Skip to main content
tekst & foto CHrISTINa SVENDSEN | advertorial
5. november 2016

Coach med mere

Helle Glyø er uddannet coach, men kunne have kaldt sig meget andet. Det kunne også have været konfliktløser, som også er en stor del af hendes daglige opgaver. I dag er det konflikthåndtering og kommunikation, der står på programmet hos Skive Læreruddannelse

I dag har APPETIZE fået lov til at følge Helle, hvor hun skal aktivere 260 lærerstuderende og personale på Læreruddannelsen Skive. Dagen før fortæller hun mig, at så stor en gruppe gør hende en smule nervøs, men det kan man nu ikke mærke, for hun virker som roen selv.

Men hvad kan en læreruddannelse bruge en coach til? Hun har dem hele dagen, til de går hjem, og i den tid skal eleverne igennem flere opgaver, som alle har til formål at gøre dem bedre til konflikthåndtering og kommunikation, når de engang skal stå overfor deres egne elever. Programmet er en god blanding af meningsfuld leg og teori, for Helle tror ikke meget på stillesiddende undervisning. Så da de alle er placeret i grupper rundt omkring salen, får de dagens første opgave.

Den røde kasse

Når man snakker coaching, er en værktøjskasse en mental ting, som man lærer at tage i brug i forskellige situationer. I dag skal ordet værktøjskasse dog tages helt bogstavligt, da alle bliver inddelt i grupper med hver deres røde kasse. Denne kasse er centrum for alle dagens begivenheder, og indeholder først og fremmest et stort ark papir, som klistres fast på gulvet ved hver gruppes base. Her skal de skrive alle de guldkorn, der dukker op i løbet af dagen.

Vi er ikke kommet langt hen i programmet, før det er tid til dagens første praktiske opgave. Alle grupperne bliver bedt om at finde en lille pose LEGO i kassen og samarbejde om at bygge et tårn. Det lyder umiddelbart enkelt, men der er selvfølgelig en hage ved det; arbejdet skal foregå i stilhed og alle i gruppen er blevet tildelt hver deres lille opgave, som skal fuldføres, før projektet er lykkedes.

Opgaverne kan fx være, at toppen skal bestå af to klodser, eller at man ikke må bruge hvide klodser. Selv om den sproglige kommunikation er væk, så er kropssproget stadig tilgængeligt, og det bliver taget ivrigt i brug i de forskellige grupper. Der bliver gestikuleret heftigt, hvilket giver anledning til mange smil på læben. Til sidst kommer alle grupper i mål, og pointen med opgaven bliver afsløret. Grupperne bliver tvunget til at samarbejde, mens de stadig har fokus på egne behov, dvs. deres egen opgave. Derudover bliver det tydeliggjort, præcis hvor meget af kommunikationen man stadig har til rådighed ved hjælp af kropssprog. Helle siger selv, at den vigtigste lektie er at lære at være nysgerrige på hinanden i stedet for kun at tænke på sin egen opgave.

Øget fokus på konflikthåndtering

Til daglig hjælper Helle virksomheder som coach og forandringskonsulent. Konflikthåndtering, som Helle underviser i denne dag, bliver en større og større del af hendes arbejde, både som underviser og som mægler i en konflikt. Hun oplever ligefrem større efterspørgsel på konflikthåndtering, når hun laver workshops, fordi det fylder meget, når der er noget, der ikke fungerer på en arbejdsplads. Når Helle underviser i bedre kommunikation, er et af hovedpunkterne, at vi skal være bedre til at lytte til hinanden, og på den måde får man jo taget mange af konflikterne i opløbet.

Mit besøg gav et lille billede af Helles spændende arbejdsliv, og jeg står tilbage med indtrykket af en kvinde, der har styr på, hvad hun snakker om og kunne give indspark til mange virksomheder, der måske er kørt fast. Helles mangeårige erfaring og legesyge tilgang til sit fag, har i hvert fald givet mig noget at tænke over.


Nyeste artikler

Under den kolde krig har Danmark været mere udsat, end man måske har lyst til at tænke på. Vores lille nation havde en strategisk position, der g…
Mens melankolien er tydelig i Tommas Jørgensens malerier, så er der altid et glimt af humor. På samme måde virker han selv som en alvorlig mand ved…

APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev