Skip to main content

Tag: Beethoven

Et af Europas bedste kammerorkestre gæster Musikkens Hus

Der er populære værker af populære komponister på programmet, når et af Europas bedste kammerorkestre, Orchestre de Chambre de Lausanne, besøger Musikkens Hus i Aalborg til november. Koncertens første del er viet til to værker af Mozart – hans Symfoni nr. 35, også kendt som Haffner-symfonien, og hans elegante violinkoncert nr. 5 – med orkestrets egen chefdirigent, Renaud Capuçon, i solistrollen. I anden del er Beethovens lyse og humoristiske Symfoni nr. 2 på programmet. Alt i alt en rigtig god begynderkoncert.

 

Violinist og dirigent Renaud Capuçon har været chefdirigent for Orchestre de Chambre de Lausanne siden 2021, hvor han afløste Aalborg Symfoniorkesters nuværende chefdirigent, Joshua Weilerstein, som havde besiddet posten i seks år forinden.

 

Franske Renaud Capuçon er er internationalt anerkendt som en førende solist og kammermusiker og er kendt og elsket for sin virtuositet og rige lyd. Han har arbejdet med verdens mest prestigefyldte orkestre og dirigenter i alverdens koncertsale. Hans samarbejde med det schweiziske orkester er blevet rost for dets præcision og unikke kunstneriske tilgang. Capuçon spiller på en Guarneri del Gesù ‘Panette’ (1737), som oprindeligt tilhørte Isaac Stern.

 

Orkestret

Kammerorkestret fra Lausanne blev grundlagt i 1942 af Victor Desarzens og er i dag et af de mest eftertragtede kammerorkestre i Europa. Orkesteret tæller omkring 40 musikere og har et stort repertoire, der spænder fra den tidligste barok til nutidige premierer. Fra sæson 2024-2025 er Barbara Hannigan orkestrets 1. gæstedirigent.

 

Orchestre de Chambre de Lausanne har spillet på og i de mest prestigefyldte festivaler og koncertsale, og samarbejdet med mange internationale dirigenter og solister – blandt mange kan nævnes Daniel Barenboim, Frank Peter Zimmermann, Paul Hindemith, Ton Koopman, Simone Young og Daniel Harding.

 

Orchestre de Chambre de Lausanne

I seks år var Aalborg Symfoniorkesters nuværende chefdirigent, Joshua Weilerstein, chefdirigent for det schweiziske Orchestre de Chambre de Lausanne. Han blev i 2021 afløst af Renaud Capuçon, som udover at dirigere koncerten i Aalborg også er solist i Mozarts violinkoncert nr. 5.

Foto: Federal Studio

 

 

 

 

Program

Wolfgang Amadeus Mozart: Symfoni nr. 35 i D-dur (K 385) Haffner

Wolfgang Amadeus Mozart: Violinkoncert nr. 5

===

Ludvig van Beethoven: Symfoni nr. 2

 

Medvirkede

Orchestre de Chambre de Lausanne

Dirigent og solist: Renaud Capuçon

 

Tid og sted: Torsdag 14. november 2024 kl. 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg

Billetpriser: 400 / 255 /145 / Stud. og unge under 30 år: 75 kr. (Gælder et begrænset antal B- og C-billetter)

Aalborg Symfoniorkester dedikerer koncert til ofrene i Ukraine

Torsdag den 10. marts slår Musikkens Hus dørene op til en helt særlig aften, når Aalborg Symfoniorkester sammen med dirigent Hans Graf vil tage publikum med på en rejse gennem Beethovens imponerende værker til ære for ofrene i Ukraine. Denne aften vil Koncertsalen således lyse op i ukrainske farver, og al billetomsætning fra koncerten går ubeskåret til Red Barnet.

Den 10. marts har nordjyder ekstraordinær mulighed for at samles om krisen i Østeuropa og støtte op om de ukrainske ofre. I Musikkens Hus dedikeres denne aften nemlig til Ukraine, når Aalborg Symfoniorkester sammen med dirigent Hans Graf og violinist Baiba Skride vil opføre udvalgte værker af Beethoven og donere al billetomsætning til Red Barnet.

Direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester, Lasse Rich Henningsen, vil indlede aftenen med at sætte et par ord på situationen, inden musikerne indtager scenen i Koncertsalen, som helt ekstraordinært vil lyse op i de ukrainske farver denne aften.

– Det er en helt ubegribelig og hjerteskærende situation, ukrainerne befinder sig i, og som kulturinstitution vil vi naturligvis gøre alt, der står i vores magt, for at støtte ofrene. Hvis der er noget, musikken og kulturen kan, så er det at skabe fællesskab – i særdeleshed også i de svære tider, og derfor er vi glade for, at vi kan dedikere en hel aften til Ukraine og ikke mindst donere koncertens billetomsætning til Red Barnet, siger Lasse Rich Henningsen.

Han bakkes op af Tecwyn Ewans, der er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester.

Vi ønsker med denne koncert at signalere, hvordan kunsten kan bruges til at samle os frem for at adskille os, og det har vi i den grad behov for i situationer som denne. Vi har både russiske og ukrainske musikere i orkesteret, og det betyder meget for os at kunne støtte op om dem i denne svære tid som en del af vores musikalske familie, fortæller han.

Udover at være med til at støtte de ukrainske ofre kan publikum se frem til at komme på en rørende rejse gennem Beethovens ikoniske værker i en særlig opførelse med Aalborg Symfoniorkester, dirigent Hans Graf og den lettiske violinist Baiba Skride. Siden hun i 2001 vandt den prestigefyldte Queen Elisabeth-konkurrence, har Baiba Skride etableret sig som én af sin generations førende violinister. Gæster kan blandt andet opleve Beethovens tredje symfoni, Eroica, hvor Beethoven satte nye normer for symfonigenren gennem kontraster, dramatik og en særlig sammenhængskraft mellem sanserne.

Koncerten finder sted i Koncertsalen den 10. marts kl. 19.30 og varer cirka to timer inklusiv pause.

Læs mere og køb billet til koncerten her.

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

  • direktør Lasse Rich Henningsen, tlf. dir. 6020 3110, mobil 2422 7733 og lrh@aalborgsymfoni.dk
  • Presseservice: Publicity, chefkonsulent Sanne Nørbjerg, tlf. 2343 0044 og sanne@publicity.dk

Koncertanmeldelse af ‘Mozart & Beethoven’

Torsdag aften spillede pianisten Katrine Gislinge i koncertsalen i Musikkens Hus. Hun blev akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester og selve koncerten bød på tre arrangementer, der blev dirigeret af Thomas Rösner.

Koncerten blev indledt med Lindbergs ’Two Episodes’, der hurtigt fik fyret op under orkesterets formåen. Selvom Lindberg for mig var ukendt, fik jeg her en ny favorit til playlisten på grund af satsens voldsomhed og indholdsrige mystik. For mig mindede det nemlig lidt om filmmusik a la Fantasia, Star Wars og lignende. Så det gav en ganske god start med fest i øregangene.

Kort efter første arrangement kom Katrine Gislinge på scenen for at spille Mozarts ’Klaverkoncert nr. 20’. Den var i d-mol og inddelt i tre satser. Den første sats var en smule øm og lunefuld, mens den anden sats var mere melankolsk uden at være trist. Anden sats var helt klart også den mere velkendte, som symfoniorkesteret evnede at få skønheden bragt til live i. Den tredje og sidste sats var mere voldsom og legesyg, og det kom også særligt til udtryk i Katrine Gislinges fremførelse. For selvom hun faldt så yndefuldt ind i alle takterne, så stjal hun fuldstændig billedet med sin fantasifulde lune og røde læber. Med Mozart-arrangementet fik man med andre ord lidt af det hele. For der var både ømhed, voldsomhed, skønhed og legesyge i de forskellige satser.

Aftenens sidste arrangement, ’Overture’ til operaen ’Fidelio’ og ’Symfoni nr. 1’, blev dedikeret til Beethoven, som i år har haft 250 års jubilæum. Både Overturen og den første sats var lidt mere munter end, hvad jeg ellers forbinder med Beethoven. Men det gjorde det kun ekstra interessant at lytte til. Dette arrangement var meget flydende i forhold til de forrige og det gav derved let en anledning til at lade tankerne flyde afsted. Valget af Beethoven som sidste arrangement var velvalgt, da det virkede som en rigtig fin afslutning på aftenens koncert.

Normalt har koncertsalen plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Men på grund af corona-restriktionerne var der tyndet godt ud i publikum for at skabe bedre afstand. Det skortede imidlertid ikke på Aalborg Symfoniorkesters formåen, præcision og engagement. Dedikationen var endda så meget til stede at enkelte strenge på violinbuerne sprang. Generelt var der et godt flow i sammensætningen af aftenens program, hvilket gjorde at det ikke virkede for ensformigt. Men dirigenten, Thomas Rösner, gjorde dog ikke rigtigt noget væsen af sig i og med at han virkede meget anonym i sin fremtoning og uden de store smil. Men til trods for det, så fik hans seriøsitet på fin vis Aalborg Symfoniorkester igennem aftenens repertoire, hvilket jo også klart var det vigtigste. Uden sammenligning var det i øvrigt en helt ekstraordinær oplevelse at se Katrine Gislinge spille. Man mærkede nemlig allerede fra første takt, hvorledes hun virkelig indlevede sig i musikken og blev ét med den. Så at betragte hende var som f.eks. at betragte violinbuens spil på violinen. Corona-restriktioner eller ej, så var denne koncert hele turen værd. For dét at kunne sætte sig i koncertsalens sæder og igen høre storslået musik spillet af så dygtigt et orkester og solist var som en lise for krop og sjæl. Derfor får koncerten ’Mozart & Beethoven’ 5 ud af 6 stjerner med på vejen.


APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev