Mord og motionsløb
På søndag er flere af byens kulturinstitutioner med, når DAC Arkitekturløbet bliver skudt igang. De har forberedt en række oplevelser og events for løberne, hvor nogle mere blodige end andre
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen og ekstremløber Stine Rex fører an, når startskuddet til Aalborgs første arkitektur- og oplevelsesløb finder sted fra Utzon Center søndag.
Eller løb er måske så meget sagt, for der er ingen tidstagning, og deltagerne er velkomne til at gå hele ruten og suge oplevelser til sig. Man kan vælge mellem at gå eller løbe fem kilometer eller løbe ti.
Ruten går gennem byens hemmelige kroge og imponerende arkitektur, herunder Musikkens Hus og Kunsten. Derudover vil der være små kulturelle events undervejs, eksempelvis løber man direkte ind i en mordscene på hovedbiblioteket. Det er dermed ikke et løb, der er så hårdt, det tager livet af dig – men du får masser af spænding.
Leder efter lig
Koordinator for læring på Aalborg Bibliotekerne, Christian Langelund Hansen, er tovholder på den blodige begivenhed, som hvirvler deltagerne ind i en kriminalroman. Han har fundet afspærringsbånd, patroner og teaterblod og mangler blot at hente den mannequin, der skal være liget.
– Vi sætter højtalere op, hvorfra der læses op fra en kriminalroman, og så omdanner vi området omkring løberuten til en crime scene. Vi vil gerne skabe et univers fra kriminalromaner, som giver deltagerne lyst til at læse, siger han – og lover i øvrigt selv at være til stede i rollen som kriminaltekniker i hvid DNA-dragt.
Ekstremløber Stine Rex ser også frem til løbet, selvom det er knap så dræbende som de løb på 220 km, hun ellers har deltaget i.
– Det er en fantastisk idé at koble oplevelser på motionsløb og vise alle de smukke bygninger, vi har i Aalborg. Jeg er vild med alle tiltag, der gør det sjovt at røre sig, siger hun.
Og på Utzon ser man frem til at præsentere en ny måde at se arkitektur på.
– Det er fantastisk at mærke opbakningen og opfindsomheden fra byens kulturinstitutioner og elsker bibliotekets ide. Dét sammen med den store opbakning fra overvældende mange kulturlystne løbere gør det til en fornøjelse at arrangere løbet sammen med DGI Nordjylland og DAC,siger Nanna Winther Jardorf, publikums- og eventchef på Utzon Center.
DAC Arkitekturløb præsenteres i samarbejde med DGI Nordjylland, Utzon Center samt Aalborg Events
De medvirkende institutioner er Utzon Center, DGI Nordjylland, Musikkens Hus, Aalborg Universitet, Enggard (Studie:rummet), Nordkraft, Aalborg Bibliotekerne, Aalborg Stadsarkiv, Aalborg Kommune (Borgmesterens Forvaltning), Aalborg Kongres & Kultur Center, Kunsten, Huset, Aalborg Historiske Museum, Studenterhuset, Aalborg Kloster, Aalborghus Slot, Det Hem’lige Teater.
Løbet starter 8. september klokken 9.00. Læs mere om DAC Arkitekturløb her