Bæredygtige konferencer med fokus
Skal du holde et større møde eller en konference? Og er du på jagt efter at finde de helt rigtige rammer, der kan gøre begivenheden til en succes? Hos KaffeFair på Strandvejen i Aalborg tilbyder de både beliggenheden, lokalerne og den ekstra ingrediens, der gør dagen til noget specielt
For lidt over et år siden flyttede KaffeFair ind i nye lokaler på Strandvejen, hvilket gav nye muligheder;
– KaffeFair har fået nogle helt unikke rammer til at lave store arrangementer. Det er en drøm, vi har haft i mange år, fortæller Bjørn Salling, der er direktør hos FOKUS Folkeoplysning.
– Det har været en positiv overraskelse, at interessen for at lave konferencer hos os er temmelig stor. Virksomheder, der ønsker at afholde konferencer eller interne og eksterne møder henvender sig til os. Det har stor betydning for en virksomhed, når de skal invitere kunder eller personale til et møde, at der på dagen er tænkt på det hele. Det skal fremstå professionelt helt ned til mindste detalje. Maden skal være af den bedste kvalitet og servicen skal være af høj standard. Det er store krav, og det leverer vi. De mange tilbagemeldinger vi får fra vores kunder er, at de er ovenud tilfredse. Vores ratings er meget høje, fortæller han stolt.
Mere end blot et møde
– Vi er klar over, at den kvalitet vi leverer, også findes andre steder. Til gengæld så tror jeg, at årsagen til vores succes med konferencer er, at vi tilbyder noget som ingen andre har. KaffeFair er jo en speciel virksomhed, da det er en socialøkonomisk virksomhed. Det betyder, at vi arbejder aktivt med at tage et socialt ansvar og give mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet mulighed for at dygtiggøre sig samt forberede sig til uddannelse eller job. Det er også en del af vores virksomhed.
– Når en virksomhed afholder en konference eller booker et mødelokale hos os, så er de også med til at støtte op omkring KaffeFairs sociale indsats.
– Der er også et helt andet element, som jeg tror, har en stor betydning, nemlig muligheden for at komme ud af de vante rammer. Jeg tror, det har en væsentlig betydning, når der skal træffes nye, store beslutninger eller der skal hentes ny inspiration, at virksomheden griber muligheden for at opleve andre rammer end dem, de færdes i i det daglige. Måske nysgerrigheden vokser og de innovative tanker får frit spil. Og det ønsker vi at være med til at sætte rammerne for. KaffeFair er jo en del af FOKUS Folkeoplysning, som netop har som formål at skabe nysgerrighed, læring og livskvalitet. Det gør for eksempel, at vi kan tilbyde forskellige aktiviteter som en Yogapause, hvor man midt i en konference eller et møde kan holde 20-35 minutters yogapause med bevægelse til krop og sind for bagefter at gå tilbage til mødet eller konference med fornyet energi. Det er der mange, der efterspørger. Det kan også være en Artwalk ude i byen eller et foredrag om madspild. Vi har en rigtig dygtig kok i KaffeFair, der er ekspert i at reducere madspild. Så hvorfor ikke give sine medarbejdere, kunder og/eller samarbejdspartnere en anderledes oplevelse, de ikke havde forventet. De får nogle idéer til, hvordan de kan reducere madspild, når de kommer hjem til familien igen.
Individuelle mødepakker
Beliggenheden spiller også en væsentlig faktor. KaffeFair er tæt ved Vestbyen togstation samt den nye station til den kommende BRT-forbindelse, og der er gode parkeringsmuligheder. Vi tiltrækker mange virksomheder ind i vores rustikke og rå lokaler i den gamle tobaksfabrik, som er en del af Aalborgs industrihistorie.
Den gode placering betyder også, at der er rig mulighed for at inddrage omgivelserne i planlægningen. For eksempel ligger KaffeFair placeret skråt overfor indgangen til Spritfabrikken, der bliver Aalborgs nye kulturcentrum, når ombygningen af det gamle fabriksområde står færdig. Her har mange ønsket at få en guidet tur. Kort sagt er der mulighed for at skræddersy et event lige efter egne ønsker og behov.
– Vores erfaring siger, at det gerne må være nemt. Hvis en virksomhed skal planlægge en konference, så har mødearrangøren nok at gøre med at få sammensat et program. Vi tager os af resten. Vi vil gerne gøre det så tilgængeligt som muligt for møderrangøren at bestille en mødepakke, der passer til hvilken type møde, de skal afholde. Vi har forskellige modeller, hvor man bestiller og betaler et fast beløb per medarbejder, der deltager. Vi stiller vores faciliteter til rådighed, som for eksempel vores professionelle AV-udstyr og forskellige mødelokaler, samt en konferencesal, der kan rumme 200 spisende gæster. Derudover har vi selvfølgelig et dygtigt personale, der er vant til at afvikle konferencer. En sjov ting er, at ud over konferencer, har vi, siden vores åbning for godt et år siden, også haft en del private fester, blandt andet bryllupper, runde fødselsdage og konfirmationer.
Nærende mad og mennesker med nærvær
KaffeFairs slogan er ’mad og mennesker’ og det siger lidt om, hvad caféen kan tilbyde. Du vil opleve en ret uhøjtidelig og folkelig betjening. Forplejningen bærer præg af gode kræfter i køkkenet. Hos KaffeFair bliver maden lavet fra bunden og med store portioner kærlighed.
Der er fokus på økologi, og køkkenet har en målsætning om, at minimum 60 % af råvarerne skal være økologiske, det skal være årstidens råvarer, og de skal komme fra lokale leverandører. Det er med afsæt i det madkoncept menuen til konferencerne bliver defineret.
Konferencer kræver præcision og god service, hvilket den ene køkkenleder, Thomas Mathiesen, har stor erfaring med;
– Vi står for den daglige forplejning på samme måde, som på et stort konferencehotel, bare på en rigtig fin og afslappet måde. Det kan for eksempel starte med en dejlig morgenmad, inden turen fortsætter op i mødelokalet, hvor der er forplejning. Til frokost foregår det igen hos KaffeFair, eller i vores eventsal afhængig af antallet af deltagere, og om eftermiddagen serverer vi kage. Vi kredser om vores gæster, fortæller Thomas.
Thomas ser en stor fordel i, at KaffeFair er et mindre sted i forhold til mange af de andre, der tilbyder konferencer;
– Nu har jeg selv været køkkenchef på et stort konferencehotel, og forskellen på dem og os, er helt klart, at vi er mere i kontakt med de gæster, vi har i huset. Vi er mere fleksible og kan hurtigt ændre en detalje, hvilket kan være sværere på et stort konferencehotel. Selvfølgelig har vi et fast produkt, som vi leverer hele tiden, men hvis der er nogle specielle ønsker, så er det noget, vi kan opfylde.
Thomas har en baggrund i gourmetverdenen, og er udlært som kok på D’Angleterre og har arbejdet i Sydfrankrig på Michelin- restaurant. Derefter arbejdede han som køkkenchef forskellige steder i Danmark, senest hos en større hotelkæde, hvor opgaven hovedsageligt var konferencer. Da han blev ansat i KaffeFair, var det egentlig meningen, at han primært skulle stå for konferencerne. Men på grund af et rigtig godt samarbejde med køkkenlederen Jørgen Rasmussen, så deler de opgaverne i det daglige.
Næring til krop og sjæl
– Man kan holde konferencer med god samvittighed og konferencer, der giver næring til krop og sjæl. Typisk er konferencer noget, der taler til hovedet, men rent lærings- og ernæringsmæssigt skal man have hele kroppen i spil, hvis man ønsker at opnå succes. Det kan vi tilbyde her, for eksempel ved at lave stolefitness, en guidet tur ved den nye havnefront eller nogle af de andre muligheder, vi tilbyder, afslutter Bjørn Salling.
Kontakt
KaffeFair V/ FOKUS Folkeoplysning CVR nr.: 37296961.
Strandvejen 19, 1. sal.
9000 AalborgBooking: Lone Jacobsen tlf.: 99 30 10 03