Skip to main content
28. august 2025

Boganmeldelse: Meget Mindre af Rikke Lundsfryd

Hvis du synes, pensionsopsparinger er så gabende kedeligt, at du bliver en smule ældre bare ved tanken, er du ikke den eneste. Til gengæld er det knap så kedeligt at have en alderdom, hvor du ikke behøver at bekymre dig om at få økonomien til at hænge sammen.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at få kigget på, om man har den mest optimale plan for sin pensionsopsparing. Men det kan være svært og uoverskueligt at forholde sig til for mange.

Pensionsopsparing behøver ikke være kedeligt

Tidligere i år udkom ’Meget Mindre’, en bog, der specielt henvender sig til kvinder, som statistisk har en meget lavere pensionsopsparing end mænd. Bogen er opbygget som en letlæselig guide, der på en virkelig fin måde guider læseren igennem alt det, der er godt at være opmærksom på, når det gælder pension. Den er skrevet af Rikke Lundsfryd, der selv har en baggrund i pensionsbranchen.

Der er mange gode pointer i bogen. For eksempel en brandtale om, hvorfor pensionsopsparinger ikke er så kedelige, som deres rygte.  Derudover går den igennem de vigtigste punkter, du skal overveje, når du gennemgår din pension. Det gælder for eksempel ratepension, renters rente, investeringer og meget andet.

Hvis jeg skulle komme med én indvending mod ’Meget Mindre’, er det, at utrolig meget information er presset sammen i en kort bog. Men til gengæld er det også en ros, for der er intet, der bliver trukket i langdrag. Og de afsnit, jeg ikke forstod ved første gennemlæsning, begyndte at trænge ind, da jeg havde genlæst dem en gang eller to.

Et godt sted at starte

Med ’Meget Mindre’ bliver du ikke ekspert i pensioner, men klædt på til at kunne stille de rigtige spørgsmål, når du selv skal træffe de valg, der kan gøre forskellen, når du er klar til at forlade arbejdsmarkedet.

Og selv om den primært er henvendt til kvinder, tror jeg også, at mange mænd ville have stor glæde af at læse ’Meget Mindre’. Privatøkonomi og pensionsopsparing påvirker os alle sammen, og er derfor noget, vi alle burde være mere oplyste om.

Så hvis du føler dig helt på bar bund og endnu ikke har skænket din økonomi efter endt arbejdsliv mange tanker, kan ’Meget Mindre’ være et rigtigt godt sted at starte. Læs den, og gør en god gerning ved at tale åbent om pensionsopsparinger til kaffeaftaler, middagsselskaber og i kantinen på arbejdspladsen.

Annonce

Selvom jeg nok aldrig kommer til at syntes, at pensionsopsparinger er lige så spændende, som forfatteren gør, så vil jeg i den grad anbefale ’Meget Mindre’ til alle, der også har svært ved at overskue, hvordan det hele hænger bedst sammen.

’Meget Mindre – om kvinders små pensionsopsparinger og hvordan du gør din egen større’ er skrevet af Rikke Lundsfryd og udgivet af forlaget Alt i Ord.


Nyeste artikler


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev