Skip to main content
Tekst Josefine Passer | Illustration Helene Aabo
17. juni 2025

Klumme: Kender du dit ikigai – din eksistentielle livseliksir?

Noget jeg holder usigeligt meget af, er mine månedlige online-workshops hos Lone Marie, terapeut, skribent og foredragsholder i GRIB. Og i maj måned var jeg på kursus i ikigai. Disse onlinekurser bringer altid masser af refleksion med sig til en lille super(over)tænker som mig, og nye redskaber til at opgradere krop og sind.

Der er så stor forskel på, hvad der er norm og kutyme for, hvordan vi lever vores liv, hvordan vi interagerer i vores nærsamfund, hvilke værdisæt der anses som de væsentligste, og hvor højt til loftet der er, hvor i verden man bor. Kulturelle, sociale, økonomiske, geografiske, om vi bor ved siden af Tyren i Aalborg eller i en lille bjerglandsby i Tibet; der er store forskelle i vores udfoldelses- muligheder for et eventyrligt liv, frihed, eller et liv i underskud og lænker, når verden står i brand. Men vi har alle, dybt inde, det lille sitrende frø, den lille intense gnist, der, når den bliver tændt, vil lyse op, og blive grunden til, du hver eneste morgen, vil kunne møde dagen med en grundfølelse af livsglæde.

En stor del af os lever ud fra normer, uskrevne regler, socialt accepterede målebånd, som vi bruger en meget stor mængde af tid på at indfri. Som vi slider for at leve op til, og som vi bryder sammen over, når det hele lander på køkkengulvet, som en bakke knuste æg. Måske er vi i Danmark et meget lykkeligt folk… det siger diverse statistikker i hvert fald. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi er storforbrugere af lykkepiller.

Cafeen på klippekanten

Tænker du over, hvad der ville gøre dig glad? Ikke hvad din familie, din arbejdsgiver, din samvittighed fortæller dig, er det rigtige … men det, der tænder gnisten indeni? Der findes en analogi om cafeen på klippekanten. Du står der på klippekanten, klar til at springe ud på det helt dybe vand, og omfavne drømmen, men du træder lige tilbage et øjeblik. Du er tørstig, og tager et glas vand først.

Lidt efter kommer der en mand, og ser dit glas vand, og spørger om han også må få et. Hans kone er sulten, og du tilbyder hende en sandwich. Der kommer en flok gående, som ser sandwichen, og spørger om du serverer frokost, og du laver straks en æggekage til 5 personer. Og pludselig… efter et stykke tid, har du helt glemt alt om det magiske spring, for du har for travlt med at servere på klippekantens cafe. Jeg tror, det kendetegner mange menneskers liv.

Det betyder jo ikke, at vi ikke er lykkelige i vores liv. At vores børn og vores familie ikke er vores et og alt, og grunden til, vi trækker vejret. Men nogle morgener, midt i rotteræset, kan alt føles udsigtsløst og uden den store mening. De tidspunkter i livet, hvor vi føler os eksistentielt fortabte. Hvad var det, meningen var med det hele? Hvor passer jeg ind? Et låst liv. Det var det.

Vanedyret fik overtaget, og den begejstring og livsglæde, som fylder sindet hos et lykkeligt lille barn, er forstummet. Jeg kender følelsen af at føle mig som en vejrhane i stormvejr, et kompas der har mistet sit overblik og stedsans. Tusinde tanker og ideer, der stikker i alt for mange retninger, og det hele ender som Cafeen på klippekanten.

De gamle japanere, de kan nogle tricks. IKIGAI er en gammel japansk filosofi, der tager udgangspunkt i din passion. Grunden til, at du kan stå glad op om morgenen. Din livsgnist. Hvad der gør dit liv meningsfyldt, dit livsformål. En overordnet kombination af, hvad din aller inderste passion er, hvad du er virkelig god til, hvad verden har brug for i dag, og hvad du kan tjene penge på…

Når du søger helt ned i dit inderste, og med tålmodighed, og måske hjælp, finder frem til essensen, og fonden bliver kogt helt ind til kernen af hele sin kraft, så har du dit IKIGAI. Om det er at strikke de skønneste bamser til alverdens unger, skabe glæde og inspiration til dine omgivelser, løse verdens klimaproblemer, være byens gladeste grønthandler, frivillig lige der, hvor der er brug for dig og hvor du skaber tryghed, eller spille guitar under stjernerne, så er det DIN IKIGAI. Dit formål med livet.

Når vi har tændt gnisten, og husker at holde den ved lige, så vil den lyse på vores vej resten af livet. Vi kan stå overfor kaos og sygdom, men vi bestemmer stadig selv, med hvilken tilgang vi vælger at møde livet. Hver eneste dag.

NU er det sommer igen, fyldt med den befriende glæde i de sene sommeraftener, vi skal pille-selv-rejer på terrassen, og blive lidt småfulde i den obligatoriske iskolde hvidvin. Lår og barm og vuggende numser får igen den varme glød, og vi går ind i en tid, hvor vi lader vores hjerter smelte, og vi overgiver os til det smukke, og umiddelbare, liv. Kig op i den stjerneklare nat, læn dig tilbage og lyt… lyt til dit inderste. Giv dig selv den gave.

Gode råd fra verdens blå zoner

Jeg vil slutte med nogle gode råd fra nogle aldrende japanere i byen Ogimi i Okinawa, om hvordan man skaber det lange, aktive liv i balance. Mange af disse indbyggere når at fejre hinandens 100-års fødselsdage, og byen hører blandt verdens blå zoner, steder hvor de lever meget længere end resten af verden. Okinawa, Sardinien i Italien, Nicoya i Costa Rica, Ikaria i Grækenland og Loma Linda i Californien.

– Lad være med at bekymre dig så meget.

– Gør det til en vane at møde andre mennesker, venner som fremmede, med et smil og et åbent hjerte.

– Hold din hjerne i gang ved at tale med folk, og for eksempel spille skak eller den japanske version af skak, shoogi.

– Spis sundt og spis grønt. Dyrk dine egne grønsager, og undgå mad med tilsætningsstoffer.

– Udvikl gode daglige vaner. Som at stå tidligt op om morgenen, og gå tidligt i seng.

– Nyd og vedligehold dine venskaber gennem hele livet.

Annonce

KYS og KÆRLIGHED

Josefine


Nyeste artikler

RASERIBRODERI …få dit indre raseri ud og pulsen ned med nål og tråd v/Broderist og forfatter Trine Runge Jessen Der er sgu nok at være tosset over! L…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev