Bag melankolien

Mens melankolien er tydelig i Tommas Jørgensens malerier, så er der altid et glimt af humor. På samme måde virker han selv som en alvorlig mand ved første øjekast, men man opdager hurtigt, at der ligger en lune og masser af humor lige under overfladen.

Lige siden han var barn, har Tommas Jørgensen udtrykt sig kreativt. Han har tegnet siden han kunne holde på en blyant, og stillede ofte sit legetøj op i scenarier, hvor alt kunne bruges til at skabe den rette stemning.

Når faren bagte rugbrød i barndomshjemmet, var det for eksempel en glimrende mulighed for leg. Da faren tog det nybagte brød ud af formen, kunne dampen ligne røgen fra en ildebrand, så Tommas kom løbende med LEGO-brandstationen og stillede op til udrykning.

Leg er blevet til arbejde

I dag er Tommas Jørgensen kunstner, og maler primært stilleben, som er en metode, der har været brugt i flere 100 år.

– Det er en form, hvor man arbejder med en stillestående opstilling, så de forskellige teksturer og materialer spiller mod hinanden og sammen.

Det handler ikke kun om den rigtige komposition, for billedet skal også have et element af historiefortælling.

– Det har jeg tit gjort ved at placere legetøj i et scenarie, hvor man kan se, at der har været voksne til stede, der har været ved at spise eller et eller andet. Så har der været noget leg, der er foregået efterfølgende, hvor der er et clash mellem børn og voksne. Jeg arbejder meget med modelbygning som udgangspunkt og som forlag til mine malerier. De ting, der er med på mine malerier, det er noget, som findes fysisk. Det er også tit noget, jeg har lavet selv. Hvis der skal bruges en UFO, så har jeg for eksempel lavet en UFO, fortæller Tommas.

Altid kunstner

Tommas har altid været sikker på, at han skulle være kunstner, selv inden han vidste, hvad det indebar. Han er vokset op i Øster Brønderslev i en familie, hvor kunst ikke fyldte meget i hverdagen.

– Jeg tror, jeg begyndte at blive bevidst om, at jeg skulle være kunstner i teenageårene og havde en eller anden forestilling om, hvad det ville være ude i fremtiden. Vi fik en opgave i 8. klasse, hvor vi skulle tegne os selv, som vi var midt i 20‘erne. Der tegnede jeg mig selv som langhåret med fuldskæg, skovmandsskjorte og cowboystøvler ved et staffeli ude i et landskab, hvor jeg malede billeder. Så det var åbenbart min forestilling om, hvad det var, griner Tommas.

Tommas har aldrig overvejet andre karriereveje.

– Jeg har faktisk en uddannelse, som jeg aldrig har brugt. Når man kommer fra et miljø, hvor kunsten slet ikke har været en del af det, er det nok betryggende for ens forældre, tror jeg, at man har noget at falde tilbage på. Men jeg fandt ud af, at man aldrig må have en plan B. Hvis det er noget, man vil, skal man ikke have en plan B. Det er bare en accept, at plan A ikke virkede.

Mens Tommas ikke har taget staffeliet med under armen og malet landskaber med vind i håret, så lægger han stor vægt på, at hans værker ligner virkeligheden.

– Jeg havde en forestilling om, at der var noget naturalisme, man skulle have ind i det. Jeg havde også en forestilling om, at en, der var god til at male, var en, der kunne male, så det lignede. Jeg har senere stødt på amerikansk hyperrealisme, hvor man godt kunne mærke, at der gik det måske lige over og blev kedeligt. Der, hvor man står og er i tvivl om, at man kigger på et fotoprint. Så langt er jeg ikke gået. Jeg vil gerne have, at man kan se, at der er penselstrøg.

Processen starter før første penselstrøg

Når Tommas starter på et nyt værk, så begynder processen lang tid før, han laver det første penselstrøg på lærredet. Først kommer opstillingen, hvor både lys og komposition bliver perfektioneret. Derefter tager Tommas et foto, der er forlaget for det endelige maleri.

– Det hele sker på det tidspunkt. Jeg har nogle grundlæggende elementer, som kompositionen skal bestå af. Jeg kan godt lide, at jeg har cirka styr på det, men jeg ved også godt, at hvis det går godt, så ender jeg slet ikke der. Fordi det er i den proces, jeg går i gang med, at det går hen og bliver en leg. Hvis jeg synes, det er sjovt at lave, er det fordi, jeg har fat i noget. Så bliver det en reference til den måde, jeg legede på som barn. Der kunne jeg godt lide at sætte et scenarie op, og når det var færdigt, så var det noget nyt bagefter. Det har jeg holdt ved i den måde, jeg arbejder på nu. Der er nogle malere, der stiller sig foran et blankt lærred, og så går det i gang derfra. Men jeg stiller mig foran et bord, hvor jeg har lavet en opstilling. Så er det dér, at den kreative proces er. Jeg laver det helt færdigt, også i Photoshop, så jeg er sikker på, at min komposition og farver er, som jeg vil have dem, så har jeg et forlag, som jeg kan begynde at male ud fra.

Mens Tommas både bruger meget små og store lærreder, når han maler, så har han udelukkende brugt oliemaling i mange år.

– Når jeg laver små lærreder, har jeg lyst til at lave et stort. Hvis jeg så går i gang med et stort, har jeg lyst til at lave de små. Så bliver jeg nødt til at veksle lidt mellem de to. For 25 år siden startede jeg med at male med akryl, og jeg vidste godt, at det med olie var et step up, men der skulle lige gå et par år, før jeg kastede mig ud i det. Da jeg gjorde det, kunne jeg også godt mærke, at det var en helt anden måde at arbejde på. Det var en helt anden fornemmelse, man har med malingen. Selve konsistensen er anderledes. Det bliver ved med at være vådt i lang tid, hvilket er rart, når man arbejder på den måde, jeg gør. Jeg kan gå i gang med noget, som jeg arbejdede på i går, og stadigvæk blande ind i det med det, jeg laver i dag. Mit temperament passer bedst til olie.

Det er vigtigt for Tommas også at være stærk teknisk, og han har sine rutiner, når han arbejder. Men hans to drenge er altid velkomne i atelieret, så derfor er Tommas også blevet god til at omstille sig.

– Jeg vil helst være alene, når jeg skal lave mine opstillinger. Jeg vil helst have ro til det, men når jeg er i et setup, som her, hvor jeg arbejder hjemme og der er børn, så har jeg også brugt tid på at øve mig i at kunne tænde og slukke for det. Det er vigtigt for mig, at de ikke har en oplevelse af, at de ikke må komme herud.

Begge børn er også glade for at udtrykke sig kreativt.

– Den store bygger meget, og har lavet store kostumer i pap. Han sidder herude og klistrer med limpistol og pap. Den lille tegner, og har også den der: ’Kan jeg nå at tegne, inden vi skal spise?’. Det er lidt den, som jeg kan mærke fra mig selv, hvor jeg nogle gange joker lidt med, at det er lidt mere en diagnose end det er et kald. Jeg har behov for at lave det her for at være i balance.

Tommas bruger sin kreativitet på samme måde, som når han legede som barn. Og det er faktisk hans egne gamle legetøjsfi- gurer, der ofte bliver brugt i malerierne.
– Jeg kan godt lide, at der er en eller anden form for et element af nostalgi i mine billeder. Jeg har altid hældet mod melankolien, når det var et billedunivers og også i musikalsk sammenhæng. Det er der, jeg føler, at jeg befinder mig bedst. Men ikke forstået på den måde, at det er noget trist, fordi melankoli kan også være, at det er balanceret lige på kanten af humor. LEGO-figurerne har stået i nogle kasser oppe på min forældres loft indtil for nogle år siden, hvor vi så tog det ned, og fik det samlet igen.

Tommas’ drenge var med til at samle de gamle LEGO-sæt.

– Da jeg fik det i hænderne igen, kunne jeg mærke, at det havde jeg lyst til at bruge i mit maleri. Der var stadig spor på dem fra min lege. Der kunne for eksempel være skudhuller, der var tegnet med tusch fra de der kampscener, jeg havde lavet. Man kan se, de har været beskidte og har ligget i lang tid, og det synes jeg bidrager til den der nostalgifølelse for mig. Det er jo meget personligt, for det er noget, jeg selv har haft med at gøre, men der er jo mange, der kan relatere til det. Det er jo igen den der nostalgiting, hvor man mærker et sug i maven, når man tænker på et eller andet fra ens barndom, som er en tid, der ikke kommer igen.

Musik til billeder

Musikken har ligeledes altid fyldt meget for Tommas, og han har i mange år spillet med i bandet Echo Lips, der i dag hedder Strandvaskerne. De mange musikinstrumenter har også fået en stor plads i atelieret.

– Det er jo noget, som jeg synes, går hånd i hånd, men jeg har ikke rigtig fået det implementeret i kunsten endnu, men det har jeg faktisk planer om. Jeg har tænkt mig, at den næste soloudstilling, jeg laver, skal der være et soundtrack til, hvor der er komponeret musik til værkerne. Jeg går med alle mulige idéer, også til musikinstrumenter, jeg selv bygger. Jeg har skrevet musik lige så lang tid, som jeg har malet billeder, så der er mange små melodistumper og sange, som ligger ude i periferien og venter på at blive brugt.

I starten af 00’erne gik Tommas på kunstskole i Aalborg.

– Der skulle vi lave en slutudstilling, hvor jeg lavede et af mine typiske malerier for dengang, som var meget surrealistisk. Jeg havde et lille mørkekammer, hvor jeg kunne lave, så der kun var lys på det maleri, og så havde jeg lavet en lydkulisse til det, der loopede. Det var et stykke musik, men det var meget monotont og messende, og det gav en meget vild virkning. Folk kom ud derindefra og fortalte, at det var begyndt at bevæge sig for dem. Så det var noget, hvor jeg tænkte, at det skal jeg da helt klart gøre igen. Nu der er gået næsten 25 år, så det skal da til at ske, griner Tommas.

Han har selv bygget flere instrumenter, blandt andet en guitar, der var tæt på at sætte en stopper for musikken.

– Da jeg byggede den, kom jeg i nærkontakt med en rundsav, som gjorde, at jeg fik taget det yderste af mine fingerspidser på de to fingre, som er de vigtigste, man har som guitarist. Så jeg ødelagde faktisk min evne til at spille guitar, da jeg var i gang med at bygge den. Det er en rimelig åndssvag situation at stå i. Det har taget mange år at få det tilbage til noget, hvor det er brugbart. Jeg tror ikke, at jeg når helt op på det gamle niveau, jeg havde dengang, men det kan bruges.

God inspiration i rygsækken

Der er mange inspirationskilder i rygsækken, blandt andet de naturalistiske malere fra 1800-tallet og tysk mysticisme. Tommas har også fundet inspiration fra en velkendt nordjysk kunstner.

– Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en billedkunstlærer, som viste sig at være Poul Anker Bechs hustru. Hun var ret hurtig til at spotte, at selvom jeg ikke var begyndt at male malerier, havde jeg en interesse i det. Da jeg så fandt ud af, hvad Poul Anker Bech stod for, kunne jeg godt mærke, at det var interessant. Han har gjort det med at lave noget, der er traditionelt, og så bryde det. Og gøre sådan, at der er et element der i, som man undrer sig over. Hvorfor er det der? Den del af det har jeg taget med mig til den måde, jeg arbejder på. Jeg har ikke ville stille mig ud og lave landskabsmaleri med det element i, fordi hvis jeg gjorde det som nordjyde, så ville jeg være en, der forsøgte at være ligesom Poul Anker Bech. Det var ikke det, der var min plan. Fordi det er svært at hamle op med de evner, han havde, og hans tilgang til det. Men jeg var inspireret af det, og det er en del af min inspiration, kan man sige.

Selv om Tommas er inspireret af de malere, der er kommet før ham, har han skabt sin egen stil og plads i kunstverdenen.

– Jeg har en filosofi om, at det handler om at stille sig på den hylde i reolen, hvor der er mest plads. Jeg har jo også min måde at arbejde på. Det er interessant at se, om der nogle, der gør ligesom mig, men jeg kan ikke finde nogen.

Asocial som jobbeskrivelse

Som kunstner er der som regel ét vilkår, der gør sig gældende.

– Hvis man skal lave det, som jeg laver, så skal man kunne holde ud at være sit eget selskab. Der er meget alenetid. Nogle gange joker jeg lidt med det, når folk de spørger, ’Hvad laver du så?’, og siger, ’Jamen, jeg er asocial’, griner Tommas.

Tommas er gift med Signe, der er læge.

– Hun er overlæge på kræftafdelingen. Så det er også en af de der stående jokes, når nogen spørger, om jeg kan leve af det. Det kan jeg, fordi jeg har en kone, der er læge, griner Tommas.

Umiddelbart kunne parret ikke have valgt mere forskellige brancher, men det er begge fag, hvor man skal være mere dedikerede end gennemsnittet for at lykkedes.

– Der er vi meget ens, selvom det er to meget forskellige ting. Når folk hører det med en læge og en kunstner, har altid været sådan lidt, hvordan fungerer det? Men jeg tror, det fungerer godt, fordi det netop er så forskelligt. Jeg bruger hende meget som sparringspartner. Hun kan ikke lave sådan noget som jeg gør, men hun kan mærke om et værk fungerer.

Lige nu er Galerie Wolfsen det eneste sted, hvor Tommas har sine værker udstillet.

– Når man laver det, som jeg laver, er produktionen begrænset. Jeg er ikke sådan en, der spytter 17 billeder ud om ugen. Så det er svært at brødføde flere gallerier, især hvis de kan komme af med tingene. Og det har Galerie Wolfsen faktisk været rigtig gode til.

Tommas er glad for at være en del af det aalborgensiske galleri.

– Man bliver passet godt på. Man er ikke kontraktbundet med noget galleri mere. Sådan var det jo i gamle dage. Man var i stald hos nogen, og så havde man en kontrakt. Men galleristen er heller ikke interesseret i at skulle være kontraktbundet, ligesom kunstneren egentlig heller ikke er det. Altså hvis det ikke fungerer, så er det jo ubehageligt at være i et kontraktforhold. Men vi har jo en fælles mission med at få det til at virke så godt som muligt. Og når galleriet er professionelt, og kunstneren er professionel, så går det jo som udgangspunkt godt.

I øjeblikket er Tommas i gang med det indledende arbejde til en soloudstilling, der kan ses hos Galarie Wolfsen til næste efterår. Der skal laves nye værker og komponeres musik, så det er vigtigt for Tommas, at han har tid og ro, så alting går op i en højere enhed. Til gengæld venter der publikum en anderledes oplevelse, hvor musik og maleri bliver forenet til ét samlet værk.

Fakta

Navn Tommas Jørgensen
Født 1980
Familie Faren var folkeskolelærer og moren var sygeplejerske + en storebror og en lillebror
Opvokset Brønderslev
Civilstand Gift med Signe
Børn To drenge på 7 og 12 år
Yndlingskunstner Den nordjyske maler Poul Anker Bech