Per og pigerne

Decembers indtog blev markeret markant og maskulint. For hvad er mere mandigt end en skovmandsskjorte, der lugter af ugen der gik?

Jo, det er et juleselskab på en af byens kødorgie-restauranter med lutter selvstændige mennesker. Altså selvstændige i arbejdsmæssig forstand – og alle uden ansatte i hverdagen. Soloselvstændige er det nye ord i dansk showbizz.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så i mangel af selskab til firmaets julefrokost valgte vi at slå os sammen denne mindeværdige aften.

15 personer i selskabet, hvoraf de 14 var kvinder, gav jo løfter om en aften, der kunne tage fart og retning i foruroligende uforudsete baner.

Som ene mand måtte jeg byde ind med, at jeg drak øl hurtigere end de øvrige øldrikkere ved bordet. Det gjorde jeg så ikke. Og det var ingenlunde, fordi tempoet var lavt. Somme tider er konkurrencen bare unfair.

Jeg trak den gamle traver om at forklare offside-reglen frem. Ingen var imponerede, og succesen var ikke sådan at skimte.

En af kvinderne bragte i desperation The Kardashians på banen, men er der noget en rigtig mand ikke ser, er det amerikanske reality tv-serier. Bare sådan fordi…..

Dog er undtagelsen når persongalleriet er læge vs sygeplejersker, hvor en mands forestillingsevne er sublim. Per A bliver til Dr. A og forsvinder ind i en behagelig fantasiverden. Men bliver brutalt flået ud igen da en lys stemme kvidrede.

”Jeg tømmer næsten aldrig min postkasse”.

”Sådan har jeg det med e-boks”, sagde en anden. Så var der stille igen.

De strukturerede gik op efter mere kød, selvom de allerede var 14 dage foran med at spise.

Vi ledte febrilsk efter den fælles interesse mellem kønnene og Silo-Bente bød ind med, at hun snart ville bryde op, for der ventede gymnastik på gulv næste morgen. Tidligt. Det løftede heller ikke stemningen.

Stilhed ved bordet………….

Gidseltagningen

En større del af selskabet ville ind i nabokælderen til humle og et lønligt håb om at se Johnny Logan i levende live – men det må blive another year. Til gengæld var der flere af hans landsmænd til stede. Ukendte og dermed ligegyldige. I skovmandsskjorter.

Den mindre del af selskabet blev hængende på restauranten lidt endnu – de var langt fra færdige med at æde. Konceptet var, at alle betalte for hver sin del når de gik – og det betød, at de sidste hang på den del af regningen ingen havde budt ind på.

En flaske hvidvin stod og blinkede på tjenerens lille transportable skærm. Hvem var synderen?

15 succesfulde selvstændige samlet. Men der var 200 kroner på spil, og så stor er succesen jo heller ikke. Sådan var det jo heller ikke ment. Men de lovende bolde i luften, de er skam reelle – de er bare ikke lige helt sådan realiseret endnu. Men det bliver de skam – og næste år, skal sådan et par hundrede da ikke vælte julelæsset.

Hvem-blinker-først-konkurrencen var sat i gang i ølstuen, og på kødorgie-restauranten var det samtidig eskaleret og her var der nu tale om en decideret gidseltagning.

Den mindre del af selskabet kunne ikke slippe ud, og måtte prøve at nyde synet af troldtekt loftplader og mennesker svøbt i hjemmestrik, elastiske hængerøvs joggebukser, der engang var sorte og træsko uden hælkapper.

Hårde forhandlinger endte med, at vi fik ret. Handelstalent fornægter sig ikke. Vi er på 24/7.

Faktisk var det en ganske munter aften, hvor bløde hænder og hårde isterninger er det nærmeste vi kommer en fællesskabsfølelse. Altså udover alt det andet selvstændige deler.

Per og pigerne skal ses igen. Til sommerfesten.