Don’t fear the weird – filmfestival om det skæve sind
COVID-19 har sat en stopper for at afholde arrangementet på normal vis, men i stedet er Region Nordjylland gået sammen med Aalborg Bibliotekerne, Aalborg kommune, Kildehuset, Sind, Bedre Psykiatri, Kaffe Fair og BIFFEN om at afholde en Corona-venlig filmfestival, hvor det eksekveres i en kombination af online talks og online filmvisning og to mindre fysiske events i hovedbibliotekets foredragssal med et begrænset antal pladser den 9. og 10. oktober.
Det er gratis at deltage, og de online talks bliver lagt op på Region Nordjyllands Facebook-side, hvorfor de vil være tilgængelige, selvom du ikke har mulighed for at deltage på de eksakte datoer. Du kan se de mange film via Filmstriben, som blot kræver et biblioteks-login for at få adgang.
Tanken er, at du inden den personlige talk har set filmen, som har fokus på netop dét, den efterfølgende talk handler om. Eksempelvis har fredagens online arrangement fokus på dét at være barn og at have en mor, der lider af psykisk sygdom. Her er det filmen Pigen, moderen og dæmonerne, der indledningsvist udvider dit kendskab til problematikken, hvor den efterfølgende talk med Heidi, som er ambassadør for En af Os, uddyber, giver et personligt perspektiv på, hvordan det er at være mor med diagnosticeret skizofreni og skaber muligheden for debat og spørgsmål.
Don’t Fear the Weird er et tiltag, der kan gavne både pårørende og ramte. Filmfestivalen har været med til at danne uvurderlige fællesskaber og har ambitioner for at danne endnu flere. Da jeg snakkede med to af festivalens primus motorer, kunne de fortælle utallige rørende historier om, hvordan filmene og de mange talks havde været med til at skabe forståelse og sympati mellem eksempelvis ægtefæller, der hidtil havde haft store udfordringer grundet at den ene part var ramt af psykisk sygdom.
Sidste år havde filmfestivalen form som en fysisk festival i Biffen, hvor der i år er flest online arrangementer. Dette ser Region Nordjylland absolut ikke som en begrænsning, men nærmere en fordel. Alle slags mennesker kan nu deltage i festivalen. Alle lige fra de outgoing typer og til de indadvendte typer. Der er mulighed for at deltage hjemme i stuen og der er mulighed for at deltage fysisk i foredragssalen. Ligeledes gør dette års form det lettere at invitere hele familien til filmaften med efterfølgende talk, da det kan ses og gøres på netop det tidspunkt, der passer alle i publikum. Derudover skaber det online arrangement en mere afslappet atmosfære, da du som deltagende ikke behøver at forholde dig til andre mennesker eller andre omgivelser, hvis det forringer din oplevelse.
Psykisk sygdom kan ramme alle, og psykisk sygdom er noget, vi alle i høj eller mindre grad har inde på livet.
Psykisk sygdom relevant for alle, og vi vil derfor opfordre til at deltage i Don’t Fear the Weird for at få nedlagt tabuer og for at styrke fællesskabet!
Læs mere om arrangementet her:
https://psykiatri.rn.dk/information-og-raadgivning/psyk-info/dont-fear-the-weird