Skip to main content

Tag: astrid lindgren

Ny flot sæson på Aalborg Teater

Når Aalborg Teater slår dørene op til sæsonen 2024 / 2025 bliver det Kjersti Hustvedts første sæson som Teaterdirektør for den nordjyske landsdelsscene.

”Jeg glæder mig meget til den kommende teatersæson, hvor vi har sammensat et bredt repertoire af ny dramatik, moderniserede klassikere, en stor og ægte juleforestilling for hele familien og ikke mindst en helt ny musikteaterforestilling til at afslutte sæsonen på Store Scene”, udtaler Teaterdirektør Kjersti Hustvedt.

”Teater og demokrati blev født på samme tidspunkt i oldtidens Grækenland, og teater er stadig et sted, hvor scenekunsten kaster lys på de store spørgsmål i livet og i samfundet. Og sådan er det også på Aalborg Teater, hvor vi i denne sæson bevæger os hele vejen ud i verdensrummet og ser på vores lille, gamle jord og helt ind i de mindste sammenhænge: familien og den enkeltes liv og kamp for tilværelsen. Vi vil kunne grine sammen og blive rørt og ramt sammen. Det er det, der er scenekunstens mål og evne – også i den kommende sæson, som vi alle på Aalborg Teater ser frem til med stor glæde”, slutter Kjersti Hustvedt.

Sæsonen 2024 / 2025 åbnes på Lille Scene med den satiriske cabaret, Der Weltuntergang, der iscenesættes af Tormod Carlsen. På Store Scene er der 14. september premiere på Henrik Ibsens store klassiker Vildanden, med blandt andre Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen og Mogens Rex på rollelisten.

Årets store juleforestilling for hele familien bliver Det magiske Tivoliteater, der er kendt fra DR’s julekalender 2023.
I samme periode kan man på Lille Scene opleve den Nobelprisvindende Jon Fosses Drøm om Efteråret med blandt andre Marie Knudsen Fogh og Martin Ringsmose på rollelisten.

Henrik Szklany, dramatikeren bag trilogien om Anita, har skrevet en ny forestilling til teatrets Store Scene, Flextrafik og Slagtesvin. Forestillingen har urpremiere i januar 2025 og iscenesættes af Martin Nyborg.

I maj måned 2025 er der premiere på musikforestillingen Meter i Sekundet på Store Scene, forestillingen er baseret Stine Pilgaards succesroman.

På Lille Scene sluttes sæsonen af med Lærke Sanderhoffs Klumpfisken med Kathrine Høj Andersen og Lars Topp Thomsen i hovedrollerne.

Derudover byder sæsonen på gensyn med Astrid Lindgrens vidunderlige Mio, min Mio og Glenn Bechs prisvindende manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.

 

Læs meget mere om sæsonen 2024 / 2025 HER

 

Anmeldelse: Mio min Mio – en forestilling for børn og voksne

I Aalborg Teaters opsætning af “Mio, min Mio” blev vi taget med på en rejse ind i en magisk eventyrverden. Forestillingen, der er baseret på Astrids Lindgrens klassiker, formidler budskabet om venskab som kilde til mod og styrke.

Hilde Brinchmann har på Lille Scene i Aalborg Teater opsat forestillingen om den unge dreng Mio, der gennem stykket kæmper for at finde sig selv og redde de forsvundne børn fra Landet i det fjerne. Venskab giver mod og styrke. Det er præmissen for den unge adopterede dreng, Bo Vilhelm Olsen, når han drager ud på rejsen for at finde sin far og sit retmæssige ophav – hvor han får sit rigtige navn, Mio.

Allerede ved ankomst til teateret blev vi bedt om at tage vores sko af, hvilket indledte en unik og mindeværdig oplevelse. Vi blev ført bag scenen, som om vi selv blev trukket ind i eventyret. Denne tilgang til teateroplevelsen gav os følelsen af at være en del af historien, før forestillingen overhovedet var begyndt. Kort efter sad hele publikum presset sammen på gulvet, og ud af det blå rejste en dreng sig op – han trådte op på trappetrinene foran os og fortællingen gik i gang.

Østen Borre Simonsen fangede fra første øjeblik tilskuernes opmærksomhed, i sin overbevisende optræden som hovedkarakteren Mio. Hans fortolkning var både overbevisende og hjertevarmende, og han fik os til at føle os investeret i historien fra start til slut. Gennem forestillingen havde han selskab af Clara Josephine Manley, der hovedsageligt spillede Mios ven Jum-Jum. Her byggede deres relation på et tæt venskab, som gav dem styrken til at bekæmpe den onde Ridder Kato. Desuden skal Lars Topp Thomsen nævnes for sit alsidige skuespil, hvor han med lethed påtog sig forskellige roller, alt for Mios far Kongen til den onde Ridder Kato.

Kulisserne var opstillet af sider fra bogen, som var med til at sætte scenen for den fortælling, der fandt sted. På symbolsk vis blev siderne gennem forestillingen åbnet, for at illustrere sceneskiftet, så publikum blev taget dybere ind i bogen og fortællingen. En særlig styrke ved denne opsætning var inddragelsen af publikum, især børnene. Selvom det måske var skræmmende for nogle i begyndelsen, blev vi alle en del af forestillingen. Som vi nærmede os enden stod hele publikum på scenen med skuespillerne, inden stykket blev afsluttet og et stående bifald fyldte salen.

Opsætningen af “Mio min Mio” blev gennemført med stor succes, hvor den eneste negative oplevelse, jeg sidder tilbage med, var komforten på siddepladserne. Gennem størstedelen af forestillingen sad publikum på trappen, hvor det grundet pladsmangel blev en noget sammenklemt oplevelse. Men dette faktum er ikke nok til at fjerne succesen fra teaterstykket, som jeg giver 5 ud af 6 stjerner.

 

Eeeeeeeemil! laver løjer i efterårsferien

(Pressemeddelelse)

Emil fra Lønneberg indtager scenen i Europahallen hele fire gange i børnenes efterårsferie i uge 42. Musicalen er en del af samarbejdet mellem MCH Herning Kongrescenter og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), som flere gange har fyldt salene til musical i det nordjyske.

Det bliver intet mindre end musical i børnehøjde, når den velkendte Emil fra Lønneberg indtager AKKC lørdag 17. og søndag 18. oktober 2020 med to forestillinger om dagen
kl. 10 og kl. 15 i børnenes efterårsferie i uge 42. Det er MCH Herning Kongrescenter, der præsenterer historien om den godmodige, men uheldige dreng, med den karakteristiske blå kasket og alle de velkendte beboere på Katholt.

I over 50 år har børn og barnlige sjæle nydt Astrid Lindgrens fantastiske fortællinger om Emil fra Lønneberg. Hvem husker for eksempel ikke far Antons “Eeeeeeeemil!”, når den godmodige dreng endnu en gang har lavet en skarnsstreg og må flygte ud til træfigurerne i skuret.

Der er altså lagt op til vaskeægte familiehygge i efterårsferien, når Emil fra Lønneberg gæster Aalborg. Her ledsages musicalen af den originale musik af Georg Riedel, kendt fra både film og serie.

Udsolgte børneforestillinger
MCH Herning Kongrescenter har tidligere gæstet Aalborg med børneforestillingerne Pippi Langstrømpe og Folk og Røvere i Kardemomme by, der begge har været så populære, at der har været totalt udsolgt.

Samarbejdet mellem MCH Herning Kongrescenter og AKKC har også ført til, at de to musicals Les Misérables og Evita tidligere har spillet i Aalborghallen.

Billetter til Emil fra Lønneberg i Europahallen 17. og 18. oktober 2020 kl. 10.00 og 15.00 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk og ticketmaster.dk. Billetprisen er 170 kr. inkl. gebyr. 

 

 

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev