Mormortrip, osteborde og masser af taknemmelighed

Jeg har indledt det skønneste mormortrip, og jeg har faktisk tænkt mig, at det aldrig stopper. Som flere ved, blev jeg i januar mormor for første gang til min lille supermufler, min yngste elskeskat, det mest vidunderlige og skønneste væsen.

Igennem det seneste år har jeg, gentagende gange, hørt om børnebørn som “Livets Dessert”, og hver gang har det revet lidt i mig alle de forkerte steder. Som 58-årig er jeg slet ikke ved desserten endnu, og egentlig har jeg aldrig været den store fan af desserter udover Tiramisu og jordbærkager. Forleden slog det mig så, at hvis Ellen er noget, så er hun et gigantisk ostebord! Ost er ren livseliksir. Så må oldebørnene engang blive natmaden. Når man stille tusser hen og åbner køleskabet i sin dyne klokken midt om natten, og finder en velkrydret håndfrikadelle, et par skiver sønderjysk spegepølse og lidt gedeost, anretter det nænsomt på en lille guldtallerken sammen med en iskold mørk øl i yndlingsglasset… måske akkompagneret af sin rollator til den tid… det er oldebørn.

Kærligheden til vidunderlig mad fyldt med umami og hyggefjums har Ellen arvet fra sine forældre… som begge har arvet det fra deres forældre.

Hun nærer blandt andet også en stor kærlighed til blåskimmelost af den heftige slags, som resten af familien. Men hendes lyst til eventyr stopper ikke der. Forleden valgte hun, med stor glæde, at muflespise alle ansjoserne på min italienske pizza Napoletana med den ene hånd, imens hun spiste hønsesalatmadder med den anden, og lidt gedeost ind imellem… afsluttet med en god portion kartoffelmos, med rigeligt smør, et par timer senere.

Mad fyldt med gode energier, gode råvarer, og de eventyrlige smage, er den energi, alle små nye mennesker fortjener at møde verden med. Selvfølgelig er det ikke alle, der vil juble over blåskimmel og ansjoser, men de fortjener alle ren kærlighed på en tallerken, hvor vi har gjort os umage. Hvor vi viser dem, hvad den her planet, de er landet på, har at tilbyde … Vi må ikke springe over, hvor gærdet er lavest med gummiost og smagløs spaghetti. Det vil altid være èn af mine hjertekæpheste. Når jeg ser ind i det lille væsens øjne, ved jeg at Universet sender uanede mængder af kærlighed ned til os, hver gang et lille nyt menneske bliver født.

(Remoulade og ketchup hører heller ikke hjemme i forårsruller… det total-forvirrer og skamferer maduniverset, men det er en helt anden historie.)

Jeg læste på et tidspunkt nogle ganske kloge ord. Når vi bliver født, bliver vi tildelt et navn, et land, for mange også en religion, en identitet, og derefter bruger vi mange år på at forsvare, efterleve, måske endda ophøje dette liv, denne identitet… indtil den dag det går op for flere af os, at det slet ikke er den, vi dybest set er. Og vi kigger op i stjernerne, tager den lange snak med månen og bearbejder vores identitetskriser, som vi nu bedst kan.

Jeg vil rigtig gerne blive den Bedste, der drysser lidt tryllestøv på Ellens næse, så hun ved at hele Universet udenpå og indeni, er hendes legeplads.

Jeg fyldes med dyb taknemmelighed, hver gang jeg mærker hendes glæde ved hendes lille nye liv. Jeg mærker en dyb taknemmelighed til mit eget lille liv, hver gang jeg tænker over de oceaner af kærlighed, der fylder mit liv hver eneste dag. Al den kærlighed der er min drivkraft.

Jeg elsker den amerikanske novemberhøjtid “Thanksgiving”, hvor familier valfarter hjem fra nær og meget fjernt, for at kramme og kysse, se American Football, spise kæmpe kalkuner og midt i det hele lade dyb, kærlig taknemmelighed fylde allermest… sammen med kalkunen, de kolde øl og fodbolden. Nogle gange, hvis verden eller livet kan føles ganske håbløst, kan taknemmeligheden stadig pible frem som lyset i de små sprækker.

Måske kan vi begynde at fylde lidt taknemmelighed ind i vores Mortens And … eller endnu bedre … hver gang vi samles omkring et måltid med dem, vi elsker.

Hyggeopskrift på and

Her er en hyggeopskrift på and, som jeg glæder mig til at dele med Ellen.

Reklamefolk, kunstnere, teatre, turister, ludere og lommetyve og den salige duft af Peking And. Soho og Chinatown er mit absolut yndlings-London.

Pengene var små, da jeg arbejdede i Soho i midten af 80’erne, så der var meget sjældent råd til et restaurantbesøg, men bare at stå udenfor de små kinesiske restauranter og indsnuse duften af de langtidsstegte ænder, der hang i vinduerne side ved side og stemningen og pulsen fra en kultur, der lå så langt fra hvad jeg var vant til – kunne gøre mig helt høj.

AND a la Herlighed til 2 sultne personer

• 2 fine andebryster
• 300 g god pasta Sommerfugle (farfalle) f.eks., eller de dejlige fyldte ravioli/tortellini med ricotta/spinat)
• 200 g groft skårede markchampignoner
• 1 lille gul squash
• 1 rød peber
• 2-3 store smukke forårsløg
• Friskhakket persille
• 2-3 spsk østerssauce
• Salt & peber
• Granatæblekerner (hvis muligt)

Marinade til andebrysterne

• Hoi Sin sauce el. en rigtig god Soya
• Akaciehonning el. anden flydende honning du holder af
• 2 fed finthakket hvidløg
• Lille knold finthakket ingefær
• Saften fra en ½ citron eller 1 lime

Skær andebrysterne i mundrette stykker og marinér dem i minimum én time, gerne længere tid, i køleskab. Når andebrysterne er færdigtmarinerede svitses de i wok eller sauterpande i ca. 3 minutter, til de er sprøde, men endelig ikke gennemstegte. Tag dem op, og svits nu alle dine hakkede grønsager i samme wok/pande tilsat østerssaucen. Endelig ikke for længe! Der skal stadig være bid og friskhed i dine grønsager. Vend alle ingredienser i din kogte pasta, og krydr med friskkværnet peber og godt havsalt. Anret i en smuk skål og drys med persille og granatæblekerner.

Rigtig glædelig efterår og glædelig And.

Kærlig hilsen

Josefine