Skip to main content

Tag: Badminton

Rekordmange elever til håndbold- og badmintonskolerne i Aalborg

Kombinationen af engagerede og dygtige instruktører, nye sportsgrene og friske skolebørn virker. Elitesport Aalborg har tilmeldingsrekord til de kommende håndbold- og badmintonskoledage i Gigantium. Målet med idrætsskolekonceptet er at introducere børnene for sportsgrenene og bygge bro mellem skoler og lokale klubber.

 

13 minihåndboldbaner står klar, “klassekasser” med frugt og juice står linet op på rad og række. I Gigantium løber 865 elever fra 38 klasser på 16 af Aalborgs skoler ind ad dørene, klar på en hel dag i håndboldens tegn. Det har i år været nødvendigt at lave ikke bare en, men to opsamlingsdage for håndboldskolen arrangeret af Elitesport Aalborg:

 

“Vi oplever rigtig stor opbakning til vores Idrætskolemodeller, så vi faktisk sætter deltagerrekord for både håndboldskoledagen i denne uge og badmintonskoledagene i næste uge. Det er vi rigtigt glade for og kapaciteten er jo heller ikke uvæsentligt for os, fordi målet jo dybest set er at udbrede kendskabet og passionen for de her sportsgrene til så mange som muligt, og specifik de her dage, at give børnene en fed oplevelse med deres klassekammerater i sporten, siger Torben Sørensen, leder af Elitesport Aalborg i Aalborg Kommune.

 

Gode relationer med ansigter på, sænker barrieren

I dag skal eleverne spille masser af håndboldkampe, hygge sig med en masse andre håndboldaktiviteter, inden de senere skal spille “slutspilskampe” i den store arena, hvor Aalborg Håndbold normalt spiller deres kampe foran flere tusind tilskuere. Slutteligt er der en klassepokal til alle deltagende skoleklasser.

 

Håndboldskoledagen i Gigantium er faktisk afslutningen på et længere forløb for de deltagende elever. De har i sidste skoleår haft besøg tre gange i de ugentlige idrætstimer og fået håndboldtræning af professionelle trænere. I processen bliver der skabt god kontakt mellem skoler og de lokale håndboldklubber, og ikke mindst til de elever, der møder sporten for første gang.

 

“Det her er mere end bare en god ide. Det er et professionelt setup, hvor der er tænkt på hvordan det virker i praksis. Det at der sidder nogen og faciliteter både undervisningen ude på skolen og denne her fede afslutningsdag i Gigantium, er guld værd for os i klubberne, hvor vi jo mange gange er frivillige”, fortæller Monica Nord, der til daglig er frivillig i Nibe HK.

 

I dag har Nibe Skole 3 klasser med til afslutningen i Gigantium. De mange børn og lærere har en god dag med masser af fede oplevelser og fællesskab i nye rammer. Og så er der noget der tyder på at Aalborg Elitesport med håndboldskolen har fået plantet frø i både elever, skoler og klubber, der kan spire.

 

“Vi har allerede efter skoleforløbene tydeligt kunnet mærke en tilgang af spillere til klubben i lige præcis de årgange, der har været med. Og jeg forstår det godt. For det har været dygtige og velforberedte trænere, der har været ude, og de har skabt glade ansigter på alle børnene. Og så er det jo tilrettelagt, så børn uden forudgående erfaring med sporten også bliver fanget – så det er jo en ny målgruppe man også når”, fortæller Monica Nord, og slutter med endnu en vigtigt pointe.

 

“Der bliver også skabt gode relationer mellem skolen og de lokale klubber. Jeg har fået sat ansigt på, hvem jeg skal tage fat på fra skolen, hvis jeg senere skal etablere et samarbejde. Og så er det smart at eleverne også her til slut, får materiale med hjem fra den lokale klub, som man kan vise sine forældre – endda med billeder af lige præcis de trænere, som man sandsynligvis møder til sin første træning. Det er godt tænkt og gør barrieren til sporten lidt lavere”.

 

Mens håndboldskolen og badmintonskolen i disse uger opsamler for det forgangne skoleår, så er Ishockeyskolen allerede i gang med nye forløb. Også her sætter man med over 25 skoleklasser og over 550 elever, deltagerrekord i det nye skoleår. Senere op til efterårsferien, starter gymnastikskolen også op igen med et stort antal elever.

 

Fakta

Elitesport Aalborg har arbejdet med skolemodeller siden 2006-2007:

  • Gymnastikskole fra 2006-2007 for 1. og 2. årgang i samarbejde med Aalborg Idrætsgymnastikforening.
  • Ishockeyskole fra 2015-2016 for 0. og 1. årgang i samarbejde med Aalborg Ishockeyklub.
  • Badmintonskole fra 2021-2022 for 2. årgang sammen med 5 lokale badmintonklubber.
  • Håndboldskole fra 2021-2022 for 4. årgang sammen med 7 lokale håndboldklubber.

 

Familielivet efter badmintonkarrieren

– vi nyder kontrasten og friheden

Badmintonparret Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er for nylig flyttet hjem til Aalborg og fortæller åbent om omstillingen i at starte et nyt livskapitel udenfor badmintonbanen. Om det svære i at gøre ting anderledes end de fleste og skabe en familie udenfor de gængse rammer

Vi slentrer en tur rundt af Østre Anlæg grønne stier, mens badmintonparret fortæller om livet efter en international badmintonkarriere. Kamilla og Christinna har gennem en årrække dannet par både på og udenfor badmintonbanen. De har blandt andet vundet sølv ved OL og VM, foruden en række internationale turneringer. I 2019 valgte de at indstille karrieren og flytte tilbage til Aalborg, da Kamilla fødte deres datter Molly.

– Vi planlægger alt som atleter, men der var bare noget her, som vi ikke kunne planlægge os ud af, fortæller Christinna, mens hun kærligt kigger Kamilla i øjnene.

Parret har begge rødder i Nordjylland. Christinna er vokset op i Gug og Kamilla er fra Skagen, men kom til Aalborg som 16-årig for at gå på handelsskolen. De er begge indtil for nylig levet deres liv med en ketcher i hånden på badmintonhallernes baner. Deres kalender har været præget af to daglige træningspas og op til 150 rejsedage om året. Det var derfor meget kontrastfuldt for dem pludselig at kunne disponere frit over deres hverdag. Selvom det er ved at være et år siden, at de trak stikket til deres karriere, nyder de stadig, at de ikke har en tætpakket kalender.

– Lige nu er det vildeste vi har planlagt, at vi skal over og tilse et vindue, som skal skiftes i en af de lejligheder vi ejer, fortæller Christinna og griner.

Parret har parallelt med karrieren investeret i ejendomme i Aalborg, hvilket nu giver dem et økonomisk frirum.

– For bare et år siden skulle vi måske have været rejst til Kina på lørdag og været væk i 3 uger, og så hjem igen og tidligt op til morgentræning i Brøndby, fortæller Kamilla og lyder forpustet alene ved tanken. De sender hinanden et indforstået blik og Christinna samtykker;

– Ja, vi savner ikke det stramme skema. Vi kunne godt lide at være i det på det tidspunkt, men nu lever vi et helt andet liv.

Vi skulle finde ud af, om det var rigtigt

De to kvinder har siden teenageårene, levet i badmintonhallen og mødte hinanden, da de begge flyttede til Brøndby for at spille professionelt. Det startede med et venskab, som udviklede sig til kærlighed og senere et makkerskab på banen. Men det var ikke nemt for de to kvinder at fortælle omverdenen om deres kærlighed til hinanden. Christinna tager Kamillas hånd og fortæller:

– Da vi mødte hinanden, havde vi ikke tidligere haft pigekærester, og vi havde ikke forestillet os, at vi skulle blive så glade for hinanden. Så der gik lang tid, hvor vi skulle finde ud af, om det var rigtigt, før vi turde kaste os ud i det, og indrømme det overfor os selv, at vi bare ikke kan være uden hinanden.

Parret var meget nervøse for omverdenens reaktion på deres kærlighed.
- Men da vi var helt sikre på vores kærlighed til hinanden, fortalte vi det til vores familie, venner og badmintonkollegaer, fortæller Kamilla.

Christinna smiler og siger;

– Det var en rar fornemmelse endelig at få det sagt, men det var også noget af et skridt at fortælle: ’Jeg er sgu kæreste med en pige.’ Det er jo ikke det, der er det almindelige.

Vi sætter os på en bænk under de blomstrende kirsebærtræer og Kamilla fortsætter:
- Vi gjorde os mange tanker om, hvordan folk kom til at se på os. Vi havde mange bange anelser, som der bare ingenting var af, da vi først sagde det højt. Vi kørte det op i vores hoveder. Gad vide hvordan det ene og det andet. Vi griner nogle gange, når vi tænker tilbage på det.

Nu har vi en lille pige

Udover de daglige træningspas og rejser, fik de også taget uddannelser. Kamilla er blevet bachelor i Sport Management og Christinna er uddannet lærer.

– Det var et fedt liv, men også et hårdt liv, fortæller Christinna.

I 2018 ændrede alt sig, da Kamilla blev gravid med deres datter Molly, som blev født i januar 2019.

– Nu har vi en lille pige, som vi skal tage os af. Det er der, at vores fokus er nu. Men det er en kæmpe kontrast til det liv vi levede før, hvor vi rejste meget, spillede en masse badminton og nød at besøge de gode kaffebarer rundt i verden mellem kampene, hvilket også var fedt, men nu er vi i gang med et nyt kapitel, fortæller Christinna med et stort smil på læberne.

Vi er bare så glade og taknemmelige

Parret gjorde sig mange tanker om, hvordan omverdenen ville reagere på, at Molly fik to mødre og ingen far, men alle deres uroligheder har intet haft på sig. De udtrykker, hvor fantastisk det er at bo i et frit land som Danmark.

– Vi er kun blevet mødt at søde smil og et: ’kæft, vi savner jer på en badmintonbane’. Vi er bare så glade og taknemmelige for, at det er sådan folk husker os, og har taget så positivt imod os som forældre, fortæller Christinna, mens vi lader en andefamilie passerer os på vejen. Parret vil gerne have flere børn. Næste gang er det Christinnas tur til at være gravid. De joker lidt med, at Kamilla synes, det har hårdt at komme tilbage i form efter Molly, så nu er stafetten givet videre.

Ketcheren er pakket helt væk

Efter den store internationale karriere valgte Kamilla og Christinna at drosle ned ved at spille en sæson i Badmintonligaen for Vendsyssel Elite badminton (Skagen, Hjørring, Frederikshavn).

– Det var en god måde at drosle ud af det professionelle badmintonliv og samtidig var det sjovt at komme hjem og spille for min barndomsklub, siger Kamilla. Efter sommeren 2020 har parret valgt at ligge ketcheren helt på hylden, da motivationen ikke er den samme længere.

– Vi bliver ikke yngre og det bliver mere og mere udfordrende at holde os i god form, så når motivationen ikke er der, skal man lytte til sig selv, siger Christinna.

Molly Denmark

Molly har ofte været med i hallen og jeg spørger, om de en dag håber at se Molly på banen. De griner og siger naaaa nøøø, men indrømmer, at hun af deres sponsor har fået en lille badmintonkjole, hvorpå der står: Molly Denmark.

Jeg har fået et par knæpuder

Selvom de har fået en hel masse ekstra tid tilføjer Kamilla, at de aldrig kommer til at ligge på sofaen og se serier.

– Vi har altid noget i gang og har altid noget at stå op til.
Netop nu har de igangsat et kæmpe projekt, som kommer til at tage deres tid.

Dagen for interviewet er det Christinnas fødselsdag. Jeg spør
ger hende nysgerrigt, hvad hun har fået i gave fra Kamilla, og
hun svarer grinende, at hun har fået et par knæpuder. De knækker begge sammen af grin, og jeg må lige have det bekræftet. Christinna nikker og siger;

– Jo, det er rigtigt nok – og jeg er vild med det. Vi skal til og i gang med at renovere vores nye hjem i Vestbyen. Hele vores sommer og efterår kommer til at gå med renovere huset. Så gaven er helt perfekt, smiler Christinna.

Kamilla supplerer;

– Vi kan godt lide at gøre noget sammen. Derfor er vores næste projekt huset. Det er ikke et arbejde, vi får løn af, men det har vi givet os tid og rum til at prioritere, hvilket også lader os lande efter en lang badmintonkarriere, hvor der har været fuld smæk på. For nylig tog parret det store skridt og blev gift med hinanden med familie og gode venner ved deres side.

Kolonihaven

Imens de renoverer huset vil familien bo i deres kolonihave, som parret købte, mens de boede i Brøndby og rejste meget.

– Vi nyder at komme i kolonihaven, som er indrettet med en hel masse souvenirs fra hele verden.

De har ikke den store køkkenhave, da kolonihaven primært har været et sted at slappe af i weekenderne.
Udover en plan om at udvide familien står fremtiden åben.

– Vi hungrer ikke for at finde, hvad vi skal de næste 20 år. Vi nyder bare her og nu. At kunne hente Molly tidligt i dagplejen er et kæmpe privilegie, og vi nyder det hele til fulde.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev