Aalborgenserne har sparet CO2 svarende til 2,3 millioner kilometer i bil på at købe genbrug i år
Hos Børneloppen i Aalborg har de indført en klimaberegner, der viser, hvor mange kilometer i bil et køb sparer miljøet for. Det gør bæredygtighed langt mere håndgribeligt, og kunderne fniser af det, fortæller indehaver.
Genbrugsglade shoppere i Aalborg har samlet set sparet miljøet for 2,3 millioner kilometer i bil i år til dato, hvilket svarer til 58 køreture rundt om kloden. Loppesupermarkedet Børneloppen kan med deres nye beregner vise, hvor stor en miljøbesparelse det giver, når man vælger at købe brugt. Det gør det mere konkret at se, at det faktisk gør en forskel, forklarer butiksindehaver.
– Vi ved godt, genbrug er godt for miljøet, men der er jo ikke særlig nemt at forholde sig til, hvilken forskel det egentlig gør, om man køber en ny eller en brugt bodystocking til sin baby. Det har vi prøvet at gøre meget mere håndgribeligt med vores beregningssystem, siger Melissa Thøgersen, der er indehaver af Børneloppen i Aalborg.
– Hver gang man køber en brugt vare hos os, bliver det udregnet, hvad det havde kostet i CO2 og vand at producere en tilsvarende ny vare, og det er så besparelsen, vi skriver på kvitteringen, og som ryger direkte ind i vores kassesystem og op på hjemmesiden, der hele tiden tæller besparelserne sammen, tilføjer Melissa Thøgersen.
Genbrugets livscyklus
Børneloppen, der har eksisteret i Danmark siden 2016, åbnede i 2019 i Aalborg, hvor der er omkring 250 sælgerstande og typisk i omegnen af 20.000 genbrugsartikler, der tæller alt fra legetøj til barnevogne, flyverdragter, tøj og sko. Her er konceptet populært blandt både sælgere og købere af børnenes genbrugsguld.
– Vi oplever, at mange af vores kunder starter med at komme i forretningen, når de venter barn. De bliver ved med at komme og shoppe, mens børnene er små, for de vokser jo som bekendt rimelig hurtigt. Når de så på et tidspunkt ikke skal have flere, ser vi dem igen som sælgere, der køber en stand. På den måde er der en vis livscyklus i vores genbrug, der nemt kan ryge mange gange rundt til mange familier, siger Melissa Thøgersen.
De private sælgere sætter selv priserne og kan følge med i salget online, hvor kunderne også kan søge i store dele af udvalget. Det er med til at give en professionalitet, man ikke har været vant til ved genbrug.
Børneloppen har samlet set på landsplan sparet verden for 4.287.086.124 liter vand eller 1.071.771.531 toiletskyl i skrivende stund.
Børneloppen er landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk