerne og en eller anden, der har pruttet, har måttet tage diskussioner om hvorfor juleslik ikke er aftensmad.

…Der har haft Tinka-kort tæt inde på livet.

…Der har forsøgt at få jeres børn til at se søde ud på julekort-billeder ved at bestikke dem med en smertelig bevidsthed om, at der vil være sukkerchok i sigte.

…Der har forsøgt at bage udstikssmåkager så flotte, som hos hende der på Instagram, men i stedet lod ungerne (og dig selv) spise dem hurtigt, fordi de blev skide grimme.

…Der har taget til julemarked, midt i en menneskemængde med en befolkningstæthed, der minder om en kinesisk storby, og haft et barn, der har skidt i bukserne midt i gløgg, Julemand og brændte mandler.

…Der gruer for flæskesværen og har 7 faner åbne på PC’en med forskellige google-søgninger om ”flæskesvær sprød hvordan”

….Der udmærket ved, at der går samlebånd i den med de børnegaver juleaften, selvom det på papiret burde være anderledes og generelt ikke er en særligt fed tanke.

Kære forældre… NU er det tid til at huske jer! Og os! Skal vi gøre det sammen? Her kommer en hurtig guide med redskaber til dagene lige omkring jul… Selv tak <3

23. december:

Tid til forventningsafstemning. Skal noget være anderledes? Ville du hellere have haft risengrød, men svigerfar insisterer på risalamande? Tag lige et øjeblik. Hvor vigtigt er det? Er det faktisk ikke en skid vigtigt, så træk på skuldrene og spis en pebernød. Er det lidt vigtigt, så træk på skuldrene og spis en pebernød. Er det meget vigtigt, så træk på skuldrene og tag en pebernød, en klejne, 5 skumjulemænd, en pakke Merci og et godt glas rødvin.

24. december:

Puha, det er let at blive revet med, ikke? Alle vil SÅ gerne have en god aften, og alle vil SÅ gerne have, at tingene er som de plejer. Og ved du, hvad du skal? Du skal gå ud på badeværelset, låse døren og kigge dig i spejlet. Det er ligegyldigt om nogen forlanger at få saftevand, skal have tør numse eller din kæreste skal tisse. Bare vær der. Hvornår har du sidst ønsket verdens hjerteligste ”glædelig jul” til dig selv? Og så husk at trække vejret!

25. december:

Har du rester tilbage? Tag en skefuld sovs. Du må godt. Har du nogle af de der kedelige, men ekstremt nødvendige Taffel chips tilbage? Så brug dem som ske i sovsen.

Bukser med elastik i livet. Din mave fortjener frihed.

26. december:

Stadig bukser med elastik i livet.

——

Jeg ønsker dig en glædelig jul <3

Har bare brug for sol og kolde kartofler med kød

Skrevet af adminittp d. 21. februar 2019. Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

Jeg er egentlig tom for ord i dag. For det er sådan, at vi er syge på 2. uge – på den dér måde, hvor man bare ikke sådan helt kan blive ordentlig frisk. Faktisk er jeg i skrivende stund i gang med en ny forkølelse, før den anden helt var færdig – og jeg har haft studielæsning, arbejde, forberedelse til arbejde, snot på kinden (også meget noget, der ikke var mit eget) og varme børnepander i armhulen.

Der går stand-by-og-så-alligevel-ikke i den, når børn og voksne er syge. Og jeg gad faktisk ikke engang skrive om det i dette her indlæg, for det er efterhånden så fortærsket i mine skriverfingre. Ja, det er hårdt med syge børn, nej, man får ikke tid til at blive rask selv, og ja, det må gerne være hurtigt overstået.

Så… jeg er tom for ord.

Men alligevel er jeg ikke tom for ting, jeg glæder mig til.

Skal vi se fremad?

I foråret, ikke? Der begynder tingene hvert år at spille i samme toneart igen. Der sker noget med den kollektive energi rundt omkring. For de sidste vintermåneder efter julens nostalgi og brunede kartofler er altså ikke de nemmeste at komme igennem, når influenza-sæson og pis-vejr raser. Men så er det, at det lige pludselig bliver marts og solen kommer og spirerne skyder. Alle bliver lidt gladere og lidt mindre emsige.

Har I også lagt mærke til det?

Kø-kulturen i supermarkedet bliver dét mere respektfuld og der bliver båret mere over med dem, der ikke blinker i god nok tid i rundkørslerne. Og så skal alle lige have et bundt påskeliljer til en 5’er med hjem, der måske-måske ikke springer ordentligt ud, og kommer vi ind i en periode med over 13-grader og stille solskin, så begynder der så småt at dufte af grill i haverne rundt omkring i villakvartererne.

Og på landet begynder Morten Korch-stemningen – for den har vi stadig mange steder her i Danmark. Man skal bare få øje på den. Ikke alle vil indrømme, at den er hyggelig – og ikke alle synes det.

Men jeg gør.

Dér, hvor man kigger ud over en april-grøn mark og et sted i bevidstheden kan høre en 1950’er tonefilm-stemme synge ”Se, det summer af sol over engen” – dét er essensen af Korch-stemning, og for mig er det en af de bedste kure mod vinterhi-syndromet, hvor man har tunnelsyn, sjap under skosålerne og krydser i øjnene af træthed og af andres brok til kassedamen. Nøj, hvor det gør godt.

Og så er der maden. Det ”lette sommermad”, som samtlige forårsudgaver af hjemmet de sidste 40-50 år har bugnet af opskrifter på, og som hvert år bliver slået op som nyt, spændende og som værende dét mere sommerlig, end tidligere, men som i bund og grund er lige så meget kartoffelsalat med radisser, som det plejer at være.

Men det gør ikke noget. Vi elsker det. Jeg elsker det.

Og jeg er så klar til at skifte den simremad, jeg alligevel ikke har haft en skid overskud til at lave de sidste uger, ud med florlette hvidløgsflütes og grillet kød og tærter og dressinger, som lige forfrisker.

Jeg er i det hele taget klar til dig nu, forår <3 (Og det er mine bihuler og mine børns nathoste også!)

Lynhurtig karry-ret med oksekød

Skrevet af adminittp d. 20. juni 2018. Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Food by Sahl.

De dage, især mandage, hvor man kommer sent hjem fra arbejde, og det skal gerne gå hurtigt, så man kan holde fyraften. Maden skal overstås, men derfor må det jo gerne være lækkert. Den type mad lavede jeg her til aften. Denne ret var lækker, nem, og jeg handlede ind, for kun 88kr!! God fornøjelse.

1 pakke hakket oksekød
2 dåser kokosmælk
1 stor spsk rød karry paste (kan købes på glas i alle supermarkeder, hvis det skal gå hurtigt, ellers kan jeg anbefale at lave den fra bunden)
5 spsk fiskesauce
1 lime
2 spsk gul karry
2 løg
3 fed hvidløg
1 squash

Skær squash og løg i tynde både. Hak hvidløgene fint. Varm en pande med lidt olie på op, og svits oksekødet hårdt. Når oksekødet er brunet, tilsættes squash, løg og hvidløg. Lad det stege omkring 5-10 minutter. Tilsæt nu de resterende ingredienser, og lad det små og simre på middel varme. Smag til med fiskesauce istedet for salt, da fiskesaucen salter retten. Tilsæt ekstra rød karry paste, hvis man ønsker retten mere stærk.

Som tilbehør dertil, fik vi løse ris og sprøde forårsruller.

Down Memory Lane

Skrevet af adminittp d. 5. juni 2018. Uploaded i Anette Vedfald, Appetize Bloggere, Blog og klummer.

Jeg er på mange områder – særligt på det udseendemæssige – som snydt ud af næsen på min far, og jeg har derfor heller aldrig været i tvivl om mit ophav. Men siden det nu er Fars dag i dag, har jeg valgt at fokusere på min egen fars tilgang til musik, der om end ubevidst fra hans side også har smittet gevaldigt af på mig. Så sæt jer godt tilbage i sædet, for nu skal vi en tur ned ad Memory Lane.

Min far, Palle, der blev født i slut 50’erne, voksede op i en musikalsk brydningstid. Men der blev egentlig ikke spillet særlig meget musik i barndomshjemmet, selvom der dog var en gammel grammofon og en B&O radio. Den musik der kom ind i stuerne var dén, som min far hjembragte gennem sine lp’er i 1970’erne. I starten blev numrene dog optaget på en lille kassettebåndoptager, som min farfar havde indkøbt til familien, men da min far kom i lære på Aalborg Skibsværft investerede han i sin egen lp-afspiller og to plader med Kiss. ”Men plader var nu dyre at købe dengang, og særligt cd’erne”, husker han. ”Det blev dog lettere da cd’en kom, for der skulle man ikke længere hen og løfte pickup’en.”

Selve musikscenens oprør startede i 1950’erne, og fortsatte op igennem 1960’erne og 1970’erne igennem rock og punk musikken. Men punk fangede ikke rigtigt min far. ”Den blev lidt for avanceret og urytmisk med en masse hektisk råben”, forklarer han. ”Country sagde mig heller ikke en dytbåt, men rockmusikken fangede mig derimod. Den var nemlig sådan lidt bandlyst, og derfor nok også mere spændende.” Når jeg spørger ind til, hvad det er der fanger min far ved rockmusikken, svarer han ”Det er ikke nødvendigvis de store dybsindige tekster, men det må gerne være sådan noget glad tjubangmusik, der bare knalder ud over stepperne, og som har et omkvæd som man nemt kan synge med på.”

Han husker bedst Meat Loaf, fordi hans musik var helt usædvanlig dengang. ”Det var nogle meget lange numre med meget tekst, og så kunne han jo virkelig synge.” Ellers hørte min far også gerne Mott The Hoople, Whitesnake, Kiss, Slade, Suzi Quatro, Sweet, Alice Cooper og Queen – ja kort sagt hvad der blev spillet af datidens traditionelle rock i radioen. ”Ofte hørte man for eksempel et af sommerens hits i 8 uger, og så gad man ligesom heller ikke lige at høre det mere. Men tingene har ændret sig siden dengang, som for eksempel i forhold til de lange trommesoloer. Dem er der næsten ingen af mere. Men melodi grand prix hits blev også hængene meget længere i tiden end i dag, hvor man jo nærmest har glemt hvem der var med.” Mulighederne var heller ikke så mange dengang, og der var hverken streamingstjenester eller musikkanaler. Så den musikalske viden man fik foregik igennem radio og musikblade. Min far købte f.eks. ’Vi Unge’ og det tyske blad ’Bravo’, hvor man kunne finde plakater, hitlister og nyheder om kommende pladeudgivelser. Så det var en helt ny verden der blev åbnet op for, da kanaler som MTV, Sky og VH1 pludselig kom frem og viste musikvideoer. ”Den slags havde vi jo aldrig set før, så pludselig opdagede man jo nye bands og numre, som man ellers aldrig ville have haft en chance for at kende til.” Det var nok også her, at min far begyndte at høre musik som Guns’n’Roses, Aerosmith, Tina Turner, Cher, Bruce Springsteen og Roxette. Sidstnævnte har han endda alle plader med, da han synes at deres albums indeholder flere gode numre, selvom de ikke gik hen og blev til hits.

Min far fra tiden omkring, hvor jeg blev født.

Når det kommer til den danske musikscene, så er min far til Dodo and the Dodos, Kim Larsen, Ray Dee Ohh, Sanne Salomonson og Shu-Bi-Dua – men det er mest den musik, som de alle sammen lavede i starten. Han synes f.eks. at Shu-Bi-Dua lavede nogle gode tekster, der ikke var for komplicerede og som man kunne synge med på. Han har også lyttet til nogle enkle numre med D.A.D., men synes ikke at de laver en hel masse, som klinger lige i hans øre. Han gad dog godt at opleve en live koncert med dem en dag. Han synes også at Rasmus Seebach lader til at være en rigtig god livekunstner med et godt håndværk inden for det repertoire, som han nu har. ”Men han skal blive ved med at holde sig til den danske musik og ikke drømme ud og brænde nallerne på det amerikanske marked, som så mange andre har forsøgt sig med. Han er bedst til det han laver herhjemme.”

Min far har altid været glad for at se koncert dvd’er, men faktisk er vi også sammen begyndt at gå til live koncerter. Som musikanmelder var jeg derfor interesseret i at høre, hvilke positive og skuffende oplevelser min far havde haft på den konto. ”Jamen Kiss var faktisk bedre end jeg havde forventet. For jeg regnede egentlig ikke med at de stadig gav den fuld gas. Men det gjorde de, og musikken var god og tilmed ikke så høj, at man ikke kunne holde det ud at være der.” Han syntes også, at Queen Machine gjorde det ganske udmærket til at de bare er er et coverband. ”Det lød sku’ godt, og det er jo en kunst, da alle jo gerne vil kopiere Queen, men ikke alle kan gøre det særlig godt. Queen har jo deres helt egen tidsløse lyd, og vil derfor aldrig gå af mode”, mener han. Hans oplevelse af Elton Johns koncert i AKKC var lidt blandet, da Sir John brugte den første times tid på at spille en masse ukendte numre. ”Men efter at han tog fat på sine store hits, så løftede det da koncerten gevaldigt. For selvom der ikke er nogen tvivl om, at Elton John både kan spille og synge, så var den første halvdel altså lige kedelig nok.” Men den mest skuffende koncertoplevelse blev desværre leveret af min fars topidol Meat Loaf. ”Det var da en stor oplevelse at se ham i virkeligheden, men jeg tror han havde en dårlig dag eller sådan noget. For musikken lød ringe, selvom han jo stadig godt kunne synge.” For min fars vedkommende behøver en god koncert ikke at være et kæmpe sceneshow. Han synes at det er langt vigtigere at musikkerne virkelig kan spille, og at man kan mærke at de kan lide det. ”Men hvis det f.eks. gælder Cher eller Tina Turner, så er det jo nok lidt noget andet. Så forventer man noget mere, men de er også lidt ovre i en anden genre for sig”, siger han.

Da vi snakker om musik af nyere dato, må jeg give min far ret i, at det er blevet meget computerbaseret, og derfor lyder meget ens. Det gør det sværere at skille de enkle numre fra hinanden, og man når sjælendt at lære den enkelte kunstner at kende før de er skiftet ud. Dog fangede bands som The Killers og Nightwish ham med nogle af deres numre, hvor han opdagede sidstnævnte igennem computerspil. Men han lægger også mærke til de kunstnere der eksempelvis bliver brugt i reklamejingler, og her udtaler han at Oh Land nok aldrig havde haft den samme succes, hvis ikke hun var blevet spillet igennem TDC-reklamen.

Selvom min far ikke hører alle de nyeste radiohits, så er han dog kommet ind i den moderne tidsalder med iPads og andet godt gejl, og han streamer både via YouTube og YouSees musiktjeneste. ”Men man hører jo omvendt ikke så meget musik sammen mere som før i tiden”, siger han. ”Dengang kørte anlægget jo bare, og så hørte I børn automatisk dét, som vi voksne hørte, og det prægede jer jo nok lidt.” Det kan jeg kun give min far ret i, og som jeg også tidligere har skrevet et indlæg om, så har jeg meget af min musikalske skattekiste fra mine forældre, og alle de numre som der er linket til i dette indlæg er også særlig udvalgte fra min fars egen playliste.

Som barn drømte min far nok om at blive trommeslager eller guitarist i et rockband. Han laver i al fald stadig nogle badass luftguitarsoloer, og selvom han ikke blev nogen rockstjerne, så er jeg nu alligevel lidt stolt af at han har så god en musiksmag. Derfor vil jeg til slut opfordre jer derude til at udnytte Fars Dag og snakke med jeres forældre/børn om musikken, og hvordan den har gjort et indtryk på jer. God sommer!

Om en ubuden december-gæst, der skred igen

Skrevet af adminittp d. 7. december 2017. Uploaded i Appetize Bloggere, Blog og klummer, Mangefarvetvirkelighed.

”It’s the most wonderful time of the year…”, synger Andy Williams. Og det pirker til den (min) store jule-vrangforestilling om, at december må og skal være hyggelig hvert milisekund af døgnet, selvom vi komprimerer 63849 juletraditioner ned på lidt over 3 uger.

Sådan kan jeg godt få det af og til.

Jeg kalder det julesvinet. Altså den følelse af, at det ikke er ”rigtig” december, hvis ikke der klippes x-antal julehjerter, bages 5 slags småkager, sættes lys i pyntegran inden d. 6. eller man ikke følger med i samtlige julekalendere på alle kanaler.

Jeg er sikker på, I kender det… Jo. Lad endelig være at fornægte det. Hvis man juleaften konstaterer, at anden ikke er stegt med appelsiner, som den plejer, eller der ikke er klejner til kaffen, men i stedet honningkager, og man får den der lille snert af ”Nå..”-følelse, så er det Julesvinet, der titter frem over den ene skulder og sender utaknemmelighedsvibrationer ind i julestemningen. Puha, den er grum.

Jeg oplevede den allerede, da Christian åbenbarede sin kalender for mig. Min søde mand, Christian, som er musiker af hjertet, og som derfor bruger stort set hele december på at lave julekoncerter og skabe julestemning alle andre steder end hjemme i vores rugbrødskrummehule.

Jeg oplevede den også, da 1. december oprandt, og jeg stod i vasketøj op til øreflipperne, og ingen julepynt endnu havde set dagens lys. Julesvinets uskrevne regel om, at der må og skal pyntes første dag i julemåneden, for ellers er det ikke rigtigt, fik lov at fise ind på min lystavle og gøre mig i ret skidt humør for en stund.

Men nu er det 7. december, og svinet er efterhånden forduftet til fordel for gedigen taknemmelighed og realisme. Vi når ikke at bage et honningkagehus i 3 etager med indbygget elevator – vi når faktisk heller ikke at bage vaniljekranse eller brunkager.

Til gengæld har vi bagt pebernødder, skåret og formet af en 3-årigs flittige, lærende og omhyggelige hænder og med lige dele krydderier og gode intentioner i. Vi synger lavmælte julesange, inden vi skal sove, og vi snakker rigtig, rigtig meget om Julemanden, som lægger et brev i julesokken hver morgen.

Vi når ingen julemarkeder eller julearrangementer, og nærmest alle julekalendere sendes midt i aftensmad eller putning. Til gengæld glæder vi os over et afsnit af ”Pyrus” (fra da mor var barn!) hver eftermiddag, mens vi (læs: storebror og lillebror) forsøger ikke at komme i åben kamp om, hvem der må sidde med den orange pude, og om, hvorvidt man må skubbe sofabordet helt ind til sofaen eller ej.

Flosklerne, som vi bare hører så tit, at de muligvis har mistet betydningen – ”Julen er hjerternes fest”, ”Julen er, hvad man gør den til.” – de fortjener at blive lyttet til. Især af os, der tilgår december med skyhøje forventninger og et ”Nu skal vi skynde os at hygge os!” på læben.

Glædelig, god, og nærværende jul!