Skip to main content
Tekst Kit Sørensen | Foto Oliver Sønnichsen
26. oktober 2020

Klumme: LIFE IS BEAUTIFUL – citat: Alessandro Painsi

Alessandro Painsi ! Wow! Hvor skal jeg begynde..?

En ung mand fra Østrig, der som 17-årig kom til Danmark som professionel danser. Alessandro havde fået ny dansepartner, og skulle derfor indkvarteres hos hendes familie i Frederikshavn. Efter to år og mange udlandsrejser valgte Alessandro at lægge danseskoene på hylden og prøve nye udfordringer.

Alessandro startede på IB (International Baccalaureate Diploma) på Hasseris Gymnasium. Det var her, jeg mødte Alessandro første gang. Jeg skulle hente min datter, som gik på skolen – og her kom denne unge mand pludselig gående imod mig. En mand som skilte sig ud fra alle de andre studerende. Iført hat og lang trenchcoat gik han lige forbi mig. Jeg spurgte min datter, hvem denne unge mand var, og hun svarede…”det er Alessandro, han er kunstner”. Siden den dag, har jeg fulgt Alessandros karriere – fra den spæde start til hvor han er i dag. Og netop i dag sidder en voksen Alessandro overfor mig på Café Ulla T. Ved hans side sidder PR Agent, Christian Klitholm fra firmaet Mediis PR Company.

Under frokosten spørger jeg Alessandro, hvad han er mest stolt af…

– Jeg giver aldrig op, svarer han.

– Jeg ønskede at blive tilknyttet et galleri og sendte 200 mails afsted til gallerier over hele verden. Jeg fik 199 afslag og et ja. Galleriet, der svarede ja, var Simons Gallery I Miami.

Herefter er det gået stærkt. I dag er Alessandro bl.a. tilknyttet Galleri Wolfsen i Aalborg.

– Rasmus Peter Fischer, som er kurator hos Wolfsen, er en stor støtte. Især da jeg fik opgaven med at stå bag Danmarks højeste indendørs kunstværk, “Big City”, fortæller Alessandro.

Kunstværket befinder sig i Aalborg, og strækker sig over 20 meter og seks etager. Et collageværk, som er sat sammen af flere store og mindre værker. Kunstværket er placeret i bygningen på Tankedraget 3, og kan beskues gennem de store vinduer ud mod Eternitten.

Alessandro er nok bedst kendt for sine billeder, men han har også en tøjdesigner i maven. I samarbejde med Kristoffer Simonsen har han designet jakker og frakker. Frakken, jeg er iført (godt nok fire numre for stor) er håndsyet og er fra kollektionen Portland. Den har taget en måned at færdiggøre. Man skal gribe dybt i foret for at købe denne frakke til 80.000 kr., for at være helt præcis. Men så er man også alene om at eje et omvandrende kunstværk.

En drøm for Alessandro er at se Niels Brandt fra The Minds of 99 i frakken. En drøm, som måske ikke er helt umulig…

Efter frokosten går vi over til North Urban Art Studio. Et studie, hvor Alessandro og andre kunstnere holder til. En duft af oliemaling rammer mig, idet Alessandro åbner døren. Det henfører mig til, da jeg selv var en lille pige. Min farfar var kunstmaler, og havde sit værksted/atelier i kælderen. Han malede udelukkende med oliemaling, og når jeg åbnede døren ned til dette spændende sted, var duften den samme. Nu var det ikke tilfældigt, at duften af oliemaling ramte mig. Alessandro havde aften før arbejdet på et stort maleri, hvor malingen stadig var våd. Et maleri, som tiltrak min opmærksomhed. Jeg har ikke tidligere set værker af Alessandro, hvor han udelukkende har brugt oliemaling. Jeg elsker dette dramatiske maleri. Den blodrøde farve, den bagvedliggende sorte baggrund og den hvide “åbning” der skimtes i midten af maleriet. Går man tæt på, vil man bemærke, at Alessandro har fæstnet flere sikkerhedsnåle i det hvide snit.

Jeg har efterhånden haft fornøjelsen af Alessandros selskab ved adskillige lejligheder. Og der tegner sig et billede af en ung mand, som kan flyve højt, men har begge ben solidt plantet i jorden. En mere sympatisk ung mand skal man lede længe efter. Og da jeg stiller Alessandro det sidste spørgsmål, bliver jeg endnu engang bekræftet i mine antagelser.

Hvorfor bo i Aalborg og ikke København?

– Aalborg har alt!, svarer Alessandro med et glimt i øjet
.

Og med alt, mener han: en dejlig kæreste, verdens bedste svigerforældre, en by, hvor man er tryg, tæt på lufthavnen, og så er Aalborg en by i rivende udvikling.

Navn Alessandro Painsi

Alder 24 år gammel

Bopæl Aalborg

Udstiller Galleri Wolfsen, North Urban Art Studio, Los Angeles,Taipei, Miami og New York

Fremtidsdrømme Drøm om at blive head designer for Louis Vuitton herretøj, og lave sin jakkekollektion Abandoned Industry


Nyeste artikler


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev