At finde roen i hverdagens kaos
Den store udfordring ved at holde ferie er jo, at når man er ved at afslutte den, og særligt er vendt hjem, gerne vil have mere af det. Det må jo udelukkende være tegn på, at jeg ikke haft nok. Men får man nogensinde nok?
Den største fordel ved at være selvstændig er vel den frihed, at kunne råde over sin tid, som man ønsker. Eller kan man? For jeg tror ærlig talt ikke, der findes strengere chef, end den jeg har .
Enhver anden arbejdsgiver ville formentlig mene, at efter en vis præstation og X antal timer lagt også efter de mange indirekte indforståede (aldrig direkte aftalte) interessetimer, at en vis gulerod skulle komme ud i den anden ende.
Men min chef synes bare ikke at nå dertil, hvor tilfredshed er på dagsorden. Og hold op, hvor er det er slidsomt. Tror jeg vil have fat i HR afdeling. Heeelp!
Når jeg ser tilbage på denne sæson og de mange måneders utallige events, så bliver jeg bare ekstra træt. Det gør det så heller ikke bedre, at det er lige pludselig skal blive så hundekoldt, at man ikke engang kan nå at bruge sin overgangsjakke. Og det skal regne og blæse sådan!
Her piber jeg i et luksus land, hvor vi har det hele! -og det vildeste vi kan komme ud for er at det rusker så voldsomt at enkelte tagplader ryger af eller et skur braser sammen.
Det giver mig en lidt mærkelig smag i munden at sidde og brokke sig, når det er uundgåeligt at åbne for nogen som helst kanal uden at blive spammet til med information omkring, hvor ulideligt de har det så ufatteligt mange steder i verden.
Tror faktisk, det er derfor at min chef ikke rigtig forstår, at jeg faktisk er træt. Hun kan bare se hvor meget arbejde, der stadigvæk er og skal gøres.
Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan redde verden. Det ved jeg jo godt -sådan inderst inde. Altså min fornuft ved det da i hvert fald godt. Eller gør den? Jeg tror at langt bag alt fornuft og rationalitet, så sidder der en lille naiv maskine, som bliver ved med at trykke på knapperne om, at jeg må tage ansvar, jeg må gøre noget. Jeg kan ikke sidde og pive, og jeg må se at komme i gang! At tiden er knap, og at jeg skal skynde mig.
For et par år tilbage var det så ironisk, at når det gjaldt mig selv, så skulle jeg skynde mig. Fordi jeg skulle skynde mig, så jeg kunne få noget ro! Ironisk nok.
Nu synes jeg at mærke roen her i det kaos af kommunikationsplatforme det til tider kan føles som. Når en hverdag består at jonglere med bolde bestående af mails, Linkedin, SMS’er, telefonsvar beskeder, telefonopkald, Skypemøder, Face2face møder -planlagte, ikke-planlagte møder, Messenger, uendelige tråde på Facebook, i grupper, Facebook pages, Snapchat, Instagram, Instagram messenger and it goes on. Føles som et utal af platforme. Du kender det sikkert!?
Nogle dage føles det er jo bare som om, at det skriger alle steder. Og så kommer vi vist allesammen på prøve i at skulle finde ro i det.
Være afbalanceret i det.
Det er lykkedes mig somehow at finde roen – på trods- i hverdagen.
Mine venner og kollegaer samt familie var i mange år, meget bekymrede af mit tempo. Ikke jeg ikke forstår dem, for var 8. gear nonstop.
Nu er det kun perioder. – som jeg selv tænder og slukker for. – ish…
Gennem mit arbejde med Yogaen i BeYou Dansestudiet for voksne, hvor jeg hver mandag underviser i mindfullness, vejrtrækningsøvelser, bliver jeg ekstra bevidst omkring den folkesygdom flere lider af. Nemlig at det ikke kun er mig, som selvstændig men ansatte fra grafikere til psykologer også oplever store udfordringer med bare at være.
Der er der igen – den ro der!
I Skyggebørn, hvor jeg sidder i bestyrelsen og er udnævnt som ”Kommunikationsminister”, som varetager vores platforme, lærer jeg af de unge og børnene i grupperne. De forsøger nemlig også at finde et sted bare at være. Mange er i en sorgproces – så fokus er et sted at finde ro i sorgen.
Ligenu arbejder jeg på at synliggøre dem, som de helte de er. Deres erfaringer, viden og det sted de er – er nemlig guld for andre. Med de små armbevægelser jeg jo ofte har (ironi might appear) har jeg nu slået brødet op, at vi vil lave en Sorgpolitik for Danmark.
Da min far, mormor og kusine døde oplevede jeg selv, at alle er angste for emnet. Hvordan selv de nærmeste ikke turde spørge ind, i skræk for jeg blev ked af det. – og Surprise – var jo ked af det uanset om de spurgte eller ej.
Så hende chefen der, der ikke vil give mig helt fri, hun har allerede flere dagsordener;
– der skal videregives værktøjer til utallige, som skal have lov at finde roen i at være den, de er (måske gennem yoga, mindfullness, meditation eller en blanding)
– der skal deles erfaringer omkring sorg så åbentlyst, at vi alle er bedre rustet til at støtte hinanden i de svære tider.
– og lur mig om der ikke kommer et punkt eller to mere… hende chefen der, synes jo at være on-and-on-and-ongoing.