Skip to main content

Tag: band

Seks nye navne leverer masser af genkendelighed og Nibe-ånd til sommerens festival

Nibe Festival løfter i dag sløret for seks nye navne til Nibe Festival 2025. Seks navne, som festivalpublikummet i Nibe kender, som skaber den fest, Nibe elsker, og som altid styrker fællesskabsfølelsen i Skalskoven. Faustix, Mumle, Michael Falch & Zonen, The Powls, Gobs og ItaloBrothers er klar til at levere uforglemmelige oplevelser til festen i skoven.

 

Faustix tilbage i Nibe med masser af anerkendelse

Faustix har gentagne gange sat ild i græstæppet på Nibe Festival, og hver gang er festen blevet lidt vildere. Stemningen er elektrisk, når den populære DJ leverer tonsvis af hits. Og populær er Faustix – så populær, at han her i 2025 befinder sig på listen over de 100 mest populære DJs worldwide.

 

Michael Falch & Zonen klar til “udrykning”

Michael Falch er tilbage i Nibe. Sidste år “dansede” han og Poul Krebs ”regndans” i det vilde lørdagsvejr. I år er det Michael Falch & Zonen, der indtager scenen med det anmelderroste album ”Drømmene” i bagagen. Til koncerten i Nibe kan publikum forvente masser af hits fra både Malurt-tiden og Falchs lange solokarriere.

 

Mumle – en af nutidens og fremtidens store stemmer

Mumle imponerede sidste år med en intim og smuk optræden i Reservatet. I 2025 kommer Mumle tilbage for at erobre endnu flere Nibe-hjerter. Hits som ”Hvor Solen Skinner”, ”Det Modsatte”, ”Et For Dig” og det trods titlen altid aktuelle ”Julefred” har cementeret Mumle som en af tidens – og fremtidens – store kvindelige stemmer.

 

The Powls – folkeeje i Nibe

The Powls har siden deres debut på Nibe Festival i 90’erne opbygget en stor og trofast fanskare. Deres faste plads som første lørdagsband på Blå Scene har gjort dem til en institution i Nibe. Deres skæve og underholdende kombination af musik og stand-up comedy er højt elsket og sikrer altid en festlig start på lørdagen.

 

ItaloBrothers – den store festmaskine

ItaloBrothers har tidligere fået hele Skalskoven til at danse til de ikoniske eurodance-hits. Med den festlige energi og genkendelige lyd er ItaloBrothers klar til endnu engang at skabe en stemning, hvor ingen kan stå stille. Showet på Blå Scene bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse.

 

 

Gobs – hitgigant giver nattekoncert

Bang! Gobs er tilbage i Nibe. Hitmageren er kendt for at overraske og begejstre, og han har gennem årene skabt et unikt bånd til festivalens publikum. Med hits som ”Tro På Kærlighed”, ”Ud Af Hovedet”, ”Alt Ved Dig”, ”Frie Fugle” og streamingsværvægteren ”Tak For Sidst” er Gobs en af de få danske artister, der millionstreamer på næsten alt, hvad han rører ved. Nibe siger: Tak for sidst – og på gensyn på Stor Scene natten til fredag!

 

I hjertet på Nibe-publikummet

Festivaltalsmand Peter Møller Madsen kommenterer dagens offentliggørelse:

”Vi ved, at disse navne rammer lige ind i hjertet på vores publikum. Nibe Festival skal hvert år sammensætte et program, der kan noget for alle. Og vi tror på, at kombinationen af disse seks navne, de øvrige offentliggjorte artister samt alt det, der programmæssigt venter, skaber de perfekte rammer for nogle mindeværdige, glædelige og oplevelsesrige dage i Skalskoven.”

 

Udover de seks nye navne kan publikum glæde sig til store artister som The Minds of 99, Nik & Jay, Anastacia (US), Medina, Christopher, Lamin, Jonah Blacksmith, Hugorm, Kind mod Kind, Jada, Ella Augusta, Jung og Magtens Korridorer.

Én ting er sikker: Nibe Festival 2025 bliver en uge fyldt med magiske øjeblikke, hvor musikken – og ikke mindst fællesskabet – er i centrum. Vi ses i Skalskoven til Danmarks største intime festival!

 

Kontakt: Nibe Festival via talsmand Peter Møller Madsen – 2095 9901 – peter@nibefestival.dk.

OneRepublic spiller på Nibe

I disse uger topper de charts overalt i verden. Til sommer topper de plakaten i Nibe. Amerikanske OneRepublic spiller sommerens eneste danske koncert på Nibe Festival fredag d. 30. juni 2023.

Hit på hit fra OneRepublic

Siden OneRepublic blev dannet i 2002 har amerikanerne leveret masser af store baskere. ”Apologize”, ”Lose Somebody” og ”Counting Stars” er gode eksempler på det. Sidstnævnte har ikke mindre end godt 1.7 milliarder afspilninger på Spotify.

De mange hits og den store popularitet verden rundt har affødt stribevis af awards og nomineringer. Senest i 2022 til American Music Awards, hvor OneRepublic er nomineret i kategorien ”Favorite Pop Duo Or Group” i selskab med Imagine Dragons og Coldplay.

Festivaltalsmand Peter Møller Madsen udtaler: ”Vi er meget, meget glade for, at de her aktuelle amerikanere kommer forbi Nibe. Vi elsker at have store internationale stjerner i den smukke Skalskov, og det topper jo totalt, når OneRepublic, så også er SÅ aktuelle”.

Mere aktuelle end nogensinde

Lige nu topper OneRepublic hitlisterne overalt i verden og har de seneste 14 uger huseret på den danske single chart med ”I Ain´t Worried” fra Top Gun: Maverich. I sidste uge var ”I Ain´t Worried” stadig i top 3 på den danske airplay chart, så også danskerne har i den grad igen, igen, igen taget OneRepublic til sig.

”Vi er meget stolte af, at OneRepublic skal spille i Skalskoven. Det er jo den eneste koncert i Danmark, og de kommer med et kæmpe katalog af hits. De er superaktuelle lige nu med ”I Ain´t Worried”, som de fleste jo kender fra den nye Top Gun film” – afslutter Peter Møller Madsen.

Karismatisk og gigantisk frontmand

Ryan Tedder er ikke alene frontmand i OneRepublic. Han har igennem årene også ageret songwriter og/eller producer for navne som Adele, Beyoncé, Lady Gaga, Taylor Swift, Maroon 5, Katy Perry og Ed Sheeran.

Ligeledes har Tedder samarbejdet med danske MØ og Lukas Graham.

Stærkt billetsalg og meget mere musik på vej

Flere navne tilføjes meget snart programmet i Nibe, som pt. udover OneRepublic byder på The Minds Of 99. Minds spiller på Nibe torsdag d. 29. juni.

Til billetsalgsstarten for få uger siden solgte Nibe Festival halvdelen af partoutbilletterne.

Nibe Festival afvikles i dagene 28. juni – 1. juli 2023.

 

Køb din billet til Nibe 2023 her:

https://nibefestival.dk/program/

AKKC henter The Minds of 99 til Aalborg

Om kun 11 dage træder de fem venner i The Minds of 99 ind på Danmarks største scene, når de efter 2 års ventetid endelig må afholde deres udsolgte koncert i Parken. Det er kun sket en enkelt gang før, at et dansk band har fyldt nationalarenaen, og det bliver første gang i historien, at et dansksproget band opnår denne imponerende bedrift. I dag annoncerer de Infinity Action tour, der tager dem rundt til seks danske byer, hvor Aalborg er næstsidste stop på turnéen. Koncerten bliver i AKKC’s koncertarena i Gigantium torsdag den 3. februar 2022.

Det er de færreste danske bands der har været på en rejse, som The Minds of 99. De har formået at blive et af landets største navne uden at have været nummer 1 på hverken streaming eller radiohitlister.

Det er i høj grad deres evne til at skabe mindeværdige koncertoplevelser, der gør, at de er nået langt ud i alle kroge af Danmark. Infinity Action Tour besøger flere af landets største byer og er den største tour i bandets historie.

  • Vi har som band været vant til at spille utrolig meget alle de år vi har eksisteret. Nu har vi ikke spillet i 2 år! Vi savner vores publikum helt sindssygt meget. Det er live vores musik lever allermest og det er dér sangene for alvor giver mening. Udover det så skal livemusikken som helhed i gang igen og det vil vi fanme gerne med til. Vi savner landevejen utroligt meget, udtaler Niels Brandt.

Billetter til koncerten den 3. februar 2022 i Gigantium kan købes fra fredag den 3. september kl. 10 i AKKC’s Billetkontor tlf. 9935 5566 (åben fredage, mandage og onsdage kl. 10-14) samt på akkc.dk. Billetprisen er 525 kr. inkl. gebyr.

Band Battle 2021 på Skråen

 Band Battle sætter atter jagten ind på at finde ”Årets Nordjyske Live Band” og ”Årets Nordjyske Songwriter”

Band Battle 2021 åbner for ansøgningssluserne d. 4. januar. Der er i 2021 tale om rekord mange deltagerpladser og koncertaftener. 

Det er 35. gang at Skråen afholder Band Battle. I 2020 måtte langt de fleste Band Battle koncertaftener aflyses på grund af den igangværende Corona situation. Men i stedet for at skrue ned for ambitionsniveauet, skrues der op i 2021. Alle deltagere fra de aflyste koncerter bliver tilbudt plads i forløbet, samtidig med at der åbnes op for nye. 

Sammenlagt 15 bands og 15 songwritere fra Nordjylland skal foruden titlerne som værende Årets Nordjyske Songwriter og Årets Nordjyske Live Band, dyste om en præmiepulje med en værdi på over 80.000 kr. Præmiepuljen indeholder kolde kontanter, koncert optrædener og live videoproduktioner. 

Som noget nyt i Band Battle 21, sidestilles de to kategorier både i antal deltagere, præmiestørrelse og spilletid på scenen. Derudover ønsker Skråen at nå ud til producer-orienterede sangskrivere, som har været underrepræsenteret tidligere år. 

Udskillelsesforløbet bliver også anderledes i 2021. Bestående af 3 runder, bliver feltet langsomt snævret ind hen over foråret. Fra sammenlagte 30 deltagere i runde et, til 12 deltagere i runde to, hvoraf til 6 artister skal spille til den tredje og afgørende runde…. den store Finale på Skråen som løber af stablen d. 15 maj. 

Uanset musikalsk genre har nordjyske musikere mulighed for at deltage i Band Battle. Har man skrevet en håndfuld gode sange i corona-isolation, er det NU at de skal se dagens lys. 

En Mand Stærk 2019

Fra d. 4. januar til og med d. 31. januar, kan bands og songwritere ansøge ved at indsende sin musik via en online ansøgningsportal. Der er ikke krav om kvaliteten af optagelsen som indsendes. Det vil sige at en smartphone optagelse godt kan bruges, så længe man kan høre hvad der foregår. 

Et udvalg af professionelle musikere og branchefolk vil siden lytte ansøgningerne igennem og udvælge årets deltagere. 

Band Battle 2021 er mere end en konkurrence. Skråen ønsker at finde så meget Nordjysk passion og talent som muligt samtidig med at styrke det nordjyske musikmiljø gennem koncerter, netværk, kompetencer og udvikling. Derfor arrangeres workshops og foredrag for de udvalgte i forårsperioden, i samarbejde med lokale aktører. 

Band Battle indebærer også muligheden for de deltagende at blive ”opdaget”. Igen i år består Band Battle finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm. 

Find ansøgningsportalen og mere information om Band Battle på Skråen.dk – Band Battle 2021 

Af tidligere vindere finder man bl.a. Rikke Thomsen, Ginne Marker, Angående Mig, SILI og Én Mand Stærk som blandt andet efterfølgende har spillet support for Dizzy Mizz Lizzy, Magtens Korridorer, Poul Krebs, Benal og mange andre på Skråen, til Skovrock og Fredagsfest i Karolinelund. Så der er altså meget på spil! 

 

 

For mere information; kontakt Mark Kühn, tlf: 60651121, mark@skraaen.dk 

 

SILI der er tidligere vinder

Band Battle 2021 

Datooversigt 

1. Runde (15 bands + 15 songwritere) 

13/03: Bands 17/03: Songwriter 24/03: Songwriter 02/04: Bands 07/04: Songwriter 17/04: Bands 

2. Runde (6 bands + 6 songwritere) 

21/04: Songwriter 23/04: Bands 

3. Runde (3 bands + 3 songwritere) 

15/5: Finale 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev