Skip to main content
Reklame | DAT
22. juni 2020

Fair pris til nordjyderne

Annonce – Lille og vågen er bedre end stor og doven. Det kunne næsten være filosofien bag et mindre flyselskab, der har budt ind på endnu en vigtig rute i Aalborg Lufthavn. Det familieejede flyselskab DAT vil sikre fremtidige fair flypriser for nordjyderne og åbnede mandag d. 9. juni en ny flyrute som flyver fra Aalborg til København. Selvom det er noget af et sats, håber selskabet på nordjydernes opbakning

I forbindelse med at Norwegian lukkede ned for flyruter mellem Aalborg og København, og ikke kommer i gang før april næste år, er det kun SAS, som havde planlagte fly mellem storbyerne, hvilket har mindsket konkurrencen for SAS og sendt priserne i vejret. Med erfaring fra Aarhus Lufthavn, hvor samme situation tidligere har gjort sig gældende, er det indehaver Jesper Rungholms mening, at SAS ikke vil forvalte deres monopol på fair vis.

– Det bliver udnyttet groft, hvis de ikke har noget konkurrence. Jesper mener, at det er vigtigt, at det store selskab bliver holdt i kort snor, og det kan DAT hjælpe med til ved at presse SAS på priserne;

– Selv med konkurrencen vil SAS have 1600 kr. den ene vej og 1500 kr. den anden vej. Så ca. 3100 kr. tur/retur. Vi flyver samme tur for ca. 1100 kr., fortæller Jesper, mens han klikker rundt mellem de to hjemmesider og sammenligner priserne. Han tilføjer:

– Vi tænkte, at det ikke var fair for nordjyderne, hvis de udelukkende skulle tilbydes SAS priser på indenrigsflyvninger, så derfor var det oplagt, at vi kunne forsøge os som et godt alternativ. Det er helt sikkert noget af et sats for vores lille familievirksomhed. Vi ved jo ikke om coronaen påvirker rejselysten. Det er ikke muligt at teste eller regne os frem til resultatet, vi bliver bare nødt til at kaste os ud i det. Men allerede nu ser det ser godt ud på bookingtallet, meget bedre end vi havde regnet med. Så det tegner ikke til, at nordjyderne holder sig hjemme i sommeren.

Fokus på kvalitet og overenskomst

DAT er et lille og lean-drevet selskab. Deres omkostninger er væsentlig lavere end de store selskabers, og den kan derfor tilbyde lavere priser. De lave omkostninger er dog ikke på kompromis af hverken sikkerhed, komfort eller etik.

– Vores fly er nye og de samme flytyper som SAS-flyene, så der er ingen forskel. Selvom vi er kosteffektive og sparsommelige på mange ting, er alle vores medarbejdere danske og ansat på overenskomst. Det er vigtigt for os at være ordentlige og ansvarlige. I bund og grund er vi bare billigere til at producere og forventer et mindre overskud, forklarer Jesper.

Det startede med fragt

Jesper og hans kone Kisser startede flyselskabet Danish Air Transport i 1989. Jesper var pilot i flyvevåbnet, da han så muligheden for at opstarte en fragtrute. Parret købte deres første fragtfly, mens han stadig arbejdede i Flyvevåbnet. Kisser arbejdede på daværende tidspunkt stadig i Sydbank og passede ved siden af sit arbejde i banken, regnskaberne i virksomheden. Efter ca. 3 år kunne parret helt slippe deres faste stillinger og fokusere på flyselskabet, som voksede med flere fragtruter og flere fly.

– Vi stod blandt andet for avisflyvning på tværs af landet, skibs-, heste- og hunde transport over hele Europa, gæslinger til Rusland, faldskærmsflyvninger, ja, vi fragtede stort set alt og efter fem år, begyndte vi at flyve med passagerer, fortæller Jesper.

De havde i 2001 overtaget hele postflyvningen i Danmark inklusiv postruten til og fra Bornholm. Passagerflyvningen på Bornholm havde indtil da været varetaget af Kimber Airlines, men da flyselskabet i 2012 gik konkurs manglede Bornholmerne pludselig et passagerfly til ruten. Kisser og Jesper handlede hurtigt og fik omdannet deres fragtfly til også at kunne flyve passagerer til og fra øen.

– Vi fløj ind med posten om morgenen, læssede lasten af og satte sæder ind i stedet. Derefter fløj vi med passagerer hele dagen. Om aftenen tog vi sæderne ud og fragtede posten med tilbage igen til fastlandet, fortæller Jesper

Denne kosteffektive rute blev navngivet „Bornholmerruten“ og blev en kæmpe succes samt et stort trækplaster for øen. Ruten er fortsat aktiv i dag og afholdt af mange Bornholmere, som har gjort til den til et varemærke for øen. Faktisk så afholdt, at et frankeret og håndskrevet brev, med stor ros til parret, en dag i foråret dumpede ind i postkassen hos Jesper og Kisser.

I samme tid havde flyselskabet fået en klage. En mand havde klaget over, at folk sad for tæt grundet coronavirussen og var gået direkte til pressen. Flyselskabet får ellers meget sjældent klager og dette på trods af de årligt fragter over 200.000 mennesker til og fra Bornholm. De var en smule kede af klagen, da de altid forsøger at omgåes deres kunder på ordentlig vis, men i det håndskrevne brev, som var fra en lokal bornholmer, fik de et skulderklap og anerkendelse for deres store arbejde for Bornholm.

– At han havde gidet at skrive et brev, frankere og poste det, rørte mig virkelig, fortæller Jesper.

De har indenfor de seneste år valgt udfase navnet fra Danish air transport til DAT:

– Vi stoppede med at flyve med fragt og ønskede derfor, at selskabet skulle ses med nye øjne, derfor valgte vi at ændre navnet til forkortelsen DAT, forklarer Jesper.

Opvokset med selvstændighed

Det selvstændige liv har aldrig skræmt parret, tværtimod flyder iværksætterånden nærmest i blodet. Både Kisser og Jespers forældre var selv selvstændige. Jespers forældre ejede et forlag og Kissers familie drev et biludlejningsselskab kaldet Østergaard Biler, som i dag hedder Europecar. Og det stopper ikke med dem, for faktisk er flyselskabet gennem de sidste år blevet et endnu større familieforetagende, for både deres søn Robert på 28 og den tyske svigersøn Martin er trådt ind i virksomheden som henholdsvis partner og marketingchef.

– Det er skønt at kunne arbejde så tæt sammen i familien, fortæller Jesper smilende.

Det er ikke kun på jobbet, at familien holder tæt sammen, faktisk bor de sammen. For halvandet år siden købte de en gård beliggende mellem Vamdrup og Kolding, hvor hele familien er rykket ind under samme tag.

– Det er en kæmpe fornøjelse at være så tæt på hinanden. Det kræver, at man er tolerant og giver plads og luft, men fungerer det, er det vidunderligt, fortæller Jesper med glæde i stemmen.

De nyder, at deres datter Andrea og svigersønnen Martin lige kommer forbi med deres ni måneder gamle Ava et par timer i hverdagen.

– Vi spiser ofte sammen, gerne et par gange om ugen. Nogle gange er det planlagt, andre gange ‚dumper‘ vi bare spontant ind hos hinanden.

Jesper forklarer, at det selvfølgelig stiller krav til, at man kan finde ud af det sammen og at alting ikke lige er tip top shiny, men er det ligegyldigt, beskriver han det som enestående, praktisk og dejligt, og noget han helt sikkert kan anbefale andre at teste af.

Ikke langt fra gården ligger Kolding Lufthavn, hvor DAT har deres kontor:

– Det er en levende lille lufthavn med et flyværksted, en flyveskole og nogle andre små virksomheder. Vi er jo ikke nogen stor virksomhed, så det passer os godt med sådan et lille sted, fortæller Jesper

Fair pris til nordjyderne

Hele familien Rungholm glæder sig enormt til at opstarte indenrigsflyruten fra Aalborg til København og håber nordjyderne vil tage godt imod deres lille selskab, som vil gøre alt for at give dem de bedst mulige og fair prisforhold ved flyvning til København. Så alle får muligheden for at rejse på tværs af landet i den danske sommer, og få nogle dejlige oplevelser og minder.

Se DAT.dk for rejseplan og booking af flybilletter


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev