Tag: AKKC

Anmeldelse af ’Katie Melua’

Skrevet af adminittp d. 1. november 2018. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Musik.

Den georgisk/britiske sangerinde Katie Melua spillede søndag aften klokken 20.45 en udsolgt koncert i den store sal i AKKC. Salen kan med sine 2173 m2 rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

Efter en fin gæsteoptræden fra sangerinden Keeva samt en efterfølgende lang pause, gik Katie Melua langt om længe på scenen. Hun kom bare ganske sagte gående ind med sin guitar og gav sig til at spille. Hun var iført en slags guldkjole og et par meget malplacerede bordeaux farvede kortskaftede støvler, der sikkert kunne få enhver stylist til at tilbyde hende gratis hjælp. Men ikke desto mindre så handlede det jo selvfølgelig om musikken, og det var da også mærkbart allerede fra starten af, at hendes fine lille stemme havde en kæmpe rækkevidde, der føltes som om den kunne rejse med lysår. Der gik heller ikke længe før hun leverede nogle af sine tophits, som f.eks. ’Belfast (Penguins And Cats)’ og ’Nine Million Bicycles’, og det gjorde hun i en lækker og drømmende akustisk live version. Generelt virkede Katie Melua som en genert og ydmyg kvinde af få ord, og hun skiftede faktisk oftere guitar end hun talte til sit publikum. Hun udtrykte dog undervejs, at hun holdte meget af at besøge Danmark, og særligt Aalborg. Hun syntes nemlig at vi her var nogle rare og varme mennesker, som altid tog så godt imod hende og fik hende til at føle sig godt tilpas. Da The Gori Women’s Choir gik på scenen som musikalsk støtte, blev det også svært ikke at blive berørt indimellem. For de hævede koncerten og satte ekstra trumf på Katie Meluas sælsomme stemme. Det gjorde sig blandt andet gældende på numre som f.eks. ’River’ og ’O Holy Night’.

Annonce

Katie Melua fremførte også numre som blandt andre ’Diamonds Are Forever’ (Shirley Bassey, 1971), ’I Cried For You’, ’The Flood’ og ’Closest Thing To Crazy’. Men grundet hendes guitarspil – og nok også generte person – bevægede hun sig desværre ikke særlig meget rundt på scenen. Det kunne nok ellers have bidraget til at skabe en langt bedre visuel dynamik, og i mangel på bedre kom hendes baggrunde netop derfor meget mere i fokus. Det var desværre ikke mange af dem, som det var værd at skrive hjem om. Men jeg syntes dog, at musikvideoen til nummeret ’Perfect World’, som kørte i baggrunden imens, fungerede godt fordi det var en finurlig og fin lille video. Ligeledes følte jeg mig draget, da spotlighten blev indstillet således, at den nærmest blev til et skyggespil fra Katie og Co. mens de spillede ’Piece By Piece’. Koncerten sluttede af med ekstranumrene ’Fields Of Gold’ (Sting, 1993), ’Wonderful Life’ og ’What A Wonderful World’ (Louis Armstrong, 1967), og Katie Melua forlod derefter scenen i stående applaus fra publikum.

Jeg nød virkelig at lytte til Katie Meluas sælsomme måde at synge på. Det var nemlig som om, hun hviskede alle sine sange kærligt til mig samtidig med at hendes stemme gik klart og tydeligt igennem. Jeg var dybt imponeret over hendes enorme stemmekontrol, men dog lidt forundret over hendes brug af mange covernumre. Ikke fordi at de ikke var skønne i sig selv, men jeg skulle dog mene, at der burde være rigeligt af originalt materiale ud fra hendes årelange repertoire. Jeg ville f.eks. hellere have hørt hende fremføre ’Call Of The Search’, ’Crawling Up A Hill’ eller ’Spider’s Web’. Dog er jeg ikke i tvivl om, at de fleste publikummer følte, at det var en god koncert, hvilket det også var. Der manglede selvfølgekig lidt underholdningsfaktor på det visuelle plan, men ikke desto mindre anerkender jeg, at Katie Melua leverede en perfekt sangpræstation, der ender med at trække koncertoplevelsen op på hele 5 ud af 6 stjerner.

Anmeldelse af ’Gintberg re(d)der verden’ – Jan Gintberg

Skrevet af adminittp d. 16. oktober 2018. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Stand-up.

Stand-up showet, ’Gintberg re(d)der verden’ med Jan Gintberg, spillede lørdag aften klokken 20.00 i den store sal i AKKC. Salen kan med sine 2173 m2 rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

Da uret viste klokken otte, begyndte en samtale på sms’er at køre oppe på de to kæmpe skærme, som forestillede mobiler. Det meste af samtalen virkede kikset, men indimellem var der dog en sjov pointe eller to, hvis man da ellers havde læst med fra starten af. Så kom Jan Gintberg ind på scenen og præsenterede sit show, ’Gintberg re(d)der verden’, hvor han ville frisere verden ved at stille skarpt på os danskere og vores danskhed. Men samtidig håbede han også på, at han kunne frelse verden lidt ved at få luftet fordommene og således få os alle til at tænke noget mere over tingene. Dernæst startede han ud med jokes om at størstedelen af hans publikum var i den ældre og mere modne alder – ligesom Gintberg selv. Joken om at der også er gæster tilstede, som havde oplevet 1. Verdenskrig gik igen gennem hele showet. Men selvom den burde have virket, så faldte joken bare fladt til jorden. Men da Hr. Gintberg nævnte forældreintra, så kom publikum for første gang med i samlet flok. Det var åbenbart en genspejling, som hele salen kunne relatere til. Og det er jo det, som Hr. Gintberg er så god til. At udstille os danskere og vores daglige trivialiteter i al dets banalitet. Men desværre var Jan Gintbergs show ikke sjovt hele tiden, og det gjorde sig særligt gældende, da han blev ved med at tage pis på danskernes flygtninge-forskrækkelse. Noget af det var sjovt, men generelt var emnet for tungt til at vare så længe som det gjorde. For det delte tilsyneladende vandene, og det gjorde at stemningen atter blev flad. Faktisk så flad, at nogle tilskuere ikke kom tilbage til deres pladser efter pausen. Men én ting, som Hr. Gintberg dog var god til, var at interagere med sit publikum og komme med en rap og morsom antagelse på de svar, som han modtog. Han havde også taget en stemmemanipulator med på scenen, og selvom hans jokes ikke var lige i øjet, så grinte man alene på grund af, at det lød sjovt at høre Gintberg med en anden stemme.

Anden del af showet efter pausen startede ud med at en oppustelig jordklode med Jan Gintbergs hoved blendet ind, som så samtidig også var inde i en stor mund. I denne del af showet gjorde Jan Gintberg grin med diverse kommuner, og Aalborg gik selvfølgelig ikke fri, hvilket fungerede rigtig godt og fik publikum med. Jan Gintberg havde noteret sig forskellige bizarre ting ved Aalborg eller ’Alabur’, som han kaldte det. Det var blandt andet ting, som at man fra Aalborg Streetfood havde udsigt til Marinemuseets ubåd, karnevallets morsomheder, det orientalske præg på Aalborgs byskilt og at Dyreklinikken Vodskov (som Gintberg kaldte for ’Vådskou’) delte indgang med sexbutikken Pussycat. Generelt grinte folk mest, når de mere frække jokes blev sneget ind hist og her. Men modsat mange af Hr. Gintbergs kollegaer, så udpenslede han ikke tingene, men malede i stedet mere med nogle farver, således at folks fantasi selv kunne løbe løbsk – og dét virkede! Gintberg sluttede sit show af med egentlig at hylde kvinderne og deres ligestilling, men også her var vandene åbenbart lidt delte.

Jeg havde set frem til endelig at opleve højtråbende Jan Gintberg live. Men jeg må desværre erkende at jeg blev slemt skuffet. Selvom anden del af hans show var sjovere, og dermed træk hele oplevelsen op, så fik jeg ikke luftet lattermusklerne, som man burde kunne forvente af en rutineret entertainer. Jeg forstod heller ikke rekvisitterne på scenen, da de for mig forekom temmelig ligegyldige, og nærmest ’i tilfælde af at du keder dig, så kan du kigge lidt på de her’. For mig kunne svedende Jan Gintberg, hvis komik og flow er af den gamle skole, sagtens bære at han stod alene på scenen. Showet var ikke dårligt, men levede dog langt fra op til mine forventninger, og derfor giver jeg kun showet 3 ud af 6 stjerner.

Festival med ambitioner

Skrevet af adminittp d. 25. juni 2018. Uploaded i Forsidehistorier, Kultur, Sport.

I tre dage i midten af august bliver Aalborg Kongres & Kultur Center omdannet til et mekka for spilinteresserede, når STARCADE Gamingfestival rykker ind. Til trods for at det er første gang festivallen bliver afholdt, så er den allerede Danmarks største af sin slags

Lige siden elektroniske spil blev tilgængeligt for en almindelig husholdning, har der været forældre udenfor døren til teenage-værelset, der har bekymret sig om, hvad det der spilleri gik ud på, og om det virkelig var sundt at tilbringe så mange timer foran skærmen.

Som tiden er gået, er gaming blevet mere og mere populært og har langsomt, men sikkert, sneget sig ud af teenageværelset og blevet en kæmpestor forretning. De unge går til eSport, mens mange af de skeptiske forældre selv er blevet ivrige gamere, om end bare på en smartphone i stedet for computeren.

Danmarks største

Til august er der debut for Danmarks største gamingfestival, Starcade, hos AKKC, og vi har sat to af bagmændene i stævne på Aalborgs første VR-café, for at høre lidt om, hvad det handler om.

– Starcade er det, vi kalder en spilfestival. Vi prøver at ramme bredt og præsentere spil og gaming, så det er både gaming med LAN-parties, så er det eSportsdelen, hvor du har turneringer og folk med lidt større ambitioner, og så er der spiludviklingsdelen, med folk der sidder og udvikler de spil, som gamerne spiller, fortæller Stine Lund.

Hun er netværkskoordinator hos BrainsBusiness, der er en IKT- klynge, som samler virksomheder, forsknings- og vidensinstitutioner og offentlige aktører i Nordjylland, der beskæftiger sig med IKT, som er en forkortelse for informations- og kommunikationsteknologi.

– Vi er med, fordi vi støtter op omkring de kreative digitale erhverv, og dem der sidder og laver spilvirksomhederne. Aalborg har jo verdens førende IKT-universitet, så vi har hele fødekæden indenfor den professionelle branche, fortæller hun.

Stine er selv en ivrig gamer og har spillet lidt af hvert. Lige nu er hun tilbage hvor hun startede, nemlig med Tomb Raider.

Manglede det sociale

– I bund og grund vil vi egentlig bare gerne vise, at gaming er mere end bare at sidde inde på sit værelse og spille, for det kan være mange andre ting. Det er hele branchen, der er repræsenteret på festivalen, både dem der udvikler, spillerne, og dem der tjener penge på det, fortæller Kristoffer Smedstrup.

Han er indehaver af firmaet Sports-Gaming.dk, som han startede i 2013. De laver events indenfor eSport og gaming over hele Danmark. Det er primært turneringer i spillet FIFA, men de er for eksempel også rundt i storcentre, hvor de medbringer Virtual Reality, Just Dance, FIFA og andre sociale spil. Idéen til firmaet kom, fordi Kristoffer selv var en aktiv FIFA-spiller og synes, at der var en mangel på aktiviteter for spillere.

– Der sad rigtige mange rundt omkring, der måske spillede sammen online. Men der manglede en mulighed for at komme ud og mødes fysisk. Så vi har nærmest turneringer hver uge, hvor vi sætter alt udstyr op. I næste uge skal vi til Kolding Storcenter, hvor der kommer 200 deltagere.

Slet ikke så farligt

En af ambitionerne hos Starcade er at få åbnet den metaforiske teenagedør lidt på klem for forældre og bedsteforældre, der ikke er så trygge ved det her gaming;

– Noget af det, der har været vigtigt er, at få det undervisende element med. Vi vil gerne undervise forældre, bedsteforældre og alle mulige andre, om hvad gaming egentlig handler om. Det er mange, der ved, at deres børn gør op i det her, men de aner faktisk ikke, hvad der er af gode ting deri. Man hører kun skrækeksemplerne om, at man ikke kommer ud og får luft. Vi vil gerne vise, at det kan være mange andre ting, og det faktisk ikke er så farligt. Derfor har vi masser af foredrag, blandt andet med folk, der fortæller om hvad eSport er, fortæller Kristoffer.

Men Starcade er dog ikke kun for dem, som man typisk forbinder med gaming;

– Man fremhæver tit gameren eller e-sportsudøveren, og det er typisk et bestemt segment. Her fremviser vi jo også alle de forskellige spil, der er. Der er jo et kæmpe marked bare for mobilspil. Det er jo et helt andet segment, der ikke identificerer sig som værende gamer. Spillene fremviser også hele bredden. Der er ikke nogle, der bare er tilskuere, der er noget for alle, siger Stine.

Under samme paraply

I de seneste to år har der været en anden spilfestival på banen i Aalborg, nemlig GameScope, som Stine også var med til at arrangere. I stedet for at afholde GameScope for tredje gang under eget flag, så har de valgt at indgå et stærkt samarbejde med nogle af byens mest kompetente kræfter om at skabe en helt ny spilfestival, der har store ambitioner.

– I år er der sket det, at der er supermange aktører og professionelle mennesker involveret omkring gaming i Aalborg og Nordjylland, så vi er mange forskellige partnere, der er gået sammen under den her paraply, der hedder STARCADE. Det er alle nogle, der vil være med til at skubbe eSport og gaming i den rigtige retning og vise, hvad det er overfor den brede befolkning. Det er også derfor, at det er gratis at komme ind til festivalen. En bedstemor kan gå ind med sine to børnebørn og se hvad det handler om helt gratis og dermed er adgangsbarrieren også lidt lavere, så man heller ikke føler, at man behøves at være der i tre timer, bare fordi man har lagt 200 kr. for indgangsbilletten. Vi håber selvfølgelig, at folk bliver der længe, men det er måske lidt nemmere at lokke dem indenfor, når det ikke koster noget, fortæller Kristoffer.

Rør ved det hele

– Vi håber på 10.000 gæster i løbet af weekenden, der kommer og ser de spændende stande til messen. Det er klart, at det gør de ikke, hvis der ikke er noget, som de selv kan prøve og derfor kommer der for eksempel Virtual Reality her fra VR-caféen, derudover er der masser af andre ting man kan prøve, man kan være med i nogle konkurrencer og man kan møde nogle professionelle gamere, som man kan udfordre, fortæller Kristoffer.

– Ja, VR-gaming vil være til stede, så hvis man ikke får nok af dem til STARCADE, så kan man altid smutte herned på banegården og give den gas, smiler Stine.

Hvis man har været forbi Aalborg Banegård for nylig, så har man måske lagt mærke til rækken af futuristiske stationer, hvor Virtual Reality får en helt ny betydning. Simulatoren, som man bliver spændt fast i, giver fuld bevægelighed i spillet, så når brillen kommer på og der står et monster og ånder dig i nakken, så er det næsten umuligt ikke at mærke sveden på panden og adrenalinen. Det kan varmt anbefales at besøge dem, både på banegården og på Starcade, hvor der også er meget andet at opleve;

– Der er meget fokus på, at det ikke bare er en udstilling. Der er noget, du kan prøve og noget du kan røre ved, og du kan snakke med dem, der er passionerede indenfor de forskellige områder, afslutter hun.

eSport vokser

eSport har endnu ikke helt opnået samme popularitet herhjemme som i Asien, hvor eSportsudøverne er blevet sportsstjerner og kan tjene rigtig mange penge. Men Europa begynder efterhånden at komme rigtig godt efter det. Et af de bedste danske hold, Astralis, der spiller Counter-Strike, vandt for nylig en stor turnering i London, hvor de kunne tage omkring 1,6 milioner danske kr. med hjem i præmiepenge. De er desuden ikke kun et af Danmarks bedste hold, men ligger i skrivende stund nummer 1 på verdensranglisten.

eSport kan både foregå på PC og konsol, hvor PC-spil indtil videre har opnået den største popularitet, men Kristoffer fortæller at konsolspil også er ved at være rigtig godt med.

Der dukker også flere og flere foreninger op rundt omkring, hvor man kan gå til eSport på samme måde som man går til fodbold, og blandt andet har AaB fået deres egen underafdeling, hvor man kan træne sammen med andre, både på hobby- og eliteplan. De oplever så stor interesse, at de har måtte lukke for tilmeldingen til hold. De mangler simpelthen trænere, for at kunne imødekomme den store efterspørgsel.

– Alle snakker om eSport. Det er jo fedt, når man arbejder indenfor vores branche, og det åbner bare en helt masse muligheder, fortæller Kristoffer.

Nørdernes konge

Jakob Stegelmann, der står bag Troldspejlet, er en af hovednavnene på festivalen. Han har en helt speciel plads hos mange spilinteresserede, der har set Troldspejlet siden de var børn. Det gælder også for både Kristoffer og Stine;

– Jeg kan huske, at før jeg overhovedet vidste hvad spil og konsoller var, der syntes jeg, at Troldspejlet var fedt at se, fortæller Stine.

– Jeg tror, det var indgangsvinklen til gaming for mange, indskyder Kristoffer.

– Det er det i høj grad, og det kan vi også se, når vi har haft Troldspejlet heroppe. Det er tit det lidt ældre publikum, der kommer forbi. Der er nok en vis form for nostalgi forbundet med det. Når Jakob Stegelmann kommer til Starcade sammen med Troels Møller, så er det jo en unik oplevelse. Der tager de udgangspunkt i nogle af de spil, som man kan prøve til Starcade så det er de spil, de fortæller om i deres show.

Den erfarne spilanmelder med den rolige stemmer vil, sammen med Troels Møller, der er redaktør på Troldspejlet, fortælle om spilbranchen gennem deres erfaring med at anmelde spil.

– Det er fedt for publikum, fordi han er en dygtig formidler, men det giver også et kæmpe cadeau til spiludviklerne, at han tager deres spil op. Selv hvis han giver det kritik, siger Stine med et smil.

– Jeg tror også, at det er en blåstempling af arrangementet på en måde. At have en så stor personlighed som ham med, indskyder Kristoffer.

Hygge-komsammen

Når man snakker PC-gamere, så er det svært at komme udenom LAN-parties, der kan bestå af alt lige fra en lille gruppe venner rundt om spisebordet, til en samling af flere hundrede. Starcade har selvfølgelig også deres eget LAN-party;

– Det er en stor hygge-komsammen, kan man sige. Selvfølgelig kan det også være seriøst, men det primære er, at man tager sin egen computer med, sætter sit udstyr op og spiller mod en masse andre ligesindede. Man kan også spille for sig selv, men der bliver arrangeret turneringer og konkurrencer, så man kan dyste mod hinanden på kryds og tværs. Men bare det at komme ud en helt weekend sammen med sine kammerater, måske ikke helt få nok søvn og dyste sammen, det giver noget specielt. Vi har 672 pladser og håber selvfølgelig, at der bliver helt fyldt. Man kan blandt andet vinde nogle pengepræmier ved at vinde en Counter Strike-turnering, men for os har det ikke været vigtigt at have store pengepræmier, for vi vil hellere satse på hyggen og det sociale, fortæller Kristoffer.

Fordelen ved mobilspil

Selvom både Stine og Kristoffer begge med stolthed vil kalde sig gamere, så kan det være svært at finde tid til at sætte sig ind i et nyt spil.

– Der tror jeg, at mobilspil kan noget, fordi de er lige til at gå til. Hvis du har 10 minutter til overs, så kan du jo spille det der, siger Kristoffer.

– Det er jo også derfor, at de er så populære blandt de lidt ældre, fordi du kan spille dem imellem madlavning, afhentning af børn og arbejde, indskyder Stine.

Besøg af Big Betty

Programmet for festivalen er i skrivende stund ikke offentliggjort endnu, men Kristoffer og Stine lover tre spændende dage, hvor der er aktiviteter for alle. Efter lidt betænkningstid kommer de hver med et bud på, hvad man ikke må gå glip af til Starcade;

– Mountain Dew, der er hovedpartner på festivalen, kommer med en kæmpe gamer-lastbil, Big Betty, som de kører på Europatur med. Der har vi det eneste danske stop på den tour. De sætter lastbilen op på pladsen foran AKKC og der afholder de DM i Rocket League undervejs. Det tror jeg faktisk er noget, man skal ind og se, fortæller Kristoffer.

– Min passion er jo meget alle de her forskellige spil, som spiludviklerne laver. Så jeg synes, at man skal gå ned igennem messen og prøve det hele, lige fra de helt store produktioner til de bittesmå, hvor der sidder en enkelt mand og udvikler på dem. Simpelthen prøve hvad bredden er indenfor spil, afslutter Stine.

Så er det næsten bare at tage hele familien under armen og tage en tur på spilmesse til august, og lade dig føre med til fremmede verdener, hvor der skal skydes skurke, løses gåder og udforskes.

Starcade

Afholdes 17., 18. og 19. august i Aalborg Kongres & Kultur Center
Der er gratis entré til messen
Partnerne bag Starcade er: AKKC, BrainsBusiness, Lan Team Nord, Konxion, Sports-gaming.dk og DGI

Se hele programmet på starcade.dk

En passion for naturen

Skrevet af adminittp d. 25. juni 2018. Uploaded i Kultur.

Nicolaj Holm er passioneret naturmenneske, der elsker lange sejlture, svømmeture, cykelture og vandreture lige så meget som vinterbadning, shelterture og kaffe lavet over bål. Helt naturligt har han bragt den passion for naturen og respekten for den planet vi lever på med, da han overtog direktørposten i Aalborg Kongres & Kultur Center, der i dag er Danmarks første og eneste bæredygtige kongres- og kulturcenter

Hvad er din passion?

Min passion er naturen og alt hvad det indebærer af unikke oplevelser. At være i naturen, bruge naturen – og frem for alt, at passe på naturen…

Hvorfor er det din passion?

Vi er bosat midt i Rebild Bakker – og jeg har arbejdet målrettet på at gøre Aalborg Kongres & Kultur Center til Danmarks første bæredygtige kongrescenter. Det undrer nok ingen, at naturen er min passion. Jeg har den lige udenfor døren…

Hvad er det bedste ved din passion? (Hvad er fordelene?)

Alt er muligt i naturen – og den kan nydes på alle tider af året. Hvad enten det er en af mine elskede vinterbadeture, en tur på MTB i Rold Skov eller en sheltertur med familien. Naturen er altid en unik oplevelse.

Hvad er det værste ved det? (Hvad er ulemperne?)

Ulempen kan være en vejrmæssig overraskelse, som man ikke er forberedt på. Det er ikke sjovt at være hele familien på kanotur, når det slår over i tordenvejr.

Hvor mange timer om ugen bruger du på din passion?

Mange. Jeg har aldrig ur på, når jeg er i naturen. Tiden får lov at stå stille, og jeg er til stede i nu’et på en helt særlig og nærværende måde.

Er det en passion for alle?

Absolut ja. Des mere man sætter pris på naturen, des mere får man igen.

Fakta om Nicolaj Holm

Alder 36
Job Adm. direktør, Aalborg Kongres & Kultur Center
Civilstatus Gift med Maria, der er læge
Børn Frederik (7), Ellen (6)
Sjov fakta omkring din passion Vi aflivede fjernsynet, da vi flyttede til Rebild Bakker i 2011 – men indrømmer gerne, at programmer som Nak & Æd på DR og TV2/Nords OUTDOOR af og til finder vejen til iPad’en.
Citat Vi lever i verden, når vi elsker den

Anmeldelse af ’Fasser Partner’ – Tobias Dybvad

Skrevet af adminittp d. 12. marts 2018. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Stand-up.

Stand-up showet, ’Fasser Partner’ med Tobias Dybvad, spillede hele 2 gange lørdag aften (hhv. klokken 19.00 og 21.30) i den store sal i AKKC. Salen kan med sine 2173 m2 rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

Selve showet handlede om ’jagten på kærlighed’, og titlen ’Fasser Partner’ var et slang-udtryk for begrebet ’Fast Partner’. For Hr. Dybvad, der åbenbart i størstedelen af sit liv har undgået at bevæge sig i datingmiljøet, har nu opdaget, at det faktisk kunne være rart med sådan en dersens kæreste – som dog helst hverken må sige ’mobilos’ eller ’winwin-situation’. Men Tobias Dybvad har altså kastet sig ud i diverse dating eksperimenter, og det er der så kommet et helt show ud af. Han udtalte dog selv på scenen, at det på ingen måde havde været intentionen bag, men det spørgsmål vil jeg lade være op til den enkelte at bedømme.

Om sit eget show udtaler han selv, at ”Det er helt sikkert et show, du kan relatere til, hvis du har prøvet at være single. Eller været i et parforhold. Eller trådt i en hundelort.” Og det kan jeg kun tilslutte mig, og give ham ret i. Men til trods derfor, så var showet desværre lidt halvkedeligt til tider, selvom Dybvad ofte kom stærkt igen, når han gik over til sin force, nemlig ’skærmen’. For ligesom i sit TV2 Zulu-show, ’Dybvaaaaad’, så blev en skærm ofte anvendt under showet til at vise Tinder-eksempler, som Tobias Dybvad fortalte sine jokes ud fra. Det virkede egentlig ret godt, men i virkeligheden grinede man nok mere af de idioter som han fremstillede, end af hans jokes om det. Faktum er dog at Tinder-jokes er sjove, fordi de både er ret nutidige til målgruppen (som klart lå i den yngre ende af skalaen), men også fordi man grinte af sig selv. Dybvads fremtræden var charmerende dum, men også lettere oplysende om, hvordan man måske ikke lige bør gribe sin datingprofil eller kommunikation an.

Ellers startede aftenen faktisk ud med at Dybvads gæsteoptræder, Melvin Kakooza, kom ind og underholdte i en ti minutters tid. Han var virkelig sjov, og jeg fandt ham faktisk lidt sjovere end selve personen i egen skysovs. Hvilket får mig til i showets anledning at perspektivere til, at man helst ikke skal have andre personer med på sine Tinder-profilbilleder. Først og fremmest fordi det er upassende overfor vedkommende at blive uforskyldt udstillet på den måde, men til dels også fordi at det er usmart, når folk finder ens ven bedre og mere lækker end én selv. Det gør det ligesom mere tydeligt, og her var det ingen undtagelse.

Alt i alt havde jeg en god aften med mange grin, hvilket altid er rart. Derfor kan jeg sagtens anbefale showet til stand-up entusiaster, og særligt hvis man i forvejen kan lide Dybvads Zulu show. Dog var der kedelige stunder, hvor man lige kiggede på klokken, og det trækker desværre showet ned på 3 ud af 6 stjerner for mit vedkommende.

Sikke en succes – APPETIZE prisen 2018

Skrevet af adminittp d. 21. januar 2018. Uploaded i Forsidehistorier, Kultur, Kunst, Musik.

Hos APPETIZE har vi længe haft lyst til at bringe vores læsere tættere ind i magasinets univers og levendegøre indholdet. Alle som var på scenen i fredags har noget med Aalborg og Nordjylland at gøre, og langt de fleste i salen og på scenen har også haft noget med APPETIZE at gøre. Igennem vores arbejde har vi fået øjnene op for, at vi har meget og mange at være stolte af. Det skulle hyldes!

I løbet af aften blev der uddelt 6 priser, hvor alle nominerede havde gjort et stort indtryk. Det var en storslået Oscarfest på Nordjysk.

Allerførst en stor tak til aftenens sponsorer. Uden hvem dette show ikke ville være muligt, så vi er meget taknemmelige for deres opbakning.

Og så en vigtig ting – aftenens gallashow var også et velgørenhedsshow, hvor vi havde valgt at støtte et godt nordjysk projekt, nemlig Skyggebørn, der hjælper børn og unge i sorg.

Showet blev skudt i gang med et brag af House of Dance og Aalborgs nok eneste Drag queen Morgana Le Fay – “Lady Gaga was in the house”! Morgana og de superdygtige dansere fra House of Danse i Aalborg opførte et flot åbningsnummer med “Pokerface” og “Bad Romance”.

Foto af Johny Kristensen – www.johnykristensen.dk

Aftenens vært, Mads Steffensen – kendt fra bl.a. “Mads & Monopolet”, “Kender du typen” og “Aftenshowet” styrede slagets gang på en aldeles fremragende facon. Gistrup-drengen førte os igennem et stjernespækket program, hvor kendte nordjyske stjerner optrådte. Det var en aften bestående af musikalske indslag, comedy, debat og ikke mindst prisoverrækkelser.

Der blev serveret en lækker tapas-anretning, som man selvfølgelig bare skulle hygge sig med at spise under showet.

De to kvinder bag APPETIZE bød velkommen til dette første APPETIZE prisen 2018 – Gallashow. De fortalte om hvor vigtigt der er for dem, at kunne invitere aalborgensere og nordjyderne indenfor i deres univers.

De næste på scenen var to af de tre jurymedlemmer, Kathrine Skovsgaard, idékvinden bag BoxTown og Events by Skovsgaard og Aalborg Kongres & Kultur Centers direktør Nicolai Holm. De skulle overrække POWER-prisen, som var sponsoreret af den nordjyske familievirksomhed Beauté Pacifique, der er specialiseret i hudpleje og ligger i Hadsund.

De fire nominerede var:

Nadia Nadim – fodboldspiller

Kristoffer Glerup – SACKit

Jacob Risgaard – Coolshop

Jesper Sommer – Lykketrold Fundraiser

Vinderen blev:

Jacob Risgaard – Coolshop

Herefter var det tid til et musikalsk indslag med den unge sangerinde Emilie Esther

I 2015 vandt Emilie X-factor. Efterfølgende udgav hun sin første single “Undiscovered”. I dag er karrieren sat på pause, mens den nu 18-årige Emilie Esther tager en gymnasial uddannelse på Aalborg Katedralskole, men i dagens anledning gav hun et par numre.

Efter Emilie Esther var det tid til den næste pris: LIVREDDER-prisen, som Mads Steffensen havde fået lov til at præsentere.

De tre nominerede var:

Rikke Nielsen – LykkeLiga (Netværk af håndboldhold for udviklingshandicappede børn i alderen 6-15 år.

Karen-Marie Hovmøller – Gestus Nord (En række erhvervsfolk i Aalborg, der yder en ’gestus’ for de svageste i vores landsdel)

Anja Lovén – Din Nødhjælp (Hjælper Afrikas heksebørn)

Vinderen blev:

Anja Lovén – Din Nødhjælp (Hjælper Afrikas heksebørn)

Herefter var det meningen at Ruben Søltoft skulle have være på scenen. Han var dog desværre blevet syg efter en rejse til Mexico. Vikaren var ingen ringere end Lasse Rimmer. Han var fantastisk og fik snart hele salen til at ryste af grineflip. Lasse har egentlig ikke noget at gøre med Nordjylland. Og dog – hans kæreste gennem de sidste to et halvt år er fra Hjørring. Der blev fortalt gode historier om nordjyderne og Lasse ramte plet hver gang i sine betragtninger.

Til den næste overrækkelse var B.S. og Dan Jakobsen, Danmarks mindste mand på scenen. Det var en fest at se de to på scenen sammen. De kender hinanden godt fra dengang de begge var med i TV-serien “BS & Outsiderne”, der blev vist på TV2 i 2012. De to havde en dejlig kemi og der blev fortalt et par anekdoter fra deres fælles oplevelse, da de skulle tilbagelægge over 2.000 km gennem Afrika.

De nominerede var:

Råt & Godt – Christian Helweg

Hobro IK

Startup Works – Lisa Dalsgaard & Marc Munzer

Vinderen blev:

Råt & Godt – Christian Helweg

Efter en lille pause var det endelig tid til verdens første

APPETIZE panelet

Mads Steffensen var her i sit rette element som ordstyrer på dette indslag. Kendte mennesker var inviteret op på scenen for at diskutere et aktuelt emne. Panelet bestod af: Steen Royberg fra Nybolig Erhverv, tekstforfatter, foredragsholder og datter af Dirch Passer: Josefine Passer, B.S. Christiansen og stand-upper Lasse Rimmer.

Hold op hvor var det spændende og lærerigt. Der var tre dilemmaer der skulle diskuteres. Det første spørgsmål kom fra Annie Ogdal, som havde vundet to billetter for bedste dilemma på Facebook. Der var heldigvis masser af diskussioner paneldeltagerne imellem, og selv om de ikke altid var helt enige, var der gode råd til både Annie og de to andre personer hvis dilemmaer fik en kærlig behandling.

Efter APPETIZE panelet var vi tilbage til prisoverrækkelserne og skulle have kåret årets APPETIZE PLETSKUD, som er den artikel fra magasinet, der har rørt flest læsere. Endnu en gang kom de to kvinder bag APPETIZE; Betine Hvidberg Brix og Tinna Feifer Møller op på scenen. Denne gang som prisoverrækkere.

De nominerede artikler var:

Ehlers – Heinz & Nikolaj – Talent forpligter

BS Christiansen – Vi skal passe godt på tiden

Dorthe Gerlach – Musik skal være ægte

Louis Nielsen – Klar syn

Vinderen blev:

BS Christiansen – Vi skal passe godt på tiden

Så nåede vi til den næstsidste pris, som hed PÅ KANTEN-prisen. Til at præsentere denne pris kom Steen Royberg på scenen. Som Steen så flot sagde er Nordjylland mere end bare Aalborg. Nordjylland består også af yderområder. Denne pris blev derfor givet til en person, organisation eller virksomhed, som tør stille sig på kanten, vælger at gå utraditionelle veje eller kæmper en brav kamp for at vise omverden, at der skal noget ekstraordinært til for at opnå succes inden for sit felt, når man er beliggende i udkantsdanmark.

De nominerede var:

netIP, Carsten Hedemann – Adm. Direktør

Klitmøller, Casper Steinfath – tredobbelt verdensmester i stand up paddle surfing

Beauté Pacifique, Flemming K. Christensen og Amalie Adler Kjærgaard Andersen – stifter og ejere

Vinderen blev:

Klitmøller, Casper Steinfath – tredobbelt verdensmester i stand up paddle surfing

Casper var på aftenen til konkurrence i Tyskland og havde derfor sendt “Kongen af Cold Hawaii” Finn Jorsal.

Det næste indslag var en kvinde, der er kendt for sit søde smil, krøllede hår og unikke stemme. Hun er opvokset tæt på Brønderslev, og sammen med sin mand har hun duoen HUSH, som udkommer med et nyt album 2. februar.

I efteråret deltog hun i Toppen af Poppen – og det var ingen ringere end Dorthe Gerlach.

Aftenen var snart nået til vejs ende, og der manglede nu kun den sidste, men også største pris: APPETIZE ÆRESPRIS. Til at overrække den kom Zita Hvid fra TV2/Nord på scenen.

Som Zita sagde: At vise nogen ære betyder at give dem anerkendelse og agtelse for en fortjenstfuld bedrift eller indsats. Det er netop det, vi ønsker at gøre med denne pris: At give den til en person, der har fortjent en anerkendelse for sine bedrifter for Nordjylland og betydning for Nordjyllands kulturliv. Det er en ros for et vellykket resultat, der har imponeret os

De nominerede var:

Tom Kristensen – Racerkører

Ernst Trillingsgaard – Kulturkøbmand og tidligere AKKC direktør

Lynge Jakobsen – tidligere sportsdirektør i AaB

Vinderen blev:

Tom Kristensen – Racerkører

Tom Kristensen er på træningslejr på La Santa i øjeblikket og kunne desværre ikke være tilstede. Men der blev vist en videohilsen fra ham og til at modtage prisen kom en af Tom Kristensens barndomsvenner, Lasse Bundgaard.

Herefter kom ejerne af APPETIZE, Tinna og Betine, igen på scenen og fortalte, at da de kom på ideen til APPETIZE prisen vidste de med det samme, at de ville give noget til velgørenhed. Deres kriteriet var, at det skulle have noget med Nordjylland at gøre.

Gennem samtalegrupper hjælper organisationen, Skyggebørn, børn og unge i sorg med at sætte ord på deres følelser, samtidig med at de møder andre i samme situation som dem selv.

Til at tage mod donationen kom Per Andersen fra Skyggebørn op på scenen.

Per fortalte meget bevægende om organisationen og det store arbejde at være en nordjysk forening med mange frivillige. Han fortalte at man for et år siden startede med at have tre grupper og nu var oppe på tretten.

Vi hos APPETIZE er glade for sammen med alle vores sponsorer at vi kunne overrække SKYGGEBØRN en check på kr. 17.000,-.

Efter dette sidste indslag var der samling af alle vindere, kunstnere, paneldeltagere og prisoverrækkere på scenen. En storslået afslutning på en fantastisk aften.

Tak til alle der var med til at gøre denne aften en mulighed.

Tusind tak til vores sponsorer

Du kan se alle billederne fra den røde løber, vores fotovæg og fra showet her

Anmeldelse af ’Royal Christmas Gala – Sarah Brightman – Gregorians + special guests’

Skrevet af adminittp d. 22. november 2017. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Musik.

[one_third][/one_third]

Den udsolgte julekoncert ’Royal Christmas Gala’ med Sarah Brightman og Gregorians m.fl. spillede i mandags klokken 20.00, og showet foregik i den store sal i AKKC, som også kaldes for Aalborghallen. Salen kan med sine 2173 m2 rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

Jeg havde før på plade hørt hhv. Sarah Brightman og Gregorians, så jeg vidste, at de var dygtige. Jeg havde derfor også lidt høje forventninger til aftenens julekoncert, som startede godt ud med flotte og funklende lysekroner og Gregorians smukke og klangfulde mandestemmer. De var gode til at skabe en autentisk og munkeagtig stemning, men også til at lave synkron gang, der bevirkede godt til showets udformning.

