Store Badedag på Kunsten
Søndag d. 28. april sparker Kunsten sommeren igang med vandpjaskeri, gratis is og underholdning, når Kunsten holder den efterhånden traditionsrige Store Badedag.
På søndag åbner Jeppe Heins populære springvand for sæsonen i Skulpturparken på Kunsten.
Tv-helt og bagedyst-deltager Micki Cheng er vært og inviterer legeglade børn og voksne ind i Jeppe Heins springvand til grin og gys, når sæsonens allerførste stråler fosser ud af dysserne.
Første Store Badedag nogensinde var i 2011, og det er efterhånden blevet en elsket tradition, som hvert år sætter ny rekord i forhold til antallet af gæster.
Helt generelt har springvandet haft stor betydning for livet i Skulpturparken om sommeren og er blevet et kæmpe hit blandt børn og familier. Det er nemlig ikke et helt almindeligt springvand: Vandstrålerne skifter placering med korte intervaller – og man ved aldrig, om man klarer frisag, får det kolde gys eller for en kort stund spærres inde af vandvægge.
Der vil være gratis is og masser af sjove aktiviteter med Kunsten Kreativitarium på dagen. Aktiviteterne i parken starter klokken 11.00, og klokken 13.00 er det tid til at tage badetøjet på. Springvandets titel er Water Pavilion og det er skabt i 2011 af Jeppe Hein.
Store Badedag er gratis, når entréen til museet er betalt. Børn er altid gratis.