Opskrift: Pastasalat med laks
Jeg har altid elsket den type mad, som jeg kalder comfort food. Derfor er jeg typen, der ofte finder nogle af de klassiske retter frem, og giver dem et frisk pift. Det har jeg valgt at gøre med min egen version af en pastasalat. Det er en ret alle elsker og en ret, der altid bringer glæde
Ingredienser
Opskriften er beregnet på 4 personer
Tidsforbrug ca. 30-40 minutter
- 350 g creme fraiche 18%
- 1 tsk grov sennep
- 1 spsk citronsaft
- 1 bundt dild
- 1 bakke karse
- 2 store stykker frisk laks
- 200 g pasta (f.eks. skruer eller penne)
- 1 agurk
- 10 små radiser
- 2 dl ærter
- 3 forårsløg
- 200 g rejer
- 2 spsk sesam
- 2 spsk solsikkekerner
- 1 spsk smør
- 1 tsk honning
- Salt og peber
Sådan gør du
Bland creme fraiche, grov sennep, citronsaft, hakket dild og karse. Når det er blandet sammen, smages det til med salt og peber.
Kog pastaen efter anvisning på pakken. Når pastaen er kogt, skylles det med koldt vand. Si vandet fra, og lad det køle helt ned. Halver agurken og fjern kerner, skær derefter agurken i skriver. Skær radiser og forårsløg ud i tynde skiver. Hæld rejerne i en si og skyl dem med koldt vand.
Bland nu pasta, agurk, radiser, forårsløg, ærter og rejer sammen med dressing. Stil pastasalaten på køl, inden servering.
Varm en pande op med lidt olie på. Når panden er varm lægges de to stykker laks derpå (Skindsiden skal være mod panden). Steg i cirka 10 minutter på middel varme og vend derefter laksen, og steg videre i 30 sekunder. Tag laksen af panden, drys lidt salt og citronsaft over.
Steg sesam og solsikkekerner på en tør pande i 5 minutter. Tilsæt derefter smør og honning. Steg videre i 2 minutter. Læg nu blandingen på et stykke bagepapir.
Hæld pastasalaten på et stort fad. Tag skindet af laksen og del laksen i mindre stykker. Fordel laksen på pastasalaten, drys med lidt dild, radiser og blandingen af sesam-solsikkekerner.