Anmeldelse: West Side Story på Aalborg Teater
Aalborg Teater byder dette efterår på en ikonisk musicalklassiker. West Side Story er fyldt med tidløse sange som ‘Maria’, ‘America’, ‘Tonight’, ‘Something’s Coming’ og ‘I Feel Pretty’, der alle synges på dansk. Med instruktør Rune David Grue og scenograf Karin Gille bag roret, præsenterer Aalborg Teater i samarbejde med Aarhus Teater et imponerende musicalshow. Med et 12 mands stort orkester og ikke mindre end 23 medvirkende er scenen sat til en stor oplevelse i Aalborg.
Hovedrollerne spilles af henholdsvis Mathias Flint som bandelederen Tony og den blændende sopran Isabel Schwartzbach, som hans store kærlighed Maria. Isabel Schwartzbach er ved at uddanne sig til skuespiller på ‘Stella Adler Studio of Acting’ i New York City, men har her på sit 2. år taget orlov for at spille rollen som Maria i West Side Story hjemme i Danmark. Mathias Flint afsluttede sin uddannelse som skuespiller ved Den Danske Scenekunstskole i sommeren 2016 og gik direkte videre til ensemblet på Aarhus Teater. Bag sig har han flere års erfaring fra teaterbranchen, hvor han har gjort sig bemærket i musicals som Skatteøen og Jesus Christ Superstar.
Rastløse, småkriminelle og kamplystne
Velkommen til 1950ernes beskidte og håbløse New York. I West End møder vi banden Jets. En samling omsorgsvigtede unge mænd, som i mangel på et højere formål med livet, driver rastløse og kamplystne rundt i gaderne. Naivt optrapper de en konflikt med den puertoricanske immigrantbande Sharks.
I mellemtiden har Jets tidligere leder Tony har forladt gruppen og forsøger at ligge kriminaliteten bag sig, men han lokkes i kammeratskabets ånd tilbage for at lede opgøret mod immigrantbanden. Han forelsker sig hovedkluds i den puertoricanske bandeleders søster, Maria, og de to indleder en hemmelig affære.
Udsat for konstant racisme provokeres de puertoricanske immigranter til at optrappe konflikten, som hurtigt eskalerer fra barnagtige slåskampe til blodige opgør. Kvinderne forsøger at mægle til fred, men mændene er for opslugte i deres dyriske hævnbegær. Et had og fjendebillede, som er optrappet af ingenting, resulterer i voldsomme magtkampe med tragiske konsekvenser for begge parter.
Fængslende og forførende show
Scenografien er dramatisk fra start. Et stillads og et neonskilt. Simpelt, men associationen til New Yorks Manhattan er effektfuld. Skuespillerne er akrobatiske, og man drages af deres adræthed og konstante dyriske bevægelser. Sceneskiftene er elegante og fascinerende. Koordinationen mellem musik, lys, menneskelig volumen og bevægelse er dybt fængslende og forførende. Især kampscenerne er særligt kunstfærdige og smukke. Musik og sang er fabelagtig fra start til slut. Det 12 mands store orkester blæser os bagover, og leder musicalen med frække jazztoner til æggende latinske rytmer.
Store stemmer og kendte sange
I rollen som Maria fremstår Isabel Schwartzbach meget puritansk, naiv og yndig, hvilket passer til den fredsdue hun repræsenterer. Hun bliver desværre en smule selvudslettende, og overstråles af svigerinden Anita, som fremstår skarp, vittig og meget forførende. I rollen som Tony har Mathias Flint blidhed og en fantastisk stemme, men for mig virker han en kende for følsom i rollen som gadedreng. Jeg kunne godt have savnet en mere karakterfast skikkelse som Tony. En leder med noget råhed, som kan give os et billede af et menneske i konflikt mellem det gode og onde. Blidheden i de to hovedkarakter gør de romantiske scener meget sukkersøde. Generelt fremstår bikaraktererne stærkere end de to hovedkarakterer – men de gør det så til gengæld også vanvittig godt. Begge drengegrupper har en fed synergi og dynamik. Man fornemmer tydeligt deres individuelle personligheder, på trods af at de altid fremstår grupperet. Kvinderne er stærke, rapmundede, sarkastiske og dristige – og de giver den gas med girlpower, gennem hele stykket.
West Side Story indkapsler på fineste vis ungdommens restløshed og naivitet. Spændingskurven skal op, og konsekvensberegning er ikke eksisterende. Det er en simpel historie om begær, hævn og forbudt kærlighed, der er inspireret af Shakespeares Romeo og Julie. Mange paralleller kan trækkes til vores samfund i dag, hvilket gør historien udødelig.
Alt i alt så er West Side Story på Aalborg Teater en super flot helhedsoplevelse – og man går nynnende fra teatret.
West Side Story spiller på Store Scene på Aalborg Teater indtil 13. oktober. Den varer 2 timer og 40 min inkl. pause. Se aalborgteater.dk for mere