Tag: aalborg

At få et barn er en kæmpe oplevelse, og for de fleste går det heldigvis, som det skal. Men i dag kæmper flere og flere desværre; måske har de problemer med at blive gravide, eller måske har de mistet et barn. Den første historie, vi vil dele med jer, er Tinnas, som selv skulle tage en beslutning om at beholde eller afslutte graviditeten og gennemgå en forfærdelig fødsel

For 2 år siden blev Tinna og hendes mand enige om, at de ville have en treer. Parret havde i forvejen Frederik på 8 og Josefine på 5 år, så de var begge enige om, at hvis det skulle være, skulle det være nu.
– Det er jo bare så livsbekræftende at få et barn”, siger Tinna. Det med at skabe noget, der er en del af en selv. Vi følte, at vi magtede det, og at vi havde kærlighed nok til en mere.

Man hører jo ofte om, at når det ikke er ens første barn, buler maven hurtigere, og det var også tilfældet med Tinna.

– Jeg blev meget hurtigt gravid, og havde en fin graviditet, men med morgenkvalme og min mave, der meget hurtigt bulede ud. Man har jo altid en eller anden form for bekymring, når man er gravid. Det, tror jeg, er naturligt, men når det er nummer 3, så var man da bare sikker på, at det nok skulle gå godt, for det havde det jo gjort de to andre gange. Så tanken om, at det kunne gå galt, havde ikke sådan rigtig strejfet mig.

Første undersøgelse

Ugerne gik, maven voksede, og Tinna og Michael glædede sig til at skulle fortælle børnene, at de skulle være storebror og storesøster. De var jo så gamle, at de kunne være med til at opleve det.

– Da jeg var omkring 8 uger henne, fortalte vi det til børnene, for hvad skulle der dog kunne gå galt? Da jeg var i uge 12, kom jeg til scanning, og man ligger bare der helt forventningsfuld, men selvfølgelig også lidt bekymret, fortæller Tinna. Vi fik så en risikovurdering, der hed 1:33 for Downs syndrom, hvilket vi var noget chokerede over. Man kunne godt se, at lægen var noget bekymret og anbefalede, at vi skulle have en moderkagebiopsi. Der stod vi allerede med den første beslutning, for hvad så hvis barnet fejlede noget? Hvad ville vi så? Vi vidste jo godt, at vi skulle tage et valg, hvis tingene ikke var, som de skulle være.

Efter biopsien gik parret i 4 dage og ventede på svar, og blev så endelig ringet op af lægen. Der var ingen tegn på Downs syndrom, men barnet havde noget kaldet Triple-X syndrom. Piger er normalt født med 2 X-kromosomer og drenge med både et X- og et Y-kromosom, så Tinnas barn havde et ekstra X.
– Lægen mente ikke, at det var noget, vi skulle tage så tungt, forklarer Tinna, men jeg undersøgte det lidt selv. Jeg kunne her læse mig frem til, at hun nok ville blive meget høj og lidt bagud måske. Hun ville nok skulle have noget ekstra støtte i skolen, men der er faktisk i dag en del piger, der er født med et ekstra X-kromosom, som ikke er klar over det, og som ingen problemer har med det.

Tinna og Michael blev enige om, at for dem var det lige meget. Det var jo sådan, hun var, og det var jo stadig deres barn.
– Det var dog lidt svært at kunne glæde sig helt, fortæller Tinna. Man havde jo ikke den samme følelse, som hvis ens barn var 100 % rask. Man har det jo sådan, at som mor er det vigtigste, at ens barn har det godt, og får det allerbedste, hvilket vi stadig mente, at vi ville kunne tilbyde hende. Vi har en god familie bag os, og vi ville kunne støtte hende i hendes behov.

Ekstra scanninger 

Efter sådan en besked blev parret tilbudt nogle ekstra scanninger og var inde på sygehuset igen, da Tinna var omkring uge 17. Der fik vi at vide, at alt så fint ud, fortæller Tinna.
– Jeg kan huske, at der tog vi ud at spise om aftenen, da det var første gang, at vi sådan rigtigt fik noget kun positivt af vide, og vi kunne glæde os.

Et par uger efter var parret til endnu en scanning hos den samme læge, der havde fulgt dem fra begyndelsen. Lægen fortæller løbende hver gang han ser noget, og siger, at det ser fint ud – indtil han kommer til hjertet. Der blev der pludselig meget stille i lokalet, og Tinna og Michael vidste med det samme, at der var der noget der ikke var som det skulle være.
-Det var nogle virkelige lange minutter. Han fortæller os herefter, at der var noget med hjertet, der ikke var, som det skulle være, men at der var en specialist i Aarhus, som var bedre til at se det, så vi blev sendt til Skejby dagen efter til endnu en undersøgelse, forklarer Tinna.

I Skejby fik Tinna og Michael nedslående nyheder. Hjertefejlen var rigtig slem, og parret skulle være indstillet på, at deres lille pige ville skulle igennem en masse operationer igennem hele sin opvækst, og at de ville komme til at være meget indlagt med hende.
-De kunne ikke garantere os, at vi ikke ville miste hende allerede som nyfødt eller måske, når hun var 2 år. Hun ville ikke kunne særlig meget, og der var stor sandsynlighed for, at hun måske kunne få en hjerneskade af de operationer, hun ville skulle igennem, fortæller Tinna.

Den sværeste beslutning

Tinna og Michael havde en meget svær beslutning at skulle tage, men for dem var der ikke rigtig noget valg. De var begge enige om, at skulle have foretaget en abort. Derefter gik det hurtigt med samtaler på sygehuset. Tinna og Michael valgte, at sygehuset skulle begrave barnet i de ukendtes grav.
-Man gik fra at være helt vildt glad, til pludselig at skulle tage stilling til sådan noget som en begravelse, forklarer Tinna. Det var så forfærdeligt.

Derefter skulle Tinna igennem en fødsel, hvor hun fik en jordmoder tilknyttet hele dagen.
-Det var den værste dag i mit liv, faktisk den værste uge. At ligge der og nu sparker hun, og nu får du en pille, og så dør hun måske om en time, fortæller Tinna. Det var helt livløst barn, der kom ud. Det var skrækkeligt, men på en anden måde var det en hel lettelse, for nu var det overstået.

Hvad der er rigtigt eller forkert i sådan en situation, er der ingen der kan bedømme. Man kan måske godt udefra tænke, hvorfor valgte de dog ikke at give det lille liv en chance, og måske tænke, at det er helt forkert. Tiden efterfølgende har været utrolig hård for Tinna og Michael.
– Man er nødt til at tænke på hver enkelt familie, og hvad der var rigtigt for os. Var hun vores første barn, som vi virkelig havde kæmpet for at få, havde vi måske truffet en anden beslutning – det ved jeg ikke. Men her ville det bare gå så meget ud over vores familieliv og vores børn, og det mente vi bare ikke, var det rigtige for nogen af os eller for hende. Der er bare ikke andre, der kan tage den beslutning for en, forklarer Tinna. Det vil altid sidde i en. Det kan godt være, at vi kun har 2 børn, men på en eller anden måde har vi jo 3. Vores børn vil altid kunne huske det, da de var så store. Hun er en del af vores historie nu, og hun er bestemt ikke glemt. Men man skal lære at leve med det og ikke lytte til, hvad andre siger, for det var helt sikkert den rigtige beslutning, vi tog for os og vores familie.