Torsdag aften spillede pianisten Katrine Gislinge i koncertsalen i Musikkens Hus. Hun blev akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester og selve koncerten bød på tre arrangementer, der blev dirigeret af Thomas Rösner.

Koncerten blev indledt med Lindbergs ’Two Episodes’, der hurtigt fik fyret op under orkesterets formåen. Selvom Lindberg for mig var ukendt, fik jeg her en ny favorit til playlisten på grund af satsens voldsomhed og indholdsrige mystik. For mig mindede det nemlig lidt om filmmusik a la Fantasia, Star Wars og lignende. Så det gav en ganske god start med fest i øregangene.

Kort efter første arrangement kom Katrine Gislinge på scenen for at spille Mozarts ’Klaverkoncert nr. 20’. Den var i d-mol og inddelt i tre satser. Den første sats var en smule øm og lunefuld, mens den anden sats var mere melankolsk uden at være trist. Anden sats var helt klart også den mere velkendte, som symfoniorkesteret evnede at få skønheden bragt til live i. Den tredje og sidste sats var mere voldsom og legesyg, og det kom også særligt til udtryk i Katrine Gislinges fremførelse. For selvom hun faldt så yndefuldt ind i alle takterne, så stjal hun fuldstændig billedet med sin fantasifulde lune og røde læber. Med Mozart-arrangementet fik man med andre ord lidt af det hele. For der var både ømhed, voldsomhed, skønhed og legesyge i de forskellige satser.

Aftenens sidste arrangement, ’Overture’ til operaen ’Fidelio’ og ’Symfoni nr. 1’, blev dedikeret til Beethoven, som i år har haft 250 års jubilæum. Både Overturen og den første sats var lidt mere munter end, hvad jeg ellers forbinder med Beethoven. Men det gjorde det kun ekstra interessant at lytte til. Dette arrangement var meget flydende i forhold til de forrige og det gav derved let en anledning til at lade tankerne flyde afsted. Valget af Beethoven som sidste arrangement var velvalgt, da det virkede som en rigtig fin afslutning på aftenens koncert.

Normalt har koncertsalen plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Men på grund af corona-restriktionerne var der tyndet godt ud i publikum for at skabe bedre afstand. Det skortede imidlertid ikke på Aalborg Symfoniorkesters formåen, præcision og engagement. Dedikationen var endda så meget til stede at enkelte strenge på violinbuerne sprang. Generelt var der et godt flow i sammensætningen af aftenens program, hvilket gjorde at det ikke virkede for ensformigt. Men dirigenten, Thomas Rösner, gjorde dog ikke rigtigt noget væsen af sig i og med at han virkede meget anonym i sin fremtoning og uden de store smil. Men til trods for det, så fik hans seriøsitet på fin vis Aalborg Symfoniorkester igennem aftenens repertoire, hvilket jo også klart var det vigtigste. Uden sammenligning var det i øvrigt en helt ekstraordinær oplevelse at se Katrine Gislinge spille. Man mærkede nemlig allerede fra første takt, hvorledes hun virkelig indlevede sig i musikken og blev ét med den. Så at betragte hende var som f.eks. at betragte violinbuens spil på violinen. Corona-restriktioner eller ej, så var denne koncert hele turen værd. For dét at kunne sætte sig i koncertsalens sæder og igen høre storslået musik spillet af så dygtigt et orkester og solist var som en lise for krop og sjæl. Derfor får koncerten ’Mozart & Beethoven’ 5 ud af 6 stjerner med på vejen.