Skip to main content

Tag: Anders Matthesen

Anmeldelse af ’JOKES – fra en hvid, straight mand’ – Anders Matthesen

Hele to gange gik Anders Matthesen aka ’Anden’ lørdag aften på scenen til to udsolgte shows i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Det var med store forventninger, at jeg satte mig i kultursædet denne aften, hvor Matthesen allerede med mindre end et minut inde i showet fik hele salen til at udbryde i jubelgrin og klapsalver. Det gjorde han efter, at han leverede sin første punchline lige i øjet omkring ’samtykke-loven’. En lov som Matthesen i øvrigt understregede, at han selv gik ind for. Det gjorde det muligvis lettere fordøjeligt til at se det komiske i de akavede situationer, som man eventuelt kunne forestille sig. Han kom nemlig med et super godt take på samtykkeloven med mere uden at fremstå som en anden usympatisk stodder, der intet havde forstået, og det var således befriende endelig at opleve en komiker, der kunne finde den rette balance i et så prekært emne.

Der var faktisk ikke nogen decideret rød tråd i showet. Det var blot en lind strøm af jokes, hvor Matthesen selv var eminent til at samle op på sine egne punchlines og på den led binde showet sammen. For Anden var egentlig bare sig selv, der havde en enetale med sit publikum om forskellige banaliteter, uden at det foregik på den sædvanelige ”tema-rejse” facon, som mange af nutidens stand-up shows ellers bærer præg af. Det gjorde det muligvis nemmere, når man som publikum ikke vidste, i hvilken retning emnerne gik, og derfor bare skulle læne sig tilbage og flyde med på den strøm, som Matthesen bevægede sig på. Det virkede i al fald til at være præcis, hvad publikum ville have, når Anden slyngede sandhedsrammende jokes på bordet om alt lige fra ostebutikker til Luksusfælden eller sin kavalkade af ’Far-jokes’. Med sin grammatiske korrekthed gjorde han eksempelvis også sit publikum klogere på, hvorfor det er vigtigt, om hvorvidt der er tale om én eller ét frø, når det handler om, hvad man har siddende mellem tænderne. Men selvom det kan virke banalt, så elskede publikum sandhederne om os danskere og vores trivialiteter, hvori Matthesen heller ikke var bange for at tage udgangspunkt i sig selv. På den måde gav han også sit publikum én at spejle deres egne perfiditeter i. Det fik hele salen til at hyle af grin hele aftenen igennem, navnlig fordi Matthesens forestillingsevne intet fejlede, og han således havde nok af indhold at dele ud af.

Aftenen sluttede med kæmpe bifald, og hvis du ikke nåede at opleve Anden i denne omgang eller blot bare gerne vil genopleve ’JOKES – fra en hvid, straight mand’, så vender showet tilbage til AKKC den 20. april i 2023, og billetterne er allerede i salg.

Lattermusklerne blev godt masseret denne aften, da Anders Matthesen kom forbi og gav Aalborg en ’lille kildetur’, som han kaldte det. Tempofyldt fyrede han den ene joke afsted efter den anden, som et andet maskingevær. Ja, man skulle faktisk holde tungen lige i munden, hvis man ikke skulle gå glip af de sprudlende og velafbalancerede punchlines, som stod i kø for at ”kilde” Aalborg. Af og til tabte han publikum hist og her. Men han var altid lynhurtig til at samle dem alle op igen med nye punchlines, som fik folk til at græde af grin.

Der var intet stort sceneshow eller brug af rekvisitter denne aften. Der var bare en hvid, straight mand og hans jokes – men mere var heller ikke nødvendigt. For Matthesen beviste i dén grad, hvorfor han nok er Danmarks bedste komiker. Hans håndværk var nemlig imponerende og beundringsværdigt, og man kunne ikke gå fra AKKC uden at være glad i låget efter denne omgang. Aalborg elskede Anden, som leverede et fremragende show, hvilket derfor udløser intet mindre end 6 ud af 6 formidable stjerner – touché Matthesen!

Det bliver bare bedre og bedre til Drive In – Live i Aalborg

Den skarpsindige komiker Anders ‘Anden’ Matthesen er netop føjet til rækken af kunstnere til det store kulturevent Drive In – Live ved Aalborg Lufthavn
3.-7. juni. Anders Matthesen går på scenen torsdag 4. juni og leverer en time fyldt med gode grin til publikum

 

Kulturhungrende nordjyder kan godt begynde at glæde sig. Kunstnernavnene til Drive In – Live i Aalborg bliver offentliggjort på stribe i disse dage, og nu er der også kommet stand-up på plakaten, når Anders ‘Anden’ Matthesen går på scenen i Aalborg torsdag 4. juni kl.17 ved Aalborg Lufthavn. Mens publikum sidder i deres biler, vil Anders Matthesen som vanligt levere et hylende morsomt show fyldt med højdepunkter fra ‘Anden bringer ud’, og lyden kommer ud gennem bilradioerne, ligesom der også vil være flere storskærme på pladsen, så publikum får et godt udsyn fra bilerne.

 

–       Jeg glæder mig helt vildt til at optræde under åben himmel på en helt ny måde. Jeg er superspændt. Jeg synes selv, at det er et af de sjoveste shows, jeg har lavet, og jeg håber der bliver stor-grinet igennem i bilerne, ligesom der er blevet, når jeg har optrådt med showet i salene. Jeg har jo ikke kunne optræde i et godt stykke tid nu, pga Covid19. Så det bliver ekstremt forløsende endelig at vende tilbage til scenen og frem for alt mit publikum, selvom det bliver på en ny måde, med glas imellem os. Jeg lover at gøre mit allerbedste for at det bliver nogle fantastiske shows med masser af grin og glade mennesker i en ellers svær tid. Jeg tror vi allesammen trænger til at grine”, siger Anders Matthesen.

 

Underholdning for alle

Danmarks måske mest kendte komikernavn, Anders ‘Anden’ Matthesen, tilføjes dermed til Drive In – Live arrangementet, som efterhånden dækker en meget bred skare af underholdning for både store og små. Onkel Reje står for en sjov omgang familieunderholdning med to shows lørdag 6. juni, og Mads & Monopolet tager dilemmaer op, når de kan opleves på scenen søndag 7. juni.

 

Når det kommer til musik, kan publikum godt begynde at glæde sig til en aften i hiphoppens tegn med Malk De Koijn torsdag 4. juni, en sjov og musikalsk eftermiddag med Annika Aakjær fredag 5. juni, hvor også popikonet Mads Langer indtager scenen om aftenen.
Lørdag 6. juni slår Claus Hempler og Teitur sig sammen og drager publikum ind i deres musikalske universer om eftermiddagen, og så skal der uden tvivl skrues helt op for lyden i bilerne, når selveste L.O.C. går på scenen lørdag aften.

 

Skabt gennem unikt samarbejde
Drive In – Live arrangementerne er arrangeret af Live Nation i samarbejde med en lang række kulturaktører i Aalborg Kommune. Således er Nibe Festival, Aalborg Karneval, Aalborg Kongres & Kultur Center, Musikkens Hus, Skråen, Aalborg Events og Visit Aalborg med til at skabe en ny og stor liveoplevelse i Aalborg.
Live Nation sikrer sig med forholdsregler og Drive In-koncertformen, at alle myndighedskrav efterleves, så det bliver en tryg og stor begivenhed sammen med hundredvis af andre biler og deres passagerer at få én på opleveren ved Aalborg Lufthavn.

 

Konceptet kan også opleves i København, Herning, Aarhus og Odense.

 

Billetsalget til de enkelte arrangementer i forbindelse med Drive In – Live kommer løbende i salg. Oplysninger omkring billetter kan findes på ticketmaster.dk under Drive In Live Aalborg.

 

 

Nuværende arrangementsoversigt til Drive In – Live i Aalborg

 

·         Anders ‘Anden’ Matthesen – torsdag 4. juni kl. 17

·         Malk De Koijn – torsdag 4. juni kl. 19.30

·         Annika Aakjær – fredag 5. juni kl. 17

·         Mads Langer – fredag 5. juni kl. 19.3

·         Onkel Reje – lørdag 6. juni. kl. 10 + 12.15

·         Claus Hempler & Teitur – lørdag 6. juni kl. 17

·         L.O.C. – lørdag 6. juni kl. 19.30

·         Mads & Monopolet – søndag 7. juni kl.17

 

 

Anmeldelse af ’Anden bringer ud’ – Anders Matthesen

Den rutinerede standup komiker Anders ’Anden’ Matthesen optrådte hele to gange lørdag aften med sit nye standup show ’Anden bringer ud’. Det foregik i den store sal i AKKC, der med sine 2173 m2 kan rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

Anden blev modtaget med kæmpe applaus, da han gik ud scenen og proklamerede, at nu ”skulle vi sammen ud på en komisk ekspedition”. Han kom godt fra start og lagde hårdt ud med at småfilosofere over pebernødder og deres værdi – eller mangel på samme – hvorefter han hurtigt konkluderede, at kammerjunken måtte være ’”pebernøddens ligblege fætter”. Det var noget der rigtigt fik gang i publikum, og dermed beviste at trods de mange år på bagen som standup-veteran, så havde Anden stadig et godt tag i sit publikum. Han udtrykte også en stor glæde ved stadig at komme rundt og optræde for folk, og han høstede generelt stor applaus i den første del af sit show. Men på trods deraf så tabte han dog lidt terræn midtvejs og en decideret latterkrampe udeblev for så vidt. Han kom dog stærkt igen hen imod slutningen, hvor han blandt andet fortalte om, at han havde ’stjålet’ fra den konkursramte Fætter BR, fordi de ikke ville udlevere varer på tilgodehavende. Generelt set fik selvjustitsen Anden tilbage i gear, og selvom aftenens emner virkede lidt tilfældigt udvalgte, så samlede han godt op på aftenens tidligere jokes, der blandt andet havde budt på trivielle emner som zoologisk have, safari i Afrika, børn der stiller spørgsmål vedrørende svampe, flaskepantens forbandelse og svenskere i Københavns lufthavn.

Anden virkede skarp og god til at italesætte de sarte hverdagssituationer, som man kunne genkende sig selv i. Han var ligeglad med politisk korrekthed, og det gav pote hos publikum inklusiv undertegnet. Han virkede slet ikke arrogant eller fandenivoldsk som i nogle af sine tidligere shows, men derimod helt nede på jorden og i et pudseløjerligt hyggehumør, der tydelig tiltalte nordjydernes facon. Men selvom jeg virkelig nød Andens sjove vendinger og komiske fremstilling af en så triviel ting som kammerjunkere, så udeblev den dybe latter desværre og derfor kan jeg ikke give showet topkarakter. Jeg var dog underholdt og applauderer for de mange års erfaring på scenen, hvilket udløser 4 ud af 6 stjerner for Andens show.

“Terkel i Knibe” kommer som musical

PRESSEMEDDELELSE

Terkel i Knibe vækkes til live i ny musical ligeså sjov, respektløs og upolitisk korrekt som filmen

Terkel, Jason, Fede Dorit, Stewart Stardust, Arne og alle de andre løjerlige karakterer fra Anders Matthesens vildt populære tegnefilmssucces Terkel i Knibe bliver nu vakt til live igen! Clemens, Langkjær Entertainment og Live Nation præsenterer TERKEL THE MOTHERFÅRKING MUSICAL, som til næste forår kan opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 24. – 28. april.

Sjov, grov og respektløs

Terkel i Knibe blev en milepæl i moderne dansk filmhistorie, og succesen var ikke til at tage fejl af med flere end 375.000 solgte biografbilletter, og tegnefilmen begejstrede helt usædvanligt både børn, teenagere og voksne. Nu, 14 år senere, genskabes historien om drengen Terkel i en original musicalforestilling, der bliver mindst lige så sjov, grov, respektløs og komplet politisk ukorrekt som filmhittet fra 2004.

  • Altså jeg må knibe mig selv i armen over, at samarbejdet med Live Nation og Langkjær Entertainment igen giver Nordjylland mulighed for at opleve noget helt usædvanligt. Musicalen bliver lige så fantastisk som filmen skabt af Danmarks mest succesrige comedy-stjerne Anders Matthesen. Det bliver sjovt at opleve både vores trofaste musicalpublikum, og helt sikkert også nye typer publikum i sæderne, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.I TERKEL THE MOTHERFÅRKING MUSICAL, som instrueres af Nikolaj Cederholm, bliver publikum forkælet med vanvittige og grænseoverskridende optrin og replikker samt et stort og stjernespækket hold af skuespillere, komikere, dansere og sangere på scenen. Desuden byder musicalen på masser af hæsblæsende musikalske indslag i form af sange fra filmen samt nye hits produceret af rapper og multikunstner Clemens, der også er manuskriptforfatter på forestillingen.

Baseret på filmsuccesens handling

I musicalen, hvis tidsbillede er flyttet til 2019, følger vi Terkel, der stadig går i 6.A sammen med sine klassekammerater Jason, Sten, Saki, Silas, Johanna, og Dorit m.fl. Offentlige besparelser og skolebørnenes daglige hærgen har gjort, at Terkels skole, Kastanjevangen Skole, fremstår noget faldefærdig. En dag i Arnes musiktime, hvor Terkel må nøjes med en triangel, spiller Jason en vild trommesolo. Jasons trommespil begrænser sig ikke kun til trommesættet, men fortsætter ud over lærerens skrivebord, væggen, skabet, lamperne og en faldstamme. Alt med lyd i. Faldstammen, der er ligeså forfalden som resten af Kastanjevangen Skole river sig løs og rammer Terkel i baghovedet, så han besvimer. Her starter Terkels mareridt, som vi kender det, hvor han hjemsøges af skolens bøller, psykotiske veganere, Dorits spøgelse, dårlig samvittighed og endda sine egne forældre.

Billetter til musicalen TERKEL THE MOTHERFÅRKING MUSICAL i Aalborghallen 24. – 28. april 2019 sættes i salg onsdag 2. maj kl. 10.00 i billetkontoret tlf. 9935 5566, på akkc.dk og via ticketmaster.dk. Billetpris onsdag, torsdag og søndag: VIP: 565 kr. A: 495 kr., B: 435 kr., C: 375 kr., D: 295 kr. inkl. gebyr. Billetpris fredag og lørdag: VIP: 625 kr., A: 555 kr., B: 495 kr., C: 435 kr., D: 355 kr. inkl. gebyr.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev