Skip to main content

Tag: Anmeldelse

Anmeldelse: Slutty Mary – Linda P’s oneman-show om selvaccept og dating

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Kultur, Stand-up.

 

 

Linda P’s onemanshow “Slutty Mary”, blev opført på Aalborg Kultur og Kongrescenter d. 18. april, hvor publikum blev taget med på en personlig og, til tider, tåkrummende rejse gennem emner som selvindsigt, morskab, og fejring af kvindelighed i alle dens former.

Scenen var smukt indrammet af hvide stofstykker med lys, hvilket skabte en stjerneeffekt, der gav en intim atmosfære i salen. Linda P, iført en simpel sort t-shirt og sorte leggings, med en rodet knold, trådte ind på scenen til lyden af en høj bas, og fra det øjeblik hun indtog rummet, greb hun publikums opmærksomhed og holdt den fast hele vejen igennem.

I løbet af forestillingen berørte Linda P en række følsomme emner. Hun dykkede ned i sin egen refleksion over sin nye “morkrop”, og udforskede processen med at acceptere ikke at kunne date på samme måde som før. Forholdet til hendes eksmand blev også udforsket med ærlighed og dybde, hvor hendes datter Nanna blev nævnt som en kilde til både glæde og udfordringer.

Et særligt fokuspunkt i forestillingen var overskriften “Slutty Mary”, der refererer til en ældre kvinde i Lindas’ gamle nabolag Boulevarden i København. Da hun en dag mødte kvinden, blev en samtale om synet på kvindekroppen, selvopfattelse og selvrepræsentation en spirende start på Linda P’s nye show.

Det særlige ved dette var, at kvinden beskrev sig selv som en kvinde, der drak tomatjuice og tilfredsstillede mænd, hvor Linda P stod tilbage med tanken “Vi kaldte hende sgu da altid bare Slutty Mary”. Gennem dette ikoniske navn udforskede Linda P ideen om selvaccept og frigørelse fra samfundets forventninger og fordømmelse.

Som sædvanligt var Linda P ikke bange for at udfordre grænser og bevæge sig under bæltestedet. Hendes beskrivelse af en uheldig aften ude med vennen Jeppe fik publikum til både at grine og krumme tæer i sympati. En aften i byen med champagne og østers, endte med mavekramper, toiletbesøg og et opkald til alarmcentralen – det var ingen hemmelighed, at der ikke kom nogle mænd på krogen den aften.

Forestillingen kulminerede i en kæmpe festscene, hvor Linda P omfavnede sin kvindelighed og fejrede sig selv fuldt ud. Med rødvin i hånden og t-shirten svingende over hovedet, viste hun en ægte sejr over selvfordømmelse og en fuld accept af sig selv og sin krop.

“Slutty Mary” formåede at balancere mellem alvor og humor på en måde, der gjorde det til en tankevækkende oplevelse for publikum. Her gjorde Linda P’s autentiske tilgang og ærlighed det let for publikum at forbinde sig med hende og hendes historie.

Alt i alt var “Slutty Mary” ikke blot et comedyshow, men en rejse gennem menneskets kompleksitet, selvaccept og fejring af livet i dets fulde omfang. Linda P formåede at skabe et rum, hvor publikum kunne reflektere over deres eget liv, samtidig med at de blev underholdt af hendes historie.

Koncertanmeldelse: 80 minutter fuld af mystik og højt tempo – D1MA er kommet for at blive

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Kultur.

Forventningerne til den maskerede og populære rapper var store, da D1MA fredag aften gæstede et total udsolgt Skråen i Aalborg.

Til dem er ikke kender D1MA, så er han kort fortalt en anmelderrost dansk rapper, som ude i offentligheden bærer maske. Det vil sige at man ikke kender hans identitet, hverken alder, navn eller udseende. Dette gør han efter sigende for at fjerne fokus fra alt det overfladiske, så der kun er teksterne og musikken tilbage.

D1MA udsendte tidligere på året debutalbummet ‘Ev1gt & alt1d’, der indeholder det ene store hit efter det andet, og som han i øjeblikket er på turné med i landets fire største byer.

Tvivlen om og måske nok også “frygten” for, hvilken koncertsal aftenens udsolgte koncerten skulle afholdes i, kom mig til gode, da vi ankom til kedelhallen i Nordkraft. Vi blev nemlig mødt af hundredvis af festglade unge mennesker på vej op ad trappen til den store sal, Royal Stage, hvor der er plads til omkring 1200.

Det skal måske lige nævnes at min såkaldte ”frygt” eller bekymring til hvilken sal hvori koncerten skulle afholdes, bunder i tidligere koncertoplevelser med kunstnere, hvor intensiteten har været høj og hvor populariteten har lagt hos unge mennesker, som ikke altid har samme respekt, når det kommer til at mase og skubbe. Men det var heldigvis intet problem denne aften og der var masser af plads til at bevæge sig på, selvom koncerten var udsolgt.

Han gik på præcist kl. 20.00 uden opvarmning og intensiteten var høj lige fra start – publikummet, som var i forskellige aldersgrupper; lige fra unge mennesker, et par enkelte børn og et mere voksent publikum, dansede og skrålede med på blandt andet: “Drøm mig væk”, “Moonlight”, “l know”, “Baglæns”, “Kenti Hayati” og “A list”. Det vidner om, at D1MA rammer bredt med sin musik, trods sangtekster med emner som PTSD, angst, rusmidler og ikke mindst en svær opvækst præget af svigt.

Til trods for et sparsomt bagkatalog, ønsket om at forblive anonym og begrænset snak i mellem numrene, havde D1MA publikum med hele vejen i gennem fredagens koncert. Som soloartist uden et liveband, tænker jeg, at det som udgangspunkt må være svært for D1MA at stykke et interessant og sammenhængende show sammen, da der som sagt er et sparsomt udvalg sangmæssigt så tidligt i D1MA’s karriere. Men ligesom med alt andet omkring ham, var der selvfølgelig tænkt over tingene. Med på scenen havde han sin DJ, en semi-maskeret danser, samt tre kutteklædte korpiger, som gik til og fra scenen.

D1MA havde også en overraskelse i ærmet, da sangerinden Caroline Dubois kom på scenen med sangen ”Tilfældig” – et nummer som D1MA er featured på.

Da man havde fornemmelsen af, at festen var på sit højeste, meddelte D1MA, at han spillede aftenens sidste nummer. Han takkede af, lyset tændte og publikum forlod Royal Stage. Men det som mange ikke lagde mærke til var, at D1MA’s DJ ikke forlod pulten. Så efter godt 5 minutter og efter halvdelen af gæsterne havde forladt salen, råbte DJ’en ud til det resterende publikum, om de var klar på mere? I selv samme øjeblik gik D1MA endnu en gang på scenen, hvor han pressede den sidste energi ud med sangen ”Ferrari”.

Efter 80 minutter var det hele slut og publikum forlod Skråen med smil på læben og højt humør, klar til at indtage nattelivet. Jeg gik derfra med følelsen af, at jeg lige havde forladt en fest, som jeg ikke havde lyst til at forlade, og at koncerten var alt for kort, især når der ikke var opvarmning.

Der er ingen tvivl om at D1MA er kommet for at blive. Han er spændende, skriver tankevækkende tekster, har en god stemme – også live. Han evner at blande sang og rap, og ikke mindst dansk og engelsk, hvilket er ret enestående, og så laver han uptempo-musik, som man både kan synge og danse til.

Om han nogensinde smider masken, står hen i det uvisse. Om ikke andet gør det, at han forbliver spændende. Når det er sagt, kan jeg kun sige; at jeg vil have mere D1MA.

 

Anmeldelse: Mio min Mio – en forestilling for børn og voksne

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Kultur.

I Aalborg Teaters opsætning af “Mio, min Mio” blev vi taget med på en rejse ind i en magisk eventyrverden. Forestillingen, der er baseret på Astrids Lindgrens klassiker, formidler budskabet om venskab som kilde til mod og styrke.

Hilde Brinchmann har på Lille Scene i Aalborg Teater opsat forestillingen om den unge dreng Mio, der gennem stykket kæmper for at finde sig selv og redde de forsvundne børn fra Landet i det fjerne. Venskab giver mod og styrke. Det er præmissen for den unge adopterede dreng, Bo Vilhelm Olsen, når han drager ud på rejsen for at finde sin far og sit retmæssige ophav – hvor han får sit rigtige navn, Mio.

Allerede ved ankomst til teateret blev vi bedt om at tage vores sko af, hvilket indledte en unik og mindeværdig oplevelse. Vi blev ført bag scenen, som om vi selv blev trukket ind i eventyret. Denne tilgang til teateroplevelsen gav os følelsen af at være en del af historien, før forestillingen overhovedet var begyndt. Kort efter sad hele publikum presset sammen på gulvet, og ud af det blå rejste en dreng sig op – han trådte op på trappetrinene foran os og fortællingen gik i gang.

Østen Borre Simonsen fangede fra første øjeblik tilskuernes opmærksomhed, i sin overbevisende optræden som hovedkarakteren Mio. Hans fortolkning var både overbevisende og hjertevarmende, og han fik os til at føle os investeret i historien fra start til slut. Gennem forestillingen havde han selskab af Clara Josephine Manley, der hovedsageligt spillede Mios ven Jum-Jum. Her byggede deres relation på et tæt venskab, som gav dem styrken til at bekæmpe den onde Ridder Kato. Desuden skal Lars Topp Thomsen nævnes for sit alsidige skuespil, hvor han med lethed påtog sig forskellige roller, alt for Mios far Kongen til den onde Ridder Kato.

Kulisserne var opstillet af sider fra bogen, som var med til at sætte scenen for den fortælling, der fandt sted. På symbolsk vis blev siderne gennem forestillingen åbnet, for at illustrere sceneskiftet, så publikum blev taget dybere ind i bogen og fortællingen. En særlig styrke ved denne opsætning var inddragelsen af publikum, især børnene. Selvom det måske var skræmmende for nogle i begyndelsen, blev vi alle en del af forestillingen. Som vi nærmede os enden stod hele publikum på scenen med skuespillerne, inden stykket blev afsluttet og et stående bifald fyldte salen.

Opsætningen af “Mio min Mio” blev gennemført med stor succes, hvor den eneste negative oplevelse, jeg sidder tilbage med, var komforten på siddepladserne. Gennem størstedelen af forestillingen sad publikum på trappen, hvor det grundet pladsmangel blev en noget sammenklemt oplevelse. Men dette faktum er ikke nok til at fjerne succesen fra teaterstykket, som jeg giver 5 ud af 6 stjerner.

 

Birthe Kjær gør det igen og igen

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Musik.

Koncertanmeldelse
Birthe Kjær & Feel Good Band
Aalborg kongres og kultur center
1. oktober 2023 kl. 16.00

Der er ingen tvivl om, at Birthe Kjær er dansk musiks grand old lady! Siden Johnny Reimer opdagede Birthe i 1968 og hun samme år røg direkte ind på 1. pladsen med “Arrivederci Franz” på Dansktoppen, har hun været en fast del af vores danske popkultur. Efter gennembruddet har hun sunget sig ind i danskernes hjerter med ørehængere som ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, “Vi maler byen rød”, ”Sommer og sol” og “Hva’ er du ude på”.

Hvad enten det har været i Melodi Grand Prix-sammenhæng eller vi ser hende som tv-vært, leverer Birthe Kjær altid en fantastisk optræden.

Denne aften i Aalborg var hun i godt selskab med det velspillende Feel Good Band. Bandet består af en rytmegruppe, 3 blæsere samt 2 korpiger, i alt 9 personer under ledelse af kapelmester Ronnie Flyvbjerg.

Stemningen var høj fra første tone og publikum var med gennem Birthes mange hits og forskellige genre – der blev sunget pop, rock, country og jazz. Hun kan det hele!

Vi fik endda flere swingende evergreens krydret med en smuk udgave af Chaplins ”Smile”, der var sange som ”Such a night” og “Slow boat to China” ja selv Billy Ray Cyrus’ store hit “Achy breaky heart” blev taget under kærlig behandling.

Efter min mening kan Birthe det hele! Hendes stemme er fin, rå, klar og dyb – det hele på én gang – hun formår at berøre sit publikum med sit nærvær og glæde ved at stå på scenen. Det er flot efter en karriere på 55 år. Hun er storslået og det bekræftes af de udsolgte koncerter i hele Danmark gennem årene.

Længe leve Birthe!

Længe leve godt humør og fællessang!

Længe leve “Den knaldrøde gummibåd”

Tobias Rahim gav sit hjerte i Aalborg

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Ikke-kategoriseret, Kultur.

Tobias Rahim trak sidste år overskrifter, både for sine mange overfyldte koncerter rundt om i landet, men også for at melde ud omkring sit mentale helbred. Men nu er han tilbage, det er lørdagens koncert bevis på.

Knap 4000 skrigende fans fyldte lørdag aften et udsolgt AKKC. Man mærkede stemningen allerede på forpladsen, hvor fyldte taxaer strømmede til med Rahim på anlægget. Overraskende nok var publikummet ikke udelukkende bestående af unge piger der var kommet for at se den karismatiske og bramfri kunstner. Nej, det var tæt på alle aldersgrupper, flere nationaliteter og køn. Sågar børn ned til 7-årsalderen sad på deres forældres skuldre for at få et glimt af deres store idol. Og alle var bare klar.

Showet startede med stroboskoplys så man i små glimt så Tobias Rahim dukke op på scenen iført leopard vest og de famøse flammer under øjnene. Salen kogte. Bandet dukkede op en efter en og musikken gled over i ‘07 i 6A’ fra det nyeste album. I baggrunden afspillede videoklip på en kæmpe skærm i takt til musikken.

Efter et par numre, åbner Rahim med ‘Hey Aalborg’ og hele salen skriger. Stemningen blev ikke mindre da tonerne af ‘Mucki Bar’ fyldte rummet. Det feststemte publikum tog over og sang så højt, at det føltes som om at taget lettede. Og hvor end man kiggede hen, stod, dansede og hoppede de glade, storsmilende og syngende koncertgæster.

Tobias Rahim var flyvende og leverede en perlerække store hits lige i skabet. Det var et helstøbt show med mange elementer i form af et sceneshow med visuelle effekter. Hele sammensætningen af setlisten gjorde at der var et godt flow i up- og lavttempo sange. Et af de mere kreative indslag består af at Rahim pludselig forsvinder fra scenen og dukker op på en platform midt i hallen sammen guitaristen Felix. Her fortalte han om sit seneste år, hvor han har kæmpet med sin psyke. Han fortalte, at han i den periode blev bombarderet med kærlige beskeder fra ukendte, der kunne relatere til hans situation. Han opfordrede derfor publikum til at sprede kærlighed og fortsatte med at sige: “der er ingen der ved, hvad folk kæmper med”. Publikum brøler og Rahim fremfører en akustisk version af ‘Stor mand’.

Tobias Rahim har efterhånden spillet på de største festivaler i landet, dog på mindre, overfyldte scener. Der er dog ingen tvivl om at koncerten på Aalborg havnefront ved sidste års Tall Ship, hvor der dukkede omkring 60.000 mennesker op, har gjort indtryk på Rahim. For ved lørdagens koncert beskrev han den oplevelse, som en af de største i sin musikalske karriere.

Der er ingen tvivl om hvorfor Tobias Rahim er så populær – han forstår, på en meget fin og lyrisk måde, at sætte ord på taburiserede emner som mentale problemer, politik, sex og samfund. I en sådan form, hvor man sammen med musikken bare husker teksterne. Man kan sige at han er blevet et talerør for nutidens unge, som netop kæmper med mange af de emner, som han tager op i sine tekster.

Lørdagens koncert i Aalborghallen var syv kvarter i højt tempo. Der var fuldt skrald på lige fra start til slut. Til min store overraskelse og glæde ikke mindst, havde team-Rahim også taget andet musik med i kataloget; Barcode Brothers 23 år gamle trance hit, ‘Train‘, blev på fineste vis mikset sammen med en af Rahims sine egne sange, hvilket endnu en gang fik folk til at gå amok.

Lige så hårdt koncerten startede, lige så brat sluttede det hele. Efter de syv kvarter var gået, gik alle mand af scenen, og folk stod lidt fortvivlet tilbage. Var det slut, eller skulle man råbe på ekstra numre? Men det var slut og jeg stod tilbage med følelsen af, at det var en fest jeg ikke havde lyst til skulle slutte. Jeg havde nok en ‘Tobias Rahim-blues‘. En ambivalent følelse i kroppen, som jo både er positiv, fordi det har været en fantastisk oplevelse og negativ fordi jeg ikke vil have at det skal ende.

Men jeg kan sige det meget enkelt, Tobias Rahim er tilbage, og han er og forbliver en ‘Stor mand‘ i dansk musik. Derfor giver jeg lørdagens koncert 6 store stjerner.

Kan du heller ikke få nok af Tobias Rahim, kan du opleve ham igen til årets Nibe Festival, hvor han spiller fredag.

 

Setliste:

07 i 6A

Makeup

Udfylder Tomhed

Mucki Bar

Bums

Skæbnen

Hey Ho

Alive

Stimulanser

Op ad væggen

Gasolina

Orange

Stor Mand (akustisk)

Toget

Jesus

Faduma

Stor mand

Når mænd græder

Ozonlag

Kurder i København

Feberdrømme

Anmeldelse: Unik, rørende og smuk stemningskoncert

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Musik.

Thy-bandet Jonah Blacksmith har skabt et helt specielt univers med deres meget personlige folk-rock sange. Man føler egentlig, at man er inviteret hjem i deres stue til en intimkoncert – at kontakten ud til publikum er i centrum. Man suges ind i deres verden, og mærker stemningerne og de personlige oplevelser på godt og ondt.

Sårbarheden er tydelig og det gør sangene bevægende.

Denne House on Fire tour har selvfølgelig brødrene Simon og Thomas Alstrup i front. De to ledsages af et syvmandsband med en energi, der brænder totalt igennem. Instrumenterne er talrige og jeg elsker deres måde at udnytte de forskellige lyde og toner på. Om det er banjo, orgel eller harmonika, så gør det koncerten mere ægte og nærværende.

Koncerten var en ståkoncert og det var en god oplevelse, at der på trods af omkring 4.000 gæster i salen stadig var plads til at man kunne bevæge sig rundt.

Koncertsalen var opbygget med hovedscene og en catwalk, der førte ud til en rund scene midt i salen.

Midtvejs i koncerten får Jonah Blacksmith selskab af en ældre generation af familien Alstrup: far, to onkler og faster Kirsten (som sangen “Daughter of Jonah” er skrevet om) kommer på den intime runde scene og er med til at spille “In the middle of nowhere”. En smuk opførsel, der går lige i hjertet og man er ikke i tvivl om, at der i familen Alstrup altid har været plads til musikken og, at det holder sammen på familien på tværs af generationer. Der spædes desuden med et par numre med harmonika fra “den rigtige” spillemandsscene. Der var fest kan man roligt sige, da publikum kommer med ind i det glade univers og råber “hey” på de helt rigtige steder i harmonikanummeret.

Ydermere udvides bandet med Roya, som består af Sebastian Igens og Line Gade. Roya har Jonah Blacksmith inviteret med på touren rundt om i Danmark, da de er med på nummeret “Ocean”. Man må sige at Simon og Lines stemmer klæder hinanden!

De nye hits som “Ocean” og “Secrets in the Water” beviser dybden i deres musik. Deres personlige historier omkring tilblivelsen af de nye sange når helt ind i hjertekulen og deres rolige Thy-gemyt gør det hele endnu mere gennemført.

Brødrenes ønske om at lave en koncert, der er både nærværende og brænder igennem med sammenhørighed med publikum er i særdeleshed opfyldt!

Sikke en fest! Sikke et brøl af en fest, hvor alt spillede på højeste niveau – intet var overladt til tilfældighederne.

Det er tredje gang jeg oplever en Jonah Blacksmith koncert og det er som om man trækkes dybere og dybere ind i deres verden, hvor åbenhed er en selvfølgelig og hvor der er plads til sårbarhed.

Musikken er bedst, når ærligheden får plads og det er man ikke i tvivl om den gør i dette band. Samspillet er fantastisk og der er plads til alle, hvad enten det er professionelle Roya, far, onkler eller faster Kirsten, der smukt sang “Daughter of Jonah” sammen med Simon til sidst.

Tak for endnu en skøn koncertoplevelse ud over det sædvanlige! Mit batteri er fyldt op med nærvær, samhørighed og fantastisk musik og sang.

 

House on fire tour

Aalborg kongres & Kultur Center

10. marts 2023 – kl. 21.00

 

Setliste

  • Stories
  • Secrets in the water
  • I am King
  • Monster
  • Honey
  • Dandelion
  • Lille scene
  • A song to the sea
  • In the middle of nowhere
  • The Alstrups
  • Stor scene
  • Roya – Brothers
  • Ocean feat. Roya
  • Ghost
  • In faded lights
  • Kings and queens
  • Once you love
  • House on fire
  • Afslutning
  • Daughter of Jonah
  • Dreams

Anmeldelse: Var det en pop-koncert? Var det en rock-koncert? Nej det var SUPER Crazy Weird Al Yankovic

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Kultur.

Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg havde i vente, da jeg begav mig til koncert med den amerikanske satiriske musiker “Weird Al” Yankovic.

Som passioneret harmonikaforkæmper og -entusiast på snart 36. år vidste jeg perifert, hvad manden lavede. Et par af mine harmonika-buddies havde omtalt ham som en vi på instrumentets vegne kunne være stolte af. Jeg havde også set og hørt et par af hans mange humoristiske parodier på kendte popsange for eksempel “Like a Surgeon” på YouTube, og jeg vidste, at han var en skør kugle, men jeg havde ingen idé om, hvilken kaliber, der var tale om. 

Sidste år så jeg pludselig reklamer for en film om “Weird Al”, der ville ramme landets biografer sidst på året. På det tidspunkt begyndte det at gå op for mig, at her var der tale om noget særligt.

Med min søster, som ligesom jeg er opvokset i en lidt twistet harmonikaverden, under armen, tog jeg fredag aften afsted til koncert. 

Jeg var virkelig spændt på klientellet, for hvem pokker kommer til sådan en koncert? Jeg havde nok forventet, at jeg med mine snart 43 år var blandt de yngste, for harmonikaen er jo et lidt støvet instrument for ældre mennesker, eller hvad? Men der tog jeg heldigvis fejl! Publikum var på min alder og rigtig mange var til min store glæde meget yngre. At dømme på toiletkøen, var der et overtal af mænd til koncerten. Aldrig før har jeg i nogen som helst situation oplevet at køen til mændenes toiletter var længere end til kvindernes, men det var den altså her. 

Et forsigtigt bud fra min side er at 85-90 % af publikum var mænd, og at mange af de kvinder, der var med til koncerten allernådigst havde fået lov til at komme med deres husbond, hvis de lovede ikke at være til alt for meget besvær. Det var herligt at se. Og hvad der var endnu mere herligt og fantastisk at se var, at en tilsyneladende stor menneskeskare var og er klar over, at der findes en imponerende musikverden udenfor P3.

Fælles for alle, der var til stede var, at julelysene var tændt i deres øjne. Der var ingen tvivl om, at denne koncert tiltrak inkarnerede fans og, at den var noget man havde set frem til. Flere havde også købt VIP-billetter og kunne se frem til efterfølgende at møde den imponerende stjerne.

Med sig som support og opvarmning havde man medbragt den amerikanske stand-up komiker Emu Philips, der weird og underspillet morsom som han var, kridtede banen op for aftenens højdepunkt.

Og hvilket højdepunkt “Weird Al” med band var! Sjældent har jeg følt mig så godt underholdt fra ende til anden af en koncert. Jeg kom kom aldrig til at kede mig, og jeg blev ærligt talt blæst fuldstændig tilbage over, hvordan noget så simpelt som fem musikere, et par farverige lamper og en røgmaskine i forening kunne skabe så meget magi. 

Det var selvfølgelig fordi det var fem garvede og exceptionelt dygtige musikere, der sad på scenen, og de blev bakket op af en lys- og lydtekniker, der kunne sit kram. Der var tale om en totalt sammenspillet organisme, der formåede at bære alle genrer de kastede sig over hjem med manér. Og det siger ikke så lidt, for koncerten var intet mindre end en kavalkade af skiftende genrer. I min verden er det imponerende at kunne spænde så vidt med så stor overbevisning. 

Dertil kommer, at “Weird Al” faktisk er en ganske stærk vokalist, der som en anden kamæleon det ene øjeblik ledte ens tanker i retning af James Tayler for det næste øjeblik at lede tankerne mod Bob Dylan og det næste igen mod en helt tredje. 

Hans alsidighed var imponerende og han havde konstant publikum i sin hule hånd. Underholdende anekdoter blev brugt som springbræt fra sang til sang, og for en person som mig, der som udgangspunkt altid sætter melodi over tekst, må jeg indrømme, at jeg aldrig før har lyttet så meget til en kunstners tekster. De var imponerende sjove og fantastisk strikket sammen, og alle var de pakket ind i tykt papir af stærke budskaber og med en imponerende sløjfe af satire på toppen.

Som harmonikanørd ville jeg ønske at harmonikaen havde fået mere fokus, men ærligt talt er jeg mest bare glad og stolt over, at en så cool musiker repræsenterer instrumentet og viser det frem.

Alt i alt en imponerende, opløftende og jublende morsom koncertoplevelse! 

 

Anmeldelse af  “Weird Al” Yankovic 

The Unfortunate Return of the Ridiculously Self-Indulgent, Ill-Advised Vanity Tour.

Fredag den 24. februar 2023, Musikkens Hus, Aalborg

Anmeldelse: Burlesk med glitter og charme

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Show.

I alle årene, hvor det indtagende spejltelt Paradiso har tronet på pladsen uden for Nordkraft, har jeg ofte bevæget mig forbi. Hver gang følt mig draget og tænkt; Gad vide, hvad der foregår derinde? I går aftes fik jeg svar. Jeg besøgte spejlteltet og havde en sjov og spektakulær aften i selskab med showet Majestique.

Omtalen af showet lovede et sjovt og elegant voksencirkus inspireret af den gamle varieté med atmosfære for fuld udblæsning, og jeg skal love for at omtalen talte sandhed.

Majestique var ikke bare et show, men en hel oplevelse. At træde indenfor døren i det stemningsfyldte spejltelt var en overdådig rejse tilbage i tiden til de vilde og brølende 20’ere … 1920’ere vel at mærke. Jeg blev mødt af 20’ernes ”up-beat blæs i trompeten bigband jazz”. Indretningsstilen var den luksuriøse Art Deco – En overdådighed af guld, glimmer, glitter og ikke mindst dybrødt velour, der hang i tunge buer fra loftet og jeg ærgrede mig med det samme over, at jeg havde glemt både min fjerboa og mit cigaretrør.

Snart var showet i fuld gang. Det ene øjeblik blev man blæst tilbage af storslået sang, og i det næste sad hjertet oppe i halsen, når der blev slugt både ild og sabler og, ikke mindst, når veltrænede mænd og kvinder udførte akrobatik på smukkeste vis i luften. Det ene indslag overtog det andet og at genfortælle, hvad jeg så, er svært, for vil nogen overhovedet tro mig, når jeg fortæller, at jeg både så en roterende toupé, en kvinde med en stor ballon på hovedet, to meget sexede mænd i et badekar og op til flere mennesker i intet andet end kejserens nye klæder? Majestique var flamboyant og i den grad smuk, humoristisk og vovet underholdning. Burlesk vil jeg mene.

Min egen favorit var en fyr, der jonglerede med både ringe og køller. I min verden er det magisk – særligt når jongløren formår at være 100 % tight med musikken. Men indslaget med parret, der spyttede banastykker op i luften og greb dem igen med munden, fik mig i al sin særhed og charme til at grine.

Hele showet bevægede sig på charmerende vis konstant under bæltestedet og legede med nøgenhed på en dejlig befriende og humoristisk måde. Nogle vil mene, at showet gik lige til grænsen og nogle vil måske endda mene, de overskred den … Selv synes jeg, det var dejligt at træde ind i en verden, hvor der var højt til loftet og plads til alle, og hvor både det feminine og det maskuline fik plads og blev hyldet. Tilgangen til mennesket, vores køn og seksualitet var omfavnende, kærlig og helt nede på jorden, og jeg blev bekræftet i at med humor, kærlighed og et lille drys glimmer, så er verden bare et bedre sted at være.

Er du til fest, farver, akrobatik og et godt grin, kan jeg i den grad anbefale Majestique.

P.S. Majestique opleves bedst i selskab med gode venner og champagne.

Anmeldelse: ’What’s Love Got To Do With It? – Tina Turner Tribute’ i AKKC

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Musik.

Det britiske hyldestshow ’What’s Love Got To Do With It? – Tina Turner Tribute’ spillede onsdag aften for et begejstret publikum i AKKC.

Det foregik med fuld knald på, da showet blev sparket i gang med diverse 80’er-klassikere som eksempelvis ’Steamy Windows’, ’Lets Stay Together’ og ’What You Get Is What You See’. Det foregik også i bedste 80’er stil, hvor det ikke var energi, der manglede og heller ikke kostumeskift, som jeg talte til at være seks i alt. Kostumerne bestod af tætsiddende kjoler til den mere vovede side, der absolut var kreeret i Tina Turners ånd, og som bestemt komplementerede Elesha Paul Moses’ smukke krop.

Den 32-årige Elesha Paul Moses blev kendt gennem den britiske version af ’X-Factor’ i 2010 og har sidenhen deltaget i flere realityshows, som eksempelvis ’The Voice’ i England. Denne aften var hun så hele vejen igennem ’in character’ som Tina Turner i form af både stemme, mimik og koreografi. Ja, selv når hun interagerede med publikum, var det som Ms. Tina ville have gjort det. Elesha og hendes dansere, Joey James og Vanessa, gav da heller ikke sådan uden videre op i deres iver på at få salen til at klappe, danse og synge med – hvilket godt kan være sin sag overfor en sal fuld af nordjyder, der ikke bare sådan lige lader sig imponere. Men med ihærdighed og charme lykkedes det altså til sidst Elesha og Co., hvilket også viste et tegn af overskud.

Generelt var der godt styr på både lyd-og lyssætningen og Elesha og hendes liveorkester kælede også virkelig for detaljerne. Første halvdel af showet bød desuden på flere hits, som f.eks. ’Private Dancer’, ’Typical Male’ og ’We Don’t Need Another Hero’, hvortil Elesha aka Tina Turner havde nået at skifte om til et outfit med en klar reference til Mad Max-filmen ’Mad Max: Beyond Thunderdome’.

Anden del af showet startede ud med ’I Can’t Stand The Rain’ og ’Addicted To Love’, inden endnu et kostumeskift til nummeret ’Goldeneye’, hvor Elesha kom ind i en lang paillet kjole i guld, der stod sig særdeles godt til temaet, og som lignede en anden guldstatuette, når lyset ramte rigtigt. Herefter nåede de så til showets titelnummer ’Whats Love Got To Do With It?’, og her var publikum helt indforstået med at synge med, hvilket de også fik rig lejlighed til efterfølgende. For efter endnu et kostumeskift til en rød kjole, var det tid til endnu flere hits som ’River Deep, Mountain High’, ’The Best’, ’Nutbush City Limit’ og ’Proud Mary’. Aftenen sluttede med en hurtig ekstra omgang af ’The Best’ og med masser af stående klapsalver.

Denne aften bød på en sand hyldest til Tina Turners lange karriere, der beviste, hvor dygtig en performer og sanger hun var. For udover selve musikken, skinnede det hele tiden igennem, hvor inspirationen og koreografien kom fra, og hvor eminent Tina Turners stil var.

Energien var fantastisk og niveauet højt, da Elesha og Co. indtog scenen, og det var således en eminent imitationspræstation, hvor Elesha Paul Moses dansede rundt som en anden fjeder. Hun var virkelig en hammerdygtig entertainer, der forstod at komme ud over scenekanten og indfriede derfor også mine forventninger med bravour. Jeg har faktisk intet negativt at udsætte på showet ud over, at jeg selvfølgelig bare gerne ville have endnu mere. Men alt godt får jo en ende, og jeg fik bestemt lyst til at gå direkte hjem og sætte playlisten med Tina Turners numre på.

Den rigtige Tina Turner er jo for længst gået på pension og turnerer derfor ikke længere. Så dette er noget nær the next best thing at komme i nærheden af på disse kanter, og for dét får showet ’Tina Turner Tribute’ 6 ud af 6 fine dansende stjerner.

Anmeldelse: Tobias Rahim fik taget til at lette

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Kultur.

Skærtorsdag startede Tobias Rahim sin Danmarks-tour med en totalt udsolgt koncert på Skråen i Aalborg. Hundredevis af hovedsageligt unge mennesker stod forventningsfulde i en snoet kø inden dørene åbnede, og deriblandt var jeg også.


(5 stjerner)

Allerede i den omtalte kø var det tydeligt at se, hvor stor betydning, forventning og glæde netop denne koncert havde for dem, der havde billet til aftenen. Og kender man bare lidt til Tobias Rahim, er det også velkendt, at særligt kvinder har et forhold til den karismatiske musiker, så det kom egentlig ikke som en overraskelse, at størstedelen af de fremmødte var netop kvinder.

Da vi var kommet igennem den lange kø, fandt vi en ståplads midt på gulvet. For mig er det nemlig vigtigt at se, høre og mærke stemning på gulvet, dér, hvor det hele sker. På den måde føler jeg bedst, at jeg får hele koncertoplevelsen med, frem for at sidde ned, og have følelsen af at se på, mens andre har det sjovt. Det var et sidespor.

Koncerten blev afholdt i den lille sal på Skråen. Det spændte publikum var tæt pakket og i de 45 minutters ventetid inden aftenens hovednavn blev den stemningsfyldte sal varmet op til tropiske temperaturer. Endelig gik tæppet og nærmest salsarytmiske toner lød oppe fra scenen, og så skal jeg love for at skrigene lød, da en skygge af Tobias Rahim viste på scenen.

Tobias Rahim er kendt for en perlerække af pophits, men på trods af det, lagde han ud med et af sine, for mig, mindre kendte numre: “Love I min DM”. Det kunne dog ikke mærkes, for publikum sang med på hele teksten, og alle rundt om mig skrålede lystigt med. Noget af det han også er kendt for, og det der især skiller ham ud fra alle andre popmusikere på den danske musikscene, er, at han blander de forskellige genrer og rytmer, hvilket gør hans musik anderledes og spændende. På sådan en aften bliver man introduceret både for country, reggae og ikke mindst latinamerikanske rytmer, hvilket er ret usædvanligt, men også et frisk pust. Man når aldrig at kede sig, når sangene, rytmerne og genrerne er forskellige. Når det er sagt, er teksterne i Tobias Rahims sange mindst lige forskellige som melodierne – han har noget på hjerte, og er ikke bange for at være kontroversiel i de emner, som sangene omhandler. Det er ligegyldigt, om det så er politik, mental helbred, kærlighed og meget andet.

Publikum fik virkelig stimuleret sanserne og især bandet formåede at løfte musikken med deres rytmiske kunnen. De skiftede indbydes instrumenter, og trommeslageren ulmede af overskud, da han formåede at styre både trommesættet samt holde rytmen med et sæt maracas. For ikke at nævne den kvindelige keyboardspiller, som både brillerede på tangenterne, alt imens hun havde en stemme, der fik hårene til at rejse sig, da hun supplerede Rahim i stedet for Ida Lauerberg på sangen ”Stimulanser”. Hun var dog ikke alene om at have styr på toner og sangteknikker. Tobias Rahim selv lød forbløffende godt live – jeg har før været til koncert, hvor kunstnerens live-stemme, ikke stemmede helt overens med den musik kunstneren udgav og som spillede i radioen, men det var bestemt ikke tilfældet med Rahim. På et tidspunkt var der dog noget galt med lyden, hvilket Rahim selv gjorde lydfolkene opmærksom på. Hvis jeg dog skal sætte en finger på noget, kunne jeg godt have undværet den ekko-effekt, som var sat på Tobias Rahims mikrofon. Det gjorde, at det var svært at høre hvad han sagde, specielt mellem numrene.

Selve setlisten var en blanding af up-tempo, velkendte kendte og knap så kendte numre, hvilket gav et godt flow og en chance for at trække vejret, før der kom endnu et kendt nummer, man kunne skråle med på. Og der blev da også skrålet med, især på numre som ”Jesus”, ”Op A Væggen”, ”STOR MAND” og selvfølgelig ekstranummeret ”Mucki Bar”, så meget endda, at det til tider føltes som om, at taget løftede sig.

Der er ingen tvivl om, at Tobias Rahim er kommet for at blive. Hans karisma og det faktum, at han ikke er bange for at være sig selv, og samtidig har sans for at skille sig ud både i tekster, musik og image, tror jeg, er med til give ham den succes, han har i dag. For er det ikke det, vi alle ønsker i sidste ende? Så hjælper det selvfølgelig også, at Tobias Rahim har en stærk sangstemme, som han formår at bruge på mange måder.

Skynd dig af sted, når Tobias Rahim og band spiller i sommerlandet, for han er værd at opleve. Og hvis ikke energien fra scenen smitter af, så gør hans dedikerede fans med sikkerhed.

APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.
Tilmeld nyhedsbrev