Mange har nok set den henrivende skuespiller Karla Rosendahl på Aalborg Teater, hvor hun har været en fast del af teatrets ensemble siden 2019. På blot tre år har hun allerede vundet ind i hjerterne hos publikum med sin smukke sangstemme, charmerende personlighed og ikke mindst for sine rollers mange nuancer.
*Brrrm, brrrm*. Karlas telefon ringede nede fra lommen. Hun nåede ikke at tage den, men igen var det et ukendt nummer, kunne hun konstatere. Det var garanteret Amnesty eller et eller andet telefonselskab, der ville have hende til at tegne et abonnement. Men hvad nu, hvis det var noget vigtigt? Hun måtte hellere ringe tilbage, tænkte hun.
På dette tidspunkt i 2019 gik Karla Rosendahl på Den Danske Scenekunstskole i København, og hun drømte om at blive skuespiller. Hun havde netop siddet dagen før og jamret til sin mor over, at hun sikkert ikke ville få et job, når hun senere på året afsluttede sin bachelor.
Hun tog telefonen frem og ringede til det ukendte nummer. ”Hallo?” sagde Karla ind i røret, da det blev taget. Hun hørte et ’hallo’ i den anden ende. ”Hallo?” sagde Karla igen – denne gang mere irriteret. Igen svarede stemmen med et enkelt ’hallo’. ”Hallo? Hvem ER det?” udbrød Karla nu vredt. ”Det er Hans Henriksen fra Aalborg Teater,” svarede stemmen.
Karlas hjerte sank, da teaterdirektøren på Aalborg Teater endelig gav sig til kende i røret og tilbød hende en toårig kontrakt netop på dét teater, hvor skuespillerdrømmen startede.
Hjem til Nordjylland
Karla Rosendahl afsluttede sin bachelor i København i sommeren 2019, hvorefter hun kunne pakke sine ting ned og flytte tilbage til det velkendte Nordjylland med en fastansættelse i bagagen. Nu bor Karla i en etværelseslejlighed med hems blot to minutters gang fra teatret, der kun er femhundrede kroner dyrere end de syv kvadratmeter, hvor Karla slog sine folder, da hun studerede i hovedstaden.
Karla husker tilbage på tiden, hvor hun for alvor fik øjnene op for teater. Her gik hun på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars, mens hun boede hos sin mor i Havbro. Ved siden af skolen gik hun på en teaterlinje på Himmerlands Teater i Hobro, hvor hun fik lov til at snuse til en verden bag det store tæppe, og især udflugterne til forestillinger på Aalborg Teater printede sig dybt i den unge pige.
- Det var stort at opleve og se det samme ensemble igen og igen i forskellige roller. Det var i det møde på Aalborg Teater, jeg fik lyst til at blive skuespiller. Derfor er det også en sjov cirkelslutning, at jeg på mit fjerde år på skolen i København bliver ringet op af Hans Henriksen, som spurgte, om jeg ville komme til Aalborg for at arbejde, fortæller Karla.
Karla holder af at være tilbage i det nordjyske, og at være tættere på familien igen. Hun er vokset op på en gård udenfor Aars i Mosbæk, og da forældrene gik fra hinanden, flyttede Karla med sin mor til Havbro, hvor hun også gik i friskole. Karla har tre halvsøskende. To ældre storesøstre, og da hun blev 13 år, kom hendes lillebror til verdenen.
– Der var nogen, der brugte ordet ’stjernefamilie’, hvor man hver er en prik i et stjernebillede. Det synes jeg, er et meget fint billede på det. Vi er ikke den typiske kernefamilie, smiler Karla og forklarer, at der også er kommet papsøskende ind i familien.
Den tretten år yngre lillebror er lige er begyndt på gymnasiet i Aalborg, og hun glæder især over, at hun nu har mulighed for at se ham lidt oftere, end da hun boede i København.
For fuld musik
Selvom det først var, da Karla selv gik på gymnasiet, at hun indså, at skuespillerdrømmen måtte blive en realitet, så fortæller hun, at hun nok altid har haft en lille fornemmelse i kroppen, som gerne ville gå i den retning. De første skridt mod scenegulvet tog Karla allerede som barn, hvor hun på friskolen i Havbro var katalysator på flere af skolens forestillinger sammen med en veninde.
– Vi nærmest tvang vores klasselærer til, at vi skulle spille en teaterforestilling om året, griner hun under det ’panik-klippede’ pandehår, som hun selv kalder det.
Med teateret er musikken også kommet til, og Karla husker tilbage til engang i sjette klasse, hvor de på friskolen afholdt en musikforestilling. Karla har altid holdt af at synge, og til morgensang på skolen skrålede hun glædeligt med på teksterne fra sangbogen, men hun havde dog aldrig overvejet, om hun var god til det eller ej. Hun kunne bare mærke, at hun enormt godt kunne lide at synge.
Til forestillingen skulle Karlas rolle flere gange bryde ud i sang, og det var både til sin egen og til omverdenens store overraskelse, at det gik så godt, fortæller hun. Selvom hun ikke havde fået den store sangundervisning før, viste det sig nemlig, at hun havde et stort musikalsk talent.
Karlas far kunne ikke være med blandt publikum, da hun for første gang delte ud af sin skønsang i skolens forestilling. Han var nemlig ude og rejse, og da han vendte hjem, husker Karla, at han var lige dele stolt og fornærmet:
”Karla, folk kommer hen til mig og siger, at min datter kan synge. Hvad er det for noget?” havde han spurgt, hvortil den tolv- trettenårige Karla lidt fjoget havde svaret: ”Ja, det er nok noget, jeg er begyndt på.”
Et nuanceret spejlbillede
Karla Rosendahl har siden 2019 stået på scenen på Aalborg Tea
ter og delt ud af både sin skønne humor, smukke sangstemme og
sine alvorlige sider. For Karla er det et stort privilegium at stå på
en scene foran et publikum, men med det følger også et ansvar.
– Når vi står på scenen, siger vi jo noget om, hvordan verden
er eller hvordan den kan være. Og med alt det kultur, jeg har konsumeret i mit liv, er jeg blevet bevist om, hvordan det har formet mig som menneske på godt og ondt. Nu, hvor jeg har den indsigt, kan jeg simpelthen ikke stå og reproducere de samme klicheer. Det, synes jeg, ville være hyklerisk, siger Karla, mens hun forsøger at samle sin page i en stram hestehale med hænderne, og lader efterfølgende de brune lokker lande på skuldrene igen.
Hun slår fast, at det er utroligt vigtigt for hende, at hun ikke spiller roller, der ikke har nuancer. Publikum skal kunne føle sig forstået og genkende sider af sig selv, når Karla stiller sig op foran dem på scenen. Hun har selv savnet at have nogen at spejle sig i, for da hun voksede op i 90’erne og 00’erne, var det især Disney-prinsesser, som rullede over skærmen, og var med til at forme Karlas forståelse af verdenen og om rollen som kvinde.
Det var netop en forældet kvindestereotyp, som brød Karla med, da hun tidligere på året skulle spille hovedrollen i Aalborg Teaters store musical, Sugar. Musicalen udspringer af filmklassikeren Some Like It Hot fra 1959, hvor Marilyn Monroe var at finde i hovedrollen som Sugar Kane. Men Karla kunne ikke genkende sig selv i hverken musicalens manuskript, der foregår i 1920’erne, eller i Monroes skildring af den polerede showgirl.
– Hun er bare et objekt på den måde musicalen var lavet, men også i filmen fra 1959. Hun kan ikke bare være koket, poleret og tilstede for mændene hele tiden. Hun må jo ånde ud en gang i mellem og også have det svært. Hun er jo totalt alkoholisk. Det må man tage alvorligt, for det må hun jo være af en grund. Der må være nogle bagsider af medaljen, forklarer Karla med et alvorligt blik.
For Karla er det enormt vigtigt, at man som skuespiller påtager sig det ansvar, man har, når man skildrer virkeligheden. Og virkeligheden er sjældent uden nuancer, og derfor mener Karla også, at rollerne, som hun spiller, heller ikke må være uden dybde.
– Jeg kan sagtens spille en svag kvinde, hvis bare det bliver forklaret, hvorfor hun er blevet på den måde. Jeg kan godt spille en kvinde, der er blevet knækket. Det synes jeg også, at jeg har gjort. Men det må gøres med større empati og flere nuancer end som så, understreger hun.
Ingen dans på roser
Det har heller ikke været helt uden nuancer at turde tage springet ud i sine drømme og tro på sig selv. Karla erindrer, at der gik lang tid, før hun turde sige sin egen skuespillerdrøm højt for omverdenen.
– Der gik noget tid, før jeg turde søge ind på skolen i København. Jeg tror, at jeg havde brug for at være mere sikker på, at jeg fak- tisk kunne. Jeg var ikke klar til at få en afvisning, faktisk, fordi det var så vigtigt, erkender Karla.
Men optagelsen gik heldigvis ganske fint, og hvis Karla kunne gå tilbage
i tiden, ville hun bede sig selv om, at
stoppe med at gruble så meget over
det og bare gøre det. Da hun så star
tede på Den Danske Scenekunstskole
i København i 2015, var det alligevel
en stor omvæltning. Hun gik fra en verden, hvor hun var den, der ønskede at
være skuespiller allermest, til at være
én i flokken. Her skulle hun finde sin rolle i de nye omgivelser, og hun syntes, at det var meget nemmere at se, hvilke typer de andre var.
– Jeg har især igennem min skoletid kæmpet med en tvivl, fordi man går der og skal finde ud af, hvilken slags skuespiller man er. Det blev pludseligt svært at se, hvad jeg egentligt var for en type, og hvad mine forcer er, husker Karla.
Usikkerheden aftog, da Karla begyndte at arbejde på Aalborg Teater, for der fik hun muligheden for at arbejde med sig selv og være en skuespiller og ikke tænke over, hvilken skuespiller hun gerne ville være. Hun ser faktisk sin tid på teatret som en form for kandidatuddannelse, da det først er her, hun kan prøve forskellige genrer af uden at være bange for, om hendes præstation her og nu afgør, om hun får et job næste gang.
Det første år på Aalborg Teater var alligevel ikke en dans på roser for den nyudklækkede skuespiller, for hun oplevede også et behov for at vise, at hun godt kunne klare det hele – og mere til. Hun overtog en rolle fra en kollega, der havde fået hjernerystelse, og hun var helt vildt glad for, at hun overhovedet var kommet i betragtning til den. Da hun så blev spurgt, om hun kunne overtage endnu en rolle, sagde hun igen ja, selvom nogen på teatret erkendte, at det godt kunne blive en stor mundfuld for hende. Men Karla ville bevise, at hun sagtens kunne klare det.
Bagefter havde Karla endnu en stor rolle i en skoleforestilling, og her måtte hun indse, at det kunne hun faktisk ikke.
- Det blev for meget, og jeg var syg hele tiden, men jeg gik på arbejde alligevel. Det var en lille rolle, som jeg overtog anden gang, og jeg tænkte, at det kunne simpelthen ikke passe, at de skulle aflyse på grund af mig. Det er nok typisk skuespillere, at vi har svært ved at melde os syge. Men det skulle jeg bare have gjort, for jeg kunne slet ikke holde til det, erkender hun.
Karla indså, at hun havde kørt sig selv for hårdt, for hun var kun lige sluppet ud af presset fra eksaminer og afgangsforestillinger på skolen i København, da hun sprang ud som professionel skuespiller på Aalborg Teater i flere forskellige roller. Held i uheld ramte coronapandemien Danmark, og i foråret 2020 fik Karla en tvungen pause til at mærke efter i sin egen krop. I dag fortæller hun, at hun er blevet meget bedre til at mærke, hvor hun skal lægge sin energi.
– Hvis det betyder, at man ikke kan give nok, når man når senere hen på sæsonen, så er det jo ikke rigtigt det værd, slår hun fast.
Friskt hver aften
Karla er landet et godt sted i dag, og det er tydeligt at mærke, at hun elsker at være en del af Aalborg Teater. Da hun blot efter halvandet år blev spurgt, om hun ville forlænge sin kontrakt med teatret, var der ingen tvivl.
Aalborg Teaters ensemble er ganske stort i forhold til teatrets størrelse, og det er netop dét, som Karla holder allermest af. Med 21 medskuespillere finder hun det enormt givende at møde op på teatret hver dag for at starte prøver. Her møder hun nemlig sine dygtige kollegaer, hvor de indbyrdes har det rigtig godt sammen og alle er interesserede i at udvikle sig sammen.
En anden ting, som også gør Aalborg Teater ganske særligt for hende, er, at der ofte genoptages forestillinger, som allerede er kørt før. Her dykker skuespillerne ned i rollerne igen og arbejder endnu mere med forestillingen, og dermed får en anledning til at kunne komme et spadestik dybere i fortællingen.
– Jeg synes, at der er en evig stræben efter at blive ved med at undersøge og gøre det bedre. Målet er jo at højne stykket og komme dybere. Det ville jo ikke ske, hvis man bare kom ind og gjorde det, som man plejer, siger hun og fortsætter;
”På Aalborg Teater er en insisteren på, at ramme hinanden reelt, og ikke kun at spille for sig selv eller kun for publikum. Her er vi nysgerrige på hinanden. Det kan varierer fra dag til dag, for det er jo det, som teatret kan. At være friskt hver aften.”
Ud under åben himmel
Teatret har altid fyldt meget i Karlas verden, og hun medgiver, at det kan være svært at putte andre ting ind i sit liv, når ens hobby pludselig er blevet et arbejde. Hvornår starter og stopper det professionelle liv? Ja, Karla er stadig ved at finde ud af det.
Hun drømmer om at udvikle sig endnu mere, og hun har allerede medvirket i flere kortfilm. Men hun indrømmer også, at det er utroligt svært at få en hverdag med prøver og forestillinger på et fast teater i Aalborg til at gå op med en medvirken i en film et andet sted i landet.
– Jeg skal da helt klart ud og være freelancer på et tidspunkt, hvor jeg kan komme ud under åben himmel og prøve det af. Jeg vil helt vildt gerne lave film og alt muligt forskelligt teater, som man ikke nødvendigvis laver her, siger hun.
Karlas nuværende kontrakt med teatret løber indtil sommeren 2023, og om det ender med endnu en toårig kontrakt på Aalborg Teater eller om hun allerede næste år søger nye eventyr, ved hun ikke endnu. Men indtil vil Karla Rosendahl være at finde på scenen på Aalborg Teater, hvor hun henover efteråret spiller med i ikke mindre end fire forestillinger.