Indimellem Gregorians kom også enkelte solister ud, og man lagde særligt mærke til Narcis’ (’Ave Maria (Romano) og ’O Mio Babbino Caro’) sarte og lyse stemme. Men også Fernando Varela (’Gloria’, ’All By Myself’ og ’Nessun Dorma’) gjorde et godt indtryk med sin kraftfulde og rene klang.

Sarah Brightman kom slet ikke på scenen i hele første akt, som varede i over en time med i alt 15 numre. Det gjorde desværre at showet indimellem grænsede til halvkedeligt, og selvom at alle sang rent og gjorde deres bedste, så kunne det godt virke lidt talent-show-agtigt med alle de forskellige solooptrædener. Da Sarah Brightman langt om længe kom på scenen i en hvid kjole med krone og slør til, mindede hun nærmest om en anden Jomfru Maria. Hun brillerede dog smukt og rent med sin finesse og høje sopran, og hun sang både ’Ava Maria (Schubert)’ og ’Silent Night’. Men så udvandrede stjernen hurtigt igen fra scenen for at skifte kjole – hvilket hun gjorde intet mindre end tre gange. Selve kjolerne var forblændende, og man kunne se at hun virkelig levede sig ind i det når hun sang, hvilket var lidt tryllebindende. Men magien blev hurtigt brudt hver gang hun udvandrede fra scenen.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk var lettere skuffet. For selvom jeg godt vidste, hvem der var med i showet, så havde jeg troet, at de var med for at synge sammen med Sarah Brightman – og ikke som soloartister. Men Sarah Brightman sang kun med nogen som helst i showets sidste to numre; ’Amazing Grace’, hvor Gregorians trådte ind for en yderst kort bemærkning og så ’Happy Christmas’. ’Happy Christmas’ var til gengæld en virkelig flot finale og afslutning, hvor alle deltog på scenen, men jeg må indrømme, at det faktisk var sådan jeg havde troet at stort set hele showet skulle have fungeret. Ikke engang til hendes storhit ’Time To Say Goodbye’ kom én af de ellers ekstremt dygtige tenorer ind for at synge Andrea Bocellis stemme med hende. Det klarede hun helt selv, og selvom hun klarede det med bravur, så virkede det spildt, når nu hun netop havde så mange talenter med i sit show. Jeg ville faktisk langt hellere have set en masse duetter end soloshows.

Midt inde i anden akt kom også et balletpar ind og dansede til ’Nutcracker Medley’, og det virkede egentlig som et friskt pust der klædte showet – hvis det altså ikke lige var fordi, at der i forvejen havde været så lidt af Sarah Brightmans tilstedeværelse.

Jeg syntes at Sarah Brightman leverede varen, når hun endelig var på scenen. Men som helhed vurderer jeg hele showet til fire stjerner, da det var lidt skuffende at f.eks. Gregorians var mere til stede på scenen end selve hovedstjernen. Så hvis det i særdeleshed var hende som man var kommet for at se, så måtte man føle sig en anelse skuffet, da hun kun deltog i 11 ud af showets i alt 31 numre. Så selvom showet var ganske udmærket, så synes jeg personligt, at det var lidt tamt og billigt sluppet for Sarah Brightmans vedkommende.

Andreas Bo – Plastikfjæs og gummibryster eller..!

Skrevet af adminittp d. 6. november 2017. Uploaded i Forsidehistorier, Kultur.

Manden med den elastiske muskulatur og lattervækkende mimik var forbi Aalborg, hvor APPETIZE mødte ham til en snak om alting, ingenting, en minearbejder fra Ukraine og plastikbryster. Mødet foregik under seks øjne med skribenten, gummifjæset Andreas og komikerens nordjyske fan Mette

– Andreas, siger den store mand og trykker magasinets skribent beslutsomt i hånden, mens det ene øjenbryn hæver sig op og former en slags Vesterhavsbølge, der netop skal til at slå ind mod strandkanten.

– Daði, svarer skribenten lavmælt og ser sig selv stående halvnøgen på den selvsamme strandkant med et lille barn i den ene hånd og en farverig badering i den anden. Han føler sig klejne. Klædt af. Mindreværdig. Lidt ligesom da han som lille dreng mødte sit fodboldidol.

– Øøøøh… det skal jeg lige have igen, udtrykker den store mand – stadig med den beslutsomme hånd i et fast greb om skribentens. Tsunami, tænker skribenten og svarer.

– Daði. Du kan bare kalde mig Daddy. Det er jeg vandt til, svarer han og føler sig endnu mere nøgen end før.

Nudiststrand?

– Fedt, konstaterer den store mand, giver slip på hånden og sænker igen sit venstre øjenbryn.

Tsunamien tilsyneladende afblæst. Nøgenheden og baderingen forduftede. Men var det ikke i det mindste en hedebølge, tænker den udsendte, mens han tørrer svedperlerne, der formentlig glitrede dobbelt så meget som normalt, af panden.

Scenen har netop udspillet sig i foyeren på Aalborg Kongres & Kultur Center. Den store mand er den kendte, sjove, populære og vellidte komiker Andreas Bo. Mennesker, der har haft stor succes kan fremprovokere glitrende svedperler hos de fleste menige, der møder dem i det virkelige liv.

Det viser sig dog hurtigt ikke at være nogen grund til. For Andreas Bo er ligeså venlig og imødekommende, som han er sjov og underholdende.

Hvad er din yndlingsfarve?

En halv time før mødet står skribenten hjemme i sit eget hus. Han er lidt hvileløs, for hvordan kommer interviewet med den sjove mand til at forløbe? Bliver det et stående standup med tilhørende mavekrampe? Bliver det et møde, hvor kendissen i ren kendisrus ikke ænser sin interviewer? Eller noget helt tredje og værre endnu?

Skribenten finder sin skriveblok og kuglepen frem og gør sig klar til afgang, da hans 11-årige datter kommer over for at give ham et farvelknus.

– Er der noget, du gerne vil vide om Andreas Bo, spørger han sin datter, som i flere uger har set og genset tv-programmet Rundt på Gulvet, hvor netop Andreas Bo er en af de bærende kræfter.

– Ja, hvad er hans yndlingsfarve?

Som sagt, så gjort. Eller rettere – som sagt, så set. For alt imens skribenten forsøger at samle sig selv efter det beslutsomme håndtryk og præsentationen af sit islandske fornavn, og de begge har sat sig til rette med en kop kaffe, får skribenten øje på Andreas’ tøj. Blåt i blåt.

Skribenten tager sig alligevel sammen og stiller det lidt akavede spørgsmål, som Andreas grinende svarer på ved at pege ned på sit tøj.

– Det må vist være blå.

Tænkte jeg nok, tænker skribenten med krummende tæer og føler sig igen afklædt med den forbandede badering. Han tænker sig tilbage til sine egne teenageår med Bravo-magasinerne og alle dets hvad-er-din-yndlings spørgsmål. Det var før Youtube og SoMe-kulturen. Og det var før APPETIZE, husker han sig selv på, lige før hans tanker bliver afbrudt af Andreas, der letter på stemningen og spørgsmålets banalitet.

– Ja, jeg kan faktisk rigtig godt lide petroleumsblå farve. Jeg synes for eksempel det er superflot med et petroleumsblåt jakkesæt, svarer han eftertænksomt og sipper til sin kaffekop.

Hans isse skinner i eftermiddagssolen, der lige har sendt sine stråler ind gennem vinduet. Og apropos stråler, så gør hans karriere det bestemt også. Hans nuværende turné har således været så succesfuld, at han nu rejser land og rige rundt med udsolgte ekstrashows.

– Det er blevet taget rigtig godt imod. Jeg tror folk er glade for den spontanitet, der udspiller sig på scenen. Det giver showet et autentisk præg, så ingen rigtig ved, hvor det fører hen, fortæller han.

I showet, som Andreas har valgt at kalde fifti-fifti, kaster han i ny og næ en mønt op i luften, som dikterer, hvilken vej showet skal dreje.

– Det passer mig rigtig godt. Jeg er ikke så god til de der fastlagte rammer, hvor jeg bare har en færdigskrevet tekst, som jeg skal remse op på de rigtige tidspunkter og med et smil på læben. Det har jeg aldrig været særlig god til. Jeg kører selvfølgelig efter et manuskript og med en tekst, som jeg i forvejen har øvet mig på. Men hvis jeg skulle gå hen og glemme min tekst i showet, så går jeg ikke i panik, fordi det giver bare publikum en meget mere autentisk oplevelse, pointerer han og kigger over på Mette, der som fan af Andreas skal opleve hans show senere på aftenen.  Mette Nielsen vandt magasinets Facebook-konkurrence om at mødes med komikeren og få to billetter til hans show.

– Folk kommer jo også for at se dig og opleve dig på scenen, indskyder hun smilende.  Mette, der er mor til tre og er i gang med at videreuddanne sig fra SSH til SSA i Jammerbugt Kommune, har været fan af Andreas i mange år. Men det er første gang, hun skal opleve ham live på scenen.

– Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg elsker alle hans karakterer og ikke mindst hans gummiagtige ansigt. Jeg har set ham meget på tv, for eksempel i Rundt på Gulvet og Live fra Bremen, men har aldrig taget mig sammen til at opleve ham live. Det har jeg nu mulighed for med de to billetter fra magasinet, og jeg håber, at han parodierer Kim Larsen, siger hun og skæver til Andreas.

– Det gør jeg, konstaterer han hurtigt.

– Jeg ved godt, at alle der køber en billet til mit show gerne vil se mine mest kendte parodier, såsom Kim Larsen. Jeg kunne aldrig finde på, at lave et helt show uden at have det med. Det er simpelthen så skuffende, når man kommer til et show eller en koncert, hvor kunstneren ikke har sine klassikere med. Jeg var til Michael Bublés koncert engang, hvor han ikke tog nummeret Lost. Det var meget skuffende. Så jo, du kommer til at opleve Kim Larsen, og også Lars Løkke og Ole Thestrup. Men så afslører jeg ikke mere, siger han med en løftet pegefinger.

FIFTI FIFTI

Showet hedder Fifti-Fifti af to årsager. Den ene, at livet er fyldt med tilfældigheder, mens den anden er, at komikeren for nylig er fyldt 50 år. Han valgte endda at lægge premieren for showet på selve fødselsdagen.

– Det var en stor aften. Salen sang fødselsdagssangen for mig, husker han storsmilende og fortsætter.

– Det jeg hylder i showet er tilfældighedernes spil her i livet. Hvis jeg tænker tilbage på mit eget liv, og hvorfor jeg er endt her, så skyldes det en tilfældighed oven på en tilfældighed.

– Og sådan tror jeg bare, det er for alle mennesker. Det er tilfældigheder, der fører os til jobs og parforhold og alt det andet, vi går og sysler med i vores liv.

Magasinets udsendte og Andreas’ store fan, Mette, nikker nærmest om kap med hinanden for at give komikeren ret. Og magasinets udsendte tænker, om det så måske også skyldtes en tilfældighed, at Andreas for omtrent et årti tilbage begyndte at slå sit navn fast med sit velkendte gummifjæs og rammende parodier. Næppe.

– Da jeg gik på HF, så kom præstens søn og spurgte, om ikke vi skulle lave en revy sammen, fortæller han, når skribenten har luftet sine tanker.

– Men det var jo ikke mig, der kom på idéen. Og heldigvis, og lidt tilfældigt, spurgte han mig. Det blev en meget vellykket revy, som vi rejste rundt med på folkeskoler i hele landet. Det endte derfor med at blive startskuddet på min karriere på de skrå brædder, erindrer han.

Andreas Bo, der ikke har gået på en skuespillerskole, og derfor er autodiktat, blev i 2007 en del af Cirkusrevyen. Og det var især her, at karrieren begyndte at tage fart.

– Det var selvfølgelig et kæmpe skulderklap, da jeg blev en del af Ulf Pilgaard og Cirkusrevyen. Men det var ikke mit show. Når vi var færdige med et show, hvor der sad tyve journalister, så styrtede de atten af dem hen til Ulf, mens de to andre talte med Lisbeth Dahl. Så er det meget sjovere at lave det, jeg gør i dag, hvor alle de tyve journalister kommer hen til mig, siger han med et bredt, Andreas Bo’sk smil på læben.

En stresset komiker

Det går godt for Andreas Bo. Men han er bestemt ikke kommet sovende, eller helt tilfældigt, til fadet.

– Jeg er søn af konservative forældre, der altid krævede at jeg bestilte noget. Da jeg var ganske ung fik jeg derfor arbejde i en tøjbutik. Det var et meget lærerigt arbejde, og det lærte mig mange ting, såsom at tackle svære situationer. Det var for eksempel meget angstfremkaldende i starten, når kunderne kom ind i butikken. Så det var noget, jeg måtte overvinde.

Andreas fortæller videre om sin hårde periode, da han i efteråret 2012 måtte aflyse sin allerførste turné på onemanshowet Plagiat.

– Jeg blev ramt af stress. En meget klassisk udgave af stress, som alle mulige andre mennesker oplever at få i deres helt almindelige arbejde. Jeg bukkede således under for forventningspresset. Jeg begyndte at tænke, hvad nu hvis folk ikke kan lide det, jeg laver. Så jeg måtte aflyse min turné.

Ifølge Andreas var selve reaktionen på hans sygemelding med til at få ham på ret køl igen.

– Det var så overvældende, hvordan kulturcentrene tog det, og ikke mindst hvordan publikum tog det. Jeg fik at vide, at folk bare ville komme, når jeg var klar igen, så der gik det op for mig, at folk ikke gider at gå ligeså meget op i det, som jeg gør.

– Det gik op for mig, at folk frivilligt havde købt en billet til mit show, så hvad kunne der egentlig gå galt. Folk er meget mere optaget af deres egne børn og egen hverdag. Det endte derfor med, at jeg kun var sygemeldt i nogle få uger, og så var jeg i gang igen.

Nu er Andreas således på turné med sit tredje onemanshow. Det første hed PLAGIAT, mens det andet hed original og havde premiere tilbage i oktober 2014.

Minearbejder fra Ukraine

Der er ikke mange stille dage hos Andreas Bo. Når han ikke rejser rundt med sit onemanshow, stiller han op i diverse tv-shows, interviews og radioudsendelser eller optræder med et sketch i e awardshow.

– Jeg har altid gang i et hav af projekter. Min ekskæreste gad aldrig at gå i sommerhus med mig, fordi jeg altid kom på fire-fem nye idéer, når vi var af sted. Det gik vist lidt ud over nærværet, siger han og griner.

Andreas, der tidligere har været kærester med Mascha Vang, er nu i et forhold med en kvinde sidst i trediverne.

– Ja, hun er lidt yngre end mig. Men det mest fantastiske ved hende er, at hun ikke anede hvem jeg var, da vi mødtes første gang. Stilhed. nærmest pinlig tavshed. Mette og skribenten tygger tilsyneladende begge på konstateringen, for kan det virkelig lade sig gøre, at en voksen dansker ikke kender eksistensen af en af landets sjoveste komikere?

– Andreas, hvor har hun da opholdt sig, bryder Mette tavsheden med forsigtighed.

– Jo, ser du, svarer han og kører sig rundt på stolen på den velkendte Andreas Bo’ske måde, hvor overkroppen kører ud og ind og til siden og op og ned. Hans ansigt spiller også med, hvor læber, kinder og øjne viser deres elastiske formåen.

– Ser du, hun er en tidligere minearbejder fra Ukraine, såe.., svarer han og skraldgriner af sin egen vittighed.

Fine middage og plastikbryster

Til trods for, at Andreas har meget at se til i både sit professionelle og private liv, er han også ambassadør for FCK, følger Liverpool tæt i Premiere League og har på et mere personligt plan involveret sig i Køge Nord FC, den tidligere Rishøj Boldklub.

– Jeg savner den der eufori, som vi alle sammen oplevede i ’92. Og det kan jeg ikke få ved at vifte med et Liverpool halstørklæde og håbe på et mesterskab. Derfor syntes jeg, det var en god idé at have mit helt eget hold. Det giver ’eddermame’ et kick, når vi vinder og det går godt. Det giver helt flashback til ’92.

En nuværende placering i den sjove halvdel af Pulje 2 i Sjællandsserien skal da også gerne byttes ud med en plads i Danmarksserien inden længe.

– Ja, vi har store ambitioner med klubben, og det går den rette vej. Inden længe er vi i Danmarksserien, og så må vi se. Fodbold fylder meget i mit liv. Det er også meget sjovt at være ambassadør for FCK. Det betyder jo, at jeg sammen med en række andre kendisser bliver fløjet til deres europæiske kampe og spiser fine middage og bliver serveret af piger med plastikbryster. Det kan man da ikke andet end holde af, påpeger han med glimt i øjet.

Europæisk fodbold. Fine middage. Plastikbryster. Måske skulle man gå standup-vejen, tænker magasinets udsendte skribent mens han sætter cykelhjelmen, tænder cykellygterne og vender snuden igen hjemad – godt bevæbnet med svar på datterens kvalificerede spørgsmål.

Spørgsmål fra læserne

Er du bange for at vågne op en dag, hvor du ikke længere har lyst til at være ham den sjove? (Charlotte Thorup Nielsen)

– Nej, det er jeg egentlig ikke. Men jeg kan godt forstå spørgsmålet. Det ville da være frygteligt, at vågne op en dag og opdage, at man ikke har noget at byde på mere.  Men jeg er overbevist om, at så længe publikum kan lide det, jeg laver, så bliver jeg ved.

Hvornår fandt du ud af, at du ville gå til scenen, som man sagde i fortiden? Er du uddannet i et erhverv udenom scenen? (Yrsa Andersen)

– Det kom lidt snigende. Det startede med en revy, da jeg læste HF. Det blev en vellykket forestilling, som vi rejste rundt med. Så tog det ene det andet. Jeg forsøgte også at læse medicin, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig.

[one_half]

Fakta

Andreas Bo Pedersen
Født 1967
Civilstatus I et parforhold med Katrine Wadil
Børn Emma (22 år) og Anton (19 år)
Livret Sushi
Hader Negativitet på de sociale medier
Elsker Folk der tager ansvar[/one_half]

[one_half_last]

Fakta

Mette Nielsen 
Født 1977
Civilstatus Gift med Dan i 2004
Børn Nicklas (16 år), tvillingerne Emmelie og Mikkel (15 år)
Livret Tapas
Hader Uærlighed og begrænsninger
Elsker Ro og humor
[/one_half_last]

Nicolaj Holm erstatter Ernst Trillingsgaard

Skrevet af adminittp d. 27. marts 2017. Uploaded i Kultur.

Pressemeddelse fra AKKC

Blandt et stærkt felt på 60 ansøgere har bestyrelsen i AKKC valgt at ansætte Nicolaj Holm, nuværende adm. direktør for MCVH Messecenter Vesthimmerland, hvor han har været direktør siden juli 2013. Den nye direktør afløser Ernst Trillingsgaard, der i en ubrudt periode har siddet som direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center siden 1985. Direktørskiftet sker den 1. maj.

Nicolaj Hplm ny direktør hos AKKC — Nicolaj Holm ny direktør hos AKKC, Foto: AKKC

Nicolaj Holm er trods sine kun 35 år en erfaren aktør med en mangesidet profil, som også fortæller om poster som chefredaktør, iværksætter og strategisk rådgiver. Han var stiftende direktør ved konference- og managementvirksomheden Danske Fagkonferencer, og har herunder skabt Børnekonferencen, hvor Benny Andersen Prisen også for nylig er blev uddelt af poeten og musikeren selv.

Formand for bestyrelsen i AKKC, Peter Rindebæk udtaler:

– Det er med glæde, at et enigt ansættelsesudvalg har peget på og valgt Nicolaj Holm, som den helt rigtige direktør, der kan føre AKKC ind i fremtiden. Han har de rigtige kvalifikationer og har løbende gennem sin karriere dokumenteret, at han kan sikre drift og fortsat udvikling.

I sit job som messedirektør i Aars er det lykkedes Nicolaj Holm mere end at fordoble besøgstallet og skabe en succes omkring Messecenter Vesthimmerland. Han har en kandidatuddannelse fra Aalborg Universitet og har i den forbindelse været medlem af bestyrelsen for Aalborg Universitet. Nicolaj Holm har samtidig været med ’i toppen’ af dansk politik bl.a. som storkredsformand for Radikale Venstre i Nordjylland og som medlem af Forretningsudvalget i Radikale Venstre under Margrethe Vestager. Nicolaj Holm har nu definitivt lagt politikken på hylden og er klar til at bruge alle sine erfaringer i den nye stilling.

– At være med til at sikre Aalborg og Nordjylland en stærk plads inden for alle AKKC’s forretningsområder, var en stærk drivkraft for mig, da jeg søgte stillingen, og jeg er meget ydmyg overfor opgaven og den arv, der skal løftes efter Ernst Trillingsgaards mangeårige virke som en helt usædvanlig direktør, siger Nicolaj Holm.

Ernst Trillingsgaard giver med ro i sindet styrepinden videre til Nicolaj Holm:

– Jeg er sikker på, at det er den rigtige mand, der er fundet blandt mange stærke ansøgere. Han har erfaringerne, visionerne og det udsyn, der er nødvendigt. Han vil komme til at bygge på AKKC’s stærke fundament, og køre videre med de traditionelle værdier, vi har, men også komme med nye visioner og videreudvikle husets forskellige aktiviteter.

Ernst Trillingsgaard vil selvfølgelig i en periode overlevere AKKC på bedste vis, samtidig med at han forsat vil være kunstnerisk konsulent ved Cirkusrevyen.

Nicolaj Holm er gift med Maria Holm, der er læge, og sammen har de en dreng på 6 år og en pige på 5 år og er bosat i Rebild Bakker ved Skørping.

Vi ønsker tillykke med den nye direktør og glæder os til at se Nicolaj vidreudvikle AKKC.

Jeg har været privilegeret

Skrevet af adminittp d. 9. december 2016. Uploaded i Forsidehistorier, Kultur, Teater.

Lisbeth Dahl kunne sidste år fejre 50 års jubilæum for en skuespillerkarriere, der faktisk startede lige her i Aalborg. Vi har fanget hende til en snak om alt lige fra mødrehjælpen, Ernst Trillingsgaard og juletraditioner

Ved første øjekast kan Lisbeth Dahl være en smule intimiderende, men det viser sig heldigvis hurtigt ikke at holde stik. Hun er i stedet bare forfriskende direkte, hvilket er en sjældenhed i disse dage, men nok også en af grundene til, at hun er nået langt i en benhård branche.

I sommers var hun instruktør og skuespiller i Cirkusrevyen, som endnu engang fik fantastiske anmeldelser og var en stor publikumssucces. Ikke mindst i Aalborg, hvor de spillede i den sidste uge i august.

Det er også her, hvor APPETIZE møder Lisbeth Dahl til en snak om en lang karriere, juletraditioner og selvfølgelig også lidt om Cirkusrevyen. Vi har fået lov at komme med i hendes omklædningsrum i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor Lisbeth, som det første, henter et glas vand til APPETIZEs udsendte og spørger fotografen, om hun ikke må vende sig, så vi kigger på hinanden under interviewet. Der er tydeligvis ikke nogle stjernenykker, men i stedet en kvinde, der insisterer på at være til stede.

En bølge af succes

Cirkusrevyen rider på en bølge af succes, og det virker til, at anmeldelserne bare bliver bedre og bedre fra år til år. Derfor er der også et vist forventningspres, men det virker dog ikke til at ligge tungt på Lisbeths skuldre.

– Vi er jo så privilegerede, at det er noget, folk gerne vil se, og der kommer flere og flere. Der er kommet noget kult over det, hvor man skal en tur på Bakken og se det. Der er også begyndt at komme mange børn derud. Børn er meget begejstrede for revy, og de synes, det er fantastisk at se, at vi hopper rundt deroppe i noget sjovt tøj. For os er det et privilegium, og det er dejligt at lave den revy. Selvfølgelig er der da et forventningspres hvert år. Man kan tydeligt mærke det, men man er også ligesom vant til, at der er nerver på. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det er ikke noget, der stresser os, fortæller Lisbeth.

Hun kan dog stadigvæk blive nervøs, men det er en kontrolleret nervøsitet, der viser sig længe inden, der kommer publikum på. Det er i stedet i de sidste hektiske dage op til premieren, når revyen skal begynde at samle sig.

I mange år har Lisbeth Dahl været instruktør på Cirkusrevyen, og det viser sig, at det var Aalborg Kongres og Kultur Centers egen Ernst Trillingsgaard, der er skyld i, at det kom i stand.

– Han blev kontaktet af Torben ”Træsko” Pedersen, fordi Torben havde købt en revy uden at vide noget som helst om, hvordan man lavede sådan en. Så var der én, der rådede ham til at kontakte Ernst. Ernst sagde: ”Du skal ringe til Lisbeth Dahl og få hende til at iscenesætte den.” Jeg havde aldrig iscenesat, men havde arbejdet med Ernst nogle gange, så jeg sagde ja med megen glæde, siger hun. Lisbeth sidder eftertænksomt et øjeblik, før hun svarer på, hvad Ernsts talent ligger i.

– Ernst er en meget speciel person. Han er en igangsætter. Hvis der er noget i vejen med noget som helst, så ringer du til Ernst, og så hjælper han dig eller kommer med et godt råd. Det er lige ud af landevejen og en spade, det er en spade. Det er noget, jeg rigtig godt kan lide, for jeg gør lidt det samme selv. Han har en fantastisk sans for revy og for underholdning, men han er også en købmand, og det er et rigtig godt miks.

Cirkusrevyen besøger hvert år Aalborg, som det eneste sted udenfor Bakken.

– Det er en gestus fra Torben til Ernst, fordi han hjalp til i opstartsfasen med revyen, fortæller hun.

På lejrskole

Skuespillerne er alle glade for det årlige visit i Aalborg.

– Det er som at komme på lejrskole, hvor Ernst ordner det hele for os, siger Lisbeth med et grin.

Aalborg er også en mulighed for at mødes på en anden måde, for hele holdet, hvor de er fri for de forpligtigelser, der hører med til hverdagen i København. De nyder også bylivet, og Lisbeth fortæller, at flere af dem deler en ærgrelse over, at tøjbutikken Liberty ikke findes mere. De drager også fordel af byens efterhånden bugnende restaurantliv, med mange nye spisesteder. En af de nye, der er dukket op i sommeren, har en direkte forbindelse til en fra holdet, nemlig kapelmester James Price, der har åbnet Brdr. Price på C.W. Obels plads sammen med hans ligeså kendte bror.

Det var også naturligt, at det var den restaurant, som blev afslutningen på holdets traditionsrige tur igennem Aalborg inden premieren. Lisbeth fortæller med stor glæde om turen, hvor de blev mødt af en masse glade aalborgensere, der gerne ville hilse på. Genkendelse er en del af jobbet, og under APPETIZEs fotografering i forhallen, var der også en dame, der kom hen for at trykke Lisbeth i hånden og sige tak. Jeg spørger i den forbindelse, om det ikke er mærkeligt at blive genkendt på gaden.

– Det er en del af jobbet, og det er heldigvis også dejligt. Det er hverken besværligt eller anstrengende. Hvis man ikke gad, kunne man jo bare lægge sig op på værelset, griner Lisbeth.

Tudede hele vejen

Hvad mange måske ikke ved er, at Lisbeth faktisk startede sin karriere i Aalborg. Hun boede her i et år sammen med sin mor og hendes mand, allerede da hun var 10 år gammel.

– Så da jeg kom på Aalborg Teaters elevskole i 1965, så var det som at vende lidt hjem. Jeg var også væk hjemmefra for første gang i mit liv, så det var lidt skræmmende at flytte herop. Jeg tudede hele vejen i Aalborgbåden, kan jeg huske. Jeg var her i ni år, og det er jo længe. Specielt i den alder. Jeg fik tre børn heroppe og blev gift. Jeg kom kun herfra, fordi den daværende teaterdirektør, Ebbe Langberg, sagde til mig, at han ikke syntes, jeg skulle være i Aalborg, jeg skulle til København. Så blev jeg så vred på ham og råbte, at jeg ville blive her. Han grinede lidt af mig og sagde ’så siger vi det’. Jeg blev så gal over, at han grinede, at jeg sagde, jeg ville have lønforhøjelse. Så grinede han endnu mere og sagde; ’så får du også det’. Men jeg blev der kun 1-2 år mere, før vi rejste til København. Jeg tænkte, at jeg altid kunne komme hjem til Aalborg, genfortæller Lisbeth og forklarer nærmere:

– Aalborg er hjem for mig. Jeg tænkte, at; ’Jeg kan altid komme hjem igen, hvis det ikke kører i København’, men det kørte jo. Der har jeg været privilegeret.

Orden i sagerne

Valget faldt på Aalborg, først og fremmest fordi det var der, hun kom ind som elev, men den succesfulde teaterdirektør, Karen Marie Løwert, lokkede også. Derudover arbejdede Lisbeths far på teateret i Odense, og det ville være at blande tingene på en måde, som hun ikke havde lyst til, så Odense var udelukket.

– Så var der jo Karen Marie på Aalborg Teater, og der tænkte jeg; ’Der skal jeg da op’. Jeg var dog kun 17 år, da jeg aflagde prøve, fortæller Lisbeth.

Hun blev optaget, og bagefter fik hun af vide, at de havde set det som en fordel, at hun var så ung, fordi så kunne de bedre forme hende, hvilket Lisbeth fortæller med et selvironisk grin og bemærker, at hun kan være i tvivl om, hvem der formede hvem. Siden da har hun ikke spillet noget på Aalborg Teater, men kunne sagtens forestille sig at spille et stykke her igen.

Lisbeth husker tiden på Aalborg Teater, som et dejligt sted at lære for en ny skuespillerelev.

– Det var helt vildt skønt, det var som at komme i en lille familie. Der var orden i tingene. Man rejste sig, når skuespillerne kom ind og flyttede sig for dem i frokoststuen.

Lisbeth er vokset op i en teaterfamilie, så mange af skuespillerne kendte hun i forvejen. Derfor følte hun sig straks hjemme, da hun trådte ind i teaterverdenen på egen hånd, og med en baby i huset var der heller ikke tid til så meget andet end teater og familie.

Derfor var der ikke meget tid til at hænge på barer det halve af natten;

– For mig, der handlede det hele om teater. Jeg kom her i 65, og to år efter fik jeg et barn. Jeg gik ikke byen, og hvis jeg endelig gjorde, så kunne jeg aldrig være ude til klokken fem om morgenen, for jeg faldt jo i søvn, griner Lisbeth.

– Men jeg kan godt huske byen, og gøglerbåden fandtes også dengang. Men for mig handlede det kun om teater og få mit barn passet.

APPETIZEs journalist, Christina Cvendsen under interviewet med Lisbeth Dahl i AKKCs garderobe på kunstnergangen — APPETIZEs journalist, Christina Svendsen under interviewet med Lisbeth Dahl i AKKCs garderobe på kunstnergangen

Støtte fra Mødrehjælpen

Jeg bemærker, at det må være hårdt at være en ung mor og skulle passe et job med skæve arbejdstider samtidig. Det er Lisbeth ikke enig i;

– Sådan er det jo. Jeg er jo også vokset op med en mor, som var skuespiller. Hun passede både mig og skuespillet, så det kunne jeg vel også godt. Det var et spørgsmål om at få nogen til at passe hende, når jeg havde travlt. Når jeg havde fri, så var vi jo sammen. Jeg synes ikke, at det var kompliceret. Mødrehjælpen var en kæmpe støtte for mig, og jeg var lidt et eksperiment for dem, for de havde aldrig prøvet at gå ind og hjælpe en skuespillerelev. Men de var fantastiske og skaffede mig en lejlighed på Grønlands Torv på trettende etage. Nogle gange fløj der helikoptere længere nede, end hvor jeg boede, fortæller Lisbeth smilende.

Hun har aldrig rigtig ville lave andet end skuespillet, ud over en kort periode på et par år, hvor hun overvejede at blive sygeplejerske, fordi hendes mor havde advaret hende om de hårde vilkår i branchen, hvor det kunne være svært at få job. Hun valgte dog at blive skuespiller alligevel og nævner med et grin, at det jo er gået meget godt alligevel.

At det er gået meget godt er vist en underdrivelse, og Lisbeth har, som en af de få, formået både at få succes med de dramatiske roller, som for eksempel moderen i tv-serien Sommer, og de mere komiske roller.

– Jeg har altid haft nemmest ved det sjove eller ’den lette genre’, som de kalder det, hvilket den bestemt ikke er. Det er næsten sværere end at være alvorlig. Jeg har spillet meget revy og lystspil, og det har givet modet til også at spille det seriøse. Der er nogle, der har det stik modsat, bemærker Lisbeth.

Hun kan dog ikke komme på et svar om, hvorfor folk har taget godt imod hende i de seriøse roller, når mange andre ikke har haft samme held, men peger på, at det er det samme håndværk, der ligger bag ved begge genrer. Komikken bliver bare rundet af med en latter. Begge handler i høj grad om timing, men revyen passede alligevel perfekt til Lisbeth.

– Første gang jeg spillede revy, tænkte jeg, at det da bare var det, jeg skulle lave.

Ikke en bulldozer

Jeg bemærker, at hun virker som en stærk person, om det er rigtigt?

– Der er ikke så meget, jeg er bange for. Men jeg har også respekt for andre mennesker og livet. Det betyder, at jeg ikke går rundt og opfører mig som en bulldozer. Jeg kan godt være ret direkte i min måde at være på, og jeg er ret hurtig til at tage beslutninger. Jeg ved lynhurtigt, hvad jeg skal gøre, og hvis jeg ikke ved det, så sagde min mor altid, at; ’så læner du dig bare tilbage i sofaen, slapper af og læser et ugeblad og lige pludselig så ved du alligevel, hvad du skal gøre’. Jeg har fået en god opdragelse og kan da godt se, at jeg er et stærkt menneske. Men det er også qua, at jeg lever videre i mit liv på de gode ting. Jeg kan godt huske de dårlige ting og får dem bearbejdet, men det er ikke noget, der præger mig. Jeg er et meget positivt menneske, og det er en guds gave at være.

50 års jubilæum

Sidste år havde Lisbeth 50 års jubilæum, og det blev blandt andet fejret med forestillingen Vores Sensommer på teateret Østre Gasværk, hvor hun spillede sammen med Ulf Pilgaard.

Lisbeth fortæller, at hun altid har været god til at holde en fest, og hendes sidste runde fødselsdage blev fejret med manér. Derfor ville hun også skynde sig selv at arrangere, hvordan hendes 50 års jubilæum skulle fejres, så det blev, som hun selv ville have det.

– Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle spille og faldt over Vores sensommer, fordi der er mennesker på min egen alder, fortæller Lisbeth. Derfor var det et spørgsmål om, hvem der skulle spille stykkets mandlige hovedrolle, og her faldt valget hurtigt på Ulf.

– De to karakterer i Vores sensommer, de ligner Ulfs og min. Vores kendskab til hinanden er jo et livslangt venskab, siger Lisbeth. Vores Sensommer handler om et ægtepar, der forsøger at forsone sig med fortidens fejltagelser, men døden kommer tættere og tættere på. Midt i alt dette, så småskændes ægteparret, som man nu gør, når man har været gift alt for længe. Til januar kommer stykket forbi Aalborg Kongres & Kulturcenter, hvor det spiller to aftener.

Til januar besøger stykket ’Vores sensommer’ Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor Lisbeth endnu engang spiller sammen med Ulf Pilgård

Julesindssyg

Ved snakken om juletraditioner udbryder Lisbeth straks;

– Jeg er jo julesindssyg! Jeg elsker jul og har altid sagt, at vi først må begynde 1. december eller første søndag i advent. Men efterhånden er jeg selv begyndt at starte i november, griner Lisbeth og forsætter;

– Så laver jeg alle de traditionelle ting, man overhovedet kan. Der er ikke noget, jeg skal, men jeg gør det, jeg kan nå og synes er sjovt. Jeg holder julefrokost for ca. 25 mennesker i snit og har altid lavet alt maden selv med alt det traditionelle. Men her på det sidste er jeg begyndt at hive min søn og svigersøn ind, for de er gode til at lave mad. De er smaddersøde til at komme og hjælpe, og det håber jeg også, at de gør i år, fortæller hun.

– Jeg har også et kæmpe juletræ, som min yngste datter går ud og får fældet med sin kæreste. For hvert år bliver det større og større, og det er fyldt med tusindvis af juleting, så du næsten ikke kan se træet. Det er sindssygt flot. Vi spiser flæskesteg, andesteg, brun sovs og brunede kartofler. Det hele skal på. Når der er små børn til stede, så spiser vi meget hurtigt, og nogle af de store bliver sure, for vi skal da nyde maden. Gu skal vi ej, vi skal ind og danse om juletræet, griner hun.

– Det er jo også mig selv, for jeg vil gerne give de gaver. De to ældste herrer går ind og tænder juletræet, mens vi andre sidder ude i gangen, hvor jeg læser Juleevangeliet i Johannes Møllehaves version. Det tager tre-fire minutter, så bliver dørene lukket op til træet, og så er det bare så smukt med de levende lys. Til sidst løber vi rundt, op og ned ad trapperne, igennem sengene, mens vi synger; ’Nu det jul igen’, fortæller Lisbeth med så stor glæde, at man ikke kan undgå at blive smittet af julestemningen.

Interviewet er nået til vejs ende, og jeg har fået endnu større respekt for en af Danmarks bedste, og sjoveste, skuespillere. Jeg går inspireret derfra med en julestemning i fuldt flor.