Skip to main content
REKLAME I SPECIALTANDLÆGERNE VED BUDOLFI PLADS
10. februar 2020

Kirurgi med empati

Annonce – Hos ’Specialtandlægerne ved Budolfi Plads’ går høj faglighed hånd i hånd med empati. De to kvinder bag klinikken har en mission om at yde ”kirurgi med empati”, og skabe et miljø af tryghed og ro omkring de patienter, der mange gange kan være nervøse over udsigten til en operation i kæben

Når man arbejder med kæbekirurgi, så er det helt normalt, at de patienter, der kommer ind ad døren, ikke ligefrem er begejstrede for udsigten til at gennemgå en operation. Hanna Aludden og Mette Marcussen er begge specialtandlæger i tand- mund- og kæbekirurgi, og åbnede en specialtandlæge praksis sammen 1. april sidste år.

– Det er få mennesker, der kommer her og siger, at de har glædet sig. De fleste fortæller, at de er bange for operationen og meget nervøse. Men de har jo et problem, som vi skal hjælpe dem med at løse, og de ved, at det er nødvendigt, fortæller Hanna.

– Kirurgi er jo generelt noget, der gør folk nervøse, for det er noget med en kniv og noget, der skal lukkes op. Det er jo dybt unaturligt, at man frivilligt lader sig skære i. Men vi oplever, at hvis man møder og ser de mennesker, der kommer ind, og de føler sig set, så hjælper det. Vi guider dem hele vejen igennem, og fortæller, hvad der skal ske. Det er en individuel behandling, man får her, og man bliver taget vare på, fortsætter Mette.

Egen klinik giver fleksibilitet

’Specialtandlægerne ved Budolfi Plads’ er den første private henvisningsklinik udelukkende med kæbekirurgi nord for Aarhus. Enkelte almindelige tandklinikker har tilknyttet en specialtandlæge, som opererer patienter på udvalgte dage, men ‘Special- tandlægerne ved Budolfi Plads’ har mulighed for at tage akutte patienter hver dag og har større råderum med hensyn til tider, hvilket de begge ser som en stor fordel, både for dem selv og for patienterne. Dertil kommer, at de har udstyr og et set-up til mere avancerede operationer.

– Hvis patienterne har spørgsmål til deres operation, eller hvis de ønsker, at vi skal kigge på noget i dagene efter operationen, kan de altid ringe. Der er en specialtandlæge til stede hver dag, så vi følger op på det arbejde, vi har lavet. Jeg tror, det er en tryghed for patienten og for den henvisende tandlæge, at de altid kan komme i kontakt med os, uddyber Hanna.

På klinikken laver de kirurgiske indgreb i kæben, som f.eks. at fjerne vanskelige visdomstænder, isætte implantater, knogleopbygning før implantatbehandling eller rømning af infektioner i kæben.

– Den store kirurgi, der laves på sygehuset, har vi begge lavet, da vi var ansat der, for eksempel opretning af skæve kæber eller operation af kæbebrud. Men vores arbejde her på klinikken ligger imellem det, en almindelig tandlæge laver og det, der hører til på sygehuset, forklarer Mette.

Et godt makkerpar

Mette vidste tidligt på sin karrierevej, at hun ville være specialtandlæge.

– Det var lige fra Tandlægeskolen. Det var helt klart min plan fra starten allerede, da jeg gik på Tandlægeskolen i København. Under uddannelsen skulle vi i praktikophold på Rigshospitalet. Da jeg kom derover, blev jeg slået helt bagover. Mens flere af mine holdkammerater holdt sig tilbage, fordi de syntes, at kirurgien var for voldsom eller for meget, så jeg stak bare hovedet frem, fortæller hun med begejstring i stemmen.

Da Mette blev færdig på Tandlægeskolen, tog hun til Grønland, hvor hun arbejdede i 10 år. Derefter kom hun ind på uddannelsen som specialtandlæge.

– Det er en femårig uddannelse, hvor man er ansat på sygehuset og langsomt bliver lært op, fortæller Mette.

Hun har sideløbende skrevet en om ph.d. om bivirkninger til kræftbehandling, mens Hanna skal forsvare sin ph.d. om genopbygning af kæbeknoglen i løbet af 2020.

Hannas interesse for kæbekirurgien startede, da hun arbejdede som tandlæge.

– Jeg syntes, at det var vildt spændende. Så begyndte jeg at snuse mere til det og kunne bare mærke, at det her ville jeg gerne arbejde med.

Hanna er fra Sverige, hvor hun blev uddannet som tandlæge og arbejdede halvandet år, inden hun flyttede til Danmark. Efter yderligere nogle år som tandlæge i Danmark begyndte hun på videreuddannelsen som specialtandlæge, som hun afsluttede sidste sommer. Mette og Hanna mødte hinanden på sygehuset i 2015.

– Vi arbejdede faktisk sammen. Da jeg startede min uddannelse, arbejdede Mette stadigvæk på sygehuset. Hun var min bagvagt, fortæller Hanna.

– Vi har opereret sammen og vi føler begge, at vi kan stå inde for hinanden. Det er jo der, under operationen, at man hurtigt kan se, om man har håndelag for det kirurgiske håndværk. Mange vil gerne have operationshuen på, men hvis hænderne sidder forkert, så duer det jo ikke, fortæller Mette.

De arbejdede kun kort tid sammen, for efter 10 år på sygehuset stoppede Mette og fik arbejde på en henvisningsklinik i København. Her har hun lært at drive en henvisningspraksis.

– I efteråret 2018 mødte vi hinanden igen til en kongres, hvor vi begyndte at snakke om at få en klinik sammen, fortsætter Hanna.

Kirurgi og empati

De har begge stor fokus på, at patienterne skal have den bedst mulige oplevelse, når de kommer til klinikken.

– Man vil gerne gøre sin kirurgi godt, men man skal også passe på det menneske, der ligger der. Behandlingen kan være ubehagelig for patienten, og det skal man også tænke på. Selvom vi dækker patienten til med et sterilt klæde, så vi ikke kan se andet end mund og næse, så skal man huske det menneske, man har i stolen. Det tror jeg, er meget vigtigt. Det er ikke sikkert, at man laver bedre kirurgi, fordi man husker det, men jeg tror, at patienten får en bedre oplevelse, siger Hanna.

– Hvis du kan den gode kirurgi, og har empatien med indover, så er det den bedste cocktail, tilføjer Mette.

På klinikken har de mulighed for at tilbyde patienten narkose, hvis man for eksempel lider af tandlægeskræk eller skal igennem et langvarigt og kompliceret kirurgisk indgreb. Selvom det ikke er hver dag, at der er behov for behandling i fuld narkose, så er de begge glade for at kunne tilbyde det.

– Vi giver alle patienter en mulighed for at komme igennem en kirurgisk behandling. Også de, der er så bange, at det kan virke uoverskueligt, fortæller Hanna.

Man kan være helt lammet af angst, det har vi oplevet flere gange. Angsten kan være så voldsom, at man næsten ikke drømmer om, hvad folk går igennem for at undgå at komme til tandlæge, fortsætter Mette.

Formidler gerne viden

De har en 3D-scanner på klinikken, der giver dem mulighed for at udføre deres daglige job endnu bedre.

– Den kan scanne kæberne i tre dimensioner. Et almindeligt røntgenbillede viser kun to dimensioner, så indimellem kan det være svært at danne sig et fuldstændigt billede af, hvordan et område i kæben ser ud, eller hvor patientens smerter kommer fra. Så kan et 3D-billede hjælpe. Der er også mulighed for at henvise patienter til os, bare for at få taget et billede. Derefter kan den henvisende tandlæge selv udføre den nødvendige behandling. Vi bruger skanneren til flere af vores egne behandlinger, fordi det kan give et godt billede af knoglens dimensioner, eller vise hvordan det ser ud omkring en rodspids med en mulig infektion, fortæller Hanna.

Det er i det hele taget vigtigt for dem begge at have et godt samarbejde med andre tandlæger, og de deler gerne ud af den viden, de har opnået.

– Vi vil gerne være behjælpelige med at svare på spørgsmål via både telefon og mail. I dag havde vi besøg af en tandlæge, der var interesseret i at se, hvordan vi arbejder. Vi synes, at det er spændende, at vi kan videregive tips og tricks og være et sted, hvor man kan komme og lære. Sammen med et anerkendt implantatfirma skal vi holde undervisning i april og igen i efteråret for tandlæger, som gerne vil i gang med implantatbehandling eller som er i gang, men gerne vil have sin viden på området genopfrisket. Vi arbejder kun med implantatsystemer med god og lang dokumentation af holdbarheden.

Den 1. april kan klinikken fejre 1-års fødselsdag. Der er opnået meget på det første år, men de to kæbekirurger fortsætter med at sætte ambitionerne højt, så endnu flere patienter kan gå glade ud ad døren i fremtiden.

SPECIALTANDLÆGERNE VED BUDOLFI PLADS

Vesterbro 54, 2. th (ovenpå Budolfi Apotek)
9000 Aalborg
info@specialtandlaegernebudolfi.dk
Telefon: + 45 73 70 76 96


Nyeste artikler

Sangerinden Drew Sycamore er vokset op i en lillebitte by i bunden af Nordjylland. Med den nordjyske jordnærhed og en urokkelig tro på, at succesen…
Når man står midt i et voksenliv, hvor logistik og hamsterhjul er ved at tage over, så længes vi nok alle sammen en smule efter barndommen, hvor de…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev