Sådan rejser danskerne
Sommerferien står for døren, og 2 ud af 5 har planlagt ferie indenlands såvel som udenlands. Men hvem gør hvad? YouGov har set nærmere på danskernes sommerferievaner.
3 ud af 5 (57%) har planlagt deres sommerferie, og trods en usædvanlig varm sommer i 2018 vil størstedelen af dem (61%) rejse til udlandet.
De fleste danskere vil holde 3 ugers ferie til sommer (30%). Hver tredje vil bruge ferien på et udlandsophold (35%), mens hver fjerde (23%) har planlagt at holde ferien i Danmark. 13% bliver hjemme, mens hver femte (19%) endnu ikke har planer.
Men hvem er det, der tager på sommerferie i Danmark, og hvem vælger at tage til udlandet? Vi har set nærmere på, hvad der kendetegner de to grupper ved hjælp af segmenteringsværktøjet YouGov Profiles.
Hvem holder sommerferie i Danmark?
Småbørnsfamilier med børn under 7 år er overrepræsenterede i gruppen, der planlægger at holde sommerferie i Danmark i år sammenlignet med dem, der rejser til udlandet. Det samme er de 30-39 årige (17%) og folk fra mindre byer (23%). Gruppen lægger vægt på familietid og går op i hjemlige sysler som havearbejde (39%) og at strikke, hækle og sy (25%).
Hver fjerde, der planlægger at holde sommerferie i Danmark, vil bruge ferien på at besøge familie og venner (25%), mens hver femte satser på godt vejr og strand-/badeferie (19%). Endelig vil 13% tage på campingferie og 12% på gå-/vandreferie i naturen.
Hvem rejser væk i sommerferien?
Sammenlignet med gruppen, der tager på sommerferie i Danmark, er det i høj grad unge, som endnu ikke har fået børn, der vil rejse til udlandet i deres sommerferie (24%) samt gruppen med større hjemmeboende børn (24%). Gruppen interesserer sig meget for at rejse, og særligt mod de varmere himmelstrøg. 2 ud af 5 (42%) af dem, som vil rejse til udlandet i sommerferien, vil tage på strand-/badeferie, mens 1 ud 5 (22%) planlægger en storbyferie, og 17% vil tage på sightseeingferie. På spørgsmålet om, hvilke europæiske lande, de håber på at kunne besøge inden for de næste 5 år, ligger Spanien og Italien i toppen (35%).
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på interview med 2002 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov Panelet i perioden 24. – 29. april 2019.