Skip to main content
SMÅ JOB MED MENING | AVAS
19. juni 2022

AVAS: At være gearet
 til et rummeligt arbejdsmiljø

I den 90 år gamle vognmandsforretning er socialt ansvar bare et smart ord for en selvfølgelig kultur. Her handler det ikke om, hvilke udfordringer man har, men hvad man bidrager med til arbejdsfællesskabet og til bundlinjen. Michael er ansat via Små Job Med Mening i et job, der gør en stor forskel for firmaets chauffører.

At finde kvaliteterne i mennesker

– I mine ører kan socialt ansvar klinge lidt negativt, for Michael havde jo været her alligevel. Der er ikke nogen her, hvis ikke de skaber værdi, og det handler om at finde kvaliteterne i mennesker. Så er det lige meget, om de er rødhårede eller skallede. Men man skal kunne yde noget, indleder Jan.

Jan er adm. direktør i AVAS. Han ser på forsamlingen ved bordet: Nuuradiin, gæst og rådmand for Job og Velfærdsforvaltningen i Aalborg Kommune, Helle, miljøkoordinator i AVAS og Michael, ansat i et småjob samme sted. Værdierne i AVAS er ikke påklistrede. De kommer indefra. Det var Helle, der fik ideen til Michaels job og fik anbefalet Små Job Med Mening af en kunde.

Videoer hjælper chauffører

Michael er ansat til at gøre de nedskrevne procedurer, ledelsessystemerne, tilgængelige for chaufførerne. Fordi han er ansat på faktura, kan AVAS teste Helles idé uden risiko eller binding.

– Et ledelsessystem er oftest beskrevet side op og side ned, og det er simpelthen ikke smart, når vi faktisk har en stor gruppe af folk, der skal bruge ledelsessystemet, som har svært ved at læse. Jeg har hele tiden tænkt, at vi skriver 2022, så selvfølgelig skal vi have lavet videoer, uddyber Helle.

Fra ledighed til kolleger

Michael møder tre dage om ugen og føler sig på hjemmebane i jobbet, da han tidligere har arbejdet med IT Support. Og Helles idé har vist sig at være så god, at hans timetal snart når op på fuldtid.

– Jeg føler mig lidt som en ambassadør for firmaet nu. Jeg fortæller da i hvert fald en del til min familie. Det er svært ikke at være stolt; at have et job at fortælle om og gode kolleger. Jeg møder til tiden hver dag og har ikke været syg en eneste gang, siger han med et smil, der spejles i øjnene.

Michael (højre), Michael og Nuuradiin (midt), Jan (venstre)

Komme, være og blive

Michael er ikke den eneste medarbejder, AVAS gør sig umage for at fastholde. Hvert år inviterer de medarbejderne på uddannelse, væk fra de vante arbejdsgange. I en uge møder de kolleger og skaber relationer og ser, hvordan andre løser opgaver, et led i projektet „Komme, være og blive“.

– I vores branche er det svært at få fat i chauffører, så hvad skal der til for, at de føler sig velkomne? Og hvad gør vi for, at de får den tryghed og dagligdag, de ønsker for at ville blive, forklarer Helle.

Her er alle i samme vogn

– En vigtig ting omkring AVAS-holdet, som vi kalder det vinder- holdet, er, at vi skal løfte i flok for at nå vores mål. Vi er alle med i vognen, og det er uanset, om man har den ene eller anden udfor- dring. Alle har udfordringer. Vi skal spille hinanden gode, afslut- ter Helle, mens Jan nikker bekræftende.

Nuuradiin, der længe har siddet og lyttet, udbryder imponeret:

– Jeg læser jo meget om, hvordan samarbejdet mellem vores forvaltning og aktørerne på det her område, herunder FOKUS (Team- et Små Job Med Mening red.), samarbejder med erhvervslivet, men at komme ud og høre jeres fokus på det her område, det bliver jeg stolt af. I fortjener at få en pris for et kæmpe socialt ansvar.

Jobstafetten
 & virksomheden

Gennem året bringer vi portrætter af virksomheder, der ansætter mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet; virksomheder, der ikke behøver tælle til 37 timer for at skabe et lønnet job.

Alligevel giver jobbet stor mening for det menneske, der får et rigtigt arbejde. Hvorfor tager virksomheden socialt ansvar? Hvad vinder de ved det? Hvilke opgaver får de løst med et småjob? Denne gang møder vi transportvirksomheden AVAS i Nørresundby.

HVAD ER SMÅ JOB MED MENING?

Læs mere på www.småjobmedmening.dk eller kontakt for job- og rekrutteringsservice via: info@job-fokus.dk


Nyeste artikler

Sangerinden Drew Sycamore er vokset op i en lillebitte by i bunden af Nordjylland. Med den nordjyske jordnærhed og en urokkelig tro på, at succesen…
Når man står midt i et voksenliv, hvor logistik og hamsterhjul er ved at tage over, så længes vi nok alle sammen en smule efter barndommen, hvor de…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev