High Haute Couture CATWALK baseret på Bit Vejles papirklip
Lørdag d. 1. oktober kan du opleve en fernissage ud over det sædvanlige på Museum for Papirkunst i Hune/Blokhus.
Det amerikansk-kinesiske high haute couture brand HANSCOOL har nemlig skabt en tøjkollektion som er baseret på papirklipperen Bit Vejles psaligrafiske værker. Kollektionen præsenteres nu på catwalken for første gang herhjemme, med hele Danmarks modeikon Lotte Freddie som konferencier.
Kollektionen består af en række eksklusive tøjdesigns, sko og tasker udført i de fineste materialer. Der er kun produceret 15 stk. af hvert design og det gør at kollektionen prismæssigt hører til i de højeste luftlag. Derfor vil mange ægtefæller nok puste lettet ud når de får at vide at tøjet ikke er til salg. Der er nemlig ikke tale om et modeshow med salg for øje, men en catwalk-fernissage hvor papirkunst og haute couture fusioneres og tøjet efterfølgende udstilles på museet.
Det er to af Bit Vejles imponerende psaligrafiske værker, som til daglig er udstillet i kerneudstillingen ved Museum for Papirkunst, som er inspirationskilden til kollektionen.
Papirklippene er f.eks. omformet og udskåret i hvidt blødt kalveskind eller printet som mønstre på silkekjoler, bluser og sågar sko – som alene koster over kr. 20.000, – pr. par. Men det koster altså kun 150,- kr. at opleve papirkunst omskabt i luksuriøse beklædningsgenstande på catwalken ved Museum for Papirkunst.
Modeikonet Lotte Freddie er konferencier
En sådan kunstoplevelse kræver naturligvis en konferencier med pondus, erfaring og viden om hvad der rører sig ude i den store modeverden og derfor er det ingen ringere end Lotte Freddie som står i spidsen for arrangementets afviklingen.
Lotte Freddie (87) er Danmarks ubestridte modedronning i gennem mere end 6 årtier. Hun er tidligere model, nu forfatter og mode- og livstilsjournalist og aktuel på DR TV med serien ”I hælene på Lotte Freddie”.
Bobler, overraskelser og 20 % rabat i museumsbutikken
Selvom Museum for Papirkunst i hverdagen arbejder ud fra mantraet ”slow down”, bliver der fart over feltet d. 1. oktober.
Før catwalk-fernissagen løber af stablen fortæller Bit Vejle om de to værker som er inspirationskilde til tøjkollektionen. Man kan også se museets temporære udstilling ”Paper Art People” som viser fantastiske papirskulpturer af 4 internationalt anerkendte papirkunstnere fra New York, Cuba og Grækenland. Der bliver serveret bobler og snacks og der er hele 20% rabat ved køb i museumsbutikken, hvilket nok kan friste mange, for museet løfter nemlig også sløret for to nye silke produkter, designet af Bit Vejle med inspiration i Haute Couture-kollektionen. De er produceret i begrænset oplag, så man skal være hurtigt ude for at sikre sig et af de lækre produkter med 20% afslag.
KØB billetter af kr. 150,- kr. pr. stk. HER