Anmeldelse: Nicolaj Lange ”Større end nogensinde”
Mandag aften kunne Skråen slå dørene op for Nicolaj Lange, der stod klar med sit andet onemanshow ”Større end nogensinde”, som er opfølgningen på ”Mere skæg end nogensinde.” Det store spørgsmål, Lange havde lagt for aftenen, var, hvornår man er blevet voksen i en alder af 44 år.
Jeg havde glædet mig til at komme lidt ud af corona-komaen for at få en aften med underholdning og en dertilhørende stor fadøl. På trods af afstanden mellem publikum af de ensomme sæder, føltes salen på ingen måde tom.
Jeg har ikke hørt nordjydens humor før og var derfor spændt på, om Lange var i stand til at indkredse hele salen i sine jokes eller om de blot tilgodeså aalborgensiske midaldrende mænd med et barn eller to – eller hende, der er gift med en. Her må jeg erkende, at han bedst får ramt de sidstnævnte med sine fortællinger om 80’erne, kone, børn og smerter i benene, hvor os under 30, uden børn og ægtefælle må klukke med på de semi-interne jokes.
Den charmerende nordjyde er dog i stand til at få alle i salen med, når han kaster sig ud i mere samfundsrelaterede problemstillinger om bl.a. fertilitetsbehandling, instagram-hatere, elcykler og den store Tinka-krise. Når han pakker debatter om krænkelseskultur, kønsroller og first-world-problem-kriser ind i en sarkastisk nordjysk jargon, er den 44-årige komiker henrivende skøn og får inkluderet hele salen i sit show. Desværre sker dette i glimt, og vi savner mere af det!
Den røde tråd må man huske sig selv på under showet, og man får følelsen af, at emnerne om Langes rolle som ægtemand og far bliver taget lidt ud i luften. Han forsøger dog at binde sløjfe på showet til sidst ved at vende tilbage til sin startende anekdote omkring en 5’er i lommen, og her forsøger han at konkludere en smule på baggrunden for at føle sig voksen.
Nicolaj Lange vinder en del hos mig ved at kaste sig ud i at henvende sig direkte til publikum, som er en af de sværeste stand-up-discipliner. Her ved han ikke helt, hvad han ender med, men får leveret en af aftenens bedste jokes om katte, der både er modigt eksekveret og hylende morsom. Det er fantastisk at overvære, når det hele går op i en højere enhed.
Helt overbevist om, at Nicolaj Lange er større end nogensinde, er jeg ikke. Jeg giver alligevel komikeren plads til at vokse – og her hentyder jeg hverken til højde eller drøjde, men jeg ønsker, at han vokser sig større på stand-up-scenen end han er nu, for jeg kan se, at det kan han. Han har en skøn, charmerende, lun, nordjysk humor, og han rammer den rent, når han samler hele publikum om sine jokes.
Jeg giver Nicolaj Lange 3 ud af 6 stjerner for sit show, fordi han i især sidste halvdel af showet når længere ud i salen end blot til sin egen aldersgruppe, og han skinner igennem, når han leverer jokes ud gennem et større perspektiv.