Skip to main content
Tekst Glocal Art | Foto privat
2. april 2016

Afrika er det nye sort

Hvilket billede får du, når du hører ordet Afrika? Ser du for dig sultne børn med opspilede maver, ser du krig og elendighed, eller ser du unge kreative mennesker, der udfolder sig på lærredet eller designer nye produkter?

I årtier er vi blevet fyldt med billeder af elendighed i Afrika, men i 2015 sendte DR en serie om designere i Afrika, og Louisiana afholdt en stor Afrika-udstilling. Afrika er andet end sult og fattigdom!

Frede Hansen, der driver galleriet Glocal Art i Dronninglund, har en klar holdning til afrikanere: ”Der er masser af afrikanere med talent, og vi skal støtte de stærke for at lære dem, at det kan betale sig at udvikle sine styrker. Vi skal på sigt neddrosle vores ulandshjælp og øge vores handel. Vi skal vise, at vi tror på Afrika.”

I flere år har Frede Hansen promoveret afrikansk kunst i Danmark, og i dag har han et af de mest spændende gallerier i Nordjylland.

Glocal Art har på tre år sendt langt over en halv million kroner til Afrika. Knap halvdelen af pengene er sendt til Tunesien, der ikke er et uland, men har brug for penge for at sikre, at det arabiske forår bliver en succes. Over halvdelen af pengene er sendt til kunstnere, kunsthåndværkere og småhandlende i fattige lande syd for Sahara.

Salget af kunst i Danmark har for nogle kunstnere været afgørende for dem. Salum Kambi, der er kunstner fra Tanzania, har takket været sit salg af kunst i Glocal Art fået råd til at bygge sit eget hus.

Kunstnerne er afhængig af hvide kunder. Dels er der ikke tradition for at have kunst på væggene i det fattige Afrika, dels har de færreste råd. Men det er afgørende for et lands udvikling, at der er kunstnere, som kan tænke kreativt, mener Frede Hansen og spørger: Hvad ville Struer være uden B & O? Og hvad vill B & O være uden kreative designere?

Frede Hansen har tidligere været formand for Mellemfolkeligt Samvirke i Nordjylland. Han tror ikke, at vi kan afskaffe ulandshjælpen, men ”Handel er den bedste måde at udrydde fattigdom på,” siger han. Han har skrevet den første bog på dansk om moderne, afrikansk kunst og design.


Nyeste artikler

Thilde Maria Haukohl Kristensens forbindelse til blomster blev skabt allerede, da hun blev født. Hendes bedstemor havde bundet en mor og barn-buket m…
Psykolog, komiker og rytter – det kunne være starten på en klassisk vits, men i denne forbindelse er det bare nogle af de titler, som Danielle Dahlhu…
Jeg gik rundt nede i Netto i går, en anelse ved siden af mig selv, mens jeg tunede ind på smukke, sprøde grønsager, en frisk selvsikker basilikum, fi…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev