Skip to main content
tekst Maria Tvergaard-Jakobsen | foto Tove Koch
20. november 2015

Essensen af X Factor

Emilie Esther, et navn de fleste efterhånden kan nikke genkendende til. Hun var kun 15 år gammel, da hun vandt de fleste danskeres hjerter, da hun sang sig til sejren i X Factor 2015. Efterfølgende tog hun til Los Angeles sammen med hendes X Factor dommer Remee, for at indspille hendes første single, og i juni i år var hun opvarmning til Kylie Moniques koncert i Skovdalen i Aalborg

Det er søndag formiddag, og jeg er på vej hjem for at besøge Emilie Esther hos hendes forældre. Emilie er dette år på efterskole i Aarhus, så programmet er tæt pakket, og efter lidt puslespil kunne det passe, at fotografen og jeg kom på besøg. Jeg har syntes godt om Emilie Esther på afstand, efter jeg så hende optræde i fjernsynet, og er derfor noget spændt på at møde hende, og lære hende bedre at kende. Vi sætter os om det veldækkede morgenbord i Emilies hyggelige barndomshjem, telefonen bliver sat til at optage og jeg er klar til at høre mere om Emilie og hendes vej mod stjernerne.

Vokset op med sang

Det er ret tydeligt, at Emilie Esther helt klart har baglandet i orden og en god tryg solid base. Hun er nummer to barn ud af en søskende flok på fire, og er en del af det man vel vil betegne som en dansk kernefamilie. Men, hvordan startede interessen for musikken mon? – Var det noget hun er vokset op med, er resten af familien mon lige så musikalske?

Emilies mor forklarer; – Vi har altid sunget lidt i min familie, men ikke noget særligt. Kun lidt i kor, men det var nu bare for hyggens skyld, og Emilie fortsætter; – Jeg har altid været meget interesseret i musik og kunne også rigtig godt lide faget musik i skolen. Jeg begyndte til klaver i 3.klasse, og efterhånden begyndte jeg også at synge lidt til klaveret, så jeg har nok altid sunget lidt.

Emilies mor henvender sig til Emilie og siger; – Jeg kan ikke huske, at du ikke har sunget, og fortæller videre. Det er lige før jeg synes, at hun sang før hun begyndte at snakke, men det var hun nu også ret hurtigt til. Der er altid kommet noget ud af munden på hende, siger Emilies mor med et smil. I Emilies unge liv har musikken altså altid haft en stor rolle, en rolle som er blevet meget mere tydelig siden X Factor eventyret.

Vejen til stjernerne

Men hvordan kommer man som 15-årig i tanke om, at nu er det X-Factor man gerne vil prøve kræfter med. Nogen oplever jo også nederlag efter sådan en oplevelse.

Emilies mor fortæller: – Vi har altid set X Factor herhjemme, og Emilie legede også X Factor hjemme i stuen. For et par år siden deltog hun så i Talent i Ramasjang i en efterårsferie, hvor hun vandt, og Emilies far fortæller: – Det var nok første gang hun fik af vide, at den kunne noget særligt den stemme.  Måske det var skubbet der gjorde, at Emilie fik ekstra blod på tanden, men hun havde i hvert fald et brændende ønske om at skulle afsted til X Factor.

– Det var nok mig der måske pressede lidt på, fortæller Emilies mor. Det var bestemt, at hun skulle på efterskole året efter, og Emilie havde det her ønske, så hvis det skulle være, skulle det være nu. Emilie fortæller dog, at hun nåede at få lidt kolde fødder inden første audition.

– I starten tænkte jeg meget på, hvad nu hvis det ikke gik godt, eller hvad hvis det gik godt, så ville alle folk pludselig vide hvem jeg var, hvilket var en ret skræmmende tanke, forklarer Emilie. – Jeg var bare så nervøs for, at de ville sige, at jeg ikke var god nok.

Men heldigvis for Emilie valgte hun at tage springet og bare kaste sig ud i det med rigtig god støtte og opbakning hjemmefra, og med tre ja’er fra de tre dommere til audition viste det sig ikke at være et dumt valg.

Rejsen som familie

Det at Emilie blev en del af X Factor showet, fyldte en del for hele familien. – Vi endte med alle sammen at skulle have hemmelige numre herhjemme, vi blev simpelthen overrendt, og det er nok en af bagsiderne af medaljen, fortæller Emilies mor. – Jeg havde jo ikke drømt om, at vi som familie skulle overrendes, specielt ikke hendes søstre. Det synes jeg var rigtig hårdt.

Jeg er lidt nysgerrig på, hvilke forventninger man som forældre har til, at ens datter er en del af sådan et program. Man må vel gøre sig lidt forskellige tanker. Hvad hvis hun for eksempel gik hen og vandt? Emilies mor forklarer: – Vi tog det nok lidt som det kom. Vi vidste jo ikke, hvad der ville ske bagefter. Vi var fuldstændig grønne på det her område, og havde aldrig prøvet at være en del af noget lignende. Igennem de andre år har man jo ikke hørt så meget til deltagerne efterfølgende, så vi havde nok ikke de store forventninger til, hvad der kunne ske bagefter.

– Der var dog en masse ting vi skulle tage stilling til hele tiden, og de syv uger Emilie deltog i Live showene var ret hårde. Selvom vi var herhjemme, og ikke skulle foretage os det vilde, så var det alligevel frem og tilbage til København hver uge, og derudover var der en del ting som vi skulle tage stilling til. Vi blev hele tiden kontaktet med forskellige interviews, telefonen var nærmest rødglødende, siger Emilies mor med et smil. – Men vi har jo helt sikkert også fået en oplevelse som familie. Emilies søskende har også syntes, det har været spændende og meget fantastisk at følge hende, og de er utrolig stolte af hende.

Holdet bagved X Factor

Når Emilie Esther fortæller om hele set-upet omkring X Factor er det kun med rosende ord i stemmen, og her er mor helt enig. – Der er et fantastisk hold omkring programmet, så vi havde ro i maven over at sende hende afsted. Jeg var med den første gang, for der skulle hun med tog derover og efterfølgende skifte, og det var for meget for mig at sende min lille pige afsted alene, men efterhånden lærer man jo folkene bagved at kende, og så bliver man som forældre mere rolige.

– Jeg følte, at Emilie havde en god rygsæk med derover, som vi havde formået at putte nogle gode ting og værdier i, som gjorde at hun ville få en god oplevelse. For det var jo i 10 uger at Emilie boede i København, så som forældre er det jo længe at undvære ens lille pige, men selvfølgelig skulle hun tage imod denne chance og have denne fantastiske oplevelse med sig.

– Der er bare sådan et godt sammenhold, fortæller Emilie: – Vi er lige som en stor familie. Der er masser af grin og sjov bagved scenen, men hvis der er en der græder, så græd vi andre også. Vi var der virkelig for hinanden. Man får bare et fantastisk forhold til de andre deltagere, og ikke kun dem fra ens egen kategori, men med dem alle sammen. Vi blev bare som en stor familie, der hørte sammen, og den dag i dag har jeg stadig kontakt med en del af dem. De er blevet mine rigtig gode venner, siger Emilie.

– Det var nærmest en slags mini efterskole ophold vi var en del af, fortæller Emilie, for vi boede jo sammen alle os deltagere, og så kommer man bare meget tæt på hinanden.

Positive tilbagemeldinger

Men hvornår gik det så egentlig op for Emilies forældre, at Emilie måske rent faktisk kunne gå hen og vinde det her? Emilies mor fortæller, at der egentlig ikke  gik så lang tid. – Jeg tror, det var ved et af de første live shows, hvor Blachman siger: – Jeg tror du vinder det her. Generelt fik Emilie bare positive ord fra dommerne hver eneste gang. Lina sagde også på et tidspunkt, jeg tror du går hen og vinder det her.

Jeg må sige, at jeg er meget imponeret over den ro Emilie udstråler, når hun sidder og fortæller om hendes oplevelser. Hun hviler meget i sig selv, og oplevelsen har nok bare gjort hende stærkere. Jeg tænker, man må da få rimelig mange nerver på, når man sådan skal optræde overfor så mange mennesker, eller hvad med til audition, hvor man virkelig skulle præstere for at få lov til at blive en del af showet.

– Jeg blev selvfølgelig nervøs, forklarer Emilie. Men jeg tror bare, at jeg har været sådan rimelig god til at lukke af, så man på den måde ikke har, kunne høre det på min stemme. Man tænker ikke over at der er tv på når man står der, der handler det bare om at synge og lukke af for alt andet.

And the winner is….

Efter en masse liveshows var det blevet tid for de sidste deltagere, at optræde til det store finaleshow i Boxen i Herning, hvilket Emilie husker tilbage på som en ret vild oplevelse. – Jeg følte sådan lidt, at nu var jeg blevet helt tryg ved at synge i studiet i DR, og så var det lige pludselig noget helt andet, og meget vildere. Men hvad går der egentlig igennem hovedet på en, når man pludselig bliver udråbt til vinder af et program, som man har været en del af i så mange uger?

– Jeg nåede ikke rigtig at tænke andet end wow, siger Emilie. Det hele gik bare så stærkt. Jeg kan huske, at dagen efter var jeg bare meget træt og følte måske lidt et tomrum, for nu var X Factor slut, og hele teamet var væk.  Emilies mor nikker genkendende og fortæller. – Man kan sige, at vi har skulle tegne en stor fed streg i sandet. Først var der X Factor, og nu var det samarbejdet med Sony der gik i gang, og det var jo pludselig helt nye folk vi nu skulle forholde os til og lære at kende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man må da ændre sig en del som person efter sådan en oplevelse, og Emilie fortæller: –  Jeg er helt sikkert blevet meget mere udadvendt end jeg var før. Jeg hviler meget mere i mig selv, og har udviklet mig rigtig meget både personligt, men også musikalsk. Men hvad mener Emilies mor, kan hun se en ændring i den datter hun sendte til København?

– Emilies selvtillid er vokset gevaldigt, og hele hendes måde at agere på har ændret sig. Den teenagepige som vi sendte afsted, det var ikke den helt samme pige, der kom hjem. Hun var blevet mere moden, og mere bevidst om nogle ting.

Samarbejdet med Remee

– Det har virkelig været fedt og en meget stor oplevelse at arbejde sammen med Remee, fortæller Emilie og liver helt op. – Han har bare hjulpet mig på alle måder, og virkelig været der for mig. Han ønsker ikke at lave om på en som kunstner, men han er bare så dygtig til at hjælpe en med at udvikle sig og få det bedst mulige ud af ens stemme.

– Selvom X Factor er slut, slutter samarbejdet med Remee dog ikke. Remee er stadig en del af Emilie Esthers karriere og i april måned var hun med ham i USA. Det var en rigtig god oplevelse, siger Emilie. Der indspillede vi en single, og det var bare rigtig fedt.  Snart udkommer Emilies første album, og Emilie er forståeligt nok en smule nervøs og spændt på, hvordan det bliver taget imod.

Emilie er netop nu på efterskole, men hvad er planen så efterfølgende. – Jeg vil selvfølgelig rigtig gerne noget med musikken, forklarer Emilie. – Jeg har ikke lyst til at skulle have et helt almindeligt job, jeg vil gerne udvikle mig mere som kunstner, men lige præcis hvad der skal ske til næste år har Emilie ikke styr på endnu.

En ting er i hvert fald sikkert, det er ikke det sidste vi kommer til at høre fra Emilie Esther, og rent personligt glæder jeg mig rigtig meget til at høre hendes kommende album.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev