Fastelavn er mit navn
Hvor skal I/du holde Fastelavn på søndag?
Fastelavn er lige om hjørnet, nærmere bestemt søndag d. 3. marts. Traditionen tro er Fastelavn, som altid ligger syv uger før påskedag, dagen, hvor børn ifører sig deres flotteste udklædning, kæmper om titlen som årets kattekonge eller kattedronning og synger ”Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade”. Men hvorfor holder vi egentlig Fastelavn? Og hvor i Aalborg skal I have en hyggelig fastelavnssøndag?
Fra folkereligiøs fest til børnenes fest
Det er blevet en festlig og populær tradition blandt børn, men hvorfor vi egentlig holder Fastelavn er for de fleste gået i glemmebogen. Fastelavn er gået fra at være de voksnes fest til udklædte børn, slikfyldte tønder, boller med glasur og kåring af kattekonge og kattedronning. Oprindeligt var Fastelavn en folkereligiøs fest, hvor man fejrede forårets komme. Fastelavn kommer af det plattyske ord ”Vastelavent”, der betyder fasteaften. Fastelavn indledte nemlig fastetiden frem mod påske. Fastetiden er derfor optakt til påske. Indtil langt op i 1800-tallet var Fastelavn oprindeligt en voksenfest, som indebar at de voksne festede, spiste kød, drak alkohol i rigelige mængder, dansede og klædte sig ud og slog katten af tønden, ofte til hest og med en levende kat i tønden. Katten symboliserede nemlig både Den Onde og det onde i al almindelighed, som man gerne ville beskytte sig imod. Udklædningen har også ændret sig en del, hvor populære udklædninger til børn i dag er prinsesser og superhelte, var udklædningstraditionen oprindeligt, at man skule skræmme det onde væk i form af farlige udklædninger, såsom en bjørn eller en djævel. Skikken med at slå katten af tønden formodes at være kommet til Danmark med de hollandske bønder, som Christian 2. fik herop i 1500-tallet.
Nedenfor er nævnt 3 steder, hvor I kan fejre en hyggelig fastelavnssøndag:
- Fastelavn i Aalborg Zoo – 3. marts
- Hvis du er til en lidt utraditionel Fastelavn omringet af dyr i det fri, inviterer Aalborg Zoo i år til Fastelavn, hvor de i år ikke slå katten af tønden – men dinosauren af tønden.
- Tøndeslagningen begynder på Zoofariscenen kl. 13.00, hvor alle børn inddeles efter aldersgruppe, og dinosauerkongen og dinosauerdronningen skal kåres.
- 10.00 – 14.00 er der gratis ansigtsmaling, hvor udklædningen kan fuldendes med en flot ansigtsmaling.
- Fastelavn og Skattejagt i Aalborg City – 3. marts
- Aalborg City inviterer i år til stort fastelavns- og skattejagt arrangement 11.00 på Bredegade Torv. Alle børn er velkomne, så hop i fastelavnskostumet og vær med til at slå katten af tønden. Der vil være 2 aldersgrupper 4-8 år og 9-14 år. Efterfølgende vil der blive serveret fastelavnsboller, kakao og afholdt en skattejagt.
- Fastelavn i Shoppen – 3. marts
- Shoppen inviterer også til Fastelavn nu på søndag. Kl. 11.00 – 13.00 vil der være mulighed for at udfolde sin kreativitet, hvor man kan lave sit eget fastelavnsris. Kl. 13.30 kan I være med til at slå katten af tønden. Der vil både være en tønde for børn under 6 år og en tønde for børn i alderen 7-12 år.
Skribenten Signe Degner Oddershede er 21 år, holder sabbatår, har journalistdrømme, og er pt. i praktik ved Appetize for at få indblik i journalistikkens verden.