Skip to main content
Tekst PM (Sæson) | Foto Sæson
4. juni 2019

Glippede dit nytårsforsæt?

Hvis du hører til dem, der har dårlig samvittighed over, at nytårsforsættet og de gode intentioner om en sundere livsstil allerede er parkeret i kælderen, så fortvivl ikke. Lige nu er det meget lettere at komme i gang med at spise frugt og grønt, end det er lige efter nytår.

Det er snart fem måneder siden, at rådhusuret passerede midnat, og 2018 blev til 2019. For mange var midnatsslagene på klokken ikke bare en markering af et nyt år, men også en markering af, at nu skulle det være.

Januar skulle bruges i træningscentret. Pizza, pommes fritter og søde sager på sofaen foran tv’et skulle skiftes ud med grøntsager og en generelt sundere og grønnere livsstil. Men så kom virkeligheden lige på tværs.

Ambitionerne og de gode intentioner om en sundere hverdag blev overhalet af gamle vaner og lette løsninger.

Der er dog ingen grund til at gå i panik. Lige nu er det meget lettere at starte på de grønnere vaner, end det var 1. januar. Supermarkederne bugner nemlig af frisk frugt og grønt, der er i sæson.

– Vi er meget mere motiveret for at spise jordbær og ærter samt plukke mirabeller, når vi møder dem på vores vej. Der er ingen tvivl om, at når tingene er i sæson – og særligt her i sommerhalvåret – så har vi bare mere lyst til at dyrke det grønne i vores madlavning, siger Marie Klee, professionsbachelor i ernæring og sundhed og indehaver af carrotstick.dk.

Marie Klee har stor erfaring med at få folk sporet ind på en sundere livsstil. Helt generelt lyder hendes bedste råd, at man skal holde sig til det simple og fokusere på sine yndlingsgrøntsager.

– Mange tænker, at de skal ud og købe alt muligt fancy kål og spise rå broccoli. De har måske svært ved at komme i gang med de grønne valg, fordi motivationen for grøntsager helt overordnet ikke er så stor, hvis man tænker, grønt kun er “de kedelige” og supergrønne ting. Så det handler egentlig bare om at huske på, hvad man godt kan lide, og så holde sig til de grøntsager – i hvert fald til en start – og tilberede dem på forskellige måder, så man får lidt variation ind, forklarer Marie Klee.

Samtidig understreger hun, at man ikke skal starte med at gå all in på den nye livsstil, for hvis man kører sig selv for hårdt, risikerer man at miste motivationen undervejs.

– Det handler om at finde en gylden mellemvej, så man føler, at det vil være en naturlig, holdbar løsning, som vil virke nem og overskuelig resten af året. Man skal kombinere det at spise sundt og mere grønt med også at spise ting, man ekstra godt kan lide. Sådan at man får lidt af det grønne og lidt af det søde eller salte – chokolade, lakridser, wienerbrød eller hvad man nu er til. Det handler om balancen, og så længe der er godt med grønt, er der også plads til “de tomme kalorier”, siger Marie Klee.

Marie Klees fem bud på, hvordan man starter i det små med at spise én mere om dagen

1. Hjemmelavede ispinde af sød grøn smoothie. Blend en masse frugt, hæld det i ispindeforme og sæt dem i fryseren.

2. Masser af dip. Det er nemmere at spise grøntsagsstænger, når man har noget at dyppe dem i. Det kan være hummus, misodip eller creme fraiche med masser af krydderurter, citronsaft og salt og peber.

3. Klargør dine grøntsager. Rens og skær nogle af dine grøntsager allerede når du har handlet dem ind. Når gulerødderne, selleristavene, agurken osv. ligger klar i en boks uden anden emballage, skræl, top, jord osv., er det lettere at tage en hurtig snack i løbet af dagen, og det gør madlavningen hurtigere. Grøntsagerne kan holde sig 3-4 dage i beholdere på køl.

4. Frugtsalat. Det kan være den klassiske abemad med ens yndlingsfrugter – måske blandet med vaniljecreme.

5. Kolde grøntsagssupper. En kold ærtesuppe eller en gazpacho er altid et sommerhit på varme dage.

Om Sæson
Sæson er en kampagne finansieret af Dansk Gartneri og EU med det formål at inspirere danskerne til at spise mere frugt og grønt. Læs mere på sæson.dk.

Få mere inspiration til grønnere vaner og tilmeld dig en grøn madplan på sæson.dk


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev