Skip to main content

Tag: Aalborg Teater

Visionen for Aalborg NY TEATER på Spritten tager form

Aalborg Teater arbejder intenst for at skabe nye rammer med forbedrede forhold for både publikum og scenekunst. Vi har nu et nyt prospekt klart for Aalborg Ny Teater på Spritten, vi gerne vil præsentere for hele Nordjylland.

I forbindelse med visionerne om at skabe de arealer, der tidligere husede De Danske Spritfabrikker, om til et kulturcentrum i Aalborg, blev det fra start klart at Aalborg Teater skulle være en del af dette nye kulturelle centrum for Aalborg med Kunsten mod syd, Nordkraft mod øst og kulturdestination Spritten og Aalborg Ny Teater mod vest.

”Planen for et nyt teater på Spritten omfatter Malteribygningen samt en helt ny scenebygning bagved”, fortæller Henriette von Platen-Hallermund, der er formand for Styregruppen for Aalborg Ny Teater samt næstformand i Aalborg Teaters bestyrelse.
”Vi har i Styregruppen i samarbejde med Rambøll udarbejdet et nyt prospekt der ifølge Aalborg Teatrets ledelse, bestyrelse og Styregruppe vil skabe et fantastisk teater for alle i hele Nordjylland”.

 

Vision og strategi
Aalborg Teaters vision og drøm er at blive Nordjyllands kulturelle samlingspunkt og fyrtårn ved at skabe dybe og engagerende scenekunstoplevelser, der i tæt interaktion med publikum adresserer livets store spørgsmål. Med en ny placering vil teatret ikke blot opgradere sine fysiske faciliteter, men også skabe en mere åben og inkluderende teateroplevelse, der tiltrækker et bredere publikum.

 

Præsentation af prospektet – for alle interesserede
Visionerne for Aalborg Ny Teater er nu så langt, at Aalborg Teater 19. september 2024 kl. 16.00 inviterer alle der har interesse for at høre mere og ikke mindst se mere om planerne for Aalborg Ny Teater til en åben event i Malteribygningen på Spritten, hvor det nye prospekt for teatret offentliggøres og præsenteres.

Alle der har lyst til at høre mere om planerne samt opleve Malteribygningen indefra er meget velkomne til at deltage. Hold øje med dagspressen samt teatrets sociale medier for mere information.

 

 

Skønne film-melodier med skuespiller fra Badehotellet

Amalie Dollerup kan andet og mere end at spille teater – og Amanda i tv-serien Badehotellet. Under Aalborg Operafestival indtager hun Øvre Foyer i Musikkens Hus sammen med operasanger Thomas Storm og kapelmester Henrik Krogsgaard ved klaveret. De både mødes på Cassiopeia og forelsker sig i København ved koncerten, der byder på en perlerække af elskede, danske filmmelodier.

 

Koncerten bliver en tur ned ad mindernes allé, og Aalborg Operafestival udsteder nyn-med-garanti til koncerten. Blandt de mange sange fra danske film finder man Alle går rundt og forelsker sig og Glemmer du. Der venter en sand kavalkade af ørehængere fra en række af de bedste danske komponister som Emil Reesen, Sven Gyldmark, Bent Fabricius Bjerre og selvfølgelig Kai Normann Andersen.

 

Nogle undrer sig måske og tænker, hvad sange fra danske film har med opera at gøre. Men vejen er ikke så lang som man skulle tro, forklarer festivalens executive producer Thomas Storm, der også selv står på scenen denne aften:

 

”Operette og syngespil ligger lige op ad det, vi i dag kender som musicals, så de er i familie rent musikhistorisk. Ser man tilbage på de danske film, var det heller ikke unormalt, at skuespillere og operasangere optrådte sammen. I dag er genrerne meget opdelt, og det er synd,” mener Thomas Storm og tilføjer:
”Det sjove er, at Alle går rundt og forelsker sig rent faktisk blev promoveret som Danmarks nye store operettefilm med musik af Kai Normann Andersen, så man kan sige, at vi synger dansk operette.”

 

Store kapaciteter medvirker

 

Amalie Dollerup er uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2010 og er kendt fra en række danske film og serier og ikke mindst Badehotellet, der foregår på et fiktivt hotel tæt på Aalborg. Fra 2011-2015 var hun en fast del af ensemblet på Aalborg Teater, og hun vender tilbage til byen, der var med til at danne hende som skuespiller.

 

Henrik Krogsgaard er en garvet kapelmester, der har optrådt i alle tænkelige sammenhænge. Han er både kendt for sin mangeårige medvirken som kapelmester ved Dansk Melodi Grandprix, som kapelmester for revyer samt som akkompagnatør for en række danske koryfæer som Grethe Sønck og Dario Campeotto.

 

Thomas Storm er uddannet på Operaakademiet ved Det Kongelige Teater i 2011 og har siden sunget på alle landets scener og med en række af landets symfoniorkestre. Han har portrætteret en række af operalitteraturens store karakterer som Don Giovanni på Aarhus Sommeropera og Marcello i La Bohème på turne i hele landet.

 

 

 

 

Tid og sted: Fredag 16. august 2024 kl. 19.30 på Øvre Foyer i Musikkens Hus.

Unummererede siddepladser.

Billetpris: 270 kr.

Varighed: 2 x 35 min.

 

Tak

Aalborg Operafestival er støttet af Aalborg Kommune, Det Obelske Familiefond, Toyota-Fonden, William Demant Fonden og Knud Højgaards Fond.

 

 

Se hele programmet på www.aalborgopera.dk

 

 

 

Ny flot sæson på Aalborg Teater

Når Aalborg Teater slår dørene op til sæsonen 2024 / 2025 bliver det Kjersti Hustvedts første sæson som Teaterdirektør for den nordjyske landsdelsscene.

”Jeg glæder mig meget til den kommende teatersæson, hvor vi har sammensat et bredt repertoire af ny dramatik, moderniserede klassikere, en stor og ægte juleforestilling for hele familien og ikke mindst en helt ny musikteaterforestilling til at afslutte sæsonen på Store Scene”, udtaler Teaterdirektør Kjersti Hustvedt.

”Teater og demokrati blev født på samme tidspunkt i oldtidens Grækenland, og teater er stadig et sted, hvor scenekunsten kaster lys på de store spørgsmål i livet og i samfundet. Og sådan er det også på Aalborg Teater, hvor vi i denne sæson bevæger os hele vejen ud i verdensrummet og ser på vores lille, gamle jord og helt ind i de mindste sammenhænge: familien og den enkeltes liv og kamp for tilværelsen. Vi vil kunne grine sammen og blive rørt og ramt sammen. Det er det, der er scenekunstens mål og evne – også i den kommende sæson, som vi alle på Aalborg Teater ser frem til med stor glæde”, slutter Kjersti Hustvedt.

Sæsonen 2024 / 2025 åbnes på Lille Scene med den satiriske cabaret, Der Weltuntergang, der iscenesættes af Tormod Carlsen. På Store Scene er der 14. september premiere på Henrik Ibsens store klassiker Vildanden, med blandt andre Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen og Mogens Rex på rollelisten.

Årets store juleforestilling for hele familien bliver Det magiske Tivoliteater, der er kendt fra DR’s julekalender 2023.
I samme periode kan man på Lille Scene opleve den Nobelprisvindende Jon Fosses Drøm om Efteråret med blandt andre Marie Knudsen Fogh og Martin Ringsmose på rollelisten.

Henrik Szklany, dramatikeren bag trilogien om Anita, har skrevet en ny forestilling til teatrets Store Scene, Flextrafik og Slagtesvin. Forestillingen har urpremiere i januar 2025 og iscenesættes af Martin Nyborg.

I maj måned 2025 er der premiere på musikforestillingen Meter i Sekundet på Store Scene, forestillingen er baseret Stine Pilgaards succesroman.

På Lille Scene sluttes sæsonen af med Lærke Sanderhoffs Klumpfisken med Kathrine Høj Andersen og Lars Topp Thomsen i hovedrollerne.

Derudover byder sæsonen på gensyn med Astrid Lindgrens vidunderlige Mio, min Mio og Glenn Bechs prisvindende manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.

 

Læs meget mere om sæsonen 2024 / 2025 HER

 

Ny ledelse på Aalborg Teater

Aalborg Teater meddeler, at to nye direktører er fundet og fastansat. Claus Nørgaard Poulsen, der har været midlertidig direktør siden februar, bliver nu fast direktør for organisationen og administrationen, og den konstituerede kunstneriske direktør, Kjersti Hustvedt, bliver fast teaterdirektør og ansvarlig for den kunstneriske del.

Med de to fastansættelser er teatrets nye ledelse på plads – en ledelse, der som noget nyt siden årsskiftet bliver delt mellem det kunstneriske og det administrative. Aalborg Teater mærker allerede, at der de seneste måneder er tilført værdifuld ekspertise indenfor events, kultur og ledelse.

 

 

Teaterdirektøren, Kjersti Hustvedt, er et kendt ansigt på stedet. Hun har været ansat på Aalborg Teater i 11 år som dramaturg og de seneste syv år også som planlægningschef

 

 

 

 

”Billetsalget har i nogen tid bevæget sig i den rigtige retning – opad. Det betyder selvfølgelig meget for os” lyder det fra teaterbestyrelsen.

Claus Nørgaard Poulsen har tidligere været direktør i DGI-Huset i Aabybro, ligesom han har haft en betydningsfuld karriere som landstræner i badminton og som sportschef i flere nationer i samme sportsgren. Den nye teaterdirektør har desuden arbejdet som selvstændig. Det gælder på områder som lederudvikling, organisationskultur, teamprocesser, coaching og mentaltræning.

”Vi har været meget glade for Claus Nørgaard Poulsen i de tre måneder, vi har kendt ham her i huset. Det gælder både for medarbejderne og bestyrelsen. Han gør det godt og er fra første øjeblik trådt ind i den her stilling, som om han var hjemme på teatret. Samtidig kan vi især glæde os over, at samarbejdet med den kunstneriske leder har fungeret supergodt,” lyder det fra bestyrelsen.

Teaterdirektøren, Kjersti Hustvedt, er et kendt ansigt på stedet. Hun har været ansat på Aalborg Teater i 11 år som dramaturg og de seneste syv år også som planlægningschef. En diplomuddannelse i producentvirksomhed og kulturledelse udgør blot en del af en bemærkelsesværdig baggrund, som også tæller en Ph.d. i dramaturgi fra Aarhus Universitet, produktionsdramaturg på det tyske teater, Hans Otto Theater, i Potsdam, underviser på Dramatikeruddannelsen på Den Danske Scenekunstskole og dramaturg og projektudvikler på Teater Svalegangen – det hele før hun i 2013 kom til Aalborg Teater.

Anmeldelse: Jytte fra Marketing dansede og sang

Morten Münsters bestsellerbog fra 2017 ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag” er på Danmarksturné i disse måneder. Torsdag 4. april kl. 19.30 havde teaterstykket premiere på Aalborg Teater.

I bogen oplever man Morten Münster omsætte omkring 40 års forskning i menneskers adfærd til en let forståelig fortælling, så vi kan bruge adfærdsdesign til at skabe forandringer og bedre resultater på arbejdspladsen.

På scenen oplever vi en komedie, som i fuld fart fortæller om Jytte, der arbejder på et kontor. Sammen med Jytte, hendes tre kolleger og chefen hvirvles vi ind i en revy-agtig verden, hvor vi er vidne til forskellige situationer på deres fælles arbejdsplads. Flere af scenerne er virkelig morsomme og meget genkendelige.

Vi har situationen med printeren, der ikke virker, og den frustration, der kan udspille sig der, når alle kolleger bare lige skal have en kopi eller scanne et dokument.

Der er Jytte og Bjarne, der ”hygger” sig til julefrokosten på toilettet, hvor Jytte efterfølgende ”vil mere” og Bjarne fortæller, at ”dette det var et one-night-stand og for resten er jeg gift og har tre børn”

Der er konferencen, hvor vi lærer en masse fine nye ord til brug for virksomhedens medarbejdere og for vækst. Der er blot det problem, at man ikke kan huske de flotte ord og vendinger, når man kommer tilbage til kontoret…

Endvidere møder vi den super energiske foredragsholder, der i sin iver for at få deltagernes opmærksomhed og bekræftelse, glemmer at lytte og se, hvad der foregår omkring ham.

Mangler den røde tråd

Forestillingen er på én gang forrygende, morsom og fuld af talent, men på samme tid mangler den røde tråd. Selvom Jytte og kollegerne er de gennemgående karakterer, mangler der relevans i forestillingen. Forbindelsen mellem de forskellige scener findes ikke. Jeg mangler lidt mere ”lærdom” og større genkendelighed til bogens fortællinger og beskrivelser. Der er kun få scener i forestillingen, som jeg genkender fra bogen og det er synd, når man laver så speciel en opsætning som det er at tage en lærebog, fortolke den og opsætte den som et skuespil.

Jeg var på alle måder underholdt fra start til slut – musik og sang hang fint sammen med koreografi og scenografi. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det var en god, energisk og morsom musical, som jeg var i teateret og opleve denne aften.

Men lærerig, som bogen er, var den ikke, og det havde jeg forventet.

 

 

 

 

 

 

 

Manuskript: Baseret på Morten Münsters bestsellerbog Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag

Dramatisering: Anastasia Nørlund

Iscenesættelse: Anastasia Nørlund ved Joy-Maria Frederiksen

Scenografi: Julian Toldam Juhlin

Musik: Markus Artved

Lys- og videodesign: Jim Falk

Koreografi: Christel Stjernebjerg og Amalie Stitz

Medvirkende:

Rikke Buch Bendtsen

Troels Malling

Niels Skovgaard Andersen

Mathilde Lundberg

Albert Stein Ankerstjerne

Klassekamp og kønskamp for fuld udblæsning ud over scenekanten

Som det første teater i Danmark har Aalborg Teater lørdag den 11. november 2023 urpremiere på Glenn Bechs roste og prisbelønnede Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet på Lille Scene. Oplev et brølende oprør, der runger så stærkt, at det vil give genlyd i dig længe efter.

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet råber så indigneret højt til sit publikum, at man efter forestillingen kan risikere at gå hjem med nye indsigter i en verden, man måske ikke vidste ret meget om, og formentlig en helt ny referenceramme for refleksion.
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet har allerede sendt ringe i vandet i samfundsdebatten om køn, klasse og repræsentation. Om kløften mellem ”de privilegerede” og de af os, der bare ikke er født med de muligheder, mange andre tager for givet.
Forestillingen er på én gang en skarp skildring af vores stærkt opdelte samfundsstruktur, som den ser ud fra provinsens underklasse, men den rummer også en udstilling af mange af de uskrevne regler, vi lever efter. Regler og normer, som kan diskuteres, og som vi ikke nødvendigvis er specielt stolte af.
Skarpe spørgsmål bliver stillet og forsøgt besvaret. Kan du genkende noget? Tør du se din egen historie i øjnene? Er det muligt at vende den medfødte skam og vrede til noget konstruktivt

 

Medvirkende
I forestillingen medvirker Kathrine Høj Andersen, Karla Rosendahl, Thomas Kristian Bek og Nicolai Duckert Perrild:
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er dramatiseret af og iscenesættes af den Reumert- vindende unge instruktør Niels Erling og scenografien er skabt af Lise Birch.

 

Spilleperiode
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet spilles på Aalborg Teaters Lille Scene fra 11 november til og med 22. december 2023, mandag til fredag kl. 19.30 og lørdage kl. 16.30.

 

 

 

Anmeldelse: Mio min Mio – en forestilling for børn og voksne

I Aalborg Teaters opsætning af “Mio, min Mio” blev vi taget med på en rejse ind i en magisk eventyrverden. Forestillingen, der er baseret på Astrids Lindgrens klassiker, formidler budskabet om venskab som kilde til mod og styrke.

Hilde Brinchmann har på Lille Scene i Aalborg Teater opsat forestillingen om den unge dreng Mio, der gennem stykket kæmper for at finde sig selv og redde de forsvundne børn fra Landet i det fjerne. Venskab giver mod og styrke. Det er præmissen for den unge adopterede dreng, Bo Vilhelm Olsen, når han drager ud på rejsen for at finde sin far og sit retmæssige ophav – hvor han får sit rigtige navn, Mio.

Allerede ved ankomst til teateret blev vi bedt om at tage vores sko af, hvilket indledte en unik og mindeværdig oplevelse. Vi blev ført bag scenen, som om vi selv blev trukket ind i eventyret. Denne tilgang til teateroplevelsen gav os følelsen af at være en del af historien, før forestillingen overhovedet var begyndt. Kort efter sad hele publikum presset sammen på gulvet, og ud af det blå rejste en dreng sig op – han trådte op på trappetrinene foran os og fortællingen gik i gang.

Østen Borre Simonsen fangede fra første øjeblik tilskuernes opmærksomhed, i sin overbevisende optræden som hovedkarakteren Mio. Hans fortolkning var både overbevisende og hjertevarmende, og han fik os til at føle os investeret i historien fra start til slut. Gennem forestillingen havde han selskab af Clara Josephine Manley, der hovedsageligt spillede Mios ven Jum-Jum. Her byggede deres relation på et tæt venskab, som gav dem styrken til at bekæmpe den onde Ridder Kato. Desuden skal Lars Topp Thomsen nævnes for sit alsidige skuespil, hvor han med lethed påtog sig forskellige roller, alt for Mios far Kongen til den onde Ridder Kato.

Kulisserne var opstillet af sider fra bogen, som var med til at sætte scenen for den fortælling, der fandt sted. På symbolsk vis blev siderne gennem forestillingen åbnet, for at illustrere sceneskiftet, så publikum blev taget dybere ind i bogen og fortællingen. En særlig styrke ved denne opsætning var inddragelsen af publikum, især børnene. Selvom det måske var skræmmende for nogle i begyndelsen, blev vi alle en del af forestillingen. Som vi nærmede os enden stod hele publikum på scenen med skuespillerne, inden stykket blev afsluttet og et stående bifald fyldte salen.

Opsætningen af “Mio min Mio” blev gennemført med stor succes, hvor den eneste negative oplevelse, jeg sidder tilbage med, var komforten på siddepladserne. Gennem størstedelen af forestillingen sad publikum på trappen, hvor det grundet pladsmangel blev en noget sammenklemt oplevelse. Men dette faktum er ikke nok til at fjerne succesen fra teaterstykket, som jeg giver 5 ud af 6 stjerner.

 

ALT UDSOLGT til “Mio, min Mio” – Aalborg Teater laver ekstra forestillinger

ALT UDSOLGT PÅ SUCCES-FORESTILLINGEN ”MIO, MIN MIO” PÅ AALBORG TEATER
Aalborg Teater sætter ekstra forestillinger i salg for at imødekomme efterspørgslen på billetter.

Familieforestillingen Mio, min Mio, der åbnede Teaterdirektør Thomas Bjørnagers første sæson på Aalborg Teater må allerede tre uger inde i spilleperioden, melde alt udsolgt til forestillingen.
Både publikum og anmeldere er mere end almindeligt begejstrede for forestillingen og stjerner og roser er drysset ned over Mio, min Mio, som er en absolut sublim oplevelse for både børn og voksne.

For at imødekomme den store efterspørgsel på billetter sætter teatret allerede nu endnu flere forestillinger i salg. Således kan publikum allerede nu sikre sig billetter til forestillingen, når den spiller igen fra 6. januar til og med 26. januar 2024.

Om Mio, min Mio
Astrid Lindgrens vidunderlige Mio, min Mio er en både storslået, barsk men også smuk fortælling, der taler direkte til børnene og barnet i os alle. Historien handler om venskab, mod og håb af den slags, der giver styrke til at overvinde forhindringerne. På Aalborg Teater fortæller vi historien fra barnets perspektiv.
Mio, min Mio henvender sig til børn fra 6 år.

Mio spilles af Østen Borre Simonsen, Jum Jum af Clara Josephine Manley og Kato af Lars Topp Thomsen.
Mio, min Mio er iscenesat og dramatiseret af Norges absolut bedste børneforestillingsinstruktør Hilde Brinchmann.

 

Fræk sæsonstart med fuld udblæsning på Aalborg Teater

Aalborg Teater har lørdag den 2. september premiere på sæsonens første forestilling på Store Scene Laser og Pjalter. Der bliver fuld tryk på, knald på kostumerne og fuldt udtræk på trækbasun, banjo og vaskebræt, når Bertholt Brecht sender os tilbage til Victoriatidens London. Laser og Pjalter er en fabelagtig, morsom og fantastisk flot musical.

Her blandt ludere og lommetyve, hvor dobbeltmoral, korruption og kampen for overlevelse er en del af hverdagen regerer Tiggerkongen Peachum og ikke mindst den dybt kriminelle og storcharmerende kvindebedårer Macheath.
Her er ikke kun tyvegods og arbejdskraft, men også skrøbelige og fejlbarlige mennesker til salg. Hvor muligheden for at kunne spise sig mæt nødvendigvis måtte komme før moral.
I denne underverden udfolder sig på én og samme tid en gribende kærlighedshistorie og en gedigen krimi med en spændingskurve, der stiger støt frem mod forløsningen: Bliver tiggerkongens datter, Polly, mon forenet med sin elskede MacHeath? Eller bliver han hængt som den dødsdømte forbryder, han er?

Med et stort ensemble, der tæller 14 skuespillere, syv musikere og en kapelmester, er scenen sat for en storslået og uforglemmelig teateroplevelse. Iørefaldende musik og slagfærdige tekster pirker til vores sociale samvittighed og sætter tanker i gang om den måde, hvorpå vi både før og nu har indrettet vores samfund på.

 

 

Medvirkende
Ikke færre end 14 skuespillere og 8 musikere indtager scenen, og dermed er scenen sat til en storslået og uforglemmelig teateroplevelse.

Den charmerende og hjerteknusende kvindebedårer den kriminelle Macheath spilles af Sebastian Henry Aagaard-Williams, den unge Polly, der forelsker sig dybt i Macheath spilles af Bolette Nørregaard Bang. Hendes forældre spilles af Jørgen W. Larsen og Josephine Nørring. Derudover medvirker Karla Rosendahl, Line Nørholt, Marie Knudsen Fogh, Camilla Gjelstrup, Kathrine Høj Andersen, Steffen Berenthz Eriksen, Patrick A. Hansen, Marta Holm, Marcus gad Johansen og Thomas Kristian Bek.


Forestillingen iscenesættes af Tormod Carlsen, og den fantastiske scenografi er skabt af Thomas Bjørnager og de forrygende kostumer af Karin Betz. I spidsen for orkestret står kapelmester Niels Søren Hansen.

Spilleperiode

Laser og Pjalter spilles på Aalborg Teaters Store Scene fra 2. september til og med 7. oktober 2023, mandag til fredag kl. 19.30 og lørdage kl. 16.00.

 

 

Årets Skuespiller i Nordjylland 2023

Legatet ”Årets Skuespiller i Nordjylland” blev lørdag den 17. juni uddelt på Aalborg Teater. Legatet er indstiftet af Torben Vejs Fond og blev uddelt for første gang uddelt i 2012.

Årets prismodtager er skuespiller Jørgen W. Larsen, der har været ansat på Aalborg Teater siden 1993.

Gennem årene på Aalborg Teater har Jørgen W. Larsen blandt andet kunnet opleves i ”Amadeus”, ”Maria Stuart”, ”En sælgers død”, ”Guys and Dolls”, ”Troldmanden fra Oz”, ”Kirsebærhaven”, “Indenfor murene”, “Cabaret”, ”Sommer i Tyrol” og “Aftenlandet”, ”Tine”, ”Snefald”, ”Romeo og Julie”, ”Hamlet”, ”Cyrano”, ”Fanny og Alexander”, ”Oliver Twist” og nu ”Nordkraft”.
Og i den kommende sæson medvirker Jørgen W. Larsen blandt andet i ”Laser og Pjalter”, ”Maskerade, og er også stadig ankermand i ”Larsens Teatersuppe”.

Jørgen W. Larsen har desuden instrueret flere forestillinger på teatret blandt andet “Bokseren og violinistinden”, ”Solen er der altid”, ”Lykkehjulet”, “Jesus, min søn” og ”Skærmydsler”.

Legatet som Årets Skuespiller i Nordjylland blev overrakt af formand for Torben Vejs Fond, Advokat Jens Rye Andersen, der blandt andet i sin tale sagde:

Du modtager ikke kun prisen for dine præstationer på scenen i år, men helt generelt for dit store engagement gennem hele din lange karriere. Blandt meget andet er du et anker i ensemblet på teatret, og udstråler en ro og en erfaring, som mange i huset kan læne sig op ad.
På scenen er du sikker, troværdig og yderst professionel uanset hvilken rolle du får.

Jørgen er desuden ophavsmand og vært for “Larsens Teatersuppe”, der er Aalborg Teaters succesfulde suppeteater-koncept og ikke at forglemme de mange og meget velbesøgte Syng med-arrangementer.

Og så har Jørgen desuden stået bag Kulturnatten på Aalborg Teater, og måske kan vi formå ham til at samle den handske op endnu en gang.

Jørgen – du er en ildsjæl der lever efter mottoet – MAN KAN HVAD MAN VIL. Og jeg ved, at både publikum og Aalborg Teater håber, at du VIL spille teater her i mange år endnu.

Med æren følger et legat på 25.000 kr.

Torben Vejs Fond

Torben Vejs Fond er en almennyttig fond, der støtter kunst og kultur i det gamle Nordjyllands Amt. Fonden ønsker at støtte op om Aalborg Teater som et kulturelt fyrtårn i Nordjylland, og i aften tildeles prisen ”Årets skuespiller i Nordjylland 2019” en af Aalborg Teaters skuespillere. Bestyrelsesformand advokat Jens Rye-Andersen uddeler prisen på fondens vegne.
Torben Vej var ingeniør og arbejdede i en årrække i Østen. Her opbyggede han en formue, da han ikke var skattepligtig i Danmark under arbejdsårene i Østen. Torben Vej var meget sparsommelig, men satte pris på en cigar og en god whisky. Han deltog aktivt i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Torben Vej overtog forældrenes hus på Horsevænget i Aalborg. Han indstiftede Torben Vejs Fond, fordi han var barnløs, og han levede selv til han var over 90 år. Formanden for fonden, advokat Jens Rye-Andersen, var Torben Vejs advokat

 

 


APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev