Tag: Aalborg Teater

Sommerteater på KUNSTEN

Skrevet af adminittp d. 2. juli 2020. Uploaded i Kultur.

(Pressemeddelelse)

Crazy Good Summer Theatre

Få kultur til din sommer. For tredje sommer i træk kan du få en fandenivoldsk, skarp og alternativ teateroplevelse, når Teatret Slotsgården – i samarbejde med Aalborg Teater og Kunsten – serverer en af Molières sjoveste komedier George Dandin. Sommerteater i en skæv, fandenivoldsk og underholdende ramme på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg.

Kunstnerisk leder Jacob Moth-Poulsen udtaler:

“Teatret Slotsgården har over en årrække udviklet sig til at blive en nutidig og fri skuesplads for den moderne skuespiller. Et populært teater i en slotsgård på fyn hvor en særlig inkluderede, moderne og uafhængig spilestil er vokset frem. Vi er kendt for at skabe forestillinger som udfordrer publikums forventninger, i en direkte og levende spillestil. Forestillinger der benytter komediens særlige generøse evne til at skabe fælles ståsted. Med overraskende elementer og uforudsigelige strukturer og fortællegreb, kommunikerer Teatret Slotsgårdens iscenesættelser i en eksperimenterede og nyskabende historiefortælling.”

“Vi rider på en Molièrebølge på Teatret Slotsgården, og vi glæder os helt vildt til at invitere publikum med i et skørt, galt og fandenivoldsk univers skabt af en af historiens største komediedigtere Molière. Ensemblet består af et top-tunet hold af vores tids talentfulde unge skuespillere, der giver den klassiske tekst en moderne krop og stemme i et underholdende uforudsigeligt format. Vi går fordomsfrit i kødet på Molières klassiker, og jeg lover, at det med garanti bliver sjovt og overraskende – George Dandin i Slotsgården er noget, du med sikkerhed ikke har lyst til at misse!”

GEORGE DANDIN: George Dandin er en af Molières rigtig sjove farcer, der belyser vores til tider absurde trang til at få tingene på vores måde. Fortællingen er en stærk kommentar til hvor umuligt det kan være, at ændre den verden og virkelighed vi befinder os i. Hvad skal der egentligt til for, at åbne dine medmenneskers forblindede vanestyrrede øjne? Kendetegnet for Molières arbejde, er den dybereliggende forståelse for samfundskritik og menneskelige strukturer. Med George Dandin placerer Molière sine karakterer komedien George Dandin er lige blevet lykkeligt gift med Angelique, men der går ikke længe før han får en mistanke om at hun mødes hemmeligt med en anden bag hans ryg. I forsøget på at opklare mysteriet og få sandheden frem bliver George Dandin lukket ind i en labyrint af glat fornægtelse, udspekuleret diplomati og fordrejede sandheder. Og med George Dandins alt for stærke retfærdighedssans og til tider usunde temperament er det en dårlig kombination.

Spilleperiode: George Dandin har premiere d. 1. August kl. 19.30 og spiller på KUNSTEN Museum of Modern Art i Aalborg’s flotte amfiscene til 5. august 2020.

Medvirkende og kreativt team:

Tekst: Molière

Instruktion/Bearbejdelse: Jacob Moth-Poulsen & Johan Sarauw

Koncept/Scenografi: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen

Kostumer: Olivia Hetman

Medvirkende: Kasper Dalsgaard, Freja Klint, Morten Klode, Rebecca Rønde Kiilerich, Thomas Nielsen, Amanda Bøgestrøm og Jonas Kriegbaum.

Forestillingen støttes af: Statens Kunstfond , Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Odense Kommune, Wilhelm Hansen Fonden, Gartneriet Markhaven og Aalborg Kommune.

Årets skuespiller i Nordjylland 2020

Skrevet af adminittp d. 19. juni 2020. Uploaded i Kultur.

(Pressemeddelelse)

Legatet ”Årets Skuespiller i Nordjylland” blev fredag den 19. juni uddelt på Aalborg Teater. Legatet er indstiftet af Torben Vejs Fond og blev uddelt for første gang uddelt i 2012. Årets prismodtager er skuespiller Ferdinand Falsen Hiis, er uddannet fra Den danske Scenekunstskole i 2017 og har været en del af Aalborg Teaters ensemble siden 2017

På Aalborg Teater har Ferdinand Falsen Hiis i de sidste to sæsoner blandt andet medvirket i West Side Story, Et Juleeventyr, Et Dukkehjem, Figaros Bryllup, Cyrano, Fanny og Alexander og Forbrydelse og Straf.

Ferdinand Falsen Hiis modtog i 2018 Reumert Talent Prisen for sin rolle i Cyrano.

Årets skuespiller på Aalborg Teater, Ferdinand Falsen Hiis. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.

Legatet som Årets Skuespiller i Nordjylland blev overrakt af formand for Torben Vejs Fond, Advokat Jens Rye Andersen, der blandt andet i sin tale sagde:

”Årets Skuespiller i Nordjylland 2019 er en formidabel og eminent skuespiller, og som

publikum bjergtages man af det talent og den virtuositet som han præsterer på en scene.

Man drages mod den figur han fremstiller og hans blik når helt ned på de bageste rækker

uanset om det er den søde, elskelige og lettere naive kylling i Rockulven, den flotte

usympatiske machimo Helmer i Et Dukkehjem eller den psykisk ustabile og farlige morder

Raskolnikov i Forbrydelse og Straf, så drages man som tilskuer mod det fremragende

karakterarbejde og den markante tilstedeværelse på scenen, som man oplever.

Ferdinand Falsen Hiis er en skuespiller man skal holde godt øje med”.

Med æren følger et legat på 25.000 kr.

Teateranmeldelse: Forbrydelse og Straf på Aalborg Teater

Skrevet af adminittp d. 13. februar 2020. Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Teater.

Det hele handler om en ung mands indre, splittede samvittigheds-kamp, efter han dræber sin pantelåner. Dostojevskijs fortælling stiller tusind moralske og eksistentielle spørgsmål og forsøger – som oftest gennem hovedpersonen Raskolnikov, spillet af Ferdinand Falsen Hiis – at svare på dem lige så mange gange. Allerede fra starten skal vi hos publikum holde tungen lige i munden, for hvad sker der reelt oppe på scenen? Dialogen er hurtig. Det er scenografien også. Alt er i et tikkende tempo – lidt ligesom tankerne hos en samvittighedsplaget jurastuderende, der just har dræbt et andet menneske. Det hektiske fungerer et stykke henad vejen, og jeg kan se idéerne bag det. Men det er som om, der burde have været mere ”lim” til at binde de scenografiske og dramaturgiske elementer bedre sammen. Eller også skulle man simpelthen have skruet en smule ned. Noir-stemningen er kammet lidt over, og troværdigheden påvirkes af det.

Ferdinand Falsen Hiis har, i sin måde at forme Raskolnikovs væsen på, godt fat i alle facetterne af, hvordan skyld lyder og kan se ud, og hans kropslighed undervejs fortjener ros. Især skal fremhæves den nærmest dansende dialog mellem ham og politimanden Porfirij, spillet af Martin Ringsmose, hvor begge skuespillere mestrer en relativt stille nervekrig på ord, som var et af de tidspunkter hvor hele teatersalen emmede af, at publikum spidsede ører. I den dialog er det nemlig som om, at vi i særdeleshed kan mærke Dostojevskijs ånd under det hele, og Martin Ringsmoses afslappede, kontrollerede spil er virkeligt fængende. Det var en god modpol til de tidspunkter, hvor de sceniske virkemidler lavede overtag på handlingen, og følelsen af at være hægtet af lå og ulmede.

At skulle fremstille en mands samvittighedsplagede sind på en scene, med alle de indre stemmer og billeder, må være en vanskelig ting. Men med iscenesættelsen og lyssætningen sker der faktisk en fin fremhævelse af, hvad der foregår i Raskolnikovs hjerne, og den næsten djævle-lignende hesteskikkelse, som kommer og går med ugerningen, giver mere og mere mening, jo længere vi kommer hen i forestillingen.

At det hele foregår i Rusland hersker der ingen tvivl om, og det er værdifuldt for helhedsindtrykket, at den russiske musik er draget så meget ind i ligningen. Shostakovich kendte vals hører vi ad flere omgange, og fordi den sættes sammen med alt det mørke i stykket, så bliver den en Danse Macabre, som de plagede skæbner valser til. Også folkloriske kvindestemmer og moderne, russisk technopop fylder salen.

”Forbrydelse og Straf” på Aalborg Teater har mange fine og gode elementer med sig. Men der er også steder, hvor sammenhængskraften ryger. Måske er det med vilje, måske ikke, men hvorom alting er, så er det et stykke, der i særdeleshed kræver noget af sit publikum.

Teateranmeldelse: Det Gode vs. Det Onde

Skrevet af adminittp d. 27. januar 2020. Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Teater.

Det må være en del af dét at være menneske, ikke sandt? At det er rart, når nogen er de onde, så vi sammen kan være vrede på dem eller forargede over dem. Og at det er med til at give det hele mening, når andre er de gode. Så hepper vi på dem og føler, at vi også selv er vigtige, som de små støvfnug i verden, vi nu er. Men hvad hvis vi blander det hele sammen i én stor, rodet pose, hvor der er både grusomhed, gode intentioner, udsmurt afføring, Frodo (Jep, hobitten), Bill Cosbys 80’er-blomstrede, bedrageriske sofa og så tre uperfekte mennesker, der alle søger at finde den bedste måde at kunne rumme sig selv og verden på?

Hvis vi samler alt det – plus et utal af andre latterfremkaldende, grænseoverskridende og tankevækkende elementer – så har vi et forrygende, nutidigt eventyr, der er så sammensat og absurd, at det faktisk virker ganske realistisk. Hovedpersonen Hans spilles skiftevist af stykkets tre hovedrolle-indehavere: Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen, og Hans gennemgår en sand eventyrrejse ud i …tja. Livet. Life as we know it.

Hele stykket kaster publikum rundt i et følelsesmæssigt virvar, mens de tre skuespillere taler meta-agtigt om det eventyr, de fremfører. Det er nemlig klart fra starten, at vi er vidne til en forestilling om en forestilling. Og jo mere rodet scenen bliver, jo mere kompleksitet gennemsyrer alt, hvad forestillingen er. Skiftevis har de stafetten med alle stoppestederne på Hans’ livslinje, og skiftevis får de salen til at vælte af latter og holde vejret af ren forargelse – eller direkte afsky. For mennesker gør ting, der er væmmelige. Det ved vi. Og det bliver først rigtig frygteligt, når de samme mennesker gør gode ting. For hvad er de så? I små bidder får vi hos publikum at vide, at historien ikke er så køn og pæn, som vi gerne vil gøre den til. Og det fungerer godt, for det vedrører os allesammen. Ind og ud af Hans’ liv får vi også leveret forklaringsbidder om menneskets eksistentielle dilemmaer – og det fungerer også. Blot er det en anelse fortravlet af og til, og den ro, som spillerne lægger ind i de satiriske øjeblikke, kunne med fordel også være brugt mere i de alvorligere og fortællende bidder.

De sceniske virkemidler starter som få, men ender som mange. En blanding af grå bagvæg og videokameraer, der kan smække alt fra kakerlakker i et glasbur og til skuespillernes egne, svedige og virkelighedsfyldte ansigter op på den. Krydret med både humoristiske og gravalvorlige statist-figurer, og alt godt fra materialismens skatkammer, bliver det faktisk lige i øjet. Og musikken… Den er brudstykker af alt muligt, vi langt henad vejen har hørt før. Og det fungerer fordi, vi allerede kender det og har proppet det ned i de følelses-kasser, hvor vi synes, det hører til.

Tue Biering har både forfattet og iscenesat et virkeligt eventyr, og det er noget helt særligt. Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen vender vrangen ud på det pæne, ordentlige, politisk korrekte og blankpolerede. I stedet giver de os en ægthed, der er bundsolid og til at forstå.

Tro ikke, at noget kun er, som du tror!

Det Gode vs. Det Onde spiller på Aalborg Teaters Lille Scene fra 27. jan. 2020 til 14. feb. 2020

Årets nordjyske skuespiller kåret

Skrevet af adminittp d. 28. maj 2019. Uploaded i Aalborg, Kultur, Teater.

Legatet ”Årets Skuespiller i Nordjylland” blev mandag den 27. maj uddelt på Aalborg Teater. Legatet er indstiftet af Torben Vejs Fond og blev uddelt for første gang uddelt i 2012.

Årets prismodtager er skuespiller Lars Topp Thomsen, der er uddannet fra Den danske Scenekunstskole i 2001 og har været en del af Aalborg Teaters ensemble i perioden 2001 – 2006, og igen fra 2017.

På Aalborg Teater har Lars Topp Thomsen i de sidste to sæsoner blandt andet medvirket i Romeo og Julie, Aftenlandet, Cyrano, Lang dags rejse mod nat, Alle mulige ting til salg, Et Juleeventyr, Blodbadets Gud og Figaros Bryllup.

Udover Aalborg Teater har Lars Topp Thomsen blandt andet spillet på Odense Teater, Teater Får 302, Husets Teatret, Folketeatret og Vendsyssel Teater.

Lars Topp Thomsen modtog i 2005 Reumert Talent Prisen.

Udover sine mange roller på teatret har Lars Topp Thomsen på TV blandt andet kunnet opleves i Klumpfisken, Norskov samt i Netflix-serien The Rain.

Legatet som Årets Skuespiller i Nordjylland blev overrakt af formand for Torben Vejs Fond, Advokat Jens Rye Andersen, der blandt andet i sin tale sagde:

– Årets Skuespiller i Nordjylland 2019 er en formidabel og eminent skuespiller, som med sit store talent og store spændvidde i allerhøjeste grad formår at fastholde og overbevise publikum om ægtheden i de figurer der portrætteres uanset om det er den lettere højreorienterede selvtægts-brutalis i Aftenlandet, den manipulerende sociopat anno 2019 i Blodbadets Gud, den hjertevarme, hårdtarbejdende bogholder i Et Juleeventyr eller den halvubehagelige mandsling, med næse for en god forretning i Alle mulige ting til salg eller aftenens lettere liderlige greve for blot at nævne et lille udpluk af de roller som aftenens prismodtager har givet os de sidste par sæsoner.

Med æren følger et legat på 25.000 kr.

Leg, liderlighed og ligegyldighed – Anmeldelse af Figaros Bryllup på Aalborg Teater

Skrevet af adminittp d. 6. maj 2019. Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Teater.

“You want it darker”? spørger Leonard Cohen i det nye soundtrack til et stykke, vi kender som en opera af Mozart. Svaret bliver “Egentlig ikke, tak”, for det lykkes for AAT at servere en 250 år gammel komedie med passende skælmskhed og stof til eftertanke. Balancen mellem det platte og letkøbte afstemmes med tråde til det bogstavligt talt mest brandfarlige stof fra vores egen tid og vi hjælpes til at forstå, at det forbudte altid har været en fristelse – om det så gælder i sengen, arbejdspladsen eller åndslivet.

Dramaturg Kjersti Hustvedt må have været på overarbejde; hvordan formidler man en historie fra en tid, hvor klasseskel var givet og havde en skæbnesvanger betydning, vi har svært ved at begribe – og tilmed fjerner musikken, der skulle gøre den spiselig og levende? Instruktør Hans Henriksen har ikke til vane at lefle for sit publikum, og det er dejligt befriende, at teksten er forblevet urørt og ikke forsøgt “moderniseret”. Én af de centrale pointer er netop, at det ikke behøves.

Cohen åbner ballet og spørger om du selv er dealeren i denne fortælling, tandhjulene i scenografien ruller (ofte ude af trit), og vi præsenteres for stykkets omdrejningspunkt: Hittebarnet Figaro, der skal giftes med Susanne – nonchalant og passende koket spillet af Bolette Nørregaard Bang. Vi får indtryk af en kvinde, der er mere vis end sin alder, har set og hørt sin del og som ved, at kun rige kvinder har råd til romantik og drømme. Susanne er kammerjomfru – med alt hvad det indebærer af muligheder og nitter såsom herremandens førsteret til bruden på selve brudenatten.

Figaro fremstår i åbningsscenen ikke synderlig plaget af den tanke, og i det hele taget virker Ferdinand Falsen Hiis en anelse fejlcastet i rollen. Hvorfor denne grevens lakaj, der er penge- og prestigeløs, gør flere kvinder giftelystne er ikke tydeligt.

Fake news og Baciller

AAT var blevet bedt om “kostumedrama” og det får vi: Stilarter, epoker, farver og snit blandes sammen i en skøn redelighed, der synes at ville understøtte manuskriptets kræsen om ordet “ligegyldighed”. Et kostumedrama ender ofte karikeret, stift eller i den modsatte grøft med aner til dragshows og en påtaget moderne tilgang. Her virker det som har hver spiller klædt sig selv på. Det efterlader et skarpt indtryk af den enkelte karakter, som når Grevinden i første scene fremstår tømmermandsramt og insisterer på solbriller, eller den mystiske musiker Bazile viser sig som en glemt anarkist fra 90’erne, leverende sine replikker med en matchende lakonisk apati – som da han proklamerer, at ville gøre ALT for kærligheden (lige bortset fra dét der kræves.)

I denne sæson har AAT beskæftiget sig med ”Ekkokamre”, og figuren Bazile illustrerer, at begrebet Fake News ikke er produkt af Brexit eller Donald Trumps præsidentskab, men derimod et fænomen der florerer i kølvandet på menneskets hang til sladder og ansvarsfraskrivelse. Således referer stort set samtlige karakterer i første halvdel af stykket til information de har fra Bazile. Selve ordet “ekko” går da også igen i stykket flere gange.

“Så er man ondskabsfuld, fordi man ser klart”

Bemærkningen siges henkastet, men står klokkeklart på en baggrund af grå nøgenhed og publikum æder den råt. Den spartanske og dystre scenografi giver plads til stykkets store sandheder, og pludselig kan vi gennem husholdersken Marceline, der også vil giftes med Figaro, få en forståelse for, hvorfor det nogen gange kan synes at kvinde er kvinde værst. Rollen som Marceline byder på store skift og kræver en nuanceret spiller, hvilket indfries af Kathrine Høj Andersen.

Tempoet i stykket er eminent, og det er som om manglen på Mozarts lette toner gør, at vi virkelig kan høre stemmerne i de optegnede lejre: Mænd vs. kvinder, den arabiske kultur vs. den europæiske og arbejdsgiver vs. ansat. Hvem har egentlig magten, når grevens gartner forklarer, at han ikke er interesseret i at “give slip på en god greve”? Samme greve påpeger magtens bagside med sin klagesang “jeg får aldrig noget at vide“.

Opsætningen fejler med sine brud på den fjerde væg og direkte spørgsmål til publikum. Det ligger i perioden og formen med den slags delagtiggørelse, men skal det lykkes må det gentages; det andet virker for sjusket og tilfældigt, og det er svært at se hvad Hans Henriksen ønsker at opnå med grebet; vi efterlades med Figaros evigtgyldige spørgsmål “Hvor er du på vej hen“.

Figros Bryllup spiller på Store Scene på Aalborg Teater frem til 15 juni.

Teateranmeldelse: Når Nora får nok! – ”Et dukkehjem” på Aalborg Teater

Skrevet af adminittp d. 12. marts 2019. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

Et dukkehjem af Aalborg Teater fortjener 5 stjerner, for at aktualisere og skabe en nutidig fortolkning af kønsrollerne. Samtidigt formår stykket at balancere humor og alvor, så man som tilskuer både er underholdt, men også mærker alvoren helt ind i hjertet.

Den gamle Ibsen er blevet støvet godt og grundigt af, og uropførelsen fra 1879 er blevet erstattet af præstationssamfundets ægteskabsdrama. Premieren på Aalborg Teaters bud på Et dukkehjem faldt, med perfekt timing, dagen efter Kvindernes internationale kampdag. Aalborg Teater lykkes med at skabe en moderne tolkning af Ibsens velkendte værk fra fortiden, så vi kan forholde os til det i nutiden. Samtidig formår de at krydre den tidløse tematik om køn, ved at indfange vor tids ånd og kultur, hvor selviscenesættelse, status og fokus på egen præstation, aldrig før har fyldt så meget. Moderniseringen tydeliggør eviggyldigheden af debatten om kønsroller.

Tidstypisk og rammende scenografi

Torvald og Noras borgerlige dagligstue har fået en gennemgribende renovering. Det hvide, sterile gulv og designermøblerne, minder mest af alt om en tilfældig opslået side i et Bo Bedre magasin, hvor upersonlig minimalisme, danner rammen for det ægteskabsdrama, der er i færd med at udspille sig. Scenografien rammer plet i den selviscenesættende tidsalder, hvor et poleret og fejlfrit hjem skal opretholde fortællingen om det perfekte liv og ægteskab. Men noget lurer, som bekendt, under overfladen. Dialogerne mellem karakterne afledes kortvarigt undervejs af nøje udvalgt underlægningsmusik og grafiske lyskuber i baggrunden.

Fra underdanig til fandenivoldsk

Forsidefotoet viser en skødesløs, næsten dyrisk Nora med mascara og læbestift udtværet i ansigtet, som leder tankerne hen på alt andet end slut 1800-tallets pæne borgerskabskvinde. Til trods for den lidt banale skildring af Noras indre vildskab og vrede, vaktes min interesse for den utraditionelle portrættering af Nora. Nora fremstår fandenivoldsk, idet hun både ironiserer sin følelse af selvstændiggørelse – eller mangel på samme, og i et vredesudbrud går amok med et bat. Nanna Skaarup Voss er overbevisende, både når hun spiller den lattermilde og selskabelige Nora, og når hun græder ægte tårer. Skuespillerne er generelt skræmmende ægte på scenen, og man bliver som publikum revet med.

Humoristisk alvor

Højlydte grin bredte sig ofte undervejs i publikumsmængden, og forestillingen skal have cadeau for at skabe humor i et ellers seriøst værk, men uden at fjerne fokus fra dramaets alvor. Den til tider bevidst karikerede fremstilling af dramaet, især når Nora, med tydelig reference til en dukke, ifører sig en pink kjole med en stor sløjfe, og når den karikerede au pair prøver sig på engelsk, gør forestillingen humoristisk, men ikke latterlig.

I modsætning til Vendsyssel Teaters forestilling af Et dukkehjem, som er holdt i en stram naturalistisk stil, nedbrydes den fjerde væg på en indirekte og digital måde. Det gøres bag de store, let transparente slør fra gulv til loft, som dagligstuen indrammes af. Nora krænger her monologisk sin vrede og længsel ud, befriende og ufiltreret, stirrende ind i et kamera, alt imens publikum direkte konfronteres af hendes ærlighed på storskærm. Facaden falder til jords, og Nora betror sig til publikum. Dette ødelægger ikke tilskuerens indlevelse, men styrker realismen, skaber autenticitet, og vækker medlidenhed med Nora.

Scenen, der skabte foragt i fortiden. Klimakset, hvor Nora bogstavelig talt smækker med døren, forlader mand, børn og hus, og tager sin allerhelligste pligt op, nemlig at realisere sig selv, citeres Ibsens oprindelige værk ordret, hvilket indgyder til respekt for det oprindelige stykke, samtidig med det understreger absurditeten i, at replikker skrevet for 140 år siden, ikke er malplaceret i et teaterstykke i 2019, men derimod højaktuelt den dag i dag.

Forestillingen kan opleves frem til 4. april på Aalborg Teater.

Teateranmeldelse: Kunsten at vække genklang

Skrevet af adminittp d. 4. februar 2019. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

Teaterkoncerten Spotify og Radio Luxembourg fortjener ***** stjerner for en herlig forening af dygtige sangere, rørende fortællinger og et indblik i musikkens væsen – men også i den magi, der opstår, når modige borgere deler minder og drømme, så det vækker genklang hos publikum.

Lyset dæmpes i den intime Black Box, som udgør Aalborg Teaters Lille Scene. Premieren på Borgerscenens syvende forestilling, teaterkoncerten Spotify og Radio Luxembourg er i gang. Fra sidevæggen kiler dagens sidste solstråler sig gennem vinduets skodder og falder ned over et par transistorradioer på væggene. Lyset fortsætter hen over ryglænet på en falmet lædersofa, over et par stole og ned på en forstærker, et trommesæt og flere instrumenter i scenerummet.

Er vi i en dagligstue fra 60erne? Eller sidder vi i et moderne lydstudie med et nostalgisk touch? Måske et sted imellem, ligesom de to generationer, der mødes om det fælles imellem dem: Musikken. For der er måske ikke så langt mellem ung og ældre, hvis man har gehør for hinanden.

Netop det budskab toner klokkeklart igennem hele teaterkoncerten. Mellem de optrædendes overraskende professionelle sangpræstationer mærker vi, at de faktisk er kommet til at kende og holde af hinanden i kraft af glæden ved musik, som har lokket dem alle til modigt at medvirke i Borgerscenen. Det giver forestillingen en særlig varme og ægthed, som når helt ud til publikum.

Tæsk og transistor

For den ældre generation, der kender til et før og efter ’68, gik dagene dengang på hæld foran transistoren, som via radio Luxembourg eller radio Mercur bragte musikken fra den store verden. For de unge, der kun kender et før og efter Google, søges den globale musik frem i Spotify. Forskellen tegnes fornemt op af Ole Sten og Frida Nørgaard. Ole fortæller sjovt og medrivende om dengang, han ”lånte” sin storebrors hellige radio og lyttede med lange ører, mens dagen gik på hæld, indtil han blev opdaget og fik en flad. Charmerende Frida Nørgaard har de fleste minder foran sig eller ordnet i playlister til enhver lejlighed. Hun arbejder på en ny til et højskoleophold.

Hvis man som undertegnede aldersmæssigt befinder sig imellem de to generationer, er det sjovt at opleve, hvordan man spontant lever sig ind i både de unges og de ældres musikfortællinger – som nu unge Sebastian Oscar D. Jensen, der med en vidunderlig selvironi fortæller om, hvorfor han begyndte at spille bas frem for guitar, så vi til sidst triller tårer af grin. Eller den tidligere sanger, Lotte Lottenburger, som synger et af sin ungdomshits, til en anden type tåre river sig løs. Det er smukt, hvordan hun stråler på hjemmebane i sit fag og at se hendes silhuet spejles i den mørke lydstudie-rude bag hende, så hun ligner en Edith Piaf af i dag.

Musik som terapi eller livsfilosofi

Victor Weng Brøsted fortæller, at musik skal have nosser, for ellers er den ikke værd at lytte til. Det er han til gengæld i sine filosofiske betragtninger om musik, og når han giver os analytisk fornemmelse for det nummer, han leverer som om, vi faktisk først kommer helt tæt på ham, når han er i musikken. Yndefylde Amanda Haar har som Freja en fantastisk sangstemme. De to unge piger er forskellige men i duet og hver for sig, synger englene med. Amanda fortæller, hvorfor det for hende ikke handler om at optræde (synd og skam) men om, hvordan musik påvirker os.

Birgitte Rode har gjort karriere fra konservatoriet til koncerter og Danmarks Radio, og hun minder os om dengang, kunstnerne fik en rimelig betaling for at blive spillet i radioen. Dermed bringer hun på forfriskende vis holdninger ind i forestillingen, mens også hun leverer vokalvaren.

I længden bliver teaterkoncerten lidt lang, og der kunne med fordel strammes op rent fortælleteknisk af den dygtige instruktør Rolf Heim, der som altid tilfører lidt tryllestøv til enhver forestilling, han rører ved. Efter den første time har musikkens og menneskets mange nuancer allerede vakt genklang i salen, så vi synger med.

Spotify og Radio Luxembourg spiller frem til 6. Marts på Aalborg Teaters Borgerscene.

Teateranmeldelse: Der er højt til loftet, indtil uvejret bryder løs

Skrevet af adminittp d. 11. januar 2019. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

Aalborg Teaters opsætning af Yasmina Rezas komedie Blodbadets Gud er et ualmindeligt godt valg af et velkendt scenarie: Det verbale blodbad sidder lige i skabet og viser os, hvad der lurer bag civilisationens maske, når vi curler og kæmper for det, vi har kært – vores børn – og os selv. Forestillingen fortjener ****** skræmmende store stjerner.

Farce, fnidder og friske tulipaner

Det er formiddag i Paris. En uheldig hændelse mellem to drenge har resulteret i to mistede fortænder hos den ene. Det har sat to forældrepar i stævne i det ene pars lejlighed. På sofabordet, ved siden af en show off kunstbog, er vasen væbnet med friskindkøbte tulipaner, og kagen står skarpladt på køl. Man kan vel som civiliserede mennesker løse sådan en situation i fordragelighed, så der ikke går fnidder i den. Nej? – I hver sin sofa sidder de to par troværdigt anspændte overfor hinanden; Intet har de til fælles udover, at de alle inderst inde mener, at de har ret i deres og ikke vil give sig.

Blod, bræk og business

Spinkelt høflige Annette spilles af kropssprogets mesterfortolker, Nanna Skaarup Voss, som fornemt trækker en fysisk, svær rolle, der er med til at accelerere og forskubbe gruppens konflikter og magtbalancer på kryds og tværs i stykket. I takt med at Annettes maveindhold og promille stiger, transformeres hun gradvist fra fin til fandenivoldsk. Ved hendes side er den fraværende Alain, Annettes advokatmand, – her må Lars Topp Thomsen roses for i dén grad at være vokset sammen med sit suit. Han rammer Alain på kornet og har den helt rigtige måde at bevæge sig på. For hver gang mobilen ringer, bliver Alains kyniske klarsyn befriende ærligt for os.

Hamstere og hule humanister

Ægtemanden Michel tager på de sjoveste måder tilløb til at sige sin ærlige mening til sin humanistkone Veronique og til resten af selskabet. I Jacob Moth-Poulsens fortolkning bliver Michels frisure og påklædning undervejs et rodet arrangement. Vi triller tårer af grin, når han bliver skide sur over, hvad man skal høre for en død hamster. Veronique kender vi fra den politisk korrekte tone i det offentlige rum. Hende vi måske er blevet til; den hule humanist. Her balancerer Camilla Gjelstrup virkelig sin rolle, så vi ikke blot bydes fra af Veroniques retskafne karakter og små spidse bemærkninger men også finder en ærlighed i hendes teatralske udtryk, hvor vi får et kig ind til en ensom kvinde i opløsning.

Holdånd og helhjertet sammenspil

Forestillingen balancerer farcens karikerede roller, fart og dialogmæssige humor med en underliggende gru, som gør den både underholdende og til et stykke, som det er værd at tale sammen om. Et der bider sig fast i både ego, køn og ekkokammer. Det er anden gang skuespiller Martin Ringmose instruerer, og det gør han godt. Vi mærker tydeligt, at selvom der snart ingen holdånd hersker i curlingforældrenes ægteskaber, så er den til stede hos skuespillerne, som gør et godt team. Deres sammenspil er eminent, og de får de mest ulidelige og urkomiske karaktertræk fremhævet hos hinanden. Martin viser gennem sin instruktion, at han både kan læse mennesker, kolleger og tekster – tempo, humor og pauser sidder lige i skabet og i forestillingen er der højt til loftet – også efter at uvejret er brudt løs.

Forestillingen spiller frem til 16. Februar på Aalborg Teater.

Teateranmeldelse: Hvem var vi uden masker?

Skrevet af adminittp d. 19. november 2018. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

Hvem er vi uden de masker, vi bærer for hinanden? Bliver vi nogensinde færdige med det arbejde, vi kalder ”jeg”? Det er nogle af de spørgsmål, Aalborg Teater stiller med opsætningen af Ingmar Bergmans filmiske mesterværk Persona. Se stykket, hvis du vil undres i en tid af omstillingsparathed, Selfies, Facebook og maskeringsforbud.

Som at skrælle et løg

Oplevelsen af Ingmar Bergmans storværk fra 1966 er som at skrælle et løg. I forventningen om en kerne finder du kun nye lag til spørgsmålet om, hvem vi er bag de masker, vi hver dag udstyrer os med. På 100-året for Bergmans fødsel er identitetsarbejdet måske kun større med de medier, der står til rådighed for vores selvfremstilling. Derfor et vedkommende og modigt repertoirevalg af Aalborg Teater. Persona står som filmkritikkens hvide hval, – for hver fortolkning gør den modsatte sig også gældende. Derfor et det ingen nem opgave for den unge norske instruktør, Johannes Holmen Dahl. Heldigvis tyer han ikke til nemme digitale skærmløsninger, men tegner en minimalistisk skitse, som dog forbliver en smule forsigtig, fordi den mangler vildskab hist og her i karakterarbejdet. De mørkeste lag svier ikke for alvor i øjnene, selvom der i plottet og i skuespillerne er nok potentiale at hente.

Masker mødes

To kvinder mødes; en kendt skuespillerinde, Elisabet Vogler har besluttet at være tavs. Hun passes i en hytte ved havet af en muntert plaprende sygeplejerske, Alma, som efterhånden ikke kan skelne sig selv fra den anden. Trods modsætninger bærer de begge masker for hinanden: Skuespillerinden, spillet af Maria Henriksen, har gemt sig bag sin tavshed som en flugt fra karrierens og livets udtærende roller. Det er lige før hendes mimik bliver for kontrolleret i kontrast til de sorger, tavsheden må dække over – og målt mod den lyse Alma, som spilles overbevisende ungdommeligt af Bolette Nørregaard Bang. Alligevel er der måske en pointe i det forhold. Måske ønsker instruktøren netop at lade alle fortolkningsmuligheder stå åbne nu, hvor der ikke som på filmlærredet er et kamera, der styrer seerens perspektiv. Med et fokus på Alma opdager vi, hvordan hun farves af den kynisme, tavsheden afslører.

Sprækker opstår

Vi spørger os selv, om der fra begyndelsen har været to eller en person, efterhånden som der opstår sprækker i begges masker ind til noget andet; handlinger der ikke stemmer overens med forestillinger og drømme, modsætninger mellem magt og afmagt. Dybe lag i den menneskelige psyke, som giver plads for nye iagttagelser. Faretruende men desværre ikke helt dystre nok i forhold til det oprindelige forlæg. Forestillingen har dog mange smukke og grufulde takter, hvor de små nakkehår og en undren rejser sig; Dér hvor Maria Henriksen i rollen som Elisabet sært smilende lægger en maske af sminke på Alma, som indfanget i samme cardigan-krop spiller sig ind i Elisabets store roller og erfarer, at hun med lidt fantasi kan ligne den store skuespillerinde. En farlig kurs der understreges af, at Alma senere overtager Elisabets kropssprog med de ængsteligt knyttede, åbne og knyttede hænder.

Bedst indfanges man af Personas dybder dér, hvor Alma skifter mellem Elisabets mimiske smil og sit eget protesterende kropssprog i samspillet med Elisabets mand, Hr. Vogler, der spilles overbevisende og frustreret af Nikolaj Bjørn-Andersen. Sammen sætter de tematikken på spidsen, da han forveksler hende med sin kone og hellere holder fast i en løgn frem for at lade maskerne falde. For hvem er vi uden de masker, vi bærer for hinanden? Det er spørgsmål der fortsat tumler i udsendte anmelders hoved. Derfor fortjener stykket 4 stjerner for en elegant tegnet skitse af et stort mesterværk, for overbevisende men lidt for kontrollerede karaktertegninger – og på plussiden for at efterlade flere spørgsmål end svar.

PERSONA spiller på Lille Scene på Aalborg Teater fra 19. nov. 2018 til 15. dec. 2018. Læs mere her.