Skip to main content

Tag: Aalborg Vestby

ÅBENT HUS når byggeriet af Kunsthal Spritten og Cloud City i Aalborg starter

Nu bliver byggeriet af Danmarks nye kunsthal, Kunsthal Spritten i Aalborg, sat i gang. Her omdannes den historiske spritfabrik til en toneangivende kunsthal for samtidskunst. Projektet omfatter også det storslåede kunstværk Cloud City Aalborg, af den verdensberømte kunstner Tomás Saraceno. Ifølge Aalborgs borgmester er projektet en væsentlig motor i at skabe vækst og byudvikling. Alle inviteres til ÅBENT HUS med markering af byggeriets start den 13. december kl. 11.00-13.00

 

 

Nu er byggeriet af Danmarks nye kunsthal for toneangivende samtidskunst, Kunsthal Spritten, klar til at tage endelig form. Finansieringen af det samlede projekt er tilvejebragt, alle aftaler indgået og omdannelsen kan dermed påbegyndes.

Kunsthal Spritten får til huse i en del af den knap 100 år gamle, fredede spritfabrik i Aalborg Vestby. Det rødmurede fabriksanlæg er et stykke danmarkshistorie med en central placering på havnefronten.

Det er samlet set et unikt – og også komplekst – anlægsprojekt med bred opbakning fra både politikere, en lang række bidragydere og lokalbefolkning.

Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, udtrykker stolthed over projektet og understreger, at projektet vil give regionen en kultur- og hverdagsdestination af international karat.

 

”Ombygningen af den gamle spritfabrik til kunsthal understreger, hvordan vi tager vores industriarv med ind i fremtiden. Med den transformerede bygning får Aalborg en helt unik oplevelsesattraktion, som vi er overbeviste om vil sætte byen på verdenskortet og være en væsentlige motor i at skabe vækst og byudvikling,” udtaler Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune.

 

Med lokal forankring og internationalt udsyn

Til transformationen af spritfabrikken, der er fredet og udpeget som nationalt industriminde, har kunsthallens ledelse og kommunen valgt erfarne rådgivere fra ind- og udland. Praksis Arkitekter er totalrådgiver, mens entreprenørvirksomheden NCC er i spidsen for omdannelse til kunsthal. Kunstværket Cloud City Aalborg er skabt af Tomás Saraceno og hans studio i Berlin. Hele projektet udføres med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

 

”Kunsthal Spritten bliver et hus med lokal forankring og internationalt udsyn. Målet er at fremme samtidskunstens værdi for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Vi er ovenud stolte over at stå i spidsen for så ambitiøst et projekt, og vi glæder os til at slå dørene op for gæster om et par år. En helt særlig tak skal lyde til samtlige bidragydere og involverede i processen, som har muliggjort, at vi i dag er nået til denne afgørende milepæl,” udtaler Kunsthal Sprittens ledelse, Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen.

 

Sammensmeltning af kunst, historie og fællesskab

Sammen med Aalborg Kommune er den filantropiske forening Realdania hovedbidragyder til kunsthallen. De fremhæver Kunsthal Spritten som et helt særligt projekt: “Vi er rigtig glade for, at vi nu kan sætte gang i byggeriet. Vejen hertil har været lang, men alle parter har arbejdet hårdt for at finde de løsninger, der gør, at vi nu kan sætte gang i et helt unikt projekt, hvor en verdenskendt kunstner opfører sit største værk nogensinde og bygger det sammen med det største fredede industrianlæg i Danmark. Spritfabrikkerne er en vigtig del af Aalborgs identitet, og med Kunsthal Spritten får bygningerne nyt liv og smelter fortid og nutid sammen. Vi tror på, at projektet vil styrke byudviklingen af Aalborg Vestby og tilføre noget, som de lokale vil være stolte af, og folk udefra vil rejse til Aalborg for at opleve,” siger Nina Kovsted Helk, der er filantropidirektør i Realdania.

 

Et vartegn for Aalborg og Danmark

Fra kunsthallen kan besøgende gå direkte ind i det enorme og enestående kunstværk Cloud City Aalborg skabt af den anerkendte argentinske kunstner Tomás Saraceno. Værket, som tilmed bliver kunstnerens største permanente værk til dato, er støttet af en række fonde med Det Obelske Familiefond som hovedbidragyder: “Vi glæder os over at medvirke til at få realiseret Tomás Saracenos kunstværk, som er af allerhøjeste, internationale klasse og i en skala, vi sjældent oplever i Norden. I fondet har vi en stærk tilknytning til Nordjylland, og ønsker at skabe særlige oplevelser og samlingssteder, som både borgere og besøgende kan få stor glæde af. Cloud City Aalborg vil med sin prominente placering blive et nationalt vartegn, der rækker ud til sin omverden og videre end nuet,” udtaler John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond. Kunstneren bag skulpturen glæder sig også over snart at se værket blive til virkelighed:

 

“Stor tak til alle, som har støttet dette fantastiske projekt, der sammensmelter kunst og arkitektur. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden skulptur af denne størrelse, hvor mere end hundrede mennesker sammen kan træde ind i et rum for farverig fantasi. Et socialt eksperiment, der udvider det frie offentlige rum til en vertikal dimension og inviterer alle til at svæve over fjorden som vanddråber. Ved at vende perspektiver på hovedet og udvide horisonter inviterer værket os til at drømme – sammen såvel som individuelt,” siger kunstner Tomás Saraceno.

 

Baggrundsinformation

Kunsthal Spritten bliver en ny kunsthal i den historiske spritfabrik i Aalborg Vestby. Det knap 100 år gamle, rødmurede fabriksanlæg er et stykke danmarkshistorie, som nu omdannes til en moderne kulturinstitution og et levende samlingssted.

 

Med afsæt i toneangivende samtidskunst forener Kunsthal Spritten kunstoplevelser med aktuelle dagsordner – gennem udstillinger og aktiviteter for store og små. Formålet er at sætte livet og hverdagen i et nyt perspektiv og gøre gæsterne nysgerrige og deltagende i det omgivende samfund.

 

I forbindelse med kunsthallen opføres kunstværket Cloud City Aalborg af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno, der er kendt for sine interaktive installationer og skulpturer ofte i stor skala. Kunstneren har udstillet bl.a. på Biennalen i Venedig og The Met i New York.

 

Den nye kunsthal er tegnet af arkitektvirksomheden Praksis Arkitekter, i et projekt godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Kunsthallen får et samlet etageareal på cirka 3.200 m2, heraf cirka 1.000 m2 i en tilbygning i genbrugstegl ovenpå den historiske bygning. Byggeriet udføres af entreprenørvirksomheden NCC.

 

Idéen om en ny kunsthal på Spritten og en skulptur i monumental størrelse blev taget af lokal udvikler og kunstsamler Martin Nielsen i perioden 2014-2018.

 

Byggeriet igangsættes nu og forventes at vare godt to år. Den samlede projektsum er ca. 350 mio. kr.

 

Frem mod åbningen bringer Kunsthal Spritten samtidskunsten i spil og tester nye formater udenfor huset gennem samarbejder med andre institutioner og samfundsaktører.

 

 

Invitation:

Åbent Hus med markering af byggeriets start den 13. december kl. 11.00-13.00

 

Kunsthal Spritten markerer og fejrer, at byggeriet nu går i gang med taler, kunstneriske indslag og forfriskninger. Foruden taler ved hovedbidragyderne er der musikalsk indslag ved cellist Josefine Opsahl, madskulptur af kunstner Johanne A. Stoffersen samt Lucia-optog med lokal skoleklasse, kaffe, kakao, øl og vand.

Huset er åbent for alle gæster og fyldt med stearinlys i dagens anledning.

 

Adresse: Kunsthal Spritten, C.A. Olesens Gade 1, 9000 Aalborg

 

 

Skibohøj! Springeren kalder på alle farlige pirater, bløde landkrabber og gamle søulke!

Annonce – Vidste du at Springeren – Aalborgs maritime oplevelsescenter netop har bygget Danmarks største legeskib? At I kan sejle med elektrisk båd, køre moon car, pjatte med hønsene, gå på skattejagt, lege styrmand i en ægte ubåd, sejle et virtuelt skib ud af Limfjorden og grillhygge med familien – og hvem ved, måske blive lidt klogere?

Solen skinner fra en klar himmel på Springeren i Aalborg Vestby. Det store 15.000 kvm indhegnede udeområde, er fyldt med legende sørøvere og pirater i alle aldre. De små minimatroser leger i den store sandkasse og pludrer med den opblæste hane Buller og de gokkende hvide høns Britta, Bodil og Birthe. De mere frygtløse pirater tumler frit og sikkert rundt på det store grønne område, hvor de boltrer sig på det kæmpe legeskib, sejler med elektriske skibe, nysgerrigt udforsker den store sorte ubåd, og styrer det store krigsskib mod nye søslag. Andre skippere ræser opslugt af leg forbi på moon cars. De lidt ældre skattejægere er på piratjagt i udstillingen, hvor de får opgaver og spørgsmål som: hvor lang er ubåden eller hvor mange robåde, var der på Titanic? Alt imens søfolket leger, slapper de voksne af ved de mange bordbænkesæt, hvor der i år er opstillet grills til hjemmebragt mad. Der er er også plads til søde firbenede familiemedlemmer.

Hvad er nu Springeren?

Hvis du undrer dig over, hvad er det nu liiiige Springeren er, så er det Aalborg Maritime Oplevelsescenter, der er beliggende mellem Aalborg Streetfood og Vestre Fjordpark i Vestbyen. Indtil 2011 var Springeren et mere klassisk museum, hvor man pænt studerede udstillingen fra start til slut – men det har den nye direktør Mads Sølver Pedersen ændret på.

– Vi har de sidste par år arbejdet meget på, at gøre Springeren et mere familievenligt sted, hvor børn kan lege og familier kan tilbringe hele dagen, fortæller direktør Mads Sølver Pedersen.

Da Mads trådte til som ny direktør i 2011, var der ikke fokus på leg og oplevelser, som der er i dag.

Der var dog nogen skepsis ved det nye fokus, der var bla. tvivl omkring museet mistede sit læringsfokus.

– Det er min holdning, at børnene skal have et rart og sjovt forhold til at komme her, og jeg er sikker på, at når de får alderen til det, så kommer også nysgerrigheden til at høre om den maritime historie, forklarer Mads.

Held i uheld

Startskuddet til nytænkningen opstod på baggrund af en voldsom brand, der antændtes i en computer en lørdag aften. På trods af at branden hurtigt blev opdaget, nåede den at rasere store dele af bygningen og gennemsode det meste af udstillingen, derfor måtte 2.500 genstande sendes til rensning. Så da museet skulle renoveres ønskede Mads flere legemuligheder for børnene.

Udover at transformere den 15.000 kvm store museumshave til et kæmpe familieområde, har Mads indledt samarbejde med bl.a spillestedet Tusindfryd om afholdelse af intimkoncerter i ubåden. Af kunstnere har b.la Bisse, Lydmor og Tone allerede gæstet ubåden og afledt lange køer ud på fortovet.

– Det er ikke fordi, der er den store fortjeneste i sådan en aften, men det er sjovt, og det gør, at der kommer mere opmærksomhed omkring os, og som selvejende institution, bliver vi nødt til at være i udvikling, fortæller Mads.

Der bliver også årligt både afholdt børnefødselsdage, konfirmationer, dåbsfester, begravelser og et enkelt par forespurgte på muligheden om at blive viet i Ubåden.

Ubåden Springeren

Oplevelsescentret er opkaldt efter ubåden Springeren. Springeren blev som en af de sidste ubåde taget ud af drift i 1989. Efter forhandling med forsvaret fik Aalborg Marineforening i 1990 sejlet ubåden til Aalborg, hvor den på store jernsveller, blev trukket på land, og søfartsmuseet var en realitet.

– Ubåden har alle dage været vores største turistmæssige trækplaster, og det er også efter den at museet er opkaldt. Det er ægte dansk ingeniørkunst, og den sidste dansk konstruerede ubåd, af de 3 udstillede ubåde i landet, forklarer Mads.

Springeren blev bygget i perioden 1956-61 og søsat den 26. april 1963. Ubåden var en del af den danske flåde fra den 22. oktober 1964 til den 30. juni 1989. Ubåden hørte under DELFINEN-klassen, som var konventionelle kyst ubåde, der sejlede i de danske farvande og i Østersøen.

Næste projekt bliver renovering af ubåden

Blandt de mange nye tiltag, bliver renovering af ubåden det næste store projekt.

– Efter 29 år på land, trænger den til en kærlig hånd, og i den sammenhæng, vil vi gerne udvide oplevelsen for de besøgende ved at installere små skærme med fortællinger om livet i ubåden, fortæller Mads.

Derudover drømmer Mads om at lyse ubåden op om aftenen. Ubåden ligger synligt placeret på havnen. Med en oplysning, vil den blive et helt kunstværk.

En selvejende institution

Oplevelsescentret er en selvejende institution, som modtager et støttetilskud fra kommunen på årligt 900.000 kr., det er derfor centrets eget ansvar at søge fontstøtte til nye projekter og vedligehold. Det forventes, at det nye projekt vil løbe op i 3-4 millioner.

– Det er selvfølgelig en omstændig proces at skulle søge så store beløb, men de første 100.000 kr. er allerede doneret fra venskabsforeninger – så vi er optimistiske!, smiler Mads.

Openminded og optimistisk

Grunden til Mads optimisme findes i at oplevelsescentret på bare fire år har vendt et underskud til et overskud. Mads har i mange år siddet i Aalborg byråd og kulturudvalg. Han trådte i 2010 ind som bestyrelsesmedlem og overtog direktørposten i 2011. Han er meget openminded omkring brugen af det maritime oplevelsescenter. Deres mission er, at være én af de tre steder man besøger som turist i Aalborg, og derudover ønsker de at familier, har lyst til at genbesøge stedet flere gange årligt.

– Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at kunne konkurrere med de øvrige tilbud i Aalborg, skal vi gøre det mere attraktivt for børnefamilierne – og tænke ud af boksen, forklarer Mads.

Han har derfor stået i spidsen for at udvikle museet til et oplevelsescenter for hele familien.

Fjorden og Byen

Mads er på stikkerne for indgå nye samarbejder og det nyeste er et udviklingsprojekt i samarbejde med Aalborg Kommune, Boligforening Himmerland og Aalborg Havn kaldet: Fjorden og Byen. Projektet går ud på at engagere de som ofte ikke går på museum.

– Vi tager ud til boligforeningerne og låner et lokale, hvor vi opstiller visuelle roll-ups. Dernæst inviterer vi de lokale beboere, og giver et levende og inddragende foredrag om Aalborgs rolle ved fjorden, og håber den vej igennem at kunne inspirere flere til at komme på museet, afslutter Mads smilende.

Ydermere kan konceptet også rulles ud på skoler, fritidsordninger, børnehaver og plejehjem, så alle kan få glæde af museumsoplevelsen.

Hold børnefødselsdagen på Springeren!

De 3 pakker

Matrospakken:
Medbring selv mad og drikkevarer. Vi har en gave til fødselsdagsbarnet
Pris pr. barn: 50 kr. (2 voksne gratis)

Kaptajnspakken:
I får serveret boller, kagemand og sodavand Vi har en gave til fødselsdagsbarnet.
Pris pr. barn: 110 kr. (2 voksne gratis)

Skipperpakken:
I får serveret boller, pizza og sodavand Vi har en gave til fødselsdagsbarnet. Pris pr. barn: 125 kr. (2 voksne gratis)

Priser
Dagsbillet:
 80 kr for voksne / 40 kr. for barn / 0-6 år gratis
Årskort:
 200 kr. voksne / 100 kr. pr. barn / 0-6 år gratis

Se mere om Springeren her


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev