Skip to main content

Tag: aalborg

Nordjyllands største julekalender

Over 35 nordjyske virksomheder går hver dag i december sammen om at samle penge ind til Skyggebørn. På Vesterbro hænger nu ”Nordjyllands største julekalender,” hvor der åbnes en låge med en donation direkte til Skyggebørn. Den 24. december afsløres det samlede beløb. Og der kommer flere virksomheder til, som dagene går.

 

December er en måned, hvor vi bliver mindet om, hvor godt det er at have nære relationer. Men det er også en måned, der kan være svær for de mennesker – særligt børn og unge – der har mistet en forælder.

 

Derfor startede idéen med ”Nordjyllands største julekalender”, der netop har til formål at indsamle penge til Skyggebørn og sende en kærlig tanke til de børn og unge, der har mistet én, der står dem nært.

”Jeg har længe gået med tanken om at lave en indsamling til Skyggebørn med en julekalender, der skaber opmærksomhed i bybilledet. Da vi lige nu er i gang med at renovere en facade på Vesterbro, var det nærliggende, at vi kunne opsætte et stort banner med en julekalender på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade,” fortæller initiativtageren Henrik Staun, der er indehaver af Byggefirmaet Staun.

 

Den gode idé tog hurtigt form, og på under 14 dage kom hele indsamlingen i stand. Og over 35 virksomheder var klar til at støtte op om den gode sag.

”Jeg fortalte om idéen i mit lokale erhvervsnetværk, og så blev vi en lille gruppe, der har arbejdet frivilligt på at få idéen ud at leve. Både med hele konceptet, grafik til julekalenderen, kontakt til virksomhederne og tryk af det endelige banner, der nu er monteret i kæmpe skala på Vesterbro. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at vi har fået det hele i stand på så kort tid, og så mange virksomheder har ønsket at bakke op om den gode sag, og flere kommer til,” siger Henrik Staun.

 

Skyggebørn er en nonprofitorganisation og modtager ingen offentlig støtte. Skyggebørn er derfor afhængige af økonomisk støtte fra virksomheder, fonde og medlemmer for at kunne tilbyde børn gratis plads i en gruppe. Derfor betyder donationer fra indsamlingen meget for foreningen.

”Indsamlingen går lige i hjertet hos os i Skyggebørn. Vi modtager ikke offentlig støtte, så vi er afhængige af, at virksomheder og private personer har lyst til at støtte os. Det gør virkelig en kæmpe forskel for alle de børn og unge, der kommer hos os og kan få hjælp til at tale om sorg,” siger Lotte Thomsen, der er partner og eventkoordinator hos Skyggebørn. Hun fortsætter:

”Sorg er et stort tabu i vores samfund. Hos Skyggebørn bringer vi de uudtalte ting på banen og taler om sorg uden filter. Vi afmystificerer de tunge emner og italesætter det, som andre ikke gør. Derfor er der så mange børn og unge, der er glade for at komme hos os, fordi vi er sammen om sorgen. Jeg håber, at julekalenderen på Vesterbro kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi taler om sorg og investerer i vores mentale sundhed.”

 

Julekalenderende har fået en ret central placering i Aalborg på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade. Banneret måler 12 x 12 meter og har fået 24 låger, der hver dag åbnes, og man kan se, hvilke virksomheder der har doneret og selve beløbet. Den 24. december kan alle tal regnes sammen, og det fulde beløb går direkte til Skyggebørn.

Hvis man får lyst til at støtte det gode formål, er der en QR-kode på banneret, man kan scanne og donere et valgfrit beløb til Skyggebørn og være med i lodtrækning om fine præmier som virksomheder har doneret. Senere i december kommer der også lidt andre ideer til.

 

 

Frivillige ildsjæle har arbejdet de sidste 14 dage på at stable Nordjyllands største julekalender på benene. Fra venstre: Kjetil Løite fra Fotograferne Vesterbro, Henrik Staun fra Byggefirmaet Staun og Kathrine Kanne fra SAND:PR. Betine Brix fra Creativum/APPETIZE var desværre forhindret.

 

 

 

For yderligere kontakt venligst:

  • Initiativtager Henrik Staun, direkte 20 66 13 13 og mail: henrik@staun.dk
  • Lotte Thomsen, Skyggebørn, mobil 30 70 33 11 og mail: lotte@skyggeboern.dk
  • Presseservice: Kathrine Kanne, direkte 20 26 79 81 og mail: kathrine@sandpr.dk

 

 

Mere info om Skyggebørn

Skyggebørn er samtalegrupper for børn og unge i sorg, som har mistet én, der står dem nær eller har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet. Grupperne er inddelt efter alder – ikke efter årsagen, der har udløst sorgen eller hvor længe det er siden de har mistet.

 

Skyggebørns hovedafdeling ligger her i Aalborg og har derudover afdelinger i Aarhus, Esbjerg og København.

Skyggebørn er en nonprofitorganisation og modtager ingen offentlig støtte. Skyggebørn er derfor afhængige af økonomisk støtte fra virksomheder, fonde og medlemmer for at kunne tilbyde børn gratis plads i en gruppe.

 

Læs mere her: www.skyggeboern.dk

 

Omtale: “Vi er vores valg” bogrelease

Tirsdag d. 14. November udkom forfatter og foredragsholder, René Dahl Andersens nye bog med titlen “Vi er vores valg”. Eks-betjenten med dybe rødder i det nordjyske, havde valgt at udgive bogen ved et ekslusivt arrangement i AKKC, hvor René havde inviteret nogle af de personligheder, som dukker op i hans bøger og ikke mindst fra hans Podcasts; “Narkobetjenten” og “Panser”. Vi lagde nysgerrigt vejen forbi Aalborghallen denne tirsdag aften.

Til dem, der ikke kender René Dahl Andersen, så udlevede han i mange år sin drengedrøm som betjent, og arbejdede blandt andet i uropatruljen, som undercover-agent og ikke mindst i hjertet af Danmarks hårdeste narkomiljø. Men René er ikke en del af dansk politi længere, for i 2017 tog han et skelsættende valg, da han blev taget for at stjæle nogle lamper og pludselig befandt sig på den anden side af loven. Det blev startskuddet på Renés bogserie, hvor første udgivelse var “Hærdet” i 2021.

Vi ankom til et udsolgt arrangement med cirka 700 gæster. Setuppet i Aalborghallen var med rundborde og unummererede pladser frem for stolerækker – anderledes i forhold til sådan et arrangement, tænkte jeg. Men okay.

På scenen bliver der budt velkommen af radiovært og aftenens konferencier Niels Skovmand.

De første, der gik på scenen var Forlaget Grønningen 1, som har stået for at udgive alle René Dahl Andersens tre bøger. Meget kort fortalte de om deres første møde med René og til hvor de står i dag med en tredje bog i rækken. Det viser sig nemlig, at René til at starte med ikke ønskede at udgive sin historie under eget navn.

Da forlaget var færdige med deres forhistorie omkring René og deres bogudgivelser, gik ordet videre til René, som kort fortalte om den nye bog; “Vi er vores valg”. Han fortalte om de tanker han har gjort sig om bogens indhold, om processen og ikke mindst sit nære forhold til forfatteren Pia Møller Søe, som har skrevet det nyeste skud på stammen i samarbejde med René.

Havde man forventet en ny bog lig “Hærdet” og “Helhjertet”, hvor man møder René gennem hans politikarriere, fortalte han i stedet, at “Vi er et valg” er en selvhjælpsbog med fokus på at tage ansvar, gøre op med fortiden og om at kigge fremad. Den fortælling er han ikke ene om, og med sig i bogen og på scenen havde han nogle personligheder fra sit liv, bøger og ikke mindst podcasts, som har taget skælsættende beslutninger i deres liv og karriere.

Den første person vi mødte var Store Bjarne – en tidligere betjent og René Dahl Andersens chef fra Station City (1) i København. Store Bjarne har selv skrevet en bog om sin lange karriere som betjent, og det endte med et mindre foredrag.

Det samme gjorde næste personlighed, som vi mødte fra Renés bog. På scenen kom endnu en tidligere betjent, Flemming Sloth Andersen, der i visse kredse går under navnet Betjenten. Ligesom Store Bjarne har Flemming skrevet sine erindringer i en bog, som han kort fortalte om.

Efter en pause kom den nu forhenværende rapper og sanger fra duoen Djämes Braun, Kent Pedersen på scenen. I modsætning til personlighederne vi mødte i den første halvdel af arrangementet, har Kent været på den forkerte side i af loven. Det var første gang, at Kent stod på scenen for at fortælle sin historie om et alt for stort indtag af alkohol, stoffer og ikke mindst om at skylde en masse penge væk til de forkerte. Kent Pedersen udgiver også en bog om sin historie en gang næste år.

Da Kent trådte ned fra scenen blev han erstattet af endnu en personlighed fra Renés liv og nye bog. Hvis man har læst, set eller lyttet til de programmer, som René medvirker i, kender man ham som Kaliffen. Kaliffen, som fremstod yderst intelligent, veltalende og fuld af humor, kom på kant med loven, da han fandt ud af, hvor let han havde ved at sælge og importere hash. Han blev god til det og tjente rigtig mange penge, indtil René en dag mødte op i hans lejlighed for at anholde ham. Den dag vendte op og ned på hans liv, for det førte til en længere fængselsdom.

Jeg kan ikke sætte ord på, hvilke forventninger jeg havde til en decideret bogrelease. Men jeg havde måske nok forventet, at René var med hele vejen i gennem, så det blev en form for samtale frem for de fire miniforedrag, hvor personlighederne fortalt deres individuelle historie. Jeg forstår godt, at historierne er en del bogen “Vi er vores valg”, men dermed sagt havde jeg brug at René var en flydende del af det, i det han er afsender af bogen, hvor disse personer fremgår. Denne form fik mig også til at få følelsen af, at jeg sad til fire, nej faktisk fem forskellige foredrag, hvor jeg lige kunne købe en bog fra hver, på nær Kaliffen, som ikke har planer om at fortælle sin historie i bogform.

Når det er sagt, havde jeg glædet mig til at møde René Dahl Andersens partner fra podcasten “Narkobetjenten”, Pernille Brunse, som skulle havde været med ifølge beskrivelsen af arrangementet. I deres fælles podcast er hun den kritiske journalist, som skubber til René og stiller ham alle de svære spørgsmål. Hun kunne måske have samlet trådene i Aalborghallen denne aften. Pernille Brunse var ikke den eneste manglende gæst, der ellers var blevet lovet programmet. Det gjaldt også Mor Lene, F-16 og Bing-Bang

For mig manglede der noget eller nogle til at samle tingene og give arrangementet mere struktur og kant. Så kan man tilføje nok så mange musikindslag og andet, men hvis det virker ustruktureret, ude af kontekst og usammenhængende, så virker det ikke.

Eksklusiv koncert med Take That næste sommer

Take That indtager Skovdalen i Aalborg og byder publikum velkommen til en eksklusiv koncert med plads til kun 5.000 gæster 27. juni 2024

Oplev et af 1990’ernes absolut varmeste popnavne, når det britiske boyband Take That indtager Aalborg og spiller til Skovrock i Skovdalen torsdag den 27. juni 2024!

Siden 1990’erne har det ikoniske boyband Take That sat sit uudslettelige præg på popmusikken og stjålet tusindvis af hjerter verden over med deres store vokaler og utallig mange hits.

Take That var et af de første moderne boybands fra UK, som styrtede ind på alle hitlister og tog verden med storm med deres store poppede, følsomme ballader. De medrivende melodier og det dybe tekstunivers har resulteret i en lang række internationale hits såsom ’Back For Good”, ”Patience”, ” How Deep Is Your Love”, ”Pray” og ”The Flood”, og med over 45 mio. solgte albums på verdensplan har Take That i dag markeret sig som en af de største popgrupper fra 90’erne og 00’erne.

Boybandet har igennem årene været opløst og genopstået i forskellige konstellationer, men når Take That indtager Skovdalen i 2024, er det i gruppens nuværende form, som trio med Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald, som nu er tilbage med deres nye udgivelse This Life.

I juli i år spillede Take That på Hindsgavl Slot, og det var en en kæmpe succes med 10.000 vilde mennesker og en helt igennem gennemført og super koncert. Første og eneste gang Take That tidligere har besøgt Aalborg var tilbage i efteråret 2007, hvor de spillede to fantastiske koncerter i Gigantium.

Nu vender Take That tilbage til Aalborg, så sæt kryds i kalenderen den 27. juni 2024, hvor popfesten er sikret, når Take That indtager Skovdalen og byder publikum op til fællessang.

Forsalg starter på billetlugen.dk 1. nov. kl. 10

Koncertanmeldelse: 80 minutter fuld af mystik og højt tempo – D1MA er kommet for at blive

Forventningerne til den maskerede og populære rapper var store, da D1MA fredag aften gæstede et total udsolgt Skråen i Aalborg.

Til dem er ikke kender D1MA, så er han kort fortalt en anmelderrost dansk rapper, som ude i offentligheden bærer maske. Det vil sige at man ikke kender hans identitet, hverken alder, navn eller udseende. Dette gør han efter sigende for at fjerne fokus fra alt det overfladiske, så der kun er teksterne og musikken tilbage.

D1MA udsendte tidligere på året debutalbummet ‘Ev1gt & alt1d’, der indeholder det ene store hit efter det andet, og som han i øjeblikket er på turné med i landets fire største byer.

Tvivlen om og måske nok også “frygten” for, hvilken koncertsal aftenens udsolgte koncerten skulle afholdes i, kom mig til gode, da vi ankom til kedelhallen i Nordkraft. Vi blev nemlig mødt af hundredvis af festglade unge mennesker på vej op ad trappen til den store sal, Royal Stage, hvor der er plads til omkring 1200.

Det skal måske lige nævnes at min såkaldte ”frygt” eller bekymring til hvilken sal hvori koncerten skulle afholdes, bunder i tidligere koncertoplevelser med kunstnere, hvor intensiteten har været høj og hvor populariteten har lagt hos unge mennesker, som ikke altid har samme respekt, når det kommer til at mase og skubbe. Men det var heldigvis intet problem denne aften og der var masser af plads til at bevæge sig på, selvom koncerten var udsolgt.

Han gik på præcist kl. 20.00 uden opvarmning og intensiteten var høj lige fra start – publikummet, som var i forskellige aldersgrupper; lige fra unge mennesker, et par enkelte børn og et mere voksent publikum, dansede og skrålede med på blandt andet: “Drøm mig væk”, “Moonlight”, “l know”, “Baglæns”, “Kenti Hayati” og “A list”. Det vidner om, at D1MA rammer bredt med sin musik, trods sangtekster med emner som PTSD, angst, rusmidler og ikke mindst en svær opvækst præget af svigt.

Til trods for et sparsomt bagkatalog, ønsket om at forblive anonym og begrænset snak i mellem numrene, havde D1MA publikum med hele vejen i gennem fredagens koncert. Som soloartist uden et liveband, tænker jeg, at det som udgangspunkt må være svært for D1MA at stykke et interessant og sammenhængende show sammen, da der som sagt er et sparsomt udvalg sangmæssigt så tidligt i D1MA’s karriere. Men ligesom med alt andet omkring ham, var der selvfølgelig tænkt over tingene. Med på scenen havde han sin DJ, en semi-maskeret danser, samt tre kutteklædte korpiger, som gik til og fra scenen.

D1MA havde også en overraskelse i ærmet, da sangerinden Caroline Dubois kom på scenen med sangen ”Tilfældig” – et nummer som D1MA er featured på.

Da man havde fornemmelsen af, at festen var på sit højeste, meddelte D1MA, at han spillede aftenens sidste nummer. Han takkede af, lyset tændte og publikum forlod Royal Stage. Men det som mange ikke lagde mærke til var, at D1MA’s DJ ikke forlod pulten. Så efter godt 5 minutter og efter halvdelen af gæsterne havde forladt salen, råbte DJ’en ud til det resterende publikum, om de var klar på mere? I selv samme øjeblik gik D1MA endnu en gang på scenen, hvor han pressede den sidste energi ud med sangen ”Ferrari”.

Efter 80 minutter var det hele slut og publikum forlod Skråen med smil på læben og højt humør, klar til at indtage nattelivet. Jeg gik derfra med følelsen af, at jeg lige havde forladt en fest, som jeg ikke havde lyst til at forlade, og at koncerten var alt for kort, især når der ikke var opvarmning.

Der er ingen tvivl om at D1MA er kommet for at blive. Han er spændende, skriver tankevækkende tekster, har en god stemme – også live. Han evner at blande sang og rap, og ikke mindst dansk og engelsk, hvilket er ret enestående, og så laver han uptempo-musik, som man både kan synge og danse til.

Om han nogensinde smider masken, står hen i det uvisse. Om ikke andet gør det, at han forbliver spændende. Når det er sagt, kan jeg kun sige; at jeg vil have mere D1MA.

 

Creativum opruster med fastansat fotograf

Fotografen Johny Kristensen og reklamebureauet Creativum har i mange år samarbejdet på kryds og tværs. Nu har de valgt at cementere partnerskabet og Johny er fra primo september blevet en fast del af Creativum, hvor han kan forsætte med at servicere de kunder, som han tager med fra sine mange år som selvstændig.

’Jeg er glad for, at kunne tilbyde samme service som altid, bare under et nyt navn, siger Johny´

Betine Brix er ejer af Creativum, som står bag lokalmagasinet APPETIZE, er også glad for at Johny bliver en fast del af virksomheden.

’Lige siden Creativum overtog APPETIZE i 2015, har Johny været en af mine faste og mest benyttede freelancere. Johny er hamrende dygtig, og det er en kompetence, som jeg er glad for nu bliver en fast del af Creativum, fortæller Betine Brix, som er direktør og indehaver.

Centralt parkeringshus under massiv forvandling

Aalborg Kommunes parkeringshus ved Aalborg Kongres & Kultur Center på Vesterbro gennemgår i øjeblikket en massiv makeover, hvor facadebeklædninger og alle faciliteter fornyes. Et hold kreative street-art kunstnere, anført af Johnny Hefty, har fået til opgave at dekorere en etage hver, som skal give parkerende gæster en ganske særlig visuel oplevelse.

Johnny Hefty og gutterne glæder sig over at være med til at gøre parkeringshuset attraktivt for borgerne og Aalborgs mange besøgende.

Efter mange år med en omskiftelig tilværelse besluttede byrådet i 2022, at parkeringshuset ved AKKC skulle totalrenoveres. Indenfor det afsatte budget, blev der således givet mulighed for at omdanne det gamle grå betonbyggeri til en farverig, kulturperle midt i Aalborg.

Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen udtaler:

– “Det er en fornøjelse, at vi nu kan begynde at se resultatet af renoveringen af p-huset, som det lykkedes at få afsat midler til ved budgetforhandlingerne sidste år. P-huset gennemgår lige nu en stor, positiv forvandling – man kan vel nærmest sige fra en grim ælling til en smuk svane. Jeg har ved selvsyn set, hvordan p-husets indvendige vægge sender de besøgende på en lille oplevelsesrejse til nogle af Aalborgs attraktioner. De flotte vægmalerier tager os blandt andet med et smut forbi Aalborg Zoo, AaB’s hjemmebane og Musikkens Hus – det er en helt anden oplevelse, der møder de parkerende gæster, end det tidligere ret så skumle p-hus kunne præstere. Og det er ikke kun indvendigt p-huset får en make-over. Også udvendigt kommer der begrønning og gavlmalerier, som byder de parkerende gæster velkommen. Jeg håber, at vi med renoveringen, har skabt nogle rammer, som gør parkeringen til en tryg og god oplevelse”, slutter rådmanden.

Det er Aalborg-drengen Johnny Hefty, også er kendt som nordjysk rapper og graffiti-fænomen, der har samlet et hold af forskellige kunstnere, som alle har fået en etage i p-huset med hver deres kunstneriske frihed, dog under det fælles tema ‘En tur rundt i Aalborg’. Holdet tæller foruden Johnny Hefty, Lars Pank, Mester88, Burn on og Richard Holmes:

Johnny Hefty udtaler på holdets vegne:

– “Det er fedt at være en del af sådan et kæmpe projekt. Det er ikke kun store internationale kunstnere, der får lov til at dekorere byen, men os lokale gutter har fået en unik mulighed for at sætte vores fingeraftryk, som forhåbentlig kommer til at blive hængende mange år ud i fremtiden”, lyder kommentaren fra den gamle Aalborg-dreng med den velkendte mugne ræv i bagkataloget.

Parkeringshuset har i mange år stået hen, så fornyelsen af faciliteterne kommer på et godt tidspunkt. Moderniseringen af p-huset omfatter nye facadebeklædninger, elevatorer, lys, vandanlæg, overvågning, nye vinduer og døre (branddøre), nye fuger og en hel del betonrenovering.

Udover at parkeringshuset gøres langt mere attraktivt for de besøgende, er tanken samtidig, at den nyetablerede ‘kunsthal’ skal understøtte Aalborgs position, som innovativ kunstby.

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen glæder sig til Grand Opening, hvor de nye flotte parkeringsforhold og den helt specielle, visuelle oplevelse gives videre til borgerne. Til foråret vil der ligeledes blive lavet et kæmpe gavlmaleri på facaderne mod nord og vest. Dato for åbningsceremonien, hvor rådmanden klipper den røde snor, vil blive afsløret senere.

Niels Hausgaard kommer til Aalborg i februar ’24 med nyt show

Hausgaard tilhører de såkaldt “store årgange”. Babyboomet efter krigen.
Det er han stolt af. Derfor kalder han sin 2024 turné “Åh, boomer.”
”Vi har gjort det godt, siger Hausgaard. Det var os, der fik charterflyene på vingerne. Det er mange tilbøjelige til at glemme. De unge kunne lære meget af boomerne, mener han, men de gider ikke”.
I slutningen af februar 2023 er det igen tid til, at lattermusklerne skal bruges! Mød Niels Hausgaard for fuld udblæsning på Royal Stage, Skråen i Nordkraft. Der er disse aftener garanti for at opleve den lune og vittige Nordjyde pege fingre af os alle sammen – og sig selv selvfølgelig. På scenen har Hausgaard igen selskab af pianist Martin Schack.
Niels Hausgaard er lige nu højaktuel i den nye sæson af Minkavlerne, der sendes på TV 2 ECHO. I den danske komedieserie, hvor vi følger den nordjyske mink-avler familie Christensen før og efter coronaen, spiller Niels Hausgaard faren Niller. Han spiller i serien sammen med blandt andre Jonas Mogensen, Kasper Gross, Ruben Søltoft, Kirsten Lehfeldt, Frank Hvam og Mick Øgendahl.
ÅH BOOMER
22., 23. og 24. februar 2024, Skråens Royal StageBilletsalget starter 1. september kl. 8.00

Aalborg Opera Festival

Nu er der kun ganske kort tid til, at Aalborg Operafestival for 22. gang spirer op i Aalborg og hele Nordjylland – hvor operaen rykker ind på gadehjørner, herberger, legepladser, svømmehaller, altaner og meget mere, med en mission om at gøre opera tilgængeligt for alle!

Efter flere års stormende succes har festivalen udvidet til hele syv dage i år når den løber derfor af stablen fra d. 13.-19. august.

I år viser et stærkt program, at Aalborg Operafestival ikke er bange for at bringe operaen væk fra de støvede samlinger og i stedet nytænke formater og sætte lokalmiljøet i spil. Både når operakoncerter rykker ind på byens herberger med Opera til kaffen, unge gymnasieelever inviteres til opera om sociale medier i operaen Denis og Katya, og tusindvis af børn samles for at synge opera i den store fællessangsbegivenhed Syng Højt!, bruger Aalborg Operafestival musikken til at løfte et socialt ansvar og er med til at bane vejen for den klassiske musiks fremtid!

Se hele programmet og køb billet til koncerterne på aalborgopera.dk

Sophie’s Surprise – Internationalt Cirkus & Cabaret Show

Sophie’s Surprise – Internationalt Cirkus & Cabaret Show
Skråen 3. – 7. Sep.

De seneste par år har Skråen kunnet præsentere international Cirkus & Cabaret med Majestique i spejlteltet Paradise, opstillet ved siden af Nordkraft. Ikke mindre end 2.500 købte billet sidste sommer og anmeldelserne var super gode. I år er både Paradiso og Majestique ude og prøve nye udfordringer andre steder i Verden.

Samtidig har både vi og de allerede sat kryds i kalenderen ved Aalborg 2024. Til gengæld giver det mulighed for, at Skråen nu kan præsentere en rygende varm nyhed til september. Direkte fra London et helt nyt internationalt Cirkus & Cabaret Show Sophie’s Surprise.

Showet har premiere nu på fredag ved Fringe Festivalen i Edinburgh, hvor de derefter optræder resten af august. Herefter flyver de til Aalborg, hvor de så er klar på Skråen fra 3. – 7. Sep.

Sophie’s Surprise lover det skøreste og vildeste surprise party du nogensinde kommer til.

Sophie fylder 29, og det fejrer de og vi med Cirkus & Cabaret, Musik & Comedy.

Tænk, hvis The Spice Girls aldrig var blevet opløst, Cirque du Soleil fik solstik og Downingstreet 10 faktisk havde vidst, hvordan man holder en fest. Glæd dig til internationalt Cirkus & Cabaret Show fra London med verdenskendte unge energiske kunstnere fra bl.a. Cirque du Soleil, Britain’s Got Talent og Majestique. Forvent Twilight-fanfiktion, enhjulede narkohandlere og dødsforagtende bedrifter.

Verdenskendte unge kunstnere.

Trio Vertex blev dannet i 2021 og har optrådt over hele Europa i flere tv-shows, i 2022 deltog de i Young Stage cirkusfestival i Schweiz, hvor de vandt Guldstjernen og publikumsprisen. Rollelisten på Sophie’s Surprise 29th inkluderer også luftartisten Katharine Arnold, hånd-til-hånd og rulleskøjteakrobaterne Nathan Redwood Price og Isis Clegg-Vinell, luftartisten Cornelius Atkinson, cykelakrobaten og komikeren Sam Goodburn, akrobaten Nella Niva og, selvfølgelig – Sophie.

Så dit festtøj på, festen starter kl. 20 skarpt – men husk, lad være med at fortælle det til Sophie.

Billetter til Sophie’s Surprise på Skråen 3. – 7. september kan købes her

Oplev fandenivoldsk sommerteater på KUNSTENs amfiscene

For 12. sommer i træk kan du få en unik og alternativ teateroplevelse hos populære og anmelderroste Teatret Slotsgården, når de præsenterer: Don Quijote – frit over Miguel De Cervantes mesterværk. Oplev fandenivoldsk, legende og provokerende sommerteater på KUNSTEN museum of Modern Art Aalborg.

Teaterleder Jacob Moth-Poulsen udtaler:

»På Teatret Slotsgården gør vi altid alt, hvad vi kan for at give publikum en overraskende, anderledes og meget nærværende teateroplevelse. Med vores håndholdte gendigtning og iscenesættelse af Don Quijote, kommer publikum helt tæt på fortællingen om en af litteraturens største fantaster. Spørgsmålet om hvorvidt vi i dag er så optagede og motiverede af selvdyrkelse og egen lykke, at vi mister grebet om virkeligheden og ukritisk skaber vores egne, synes aktuelt som aldrig før«

Om Don Quijote

Hvis ikke ridder i hjertet – hvor så?

Den affældige herremand Alonso Quijano har læst for mange ridderromaner og bilder sig selv ind, at han er en ærefuld og modig ridder. Han forvandler sig til Don Quijote og begynder sit nye liv med hjertet på det rette sted. Don Quijote kæmper for at befri de undertrykte for mørket og modbydelighederne i denne stakkels, kolde verden vi lever i.

Teatret Slotsgården gendigter Miguel de Cervantes’ lange rugbrød af en roman fra 1605. Rust dig, sadl op, få lys i hestepæren og rid med værdighed mod Odense Slot til sprællevende teater om tro, håb, idealisme og kærlighed højt til hest, eller måske bare helt til hest.

 

Spilleperiode:

Don Quijote har Aalborgpremiere d. 28. juli kl. 19.30 og spiller på KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg’s flotte amfiscene indtil d. 1. august 2023.

Ligeledes spiller forestillingen fra 15. juli – 26. juli.

Tjek spilletider på www.teatretslotsgaarden.dk

Billetter: Kan købes på billetto.dk eller direkte gennem Teatret Slotsgårdens hjemmeside: https://www.teatretslotsgaarden.dk/billetter

 

 

Medvirkende og kreativt team:

Ultra frit over Miguel De Cervantes Don Quijote

Dramatisering og iscenesættelse: Johan Sarauw & Jo Hedegaard

Instruktørassistent: Jon Bernstorff Lehmann

Scenografi: Jo Hedegaard

Rekvisitør: Klara Sjöholm

Musikalske kompositioner: Mathæus Bech & Kristian Møller-Munar

Produktions- og forestillingsleder: Sarah Olivia Klitgaard

Teaterleder: Jacob Moth-Poulsen

Medvirkende: Morten Klode, Amanda Bøgestrøm, Sophie Zinckernagel, Lukas Lykke.

BUTLER: Villads Bugge Bang

 

Forestillingen støttes af:

Odense Kommune – Statens Kunstfond – A.P Møller Fonden – Aage Louise Hansens Fond – Knud Højgaards Fond – Dansk Skuespillerforbund – Aalborg Kommune – Wilhelm Hansen Fonden – Albani Fonden – Sydbank Fond


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev