Tag: AKKC

Lisbeth Dahl kunne sidste år fejre 50 års jubilæum for en skuespillerkarriere, der faktisk startede lige her i Aalborg. Vi har fanget hende til en snak om alt lige fra mødrehjælpen, Ernst Trillingsgaard og juletraditioner

Ved første øjekast kan Lisbeth Dahl være en smule intimiderende, men det viser sig heldigvis hurtigt ikke at holde stik. Hun er i stedet bare forfriskende direkte, hvilket er en sjældenhed i disse dage, men nok også en af grundene til, at hun er nået langt i en benhård branche.

I sommers var hun instruktør og skuespiller i Cirkusrevyen, som endnu engang fik fantastiske anmeldelser og var en stor publikumssucces. Ikke mindst i Aalborg, hvor de spillede i den sidste uge i august.

Det er også her, hvor APPETIZE møder Lisbeth Dahl til en snak om en lang karriere, juletraditioner og selvfølgelig også lidt om Cirkusrevyen. Vi har fået lov at komme med i hendes omklædningsrum i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor Lisbeth, som det første, henter et glas vand til APPETIZEs udsendte og spørger fotografen, om hun ikke må vende sig, så vi kigger på hinanden under interviewet. Der er tydeligvis ikke nogle stjernenykker, men i stedet en kvinde, der insisterer på at være til stede.

En bølge af succes

Cirkusrevyen rider på en bølge af succes, og det virker til, at anmeldelserne bare bliver bedre og bedre fra år til år. Derfor er der også et vist forventningspres, men det virker dog ikke til at ligge tungt på Lisbeths skuldre.

– Vi er jo så privilegerede, at det er noget, folk gerne vil se, og der kommer flere og flere. Der er kommet noget kult over det, hvor man skal en tur på Bakken og se det. Der er også begyndt at komme mange børn derud. Børn er meget begejstrede for revy, og de synes, det er fantastisk at se, at vi hopper rundt deroppe i noget sjovt tøj. For os er det et privilegium, og det er dejligt at lave den revy. Selvfølgelig er der da et forventningspres hvert år. Man kan tydeligt mærke det, men man er også ligesom vant til, at der er nerver på. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det er ikke noget, der stresser os, fortæller Lisbeth.

Hun kan dog stadigvæk blive nervøs, men det er en kontrolleret nervøsitet, der viser sig længe inden, der kommer publikum på. Det er i stedet i de sidste hektiske dage op til premieren, når revyen skal begynde at samle sig.

I mange år har Lisbeth Dahl været instruktør på Cirkusrevyen, og det viser sig, at det var Aalborg Kongres og Kultur Centers egen Ernst Trillingsgaard, der er skyld i, at det kom i stand.

– Han blev kontaktet af Torben ”Træsko” Pedersen, fordi Torben havde købt en revy uden at vide noget som helst om, hvordan man lavede sådan en. Så var der én, der rådede ham til at kontakte Ernst. Ernst sagde: ”Du skal ringe til Lisbeth Dahl og få hende til at iscenesætte den.” Jeg havde aldrig iscenesat, men havde arbejdet med Ernst nogle gange, så jeg sagde ja med megen glæde, siger hun. Lisbeth sidder eftertænksomt et øjeblik, før hun svarer på, hvad Ernsts talent ligger i.

– Ernst er en meget speciel person. Han er en igangsætter. Hvis der er noget i vejen med noget som helst, så ringer du til Ernst, og så hjælper han dig eller kommer med et godt råd. Det er lige ud af landevejen og en spade, det er en spade. Det er noget, jeg rigtig godt kan lide, for jeg gør lidt det samme selv. Han har en fantastisk sans for revy og for underholdning, men han er også en købmand, og det er et rigtig godt miks.

Cirkusrevyen besøger hvert år Aalborg, som det eneste sted udenfor Bakken.

– Det er en gestus fra Torben til Ernst, fordi han hjalp til i opstartsfasen med revyen, fortæller hun.

På lejrskole

Skuespillerne er alle glade for det årlige visit i Aalborg.

– Det er som at komme på lejrskole, hvor Ernst ordner det hele for os, siger Lisbeth med et grin.

Aalborg er også en mulighed for at mødes på en anden måde,
for hele holdet, hvor de er fri for de forpligtigelser, der hører med til hverdagen i København. De nyder også bylivet, og Lisbeth fortæller,
at flere af dem deler en ærgrelse over, at tøjbutikken Liberty ikke findes mere. De drager også fordel af byens efterhånden bugnende restaurantliv, med mange nye spisesteder. En af de nye, der er dukket op i sommeren, har en direkte forbindelse til en fra holdet, nemlig kapelmester James Price, der har åbnet Brdr. Price på C.W. Obels plads sammen med hans ligeså kendte bror.

Det var også naturligt, at det var den restaurant, som blev afslutningen på holdets traditionsrige tur igennem Aalborg inden premieren. Lisbeth fortæller med stor glæde om turen, hvor de blev mødt af en masse glade aalborgensere, der gerne ville hilse på. Genkendelse er en del af jobbet, og under APPETIZEs fotografering i forhallen, var der også en dame, der kom hen for at trykke Lisbeth i hånden og sige tak. Jeg spørger i den forbindelse, om det ikke er mærkeligt at blive genkendt på gaden.

– Det er en del af jobbet, og det er heldigvis også dejligt. Det er hverken besværligt eller anstrengende. Hvis man ikke gad, kunne man jo bare lægge sig op på værelset, griner Lisbeth.

Tudede hele vejen

Hvad mange måske ikke ved er, at Lisbeth faktisk startede sin karriere i Aalborg. Hun boede her i et år sammen med sin mor og hendes mand, allerede da hun var 10 år gammel.

– Så da jeg kom på Aalborg Teaters elevskole i 1965, så var det som at vende lidt hjem. Jeg var også væk hjemmefra for første gang i mit liv, så det var lidt skræmmende at flytte herop. Jeg tudede hele vejen i Aalborgbåden, kan jeg huske. Jeg var her i ni år, og det er jo længe. Specielt i den alder. Jeg fik tre børn heroppe og blev gift. Jeg kom kun herfra, fordi den daværende teaterdirektør, Ebbe Langberg, sagde til mig, at han ikke syntes, jeg skulle være i Aalborg, jeg skulle til København. Så blev jeg så vred på ham og råbte, at jeg ville blive her. Han grinede lidt af mig og sagde ’så siger vi det’. Jeg blev så gal over, at han grinede, at jeg sagde, jeg ville have lønforhøjelse. Så grinede han endnu mere og sagde; ’så får du også det’. Men jeg blev der kun 1-2 år mere, før vi rejste til København. Jeg tænkte, at jeg altid kunne komme hjem til Aalborg, genfortæller Lisbeth og forklarer nærmere:

– Aalborg er hjem for mig. Jeg tænkte, at; ’Jeg kan altid komme hjem igen, hvis det ikke kører i København’, men det kørte jo. Der har jeg været privilegeret.

Orden i sagerne

Valget faldt på Aalborg, først og fremmest fordi det var der, hun kom ind som elev, men den succesfulde teaterdirektør, Karen Marie Løwert, lokkede også. Derudover arbejdede Lisbeths far på teateret i Odense, og det ville være at blande tingene på en måde, som hun ikke havde lyst til, så Odense var udelukket.

– Så var der jo Karen Marie på Aalborg Teater, og der tænkte jeg; ’Der skal jeg da op’. Jeg var dog kun 17 år, da jeg aflagde prøve, fortæller Lisbeth.

Hun blev optaget, og bagefter fik hun af vide, at de havde set det som en fordel, at hun var så ung, fordi så kunne de bedre forme hende, hvilket Lisbeth fortæller med et selvironisk grin og bemærker, at hun kan være i tvivl om, hvem der formede hvem. Siden da har hun ikke spillet noget på Aalborg Teater, men kunne sagtens forestille sig at spille et stykke her igen.

Lisbeth husker tiden på Aalborg Teater, som et dejligt sted at lære for en ny skuespillerelev.

– Det var helt vildt skønt, det var som at komme i en lille familie. Der var orden i tingene. Man rejste sig, når skuespillerne kom ind og flyttede sig for dem i frokoststuen.

Lisbeth er vokset op i en teaterfamilie, så mange af skuespillerne kendte hun i forvejen. Derfor følte hun sig straks hjemme, da hun trådte ind i teaterverdenen på egen hånd, og med en baby i huset var der heller ikke tid til så meget andet end teater og familie.

Derfor var der ikke meget tid til at hænge på barer det halve af natten;

– For mig, der handlede det hele om teater. Jeg kom her i 65, og to år efter fik jeg et barn. Jeg gik ikke byen, og hvis jeg endelig gjorde, så kunne jeg aldrig være ude til klokken fem om morgenen, for jeg faldt jo i søvn, griner Lisbeth.

– Men jeg kan godt huske byen, og gøglerbåden fandtes også dengang. Men for mig handlede det kun om teater og få mit barn passet.

Støtte fra Mødrehjælpen

Jeg bemærker, at det må være hårdt at være en ung mor og skulle passe et job med skæve arbejdstider samtidig. Det er Lisbeth ikke enig i;

– Sådan er det jo. Jeg er jo også vokset op med en mor, som var skuespiller. Hun passede både mig og skuespillet, så det kunne jeg vel også godt. Det var et spørgsmål om at få nogen til at passe hende, når jeg havde travlt. Når jeg havde fri, så var vi jo sammen. Jeg synes ikke, at det var kompliceret. Mødrehjælpen var en kæmpe støtte for mig, og jeg var lidt et eksperiment for dem, for de havde aldrig prøvet at gå ind og hjælpe en skuespillerelev. Men de var fantastiske og skaffede mig en lejlighed på Grønlands Torv på trettende etage. Nogle gange fløj der helikoptere længere nede, end hvor jeg boede, fortæller Lisbeth smilende.

Hun har aldrig rigtig ville lave andet end skuespillet, ud over en kort periode på et par år, hvor hun overvejede at blive sygeplejerske, fordi hendes mor havde advaret hende om de hårde vilkår i branchen, hvor det kunne være svært at få job. Hun valgte dog at blive skuespiller alligevel og nævner med et grin, at det jo er gået meget godt alligevel.

At det er gået meget godt er vist en underdrivelse, og Lisbeth har, som en af de få, formået både at få succes med de dramatiske roller, som for eksempel moderen i tv-serien Sommer, og de mere komiske roller.

– Jeg har altid haft nemmest ved det sjove eller ’den lette genre’, som de kalder det, hvilket den bestemt ikke er. Det er næsten sværere end at være alvorlig. Jeg har spillet meget revy og lystspil, og det har givet modet til også at spille det seriøse. Der er nogle, der har det stik modsat, bemærker Lisbeth.

Hun kan dog ikke komme på et svar om, hvorfor folk har taget godt imod hende i de seriøse roller, når mange andre ikke har haft samme held, men peger på, at det er det samme håndværk, der ligger bag ved begge genrer. Komikken bliver bare rundet af med en latter. Begge handler i høj grad om timing, men revyen passede alligevel perfekt til Lisbeth.

– Første gang jeg spillede revy, tænkte jeg, at det da bare var det, jeg skulle lave.

Ikke en bulldozer

Jeg bemærker, at hun virker som en stærk person, om det er rigtigt?

– Der er ikke så meget, jeg er bange for. Men jeg har også respekt for andre mennesker og livet. Det betyder, at jeg ikke går rundt og opfører mig som en bulldozer. Jeg kan godt være ret direkte i min måde at være på, og jeg er ret hurtig til at tage beslutninger. Jeg ved lynhurtigt, hvad jeg skal gøre, og hvis jeg ikke ved det, så sagde min mor altid, at; ’så læner du dig bare tilbage i sofaen, slapper af og læser et ugeblad og lige pludselig så ved du alligevel, hvad du skal gøre’. Jeg har fået en god opdragelse og kan da godt se, at jeg er et stærkt menneske. Men det er også qua, at jeg lever videre i mit liv på de gode ting. Jeg kan godt huske de dårlige ting og får dem bearbejdet, men det er ikke noget, der præger mig. Jeg er et meget positivt menneske, og det er en guds gave at være.

50 års jubilæum

Sidste år havde Lisbeth 50 års jubilæum, og det blev blandt andet fejret med forestillingen Vores Sensommer på teateret Østre Gasværk, hvor hun spillede sammen med Ulf Pilgaard.

Lisbeth fortæller, at hun altid har været god til at holde en fest, og hendes sidste runde fødselsdage blev fejret med manér. Derfor ville hun også skynde sig selv at arrangere, hvordan hendes 50 års jubilæum skulle fejres, så det blev, som hun selv ville have det.

– Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle spille og faldt over Vores sensommer, fordi der er mennesker på min egen alder, fortæller Lisbeth. Derfor var det et spørgsmål om, hvem der skulle spille stykkets mandlige hovedrolle, og her faldt valget hurtigt på Ulf.

– De to karakterer i Vores sensommer, de ligner Ulfs og min. Vores kendskab til hinanden er jo et livslangt venskab, siger Lisbeth. Vores Sensommer handler om et ægtepar, der forsøger at forsone sig med fortidens fejltagelser, men døden kommer tættere og tættere på. Midt i alt dette, så småskændes ægteparret, som man nu gør, når man har været gift alt for længe. Til januar kommer stykket forbi Aalborg Kongres & Kulturcenter, hvor det spiller to aftener.

Julesindssyg

Ved snakken om juletraditioner udbryder Lisbeth straks;

– Jeg er jo julesindssyg! Jeg elsker jul og har altid sagt, at vi først må begynde 1. december eller første søndag i advent. Men efterhånden er jeg selv begyndt at starte i november, griner Lisbeth og forsætter;

– Så laver jeg alle de traditionelle ting, man overhovedet kan. Der er ikke noget, jeg skal, men jeg gør det, jeg kan nå og synes er sjovt. Jeg holder julefrokost for ca. 25 mennesker i snit og har altid lavet alt maden selv med alt det traditionelle. Men her på det sidste er jeg begyndt at hive min søn og svigersøn ind, for de er gode til at lave mad. De er smaddersøde til at komme og hjælpe, og det håber jeg også, at de gør i år, fortæller hun.

– Jeg har også et kæmpe juletræ, som min yngste datter går ud og får fældet med sin kæreste. For hvert år bliver det større og større, og det er fyldt med tusindvis af juleting, så du næsten ikke kan se træet. Det er sindssygt flot. Vi spiser flæskesteg, andesteg, brun sovs og brunede kartofler. Det hele skal på. Når der er små børn til stede, så spiser vi meget hurtigt, og nogle af de store bliver sure, for vi skal da nyde maden. Gu skal vi ej, vi skal ind og danse om juletræet, griner hun.

– Det er jo også mig selv, for jeg vil gerne give de gaver. De to ældste herrer går ind og tænder juletræet, mens vi andre sidder ude i gangen, hvor jeg læser Juleevangeliet i Johannes Møllehaves version. Det tager tre-fire minutter, så bliver dørene lukket op til træet, og så er det bare så smukt med de levende lys. Til sidst løber vi rundt, op og ned ad trapperne, igennem sengene, mens vi synger; ’Nu det jul igen’, fortæller Lisbeth med så stor glæde, at man ikke kan undgå at blive smittet af julestemningen.

Interviewet er nået til vejs ende, og jeg har fået endnu større respekt for en af Danmarks bedste, og sjoveste, skuespillere. Jeg går inspireret derfra med en julestemning i fuldt flor.