Stor EDM-succes vender tilbage med stjerne-dj på programmet
I samarbejde med Aairport Festival slår Musikkens Hus lørdag d. 29. oktober på ny dørene op til EDM-talentkonkurrencen, Future Beats Battle, der tidligere i år løb af stablen med stor succes. Her dystes blandt andet om en pengepræmie samt et spot på et af Aairports egne events, ligesom den danske dj-trio, Nonsens, fyrer op for et brag af en fest, som du kan deltage i for kun 125 kr.
Future Beat Battle er Danmarks nye ambitiøse musikkonkurrence for elektroniske talenter, og første udgave af konkurrencen blev afviklet i april i år med overvældende stor interesse. Her løb Runge med sejren med hans mix af Faustix’ megahit, Losing Game, og nu vender Future Beat Battle tilbage for fuld udblæsning i Musikkens Hus.
– Future Beats Battle viste sidste gang et sindssygt højt niveau fra de dj’s, som indsendte musik. Det var utrolig svært at vælge, hvilke artister, som skulle stå på scenen, fordi kvaliteten var så høj. Derfor har vi igen store forventninger, og publikum kan forvente en kæmpe oplevelse, når vi sammen skal se morgendagens EDM-stjerner. Vi glæder os til en stor aften med en visuel og lydmæssig ramme på et meget højt niveau til glæde for alle, som elsker elektronisk musik, fortæller producent Kresten Thomsen
Indsend dit eget remix
Ligesom sidst tilmelder interesserede sig konkurrencen ved at indsende eget remix – denne gang af nummeret Feel That Way (feat. Faunea), der er produceret af den danske dj-trio og producerensemble Nonsens, senest d. 3. oktober via Musikkens Hus’ hjemmeside. Ud af de indsendte bud udvælger en jury herefter de seks bedste remixes, som går videre til det store finaleshow d. 29. oktober.
Til finaleshowet får hver finalist et 30 minutter langt dj-set til at overbevise konkurrencens dommerpanel om, at netop de skal løbe med sejren og hovedgevinsten, som blandt andet tæller 10.000 kroner, et personligt sparringsforløb med Det Jyske Musikkonservatorium og et spot på et Aairport-event. Aftenen kulminerer, når Nonsens selv, som består af Anton Twile Nielsen, Rasmus Mygind Korsby og Jens Espersen, indtager scenen til et brag af en liveoptræden. Så uanset om du er hardcore EDM-entusiast eller blot har en forkærlighed for tung bas, fede rytmer og vilde sceneshows, kan både publikum og deltagere forvente en fest uden lige og alle tiders mulighed for at opleve funklende stjerner inden for elektronisk musik.
Hvad: EDM-talentkonkurrence + liveoptræden med Nonsens
Hvor: Intimsalen i Musikkens Hus
Hvornår: lørdag d. 29. oktober 2022 kl. 20:00