En passion for ledelse
Lasse er stolt skandinav og bosat i Aalborg. Han tror på, at livet handler om at lure, hvad man kan finde ud af, og hvad man ikke kan finde ud af, og så fokusere på det første og få hjælp til resten. Han mener ikke, at fejl blot er tilgiveligt. Han mener, at fejl er en grundlæggende forudsætning for succes – det kræver mod at turde fejle, og hvis ikke man begår fejl, så gør man ikke sit bedste og kreativiteten dør. Lasse hader perfekthedskulturen og mener, den destruerer mange unge i dag. Der er i hans optik for meget nervøs energi i samfundet og for lidt afslappet parathed
Hvad er din passion?
– Min passion er ledelse. Ikke ment som den, der kræver titler og pænt tøj, men den, der er basal for at 7,8 mia. mennesker på jorden har det bedst muligt under alle tænkelige forhold.
Hvorfor er det din passion?
– Ledelse er afgørende i alle facetter af livet. Vi fødes og kommer til verden, og fra samme sekund, udsættes vi for vores forældres ledelse. Og sådan fortsætter det hele livet. Vi har brug for sparring, råd og vejledning. Vi har brug for en retning. Vi udsættes dagligt for ledelse, om vi vil det eller ej. Ledelse koder menneskers hjerner. Jeg drømmer om at kunne kode dem, jeg leder til, at livet handler om høj karakter – ikke høje karakterer.
Hvad er det bedste ved din passion?
– At alle kan og bør deltage. Vi leder alle nogen. Og vi ledes alle af nogen. Og hvis vi leder ud af medmenneskelighed, så går det aldrig helt galt.
Hvad er det værste ved det?
– At dårlig eller helt manglende ledelse kan medføre krig, død og ødelæggelse. Imellem nationer men også mellem mennesker og i familier.
Hvor mange timer om ugen bruger du på din passion?
– Jeg har tre skønne børn og driver virksomheder,
så inklusiv selvledelse er det jo rundt regnet alle vågne timer.
Er det en passion for alle?
– Det burde det være.
Sjov fakta om din passion:
– Den forbindes med jakkesæt, men udspringer af bibelske principper. Den forbindes med magt, men handler om mennesker.
Navn Lasse Rich Henningsen
Alder 43 år
Job Adm. direktør for Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester
Civilstatus Gift med Kristina Dörner Henningsen
Børn Magnus (19 år), Bastian (16 år), Lea Anemone (11 år)
Citat Det handler ikke om at være den bedste, men gøre sit bedste, og se på de bedste, og lære af de fejl, de begår