Skip to main content

Tag: Aalborg Teater

Unik teateroplevelse på Aalborg Teater 11. marts

Aalborg Teater har skabt noget helt unikt og skriver i disse dage teaterhistorie i hele Danmark, når teatret lørdag den 11. marts spiller hele Henrik Szklany’s trilogi om Anita og hendes familie.

Det hele startede i 2018 med forestillingen Alle mulige ting til salg, hvor tvangsauktionen truer Anita og hendes familie. Nok er Anita ikke ressourcestærk, men alligevel gør hun hvad hun kan for at kæmpe for sin familie og hun træder i karakter, da alt er ved at brænde sammen.

 

I 2020 havde teatret premiere på anden del af historien med forestillingen Revolution i kommunen. Her er det en tvangsfjernelse af Anitas barnebarn der truer familien. Og selvom hverdagen er svær, så tager Anita endnu engang kampen op mod systemet, som hun kalder kommunen.

Nu skriver vi 2023 og Anita kan ikke mere – vi møder igen familien, denne gang i forestillingen Dødsbo på pløjemarken. Anita er træt, syg og begyndende dement, og nu vil systemet tage over og tvangsanbringe Anita på plejehjemmet, men hun vil ikke ende som plejehjems-grøntsag.
Til trods for at Anita ikke er ressourcestærk, har hun stadig sine meninger og kæmper for retten til at afslutte livet som hun ønsker det.

Stjerneregn
Alle tre forestillinger er blevet modtaget med stor begejstring hos både publikum og anmeldere, der har rost forestillingerne til skyerne med en sand stjerneregn til følge.

Lørdag den 11. marts er dagen, hvor der er mulighed for at se den helt fantastiske og anmelderroste og gribende trilogi i sin fulde længde.
Det bliver en oplevelse som ingen bør snyde sig selv for.

Medvirkende
Anita spilles af Marie Knudsen Fogh, der i 2022 modtog den fineste pris i dansk teater, nemlig Teaterpokalen, der uddeles af danske teaterjournalister. Derudover medvirker Marcus Gad Johansen, Lars Topp Thomsen, Karla Rosendahl, Camilla Gjelstrup, Bolette Nørregaard Bang og Thomas Kristian Bek.

Alle tre forestillinger er iscenesat af Martin Nyborg og scenografien er skabt af Laura Rasmussen.

Anita-maraton-dagen starter kl. 14.00 med Alle mulige ting til salg, derefter er der kaffe og kage. Senere følger Revolution i Kommunen og inden tredje forestilling, Dødsbo på Pløjemarken, vil der være en let servering.

 

Du får tre fantastiske forestillinger og forplejning i pauserne for kun kr. 595,- 

 

Få mere information på Anita-trilogien HER

Teater i nuancer

Mange har nok set den henrivende skuespiller Karla Rosendahl på Aalborg Teater, hvor hun har været en fast del af teatrets ensemble siden 2019. På blot tre år har hun allerede vundet ind i hjerterne hos publikum med sin smukke sangstemme, charmerende personlighed og ikke mindst for sine rollers mange nuancer.

*Brrrm, brrrm*. Karlas telefon ringede nede fra lommen. Hun nåede ikke at tage den, men igen var det et ukendt nummer, kunne hun konstatere. Det var garanteret Amnesty eller et eller andet telefonselskab, der ville have hende til at tegne et abonnement. Men hvad nu, hvis det var noget vigtigt? Hun måtte hellere ringe tilbage, tænkte hun.

På dette tidspunkt i 2019 gik Karla Rosendahl på Den Danske Scenekunstskole i København, og hun drømte om at blive skuespiller. Hun havde netop siddet dagen før og jamret til sin mor over, at hun sikkert ikke ville få et job, når hun senere på året afsluttede sin bachelor.

Hun tog telefonen frem og ringede til det ukendte nummer. ”Hallo?” sagde Karla ind i røret, da det blev taget. Hun hørte et ’hallo’ i den anden ende. ”Hallo?” sagde Karla igen – denne gang mere irriteret. Igen svarede stemmen med et enkelt ’hallo’. ”Hallo? Hvem ER det?” udbrød Karla nu vredt. ”Det er Hans Henriksen fra Aalborg Teater,” svarede stemmen.

Karlas hjerte sank, da teaterdirektøren på Aalborg Teater endelig gav sig til kende i røret og tilbød hende en toårig kontrakt netop på dét teater, hvor skuespillerdrømmen startede.

Hjem til Nordjylland

Karla Rosendahl afsluttede sin bachelor i København i sommeren 2019, hvorefter hun kunne pakke sine ting ned og flytte tilbage til det velkendte Nordjylland med en fastansættelse i bagagen. Nu bor Karla i en etværelseslejlighed med hems blot to minutters gang fra teatret, der kun er femhundrede kroner dyrere end de syv kvadratmeter, hvor Karla slog sine folder, da hun studerede i hovedstaden.

Karla husker tilbage på tiden, hvor hun for alvor fik øjnene op for teater. Her gik hun på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars, mens hun boede hos sin mor i Havbro. Ved siden af skolen gik hun på en teaterlinje på Himmerlands Teater i Hobro, hvor hun fik lov til at snuse til en verden bag det store tæppe, og især udflugterne til forestillinger på Aalborg Teater printede sig dybt i den unge pige.
- Det var stort at opleve og se det samme ensemble igen og igen i forskellige roller. Det var i det møde på Aalborg Teater, jeg fik lyst til at blive skuespiller. Derfor er det også en sjov cirkelslutning, at jeg på mit fjerde år på skolen i København bliver ringet op af Hans Henriksen, som spurgte, om jeg ville komme til Aalborg for at arbejde, fortæller Karla.

Karla holder af at være tilbage i det nordjyske, og at være tættere på familien igen. Hun er vokset op på en gård udenfor Aars i Mosbæk, og da forældrene gik fra hinanden, flyttede Karla med sin mor til Havbro, hvor hun også gik i friskole. Karla har tre halvsøskende. To ældre storesøstre, og da hun blev 13 år, kom hendes lillebror til verdenen.

– Der var nogen, der brugte ordet ’stjernefamilie’, hvor man hver er en prik i et stjernebillede. Det synes jeg, er et meget fint billede på det. Vi er ikke den typiske kernefamilie, smiler Karla og forklarer, at der også er kommet papsøskende ind i familien.

Den tretten år yngre lillebror er lige er begyndt på gymnasiet i Aalborg, og hun glæder især over, at hun nu har mulighed for at se ham lidt oftere, end da hun boede i København.

For fuld musik

Selvom det først var, da Karla selv gik på gymnasiet, at hun indså, at skuespillerdrømmen måtte blive en realitet, så fortæller hun, at hun nok altid har haft en lille fornemmelse i kroppen, som gerne ville gå i den retning. De første skridt mod scenegulvet tog Karla allerede som barn, hvor hun på friskolen i Havbro var katalysator på flere af skolens forestillinger sammen med en veninde.

– Vi nærmest tvang vores klasselærer til, at vi skulle spille en teaterforestilling om året, griner hun under det ’panik-klippede’ pandehår, som hun selv kalder det.

Med teateret er musikken også kommet til, og Karla husker tilbage til engang i sjette klasse, hvor de på friskolen afholdt en musikforestilling. Karla har altid holdt af at synge, og til morgensang på skolen skrålede hun glædeligt med på teksterne fra sangbogen, men hun havde dog aldrig overvejet, om hun var god til det eller ej. Hun kunne bare mærke, at hun enormt godt kunne lide at synge.

Til forestillingen skulle Karlas rolle flere gange bryde ud i sang, og det var både til sin egen og til omverdenens store overraskelse, at det gik så godt, fortæller hun. Selvom hun ikke havde fået den store sangundervisning før, viste det sig nemlig, at hun havde et stort musikalsk talent.

Karlas far kunne ikke være med blandt publikum, da hun for første gang delte ud af sin skønsang i skolens forestilling. Han var nemlig ude og rejse, og da han vendte hjem, husker Karla, at han var lige dele stolt og fornærmet:

”Karla, folk kommer hen til mig og siger, at min datter kan synge. Hvad er det for noget?” havde han spurgt, hvortil den tolv- trettenårige Karla lidt fjoget havde svaret: ”Ja, det er nok noget, jeg er begyndt på.”

Et nuanceret spejlbillede

Karla Rosendahl har siden 2019 stået på scenen på Aalborg Tea
ter og delt ud af både sin skønne humor, smukke sangstemme og
 sine alvorlige sider. For Karla er det et stort privilegium at stå på
 en scene foran et publikum, men med det følger også et ansvar.

– Når vi står på scenen, siger vi jo noget om, hvordan verden
er eller hvordan den kan være. Og med alt det kultur, jeg har konsumeret i mit liv, er jeg blevet bevist om, hvordan det har formet mig som menneske på godt og ondt. Nu, hvor jeg har den indsigt, kan jeg simpelthen ikke stå og reproducere de samme klicheer. Det, synes jeg, ville være hyklerisk, siger Karla, mens hun forsøger at samle sin page i en stram hestehale med hænderne, og lader efterfølgende de brune lokker lande på skuldrene igen.

Hun slår fast, at det er utroligt vigtigt for hende, at hun ikke spiller roller, der ikke har nuancer. Publikum skal kunne føle sig forstået og genkende sider af sig selv, når Karla stiller sig op foran dem på scenen. Hun har selv savnet at have nogen at spejle sig i, for da hun voksede op i 90’erne og 00’erne, var det især Disney-prinsesser, som rullede over skærmen, og var med til at forme Karlas forståelse af verdenen og om rollen som kvinde.

Det var netop en forældet kvindestereotyp, som brød Karla med, da hun tidligere på året skulle spille hovedrollen i Aalborg Teaters store musical, Sugar. Musicalen udspringer af filmklassikeren Some Like It Hot fra 1959, hvor Marilyn Monroe var at finde i hovedrollen som Sugar Kane. Men Karla kunne ikke genkende sig selv i hverken musicalens manuskript, der foregår i 1920’erne, eller i Monroes skildring af den polerede showgirl.

– Hun er bare et objekt på den måde musicalen var lavet, men også i filmen fra 1959. Hun kan ikke bare være koket, poleret og tilstede for mændene hele tiden. Hun må jo ånde ud en gang i mellem og også have det svært. Hun er jo totalt alkoholisk. Det må man tage alvorligt, for det må hun jo være af en grund. Der må være nogle bagsider af medaljen, forklarer Karla med et alvorligt blik.

For Karla er det enormt vigtigt, at man som skuespiller påtager sig det ansvar, man har, når man skildrer virkeligheden. Og virkeligheden er sjældent uden nuancer, og derfor mener Karla også, at rollerne, som hun spiller, heller ikke må være uden dybde.

– Jeg kan sagtens spille en svag kvinde, hvis bare det bliver forklaret, hvorfor hun er blevet på den måde. Jeg kan godt spille en kvinde, der er blevet knækket. Det synes jeg også, at jeg har gjort. Men det må gøres med større empati og flere nuancer end som så, understreger hun.

Ingen dans på roser

Det har heller ikke været helt uden nuancer at turde tage springet ud i sine drømme og tro på sig selv. Karla erindrer, at der gik lang tid, før hun turde sige sin egen skuespillerdrøm højt for omverdenen.

– Der gik noget tid, før jeg turde søge ind på skolen i København. Jeg tror, at jeg havde brug for at være mere sikker på, at jeg fak- tisk kunne. Jeg var ikke klar til at få en afvisning, faktisk, fordi det var så vigtigt, erkender Karla.

Men optagelsen gik heldigvis ganske fint, og hvis Karla kunne gå tilbage
i tiden, ville hun bede sig selv om, at
stoppe med at gruble så meget over
det og bare gøre det. Da hun så star
tede på Den Danske Scenekunstskole 
i København i 2015, var det alligevel
 en stor omvæltning. Hun gik fra en verden, hvor hun var den, der ønskede at 
være skuespiller allermest, til at være
 én i flokken. Her skulle hun finde sin rolle i de nye omgivelser, og hun syntes, at det var meget nemmere at se, hvilke typer de andre var.

– Jeg har især igennem min skoletid kæmpet med en tvivl, fordi man går der og skal finde ud af, hvilken slags skuespiller man er. Det blev pludseligt svært at se, hvad jeg egentligt var for en type, og hvad mine forcer er, husker Karla.

Usikkerheden aftog, da Karla begyndte at arbejde på Aalborg Teater, for der fik hun muligheden for at arbejde med sig selv og være en skuespiller og ikke tænke over, hvilken skuespiller hun gerne ville være. Hun ser faktisk sin tid på teatret som en form for kandidatuddannelse, da det først er her, hun kan prøve forskellige genrer af uden at være bange for, om hendes præstation her og nu afgør, om hun får et job næste gang.

Det første år på Aalborg Teater var alligevel ikke en dans på roser for den nyudklækkede skuespiller, for hun oplevede også et behov for at vise, at hun godt kunne klare det hele – og mere til. Hun overtog en rolle fra en kollega, der havde fået hjernerystelse, og hun var helt vildt glad for, at hun overhovedet var kommet i betragtning til den. Da hun så blev spurgt, om hun kunne overtage endnu en rolle, sagde hun igen ja, selvom nogen på teatret erkendte, at det godt kunne blive en stor mundfuld for hende. Men Karla ville bevise, at hun sagtens kunne klare det.

Bagefter havde Karla endnu en stor rolle i en skoleforestilling, og her måtte hun indse, at det kunne hun faktisk ikke.
- Det blev for meget, og jeg var syg hele tiden, men jeg gik på arbejde alligevel. Det var en lille rolle, som jeg overtog anden gang, og jeg tænkte, at det kunne simpelthen ikke passe, at de skulle aflyse på grund af mig. Det er nok typisk skuespillere, at vi har svært ved at melde os syge. Men det skulle jeg bare have gjort, for jeg kunne slet ikke holde til det, erkender hun.

Karla indså, at hun havde kørt sig selv for hårdt, for hun var kun lige sluppet ud af presset fra eksaminer og afgangsforestillinger på skolen i København, da hun sprang ud som professionel skuespiller på Aalborg Teater i flere forskellige roller. Held i uheld ramte coronapandemien Danmark, og i foråret 2020 fik Karla en tvungen pause til at mærke efter i sin egen krop. I dag fortæller hun, at hun er blevet meget bedre til at mærke, hvor hun skal lægge sin energi.

– Hvis det betyder, at man ikke kan give nok, når man når senere hen på sæsonen, så er det jo ikke rigtigt det værd, slår hun fast.

Friskt hver aften

Karla er landet et godt sted i dag, og det er tydeligt at mærke, at hun elsker at være en del af Aalborg Teater. Da hun blot efter halvandet år blev spurgt, om hun ville forlænge sin kontrakt med teatret, var der ingen tvivl.

Aalborg Teaters ensemble er ganske stort i forhold til teatrets størrelse, og det er netop dét, som Karla holder allermest af. Med 21 medskuespillere finder hun det enormt givende at møde op på teatret hver dag for at starte prøver. Her møder hun nemlig sine dygtige kollegaer, hvor de indbyrdes har det rigtig godt sammen og alle er interesserede i at udvikle sig sammen.

En anden ting, som også gør Aalborg Teater ganske særligt for hende, er, at der ofte genoptages forestillinger, som allerede er kørt før. Her dykker skuespillerne ned i rollerne igen og arbejder endnu mere med forestillingen, og dermed får en anledning til at kunne komme et spadestik dybere i fortællingen.

– Jeg synes, at der er en evig stræben efter at blive ved med at undersøge og gøre det bedre. Målet er jo at højne stykket og komme dybere. Det ville jo ikke ske, hvis man bare kom ind og gjorde det, som man plejer, siger hun og fortsætter;

”På Aalborg Teater er en insisteren på, at ramme hinanden reelt, og ikke kun at spille for sig selv eller kun for publikum. Her er vi nysgerrige på hinanden. Det kan varierer fra dag til dag, for det er jo det, som teatret kan. At være friskt hver aften.”

Ud under åben himmel

Teatret har altid fyldt meget i Karlas verden, og hun medgiver, at det kan være svært at putte andre ting ind i sit liv, når ens hobby pludselig er blevet et arbejde. Hvornår starter og stopper det professionelle liv? Ja, Karla er stadig ved at finde ud af det.

Hun drømmer om at udvikle sig endnu mere, og hun har allerede medvirket i flere kortfilm. Men hun indrømmer også, at det er utroligt svært at få en hverdag med prøver og forestillinger på et fast teater i Aalborg til at gå op med en medvirken i en film et andet sted i landet.

– Jeg skal da helt klart ud og være freelancer på et tidspunkt, hvor jeg kan komme ud under åben himmel og prøve det af. Jeg vil helt vildt gerne lave film og alt muligt forskelligt teater, som man ikke nødvendigvis laver her, siger hun.

Karlas nuværende kontrakt med teatret løber indtil sommeren 2023, og om det ender med endnu en toårig kontrakt på Aalborg Teater eller om hun allerede næste år søger nye eventyr, ved hun ikke endnu. Men indtil vil Karla Rosendahl være at finde på scenen på Aalborg Teater, hvor hun henover efteråret spiller med i ikke mindre end fire forestillinger.

Teateranmeldelse: Misantropia på Kunsten

Torsdag aften i denne uge havde KUNSTEN i Aalborg fornøjelsen af at kunne præsentere Teater Slotsgårdens fiffige lystspil ’Misantropia’ i samarbejde med Aalborg Teater. Teaterstykket blev spillet på KUNSTENs udendørs amfiscene, og er baseret på en fri fortolkning af franske Molières ’Misantropen’ fra 1666. Forestillingen spiller fortsat hver aften klokken 19.30 på KUNSTEN til og med mandag den 1/8 2022.

Efter at være blevet budt velkommen, blev publikum bedt om at stille sig hen og vente ved en hvid kiste med en bårebuket og påskriften ’Den unævnelige’ på. Herefter kom skuespillerne ud og begyndte at interagere med publikum som en form for method-acting inden et sørgeoptog derpå gik i gang. Publikum blev dermed allerede fra begyndelsen inddraget som en del af stykkets fortælling, mens kisten blev båret ind mod KUNSTENs amfiscene. Det foregik til lyden af flerstemmige harmonier, leveret af skuespillerne selv, og der blev således skabt en finurlig stemning af uvished og forventning.

Selve stykket handlede kort fortalt om, hvordan André, der er utrolig kritisk overfor samfundets tilgang til dårskab og sociale medier, ikke befinder sig særlig godt i sin kunstneriske kæreste Celestés farverige og løse tilgang til livet. Han forsøger grænseløst at udkæmpe en krig med sine ord og pen, mens Celesté forsøger at gøre det til en kunst at leve i nuet uden omtanke for morgendagens konsekvenser. To kontraster, der begge må indse, at de må revurdere deres tilgang til hinanden og til livet, hvis kærligheden og lykken skal bestå. En ældgammel fortælling, som får masser af kolorit gennem blandet andet stykkets andre skæve karakterer, der hver især også har deres egne agendaer kørende overfor André og Celeste.

Jean-Honoré Fragonards maleri ‘The Swing’, et hjerte i neon og et kørende skelet satte som undervurderede rekvisitter en perspektiverende ramme om komediens plot og præmis. For med dette samt store armbevægelser formåede skuespillerne på sanselig vis virkelig at suge deres publikum med ind i en farverig og morsom skildring af svig og lidenskab, der blev til en spændende oplevelse at deltage i. Selvom teater-karaktererne var ganske karikerede, var de dog også troværdige originaler, som man let kunne spejle virkeligheden i, når skuespillerne med stort talent og spidsfindige ord portrætterede, hvor grotesk tilværelsen indimellem kan udspille sig. Jeg nød således den lettere intense stemning, der eksisterede, når der blev uddelt både kærlighed og lussinger i flæng til nutidens SoMe-besættelse. Men også den dygtige opsætning, med velbalanceret kropssprog og pitch samt fantastiske pointer og sprog, fik mig til både at grine og måbe. Så for en vellykket kunstnerisk forestilling på KUNSTEN anbefaler jeg denne fascinerende teateroplevelse med 6 ud af 6 farverige stjerner.

Nordjyde bliver ny teaterdirektør på Aalborg Teater

Når Teaterdirektør Hans Henriksens ansættelsesperiode udløber på Aalborg Teater bliver det en nordjyde, der sætter sig i direktørstolen. Valget er faldet på Thomas Bjørnager, scenograf, kostumedesigner og tidligere teaterdirektør på et egnsteater.

Bestyrelsesformand Inger Askehave udtaler:

”Thomas Bjørnager er en stor kapacitet i dansk teater. Han har en enorm kunstnerisk indsigt, et stort netværk samt mangeårig ledelsesmæssig erfaring som tidligere teaterdirektør for Teatret Vårt i Norge.
Vi er utroligt glade og stolte over at kunne præsentere Thomas Bjørnager som ny teaterdirektør for Aalborg Teater”.

Under Teaterdirektør Hans Henriksens ledelse har Aalborg Teater udviklet sig til at være ét af de førende teatre indenfor den dramatiske scenekunst. Med valget af Thomas Bjørnager som ny teaterdirektør markerer bestyrelsen, at man ønsker at fastholde og sikre det høje kunstneriske niveau for teatret fremadrettet.

Thomas Bjørnager, der er født og opvokset i Lønstrup, har qua sine nordjyske rødder en uvurderlig viden om Nordjylland og nordjyder. Med de erfaringer han gennem sine mange arbejdsår både i Danmark og udlandet har tilegnet sig, er han en fantastisk profil til at stå i spidsen for det største egen-producerende teater i regionen.

”Selvom det på ingen måde har været afgørende for ansættelsen af Thomas Bjørnager som ny teaterdirektør, så gør det bestemt ikke noget at Thomas kommer med en arkitektuddannelse i bagagen, når vi skal videre med etableringen af Aalborg Ny Teater”, slutter Inger Askehave.

Thomas Bjørnager er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, og begyndte kort efter sin uddannelse at arbejde som underviser og scenograf på Den Danske Scenekunstskole.
Thomas Bjørnager arbejdede i mange år som en efterspurgt scenograf i Danmark. Også udenfor landets grænser har der været bud efter Thomas Bjørnagers kunstneriske virke, og han har arbejdet i både Norge og Tyskland. På Aalborg Teater har Thomas Bjørnager lavet scenografier til forestillingerne Begravelsen af Thomas Vinterberg og til Holbergs Maskerade.
I 2012 blev Thomas Bjørnager udnævnt til Teaterdirektør ved Teatret Vårt, regionsteatret i Møre og Romsdal i Norge. En stilling han bestred frem til 2019, hvor han vendte hjem til Danmark.

Thomas Bjørnager udtaler:

”Aalborg Teater er et fyrtårn i dansk kulturliv og jeg glæder mig meget til at vende tilbage til det nordjyske og til at stå i spidsen for det teater, der for snart rigtig mange år siden vakte min livslange kærlighed til og passion for teater. Og jeg har i den grad med direktørjobbet fået, hvad jeg vil betegne som mit absolutte drømmejob”.

Aalborg Teater vil fremadrettet præsentere et mangfoldigt og bredt kulturtilbud til det nordjyske teaterpublikum. Et repertoire der belyser livet og tidens store spørgsmål, som både er lokalt forankret men også er et vindue mod verden omkring os, således at vi bliver bedre til at forstå os selv og hinanden.

”Teater er en holdsport, og jeg ser frem til at arbejde sammen med alle de mange dygtige mennesker i huset og sammen vil vi skabe den magi, som teatret bibringer os alle”, slutter Thomas Bjørnager.

 

 

Anmeldelse: Livstidsgæsterne på Aalborg Teater

Lørdag eftermiddag spillede komedien Livstidsgæsterne af Line Knutzon på Store Scene i Aalborg Teater. Forestillingen er skabt i samarbejde med Betty Nansen Teatret med en rolleliste bestående af Niels Ellegaard, Ena Spottag, Anders Budde, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing.

Hvem er du, og hvor mange af dig er der egentlig?

Og hvem af dig kan bedst håndtere, at din e-Boks er propfyldt af ulæste beskeder, at overboen ringer og siger du er sød, eller at afløbet er stoppet?

Niels, Ena, Anders, Tryggvi, Xenia og Maria spiller alle en rolle, der tilsammen udgør én og samme person. Man følger dem alle på scenen på samme tid i et mærkværdigt univers, der forestiller livet, der går, og sammen forsøger de 6 sider af samme person at klare sig igennem en masse forskellige – mere eller mindre – relaterbare situationer. Til noget der mest af alt minder om en generalforsamling mødes de 6 ”jeg’er” flere gange og drøfter de forskellige ting, der bør tages stilling til, hvilket kan få bølgerne til at gå højt. Det kan nemlig være svært at blive enig om tingene, når personlighederne strækker sig lige fra ham, som gerne vil gøre alle glade, til hende, som kan komme med vilde vredesudbrud og som samtidig er svært allergisk over for at tage ansvar.

Stykket talte desværre ikke til mig – eller nogen af dem, der er mig. Jeg synes hurtigt, det blev en smule for forudsigeligt hvordan de forskellige personligheder ville reagere på hinanden, de ting der skete og blev sagt, og så føltes de ca. 90 minutter som forestillingen tog pludseligt som ret lang tid. Til trods for det var jeg meget imponeret over de 6 skuespillere, der fra start til slut gav den alt, hvad de havde. De formåede også flere gange at få folk i salen til at grine, med de oftest ret spøjse og absurde replikker, der blev leveret med rigtig god komisk timing. Derfor skal Livstidsgæsterne have 3 stjerner herfra.

Du kan se Livstidsgæsterne på Aalborg Teater til og med 19. juni. Læs mere her: https://www.aalborgteater.dk/event/livstidsgaesterne/

Teateranmeldelse: SUGAR på Aalborg Teater

Onsdag aften åbnede Aalborg Teater dørene for premieren til musicallen SUGAR, baseret på filmen ’Some Like It Hot’ (Ingen er Fuldkommen) fra 1959, der havde Marilyn Monroe i rollen som den skønne, flirtende og smånaive Sugar Kane.

Skaf mig en sax og en bas

Året er 1929, Chicagos gader er mørke og kolde, depressionen har ramt og det mærker især de to musikere Joe (Nikolaj Bjørn-Andersen) og Jerry (Albert Stein Ankerstjerne). Der er nemlig ingen, der står og mangler en saxofonist og en kontrabassist – altså lige ud over et kvindeband, hvilket naturligvis er meget uheldigt for de to herrer. Hvad der er endnu mere uheldigt for dem er, at de pludseligt bliver vidner til et opgør imellem to bander, og den hårdkogte gangsterboss Spatz (Bolette Nørregaard Bang) er ikke typen, der efterlader vidner. Desperate tider kræver desperate tiltag, så ved hjælp af parykker, kjoler, høje hæle og læbestift forvandler Joe sig til Josephine og Jerry til Daphne, og så er de om bord på toget mod solrige Miami sammen med et helt band, der kun består af kvinder.

Nu er det sengetid for de artige piger

Men artige er kvinderne i Sweet Sues (Marie Knudsen Fogh) kvindeband langt fra. Især den smukke Sugar (Karla Rosendahl) er ude på narrestreger, hvilket bestemt ikke gør hele den komiske og bizarre situation nemmere for stakkels Joe og Jerry – eller Josephine og Daphne – der kæmper for ikke at blive afsløret i deres enorme, men livsnødvendige løgn. Sugar er nemlig meget sød, omsorgsfuld og kærlig over for sine nye veninder.

Stående applaus

Det var et begejstret publikum, der rejste sig fra deres sæder og gav et langt stående bifald til de dygtige skuespillere, musikere og bandet, da de til slut kom ud og bukkede for salen – og det var mere end velfortjent. Niveauet var tårnhøjt på alle fronter, og et ekstra bifald gik til en meget rørt Niels Søren Hansen, der nu både kunne fejre sit 30-års jubilæum som kapelmester på Aalborg Teater, samt en fuldstændig fantastisk og meget vellykket premiere på SUGAR.

Silhuetter, skygger, fjer og farver

Hele showet bar præg af stor professionalisme og folk, der brænder for det, de laver. Der var kælet for alle detaljer – iscenesættelsen, lyset, koreografien, kostumerne samt de lækre toner af jazz gjorde hele forestillingen livlig og meget bjergtagende. SUGAR er en skøn, sjov og sensuel musical, der oser af talent både på og bag scenen, og den fortjener uden tvivl 6 ud af 6 stjerner herfra.

Anmeldelse: Hvem er bange for Virginia Woolf

(6 stjerner)

Titel: Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf?
Spiller 19. februar til 12. marts på Aalborg Teaters store scene
Se mere: aalborgteater.dk

Aalborg Teaters nyeste stykke er en amerikansk klassiker, der første gang havde premiere i New York tilbage i 1962, og blev en kæmpe succes både blandt anmeldere og publikum. I 1966 blev stykket så filmatiseret med ikoniske Elizabeth Taylor og Richard Burton i de bærende roller som ægteparret George og Martha.

På Aalborg Teater sidder publikum midt i ægteparret George og Marthas stue, da de kommer hjem. Der er nemlig ingen vægge, og under forestillingen skal det vise sig, at vi får alt at se, når scenen drejer rundt, så vi kan se alle detaljer og vinkler.

Parret ankommer småberusede, fjollede og leende efter en fest. Stemningen og energien er først høj og legende, men da George afviser Martha, ændres retorikken og bliver mere hård. Hårde ord blandes med latter, og skaber lidt forvirring, som udløser latter i salen – da det nærmest er helt grotesk, det som udvikler sig på scenen. Der er høje bølger under opsejling. Lyset og musikken præger stemningen og understøtter de følelser, parret udtrykker overfor hinanden. Vi er altså i følelsernes vold.

Parret får besøg af et yngre par midt om natten, som også har deltaget i samme fest. De er klædt i lyse sandfarver og forsigtige af sig. De er høflige og lidt usikre – og virker først lidt anonyme, og meget afventende. Men som aftenen skrider frem og alkoholen serveres i rigelige mængder, ændres det yngre pars adfærd til lettere frisindige.

Sikke en rejse, vi er med på. Fra en høflig og typisk engelsk-korrekt gebærden til en løsere og løsere adfærd, hvor hæmningerne slippes, og følelserne får lov at komme til udtryk. Både kropsligt og verbalt. Som vi alle kender det, når alkoholen får sit tag.

Vi sidder opløste i latter, til dyb, dyb forargelse, til tristhed og sorg til fortabthed. En rutchetur, som virkelig udløser følelser i dig som tilskuer. Og så med en slutning, som får dig til at sidde og fundere over, hvad der har udviklet sig på scenen. Hvad der blev sagt og gjort. Måske endda hvad du selv nåede at fordømme.

Meget professionelle skuespillere. Flotte performances, især ægteparret George og Martha er så hengivende og dygtige i sine roller. Marie Knudsen Fogh gav alt, hvad hun havde i rollen som Martha, og man kunne mærke hver eneste følelse i de verbale angreb, der blev fyret af sted mod Martin Ringmose, der spiller den absolut ligeværdige modstander, ægtemanden George.

Som publikum kan mange nok relatere til, hvordan den verbale dialog kan være ødelæggende og udløse en spiral, som synes at tage personerne med sig i et greb, de ikke kan komme ud af igen. Om end de gør sig flere forsøg.

Det er en helt igennem en fantastisk forestilling, og ikke mindst en oplevelse, som du tager med dig. Den sidder i dig, når ordene du lige skulle til at slynge afsted, måske ved eftertanke var en kende for hårde.

Oplev dramaet “Hvem er bange for Virgina Wolf” på Aalborg Teater

Aalborg Teater har lørdag den 19. februar 2022 premiere på Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf på Store Scene. Skuespillet er fra 1962 og blev dengang kritiseret på grund af det voldsomme sprogbrug.

Jeg afskyr mig selv
Vi har alle forskellige illusioner om os selv. Vores identitet er bygget op omkring ambitioner og potentialer, som vi fortæller os selv, at vi en skønne dag vil indfri. Men når vi andre mennesker pludselig får disse dyrebare illusioner til at briste, kan det blive farligt. Både for os selv og dem, der vover at få os til at se mere sandfærdigt på, hvem vi i virkeligheden er.

Historieprofessor George og hans kone Martha er hjemvendt efter en fakultetsfest på det universitet i New England, hvor George er ansat. Martha mødte et ungt par ved festen, og uden at George ved det, har hun inviteret dem med hjem til en drink.

Først bliver det unge par blot tilskuere til George og Marthas modbydelige verbale angreb på hinanden. Men snart bliver de hvirvlet ind i værternes indbyrdes kamp – og samtidig også ofre for George og Marthas både kreative og perfide humor. I løbet af forestillingens tre akter bliver udvekslingerne endnu mere afstumpede og absurde, og resultatet er et smerteligt opgør. Mellem sandheden på den ene side og illusionen på den anden. Mellem virkeligheden og den fortælling, som vi i virkeligheden foretrækker.

Stykket blev et stort gennembrud for Albee, da det havde premiere i New York i 1962, og med filmatiseringen fire år senere med Elisabeth Taylor og Richard Burton som Martha og George blev teksten en decideret superklassiker på verdensplan. Taylor og Burton dannede også par privat, og da de mange år senere blev skilt, forklarede Burton: ”Hvis man taget to stænger dynamit og bliver ved at slå dem hårdt mod hinanden, så må man gå ud fra, at de på et tidspunkt eksploderer”. Det billede passer også meget godt på det, der sker mellem Martha og George.

Medvirkende
I denne opsætning indtager Martin Ringsmose og Marie Knudsen Fogh rollerne som George og Martha og det unge par spilles af Karla Rosendahl og Østen Borre Simonsen.
Teaterdirektør Hans Henriksen instruerer, mens hans makker gennem snart 20 år, Nicolaj Spangaa, står for scenografien.

Spilleperiode

Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf spiller på Aalborg Teaters Store Scene fra 19. februar til og med 12. marts 2022. Der spilles mandag til fredag kl. 19.30 samt lørdage kl. 16.00.

Aalborg Teater øger publikumstallet med 6 % i sæsonen 2020 /21

Sæson 2020 / 21 var præget af Covid-19 og de restriktioner pandemien medførte såvel nationalt som lokalt. Dog formåede Aalborg Teater at øge publikumsantallet med godt 6 % over det budgetterede. Ikke færre end 90.821 publikummer nød godt af et stort og varieret udbud fra teatret i 2020 / 21.

Ikke mindst på grund af stor omstillingsparathed i en ny og uvant kulturformidlingssituation var Aalborg Teater i stand til, ikke blot at fastholde det budgetterede publikumsantal, men rent faktisk at øge antallet af publikummer. Aalborg Teater skabte platformen AAT Stream og gennem streamings fik ikke bare det nordjyske teaterpublikum, men teaterpublikummer over hele landet eftertragtede oplevelser.

Aalborg Teater var det danske teater, som streamede flest forestillinger under Corona-nedlukningen, hvilket gjorde teatret i stand til at bevare kontakten med publikum til trods for, at det ikke var muligt at mødes fysisk i teaterrummet.

I alt 11 forestillinger blev streamet i løbet af foråret 2021.

Aalborg Teater åbnede AAT Stream med, som det første teater i Danmark at live-streame tre premierer; Herman Bangs Tine, Peter Handkes De skønne dage i Aranjuez samt co-produktionen The Robot Project. Julie Maj Jakobsen, teatrets husdramatiker, skrev forestillingen Jeg har skudt mig selv for sidste gang – en forestilling i 3 afsnit.

Derudover steamede teatret repertoireforestillingen Cyrano samt Teaterkoncerten Drømte mig en drøm.

Ikke færre end 10 titler blev streamet via AAT Stream, som i den grad var en succes og stillede den kultur-sult, der var opstået i et nedlukket samfund.

I sæson 2020 / 21 var der planlagt 18 forskellige forestillinger på teatrets tre scener, med i alt 345 opførelser, hvoraf det lykkedes at gennemføre 169 opførelser for et live-publikum, hvilket svarer til at 49 % af de planlagte opførelser blev vist for et live-publikum.

Mange af de planlagte aktiviteter blev, udover live-streams, erstattet med udendørs-forestillingerne ByVandRing (Luna Park Scenekunst), These Shapes are made for Dancing (co-produktion med Steen Kørner Studio) samt Walking Landscapes (co-produktion med Metropolis – KIT).

Trods nedlukning og deraf følgende aflysninger af forestillinger kommer Aalborg Teater ud af sæson 2020 / 21 med et positivt resultat efter skat på t. DKK 1.637.

For yderligere information:

Teaterdirektør Hans Henriksen, tlf. 9631 6013

Bestyrelsesformand Inger Askehave, tlf. 4185 2288

 

Teatrets årsregnskab kan læses HER

Den dejligste familie-jule-forestilling

Aalborg Teater har lørdag den 13. november 2021 re-premiere på årets store familiejuleforestilling Snefald på Store Scene.

Hjertevarmt juleeventyr
En forældreløs pige i en trist verden. Et eventyrland fuld af magi og kærlighed. En hemmelig portal skiller dem. Kan Selma finde vejen?

Snefald er en ny juleklassiker og en poetisk og magisk juleforestilling for hele familien – et hjertevarmt eventyr om at finde sig selv og føle sig hjemme, hvor man er.

”Kære Julemand. Hvis du findes, og hvis det er muligt, så ønsker jeg mig en familie”. Sådan skriver Selma på ni år i sit brev til julemanden. Hun bor i Verden Udenfor, hos sin nabo Ruth, fordi hun har mistet sine forældre for længe siden. Men Ruth er lidt stram i betrækket, især når det kommer til juleri.

Men Selmas brev når frem til julemanden, og hun når på magisk vis også selv frem til landet Snefald.

I Snefald vågner man hver morgen til ”Gooooodmorgen Snefald”, og her bor selveste julemanden, der hedder Julius, sammen med alle nisserne. For eksempel den ældre og lidt skøre opfindernisse IQ, der har bygget julemandens fuldautomaiske og motoriserede slæde. Men der bor også en ambitiøs og streng nisse ved navn Winther, og han pønser på noget. Onde kræfter er på spil, og da Julius pludselig forsvinder, kastes Selma ud i en eventyrlig kamp for at redde julen – og finde sin sande familie.

Denne varme, sjove og rørende fortælling stammer fra en norsk TV-julekalender, der blev sendt på DR i 2017. Siden blev den dramatiseret og har spillet med stor succes i Norge, og senest på Odense Teater o g nu kommer den til Aalborg og varmer og fortryller hele familien.

Medvirkende
Selma spilles af Line Nørholt og Julemanden Julius spilles af Jørgen W. Larsen. Derudover medvirker Kathrine Høj Andersen, Thomas Kristian Bek, Østen Borre Simonsen, Marcus Gad Johansen, Steffen Berenthz Eriksen, Evrim Benli, Clara Josephine Manley, Johan Damgaard-Lauritsen og Joachim Bach Rosendal. Desuden nisserne Birk Asbjørn Vesterlund, India Gade; Sander Konradsen, Emma Katrine Zeilau Thorsted, Nanna Chræmmer Mortensen, Sima Ugianskyte, Michelle Kath, Astrid Blandow Bratholt, Julius Randorf Jørgensen og Josephine Vosgerau Overgaard.
Forestillingen iscenesættes af Mia Lipschitz og scenografi og kostumer er skabt af Camilla Bjørnvad og Signe Krogh. Koreograf på forestillingen er Esa Alanne.

Spilleperiode

Snefald spilles på Aalborg Teaters Store Scene fra 13. november til og med 23. december 2020. Der spilles mandag til fredag kl. 18.00 og lørdag kl. 12.00 og kl. 16.00.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev